Tag-arkiv: 2

Under middel. Det er altså en vin under gennemsnittet. Der er mærkbare mangler og vinen vil typisk være uharmonisk, forkert eller i ubalance. Parker vil typisk rate sådanne vine til 60-69 point.

2013 Estate Argyros, Atlantis, Santorini, Grækenland

Ifølge myten sank den magtfulde ø-stat Atlantis i havet fra den ene dag til den anden. Nu er rester fra den sagnomspundne stat mirakuløst dukket op … eller i hvert fald sidder jeg nu med et glas Atlantis i glasset. Vinen er græsk og kommer fra vinhuset Estate Argyros.

Vinhuset ligger ved Episkopi Gonia Thiras på øen Santorini i det græske øhav. Det er grundlagt tilbage i 1903 af Georgios Argyros. Dengang bestod vingården alene af 5 hektar vinmarker og vinene fra gården blev mest solgt lokalt.

I dag har Estate Argyros samlet 65 hektar marker og drives af 4. generation i form af Matthew Argyros, der allerede er anerkendt som en dygtig vinmager, der forstår at kombinere tradition og nytænkning.

Han får dog fortsat hjælp fra faderen  Yiannis Argyros, der selv som 3. generation overtog driften i 1974. Og sammen er de trofaste mod familiens arv, men også visionære i forhold til udvikling af vinene fra Estate Argyros.

Estate Argyros’ 65 hektar vinmarker ligger orienteret mod øst og sydøst. Jorden i området er vulkansk, og vinstokkene vokser gobelet … altså fritstående. Græskerne kalder det i øvrigt for kouloura.

Argyros familien ejer bl.a. også en af de ældste vinmarker på øen. På den mark er der vinstokke, som er mere end 150 år gamle.  Jordbunden er vulkansk med farver i  grå og sorte farver samt mange sten og klippestykker.

Dyrkning og vinfremstilling hos Estate Argyros baseres kun på de oprindelige sorter fra Santorini, såsom Assyrtiko, Athiri, Aidani, Mandilaria, Mavrathiro, Mavrotragano og Voudomato.

Matthew har taget disse lokale druer under kærlig hånd og skabt vine, som kan begå sig internationalt. Vingården er da også to år i træk kåret til at være blandt de 100 bedste vinproducenter i verden af det engelske vinblad Wine & Spirits.

Denne Atlantis er lavet på 90% Mandilaria og 10% Mavrotragano … et par druesorter, som jeg ikke tidligere er stødt på, men altså lokale sorter. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og har efterfølgende lagret 6 måneder på franske egefade.

I glasset er vinen ikke mørk, som jeg måske – ved ikke hvorfor – havde ventet. Det er ikke helt Pinot Noir lys, men virker umiddelbart, ud fra farven, som en let vin.

Næsen har en sjov krydret frugtnote … noget anderledes end forventet, nærmest sur, syrlig. Ja en slags sur frugt med svag kanel, lidt læder og grape.

Smagsmæssigt … uha en lidt akavet syre, lidt tørhed. Dertil en sødme, som ikke rigtig kan finde sine ben. Frugten virker lidt tynd og ufokuseret og vinen virker lidt flad i smagen … som om syren er for svag til at holde tingene helt på plads.

Købt hos Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., men mere beskedne 109,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 2/7    

2014 Cellier des Dauphins, Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

Ved juletid er der altid fokus på Châteauneuf-du-Pape … og denne kommer ifølge etiketten fra Blason des Papes. Det er nu en sandhed med modifikationer, for det er det store kooperativt og negociantfirma Union des Vignerons Des Côtes du Rhône – også kendt som Cellier des Dauphins, Rhône Terroirs eller Louis Mousset – som står bag vinen.

Kooperativet er oprindeligt grundlagt i det herrens år 1965 af en flok vinavlere, som slog pjalterne sammen og oprettese kooperativet, som de kaldte Union des Vignerons des Caves Coopératives du Sud de la Drôme.

Efter få år tilsluttede en række andre kooperativer sig, bl.a. kooperativer i Nyons, Vinsobres, Saint Maurice, Tulette Nouvelle, Tulette Costebelle og Suze-la-Rousse og samtidig startede man med at lave egne vine fremfor blot at sælge vinen bulk i tanke.

Senere kom der yderligere kooperativer til, således der i dag sammenlagt er samlet 13 kooperativer under navnet Union des Vignerons des Côtes du Rhône. Kooperativet ofte omtales dog ofte som Cellier des Dauphins, som var det mærke/brand, som blev skabt allerede sidst i 1960’erne og samtidig blev mest kendt.

Union des Vignerons des Côtes du Rhône købte i 1996 også det gamle negociantfirma Louis Mousset, som er kendt for en lang række vine, bl.a. almindelige vine fra Rhône, men i særdeleshed vine fra Châteauneuf-du-Pape.

