Tag-arkiv: 3

Middel. Det er dermed gennemsnitlige vine, som man ellers kan hægte ord som enkel, uskadelig og okay på. Det er drikbart og i Parkers verden vel et sted mellem 70-79 point.

2011 Vinâ San Esteban, In Situ Chardonnay, Aconcagua, Chile

2011 Vinâ San Esteban, In Situ Chardonnay, Aconcagua, ChileNå, har lige et hængeparti mere, nemlig 8 vine fra sidste uges byggemøde. Ja, byggemøde lyder måske lidt seriøst, men det er alene en gourmetaften, hvor 5 gutter får lidt godt at spise, gætter og smager på vin. Denne gang var det “byggeforeningens” nyeste medlem Flemming som var vært, og havde lavet fremragende mad og købt en lang række vine.

Fælles for vinene denne aften var, at de alle var købt hos Glud Vin i Randers, et vinfirma som især har specialiseret sig i vine fra Sydamerika, og det er da også her vi starter med denne Chardonnay fra vinhuset Vinâ San Esteban. Vinhuset er etableret i 1974 af José Vicente, men i dag er det sønnen Horacio Vicente som driver gården. Inden Horacio Vicente overtog driften fra faderen havde Horacio uddannet sig til ønolog i Frankrig og havde tillige arbejdet på Château Mouton Rothschild og Mouton Cadet, samt i USA på Chalone Vineyard.

Vinâ San Esteban ligger for foden af det prægtige Aconcagua Bjerg, det højeste bjerg i Andesbjergkæden, og langs brederne af Aconcagua-floden, finder man San Estebans vinmarker. Der dyrkes 120 hektar med druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Carmenère, Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Mourvedre, Petit Verdot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Viognier. Unikt mikroklima giver den variation og præcis den enkelte drues karakteristika en fornem personlighed. Området ligger centralt placeret i det lange land, tæt på Los Andes by. Smukt placeret i dalen, der med solrige dage og kolde nætter giver druerne den optimale modningscyklus.

Vinene fra San Esteban, har navnet In Situ. På latin betyder dette “på stedet”. Netop på dette sted, hvor druerne dyrkes, har de gamle Inka-indianere haft et ritual eller lignende. På toppen af en bakke oven for vinmarkerne ligger ca. 20 sten med indgraveringer efter disse gamle kulturer. Den mest fornemme gravering kan i dag genses på etiketterne på nogle af vinene fra San Esteban, som hyldest til at man i dag dyrker vine i det område, hvor der i  fortiden har været mennesker.

Lad os smage denne Chardonnay fra vinhuset. Duften er klart Chardonnay, lidt smør og lidt fersken og ananas. Smagen mere stram, der er sure æbler, og ikke synderlig inspirerende.

Købt hos Glud vin til 85 kr., hvilket synes meget for denne vin, som i Tyskland fx fåes til omkring 55 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2010 Château Troupian, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2010 Château Troupian, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigMed Cru Bourgeois smagningens sidste vin, som også var aftenens madvin, så kommer vi igen omkring den danske kældermester Merete Løwig Larsen, som jo – som tidligere nævnt – i dag bl.a. er ansvarlig for driften på Chateau Lestage Simon, hvor netop Château Troupian hører ind under.

Vi er i kommunen Saint-Seurin-de-Cadourne, 13 km nordvest for Pauillac. Château Troupians vinmarker strækker sig over et areal på 32 hektar, hvor jordbunden er varieret. Ned mod Gironde-floden er der et stort indhold af grus, den vestlige del af markerne er hovedsagelig ler og kalkholdig.

Slottets jorder er beplantet med en meget sjælden cépage i Haut-Médoc, nemlig druerne Merlot 68%, Cabernet Sauvignon 22% og Cabernet Franc 10%. Vinen er vinificeret traditionelt og lagres på træfade af amerikansk eg.

I glasset giver den en duft af lavendler, grafit, tobak og mørke bær. Smagsmæssigt krydderier, sol og lidt skarp. Eftersmagen er ikke så lang.