Og det er et kæmpe foretagende, som for de 13 tilhørende kooperativer omfatter over 3.000 medlemmer/vinavlere med samlet mere end 16.000 hektar vinmarker, en årlig produktion på 720.000 hektoliter, 110 fastansatte samt en årlig omsætning på 110 millioner euro. Samlet producerer kooperativet 30% af al vin fra Rhône. WTF?

Union des Vignerons Des Côtes du Rhône holder til i nye bygninger i byen Tulette mellem Bollène og Nyons. Her aftappes og lagres vine fra de fleste af kooperativerne. Den samlede produktionsfacilitet er på ikke mindre end 33.000 kvadratmeter.

Vinene sælges fortrinsvis  via supermarkeder, selvom denne Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape imidlertid forhandles via butikker indenfor Vinspecialisten.

Den er altså én af de mange vine fra dette store foretagende … druerne kommer fra en lang række af de tilsluttede vinavlere og vinifikationen sker af en vinmager fra Cellier des Dauphins. Udbyttet holdes nede på maximalt 32 hektoliter pr. hektar og skulle – efter sigende – være dyrket efter økologiske principper, selvom markerne ikke er certificerede.

Størstedelen af blandingen består af Grenache, Syrah og Mourvèdre … derudover er der tilsat en væld af områdets andre tilladte druesorter, hvoraf specielt Terret Noir, Vaccarese og Counoise er specialiteter for området.

Lavet traditionel med gæring på rustfrie ståltanke, hvor der dagligt foretages overpumping efterfulgt af 15 måneders lagring, delvist i cementtanke og delvist på egetræsfade.

I glasset er vinen ikke specielt kraftig og man ville ikke umiddelbart gætte, at det var en Châteauneuf-du-Pape. Aromaerne i vinen er meget beskedne, og der skal virkelig snuses godt igennem for at fange nogle dufte … og i første hug virker vinen derfor meget anonym. Der er dog et lidt støvet udtryk, lidt brombær, meget svag lakrids, meget svag vanilje samt en knivspids urter. Virker lidt fesen i duften.

Smagen er sådan lidt la la … imponerer ikke synderligt. Det er slet ikke, hvad jeg forstår ved Châteauneuf-du-Pape … mangler tæthed, intensitet, kraft og dybde, men har en let frugt, kirsebær, peber, syrlighed og en lidt ucharmerende skæv bitterhed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 210 kr., men det er alt for dyrt for denne vin. Til samme pris kan du fra samme område fx få den flotte Côtes du Rhône Les Quartz fra Domaine le Clos du Caillou = 100  x bedre.

Rating 2/7 

2008 Casa Vinicola Botter, Maravigna Biferno Reserva, Molise, Italien

2008 Casa Vinicola Botter, Maravigna Biferno Reserva, Molise, ItalienDenne vin sælges med ord som; forførende dråber af Syditalien og en dejlig vin fra et særdeles interessant område i Italien. Vinen har den store industrielle importør Taster Wine kaldt Maravigna Biferno Reserva og bagetiketten afslører, at den er lavet af R.D.G., som ligger byen Fossalta di Piave i Veneto området.

Imidlertid kommer vinen ikke fra Valpolicella eller andre områder i Veneto, men derimod fra appellationen Biferno, som ligger i det mere ukendte vinområde Molise et godt stykke nede i Italien på østkysten syd for Abruzzo og nord for Apulien. Området er præget af utrolig anonyme og masseproducerede vine … ofte høstes der mere end 300 hektoliter pr. hektar, hvilket jo er omkring 750-1.000% mere end gode italienske kvalitetsproducenter.

Så på den måde kan man jo roligt sige, at vinen kommer fra et spændende område!

Et søgning på internettet afslører, at producenten R.D.G. er lig med Casa Vinicola Botter, som er en stor vinproducent, som laver vine fra mange områder i Italien og samarbejder med en lang række vinavlere over det ganske land. De har også flere andre vine, som har den sjovt formede etiket som denne Maravigna Biferno Reserva.

Casa Vinicola Botter er grundlagt i 1928 af Carlo Botter som et engrosfirma indenfor vin, men først efter 2. verdenskrig begyndte Carlos sønner Arnaldo og Enzo Botter at sælge vin på flasker, men i dag er virksomheden ejet af 3. generation, som selvfølgelig er opkaldt efter grundlæggeren Carlo Botter.

Det store foretagende laver over 10 millioner flasker vin årligt, bl.a. under brands som Botter, Vivolo, Bottero di Cello, Il Palù, Cale, Lunate, Picco del Sole, Tor del Colle, Divici, La di Motte, Gran Passione, Verso og Doppio Passo. Derudover laver de specialproduktioner til bl.a. Danmark som fx denne Maravigna Biferno Reserva.