Købt i Fakta til 65 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2008 Château Donissan, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Donissan, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigNå, lige et hængeparti fra sidste uge, nemlig beskrivelsen af de 10 Cru Bourgeois vine fra Randers Vinlaughs smagning. Har været frygtelig ophængt, men lad os da bare – med lidt forsinkelse – kaste os ud i en beskrivelse af vinene.

Vi starter med en vin fra Château Donissan. Slottet – hvis man kan kalde det et slot – er beliggende i byen Listrac i hjertet af Haut Médoc. Hvis man ser et foto at slottet, så vil man nok nærmere kalde det et simpelt landsted … som samtidig er et godt håndværkertilbud. Men vi er i Bordeaux, og kan de lave vin på stedet, ja så må det jo være et vinslot.

Dette fornemme vinslot er ejet af Marie-Véronique Laporte, og ansat vinmager er ønologen Christophe Coupez, som producerer slottets vine med hjælp fra teknisk chef Didier Bonati.

Slottets vinmarker er i alt 10,5 hektar, ler og kalksten og gennemsnitlig alder på vinstokkene er omkring 25 år. Der dyrkes druesorterne Merlot, Cabernet Sauvignon samt Petit Verdot. Lagring sker i 12 måneder på egetræsfade og der laves årligt 70.000 flasker vin.

I næsen er der lidt jord, solbær, egetræ, toast. Smagen er til den syrlige side, og der mangler lidt balance og elegance. Meget tanninrig, og bider lidt af mig.

Købt hos Dansk Vinlager til 10€.

Vinanmeldelse 3/7 

2003 Domaine Les Cailloux, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Centenaire, Rhône, Frankrig

2003 Domaine Les Cailloux, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Centenaire, Rhône, Frankrig På næste Châteauneuf du Pape fik vi lidt alder på, nemlig hele 9 år med denne Cuvée Centenaire fra den gode André Brunel, som jeg har skrevet om i et par af de tidligere blogindlæg, derfor ikke mere om gården eller denne vinmager.

Cuvée Centenaire er én af Rhônedalens store vine. Det er en Chateuneuf lavet på druer fra en meget lavtydende parcel tilplantet før århundredeskiftet, altså skiftet mellem det 19. og det 20. århundrede. Vinen blev lavet første gang i 1989, langt tid før der gik mode og Parker point i den slags, og Cuvée Centenaire er kun lavet i 1989, 1990, 1995, 1998, 2000, 2001, 2003 og 2005.

Normalt laves Domaine Les Cailloux Chateauneuf du Pape Cuvé Centenaire fra 80% Grenache, 12% Mourvedre og 8% Syrah. Sammensætningen varierer dog efter årgangene, Grenache lagres på tank, mens Syrah og Mourvedre fadlagres på 1, 2 eller 3 år gamle fade. Normalt fremstilles ca. 6.000 flasker.

I glasset en rødbrun sag, som udsender dufte af sherry, alderdom og svedsker. Smagen lidt i samme stil, svedsker er vist det mest gennemgående, og det er ikke lige mig. Efter min mening burde vinen have været drukket for år tilbage, og faktisk lidt utroligt, at den ikke på sølle 9 år ikke bevarer mere friskhed, specielt set i lyset af fx Marcoux’en fra 2006, som var en frisk og frejdig sag. Det skal dog retfærdigvis siges, at smagen er bedre end duften, men det bliver et PAZZZZ for mig.

Fås hos Strobel Vinimport til 998 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2010 Vidal-Fleury, GSM, Rhône, Frankrig

2010 Vidal-Fleury, GSM, Rhône, FrankrigNæste vin fra sidste weekends fest er denne GSM Rhône vin.

Vinhuset hedder Vidal-Fleury, blev grundlagt i 1781 og er beliggende midt i de berømte Côte-Rôtiemarker. Det er det eneste vinhus i Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Vinhuset ejer en perlerække af vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men køber udvalgte druer fra hele Rhônedalen.

Guigal, verdens bedste winemaker, og generelt anset som Rhônedalens bedste producent, købte vinhuset i 1984. Etienne Guigal, Marcels fader, blev oprindeligt udlært og arbejdede hos Vidal-Fleury i en årrække. Vidal-Fleury producerer vine fra flere appellationer i Rhônedalen end noget andet Rhônehus, heriblandt berømte appellationer som Côte-Rôtie, Condrieu, Hermitage, Châteauneuf-du-Pape, Cornas, Sainit-Joseph, Crozes-Hermitage, Gigondas, Vacqueyras, Tavel, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Côtes-du-Rhône og Ventoux. Enkeltmarken La Chatillone i Côte- Rôtie (i Côte Blonde) er husets flagskib. Som Robert Parker skriver:” This well-known producer is clearly on the upswing in quality with their brand new winemaking facility in full operation since 2009.” Vinene vinificeres i det nye state-of-the-art winery som blev færdigt i 2008, og er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg. Vinene fremstilles af Vidal-Fleurys eget winemakerteam.

GSM er en ny vin som Vidal-Fleury introducerede i 2009. GSM står for druerne Grenache – Syrah – Mourvèdre – de 3 mest kendte druer til rødvinsproduktion i Rhônedalen. Druerne kommer fra hele Rhônedalen.

Duften er frisk, der er modne bær og lidt blomster, kål, skifer. Smagen er frisk med antydning af lidt jordbær, hindbær med strejf af timian og lidt grøn peber fra Syrah-druen. Eftersmagen er beskeden og vinen er måske lidt anonym, og efter min vurdering den svageste af vinene denne aften, men en vin som rigtig mange af festdeltagerne var vilde med. Vinen har da også fået en række gode anmeldelser, specielt set i forhold til prisen … og der er jeg nok også enig. God vin til pengene.

Købt hos Philipson Wine til 39,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 3/7  

2011 Bodegas Mureda, Mureda Red, Castilla-La Mancha, Spanien

2011 Bodegas Mureda, Mureda Red, Castilla-La Mancha, SpanienNæste vin på smageskemaet var rød. I byen Valdepeñas i Castilla-La Mancha finder vi Bodegas Mureda. Bodegas Mureda er en selvejende fond som har hentet sit navn fra slottet La Casa Mureda, som på dansk betyder Maurernes hus, som fonden ejer. Området indgik indtil 1492 i en muslimsk stat, nemlig kongeriget Granada. Mange huse og navne i hele regionen vidner om den store mauriske indflydelse.

I dag fokuserer man på vindyrkning, men man laver også olivenolie. Valdepeñas er et af Spaniens mest produktive områder. Bodegas Mureda råder over 10.000 hektar, heraf 1000 hektar økoligiske vinmarker, beliggende 700-1000 m over havets overflade. 80% af vinmarkerne er beliggende i La Mancha i områderne Campos de Calatrava og Campos de Montiel. De resterende 20% beliggende i Sierra de Alcaraz.

Bodegas Mureda råder over en af området mest moderne vingårde, og man har speciale i at fremstille kvalitet i store mængder med tanke med kapacitet på op til 600.000 liter. Men man anvender også mange mindre tanke og egetræsfade i forskellige størrelser. Den enorme kapacitet giver også uanede muligheder for at lave kvalitetsvine til meget forbrugervenlige priser.

Duftmæssigt er der solbær, modne blommer og en krydret duft. Smagen er sødme, rosin … lidt sangria … har jeg noteret. Ikke en stor vin, men fin som en almindelig hverdagsvin til frikadeller.

Fås hos Vin & Vin til 65 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2004 Weingut Schloss Esterházy, Pinot Noir, Burgenland, Østrig

2004 Weingut Schloss Esterházy, Pinot Noir, Burgenland, ØstrigNæste vin igen Pinot Noir … og for anden gang på kort tid fra Østrig. Denne gang kunne jeg dog ikke gætte, at det var en Østrigsk vin … endog, at der var tale om en Pinot Noir, og vinen er da også lidt atypisk i forhold til andre vine på samme drue.

Samtidig viste det sig også, at der er tale om en vingård med en lang historie, og det er jo altid interessant. Esterházy har eksisterende siden 1758. Esterházy var oprindelig en magtfuld ungarsk fyrsteslægt med store jordbesiddelser i det tidligere Østrig/Ungarn.

De var loyale overfor den habsburske kejser og den romersk-katolske kirke og styrede derfor i generationer uden om ødelæggende fejder. Fyrstens hof var berømt for overdådige selskabeligheder, store middage og masser af vin.

I 1758 gav fyrstens frue Maria Theresia besked om at få importeret Pinot Noir fra de bedste marker i Bourgogne. Hun mente at vinstokkene ville give meget bedre i det milde klima ved Neusiedlersøen i Burgenland. Det var starten på familien Esterházy som vinbønder.

Pinot Noir blev en succes, og det er fortsat frem til i dag, hvor Esterházy står med et super high tec state-of-the-art vineri klar til at omdanne druerne til moderne klassiske vine.

Det ligger i byen Eisenstadt der er hovedstad for delstaten Burgenland med direkte udsigt til Schloss Esterházy. Det som er vist på etiketten. Det imponerende Esterházy har en total kapacitet på 600.000 flasker og 600 egetræsfade.

Duften er lidt speciel, ikke så stor, og ikke den klassiske kostald. Smagen heller ikke typisk Pinot Noir, jeg fik smag af havsalt, laurbærblade, krydderier og måske er den en smule flad i smagen. Det er dog en spændende vin, som vinder lidt efter flere glas. Sjovt at prøve. Bernt havde købt vinen lokalt i Østrig, men Lesiner Wine er dansk importør af Schloss Esterházy.

Vinanmeldelse 3/7  

2008 Weingut Trenz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Trenz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandSøndag igen vin … nu er vindepotet vist også ved at være fyldt godt op, men det er jo ferie og fridag i morgen igen, inden det igen er arbejdsdag. Igen et smut til Tyskland, nærmere bestemt til Rheingau til Weingut Trenz.

Weingut Trenz er beliggende i Johannisberg, som er en del af Rheingau, og vingården har eksisteret siden 1670. De klimatiske og geologiske forhold i Rheingau er ideelle til vindyrkning, og de giver vinstokkene fremragende vækst. I stor højde domineres jordbundsforholdene af kvartsit, grus og sandsten som giver usammenlignelige mineralske vine med livlig syreindhold og en buket af fine frugt varianter. De lavtliggende vinmarker har dybde og lerede forhold, som giver rige og rørige vine med en lang afslutning.

Den unge Michael Trenz er vinmager og leder af huset, og endnu mere end sine forgængere, forøger han på sin egnen måde at få kvaliteten frem i sine vine. “Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt”, er hans motto, som er en opfordring til tilbageholdenhed fra alle kunstige indgreb.

Hos Trenz arbejder man med omhyggelig beskæring af vinstokkene, så saften og kvaliteten af druerne optimeres. Druerne udvælges selektivt og høstes pr. håndkraft.

Derudover har de investeret i nyt moderne udstyr i kældrene. Deres søgen efter nye metoder har ført Trenz til Stellenbosch i Sydafrika, hvor han har indledt et samarbejde med en winemaker for at opnå maksimal inspiration.

På Trenz vingården er de også opbygget en restaurant/vinbar, hvor 90 mennesker i middelhavsatmosfære kan nyde gårdens vine … og den lokale specialitet … struds! Trenz er blevet præmieret med “2 druer” som ”opdagelsen i år 2008” af vinguiden Gault Millau.

Her har vi Trenz almindelige “trocken” spätburgunder, dog i den version, som ikke har været på barrique. I glasset er vinen meget lys, næsten transparent. I duften er der alene en anelse pinot noir … men ingen stor kostald. Virker i duften lidt anonym, og med lidt duft af candyfloss eller noget i den retning samt måske lidt mørke bær.

Smagen er lidt tyggegummi blandet med grønne toner, og masser af syre. Eftersmag af bacon? Den bider lidt, og får munden til at snerpe sig lidt sammen, ellers smag af sorte kirsebær og fylde, men ikke så elegant som mange af dens øvrige tyske konkurrenter. Dog meget frugtrig i smagen.

Det skal også med i billedet, at vinen faktisk vinder lidt ved at blive godt luftet i glasset, måske stå lidt inden vinen smages. Jeg kunne forestille mig, at udgaven på barrique er markant bedre, idet faglagring oftest klær’ spätburgunder. Smagte hos den gode Vicent Sipp sidste sommer hans pinot noir både uden og med barrique, og sikke en forskel. Udgaven, som havde lagret på barrique, var bare mange klasser over den almindelige uden faglagringen. Måske det også bare er sådan hos Trenz?

Prisen er på 149 kr. hos Vin & Vin, og en spændende oplevelse … længere kan jeg vist ikke strække mig, men vil næste gang prøve den udgave, som har fået barrique.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Penfolds, Bin 28 Kalimna Shiraz, Barossa, Australien

2008 Penfolds, Bin 28 Kalimna Shiraz, Barossa, AustralienPenfolds er i dag er et af Australiens største og mest kendte vinerier. I dag fremstiller huset ikke mindre end 1,4 mio. kasser vin om året.

Kort fortalt blev Penfolds grundlagt af Christopher Penfolds i 1844, da han – efter at være emigreret til Australien – opslog sin lægepraksis i Adelaide i Sydaustralien. Christopher Penfolds var en varm fortaler for vinens helbredende virkning og startede derfor – som så mange andre australske læger – en hjemmeproduktion af hedvin, der blev ordineret som medicin i hans praksis.

Vinproduktionen voksede sig efterhånden større end hans lægepraksis, og til sidst blev det til et regulært vineri med fokus på produktionen af brandy og hedvine, der trods det varme klima var yderst populære på daværende tidspunkt i Australien.

Penfolds-vineriet forblev succesfyldt i familiens eje, og efterhånden som hjemmemarkedet i 1940’erne og 1950’erne begyndte at efterspørge bordvine frem for hedvine, omlagde man langsomt produktionen til den nye trend.

Penfolds chief winemaker, Max Schubert, blev sendt på en studietur til Bordeaux, hvor han via sine besøg på slottene blev inspireret til at tage de franske teknikker med sig hjem for at implementere dem i det daglige arbejde hos Penfolds.  Dette skulle vise sig at lede til skabelsen af Grange – den mest præmierede rødvin i australsk vinhistorie.

Men som ved alle gode eventyr skulle man grueligt meget igennem før den endelige succes: Vinen blev i første omgang latterliggjort af omverden, så ledelsen forbød i 1957 Max at fremstille vinen, der blev anset for useriøs. Der skulle gå hele 10 år efter lanceringen, før Grange officielt var tilbage i Penfolds sortiment og blev anerkendt som det mesterværk, det reelt var.

Udviklingen af Penfolds Bin-serien startede på samme tid, som Max blev bedt om at stoppe produktionen af Grange. Den første vin var Bin 28 Kalimna, som netop er anden rødvin denne aften.  Dengang blev Bin 28 Kalimna udelukkende høstet på den 290 ha store Kalimna vinmark, men i dag hentes der ligeledes frugt fra vinmarker i Langhorn Creek og McLaren Valley.

Max benyttede lige fra starten mange af de samme teknikker fra Grange-produktionen til Bin-vinene, som f.eks. gæring på åbne fade og efterfølgende lagringi 12 måneder på delvist nye amerikanske egetræsfade.

Selv om man siden har valgt at hente druer fra andre vinmarker end Kalimna, har man stort set bibeholdt måden at vinificere på.  Bin 28 Kalimna er kendt for sin legendariske evne til at lagre, og den kan stærkt anbefales at ligge i mindst 4-5 år, før den nydes.

I glasset en meget mørk vin. Duften er svedsker, saddelfedt, læder, solbær og lakrids. Smagen meget kraftig, krydderier, alkohol, chokolade. Det bliver aldrig min ynglingsvin, dertil er vinen simpelthen “for meget”. Fin vin, men rigtigt meget shirazzzzz, og meget sol og alkohol.

Prisen ligger på 175 kr. for vinen.

Vinanmeldelse 3/7