Den er lavet på 70% Montepulciano, 15% Trebbiano Toscano og 15% Aglianico … og alle druerne skulle være hentet fra marker tæt på floden Biferno, som gennemskærer regionen og samtidig lægger navn til appellationen.

Vinen er lavet med en maceration på 10-12 dage ved kontrolleret temperatur på 25–27 grader. Derefter skulle vinen – efter sigende – ha’ ligger 18 måneder på egefade efterfulgt af 18 måneder på tank inden flaskning og frigivelse.

Nok snak, lad os se, om det virkelig er forførende dråber af Syditalien. Næsen er sød, moden med blommer … men ellers ganske neutral. Dufter faktisk ikke af særligt meget. Smagen er lidt sød, pjasket med lidt røde bær, lidt peber men ikke rigtigt nogen eftersmag. Resten af flasken kommer sgu i maden.

Forhandles flere steder, bl.a. i Vin- & Delikatessehuset, hvor banditten koster 59 kr.

Rating 2/7 

2004 Cantine Vinea, Palazzo dei Signori Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2004 Cantine Vinea, Palazzo dei Signori Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienKeeper smed sgu også lidt Amarone på bordet, nemlig denne Palazzo dei Signori Amarone della Valpolicella fra Cantine Vinea … et firma, som bl.a. tilsyneladende leverer vine til supermarkedskæder samt vinforretninger. Så må vi jo se, om der også er tale om en supermarkeds Amarone.

Bag på flasken står der, at vinen er selected … altså valgt … af den højt respekterede vinmager Paolo Grigolli. Hvad de mener med “valgt”, ja det ved jeg ikke. Søger man lidt på Paolo Grigolli, så kan man bl.a. læse, at han kaldes Mister Amarone, og  bruges som konsulent af flere prestigefyldte vinhuse. Han har bl.a. en fortid som konsulent for det gamle og klassiske vinhus Bertani og derudover er manden bag Trionfo vinene.

Og netop Trionfo vinene er lavet af Cantine Vinea, som også kaldes Cantine Riondo. De to foretagender blev nemlig slået sammen i 2009 efter et større opkøb. De laver vine under navne som netop Tionfo, Palazzo dei Signori, Binazzo, Castelforte, Lunardi, Casa Burti og sikkert mange flere.  Det er alle vine, som bl.a. herhjemme forhandles af SuperBest.

Og dermed lidt et skifte for den gode Paolo Grigolli … fra hæderkronede Bertani til konsumvine fra et kæmpestort og industrielt foretagende. Så det med, at han i dag er konsulent for prestigefyldte vinhuse er måske lidt af en overdrivelse.

For Cantine Vinea/Riondo ejes af Collis Veneto Wine Group, der er et konsortium mellem kooperativerne Colognola ai Colli og Lonigo. Med andre ord … en af de store spillere på det italienske vinmarked.

Collis Veneto Wine Group får deres druer fra ikke mindre en 3.000 vinavlere dækkende ikke mindre end 6.700 hektar vinmarker og en produktion på 110 millioner liter vin hvert år. De ejer 6 kæmpe vinerier samt 3 flaskehuse. Det er sgu et stort foretagende og dermed et kæmpe industrielt foretagende.

Denne Palazzo dei Signori Amarone della Valpolicella er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella, 5% Molinara og 5% Negrara. Druerne er tørret i omkring 3 måneder, hvorefter vinen er vinificeret og lagret på store egefade i lidt over 2 år.

Næsen er nok lidt som frygtet … rosiner, oxyderede noter, overmodne blommer, figner og gamle egefade. Jeg må indrømme – sorry Keeper – at det slet ikke er mig. Smagen er i samme boldgade med gamle, overmodne blommer, rosiner, stor sødme, fylde og en syre, som ikke har megen rygrad. Smagen er dog klart bedre end duften.

Forhandles i SuperBest, hvor den er set til 169,95 kr., men det er ikke på tilbud … som jo ellers er normen hos supermarkederne.

Rating 2/7 

2009 San Rustico, Gaso Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2009 San Rustico, Gaso Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienFra sidste sommers besøg på Azienda Vitivinicola San Rustico tog jeg deres topvin Gaso Amarone della Valpolicella Classico med hjem … og hvorfor ikke proppe den op sammen med vinbuddy Jan?

På billedet ser det mørkt ud … og det er nok også meget passende for vinen, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Azienda Vitivinicola San Rustico ligger ved Valgatara di Marano di Valpolicella ikke langt fra San Pietro in Cariano. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1870 af Luigi Campagola, som begyndte af plante vinstokke i bakkerne over Marano di Valpolicella i Gaso regionen.

Huset blev dog først rigtigt anerkendt i 1908, hvor det modtog en guldmedalje … ja endda i Danmark og fra ambassaden i København. Det diplom kan man stadig se hængende mellem de utallige diplomer og priser, som de har modtaget gennem tiden.

I dag er det fortsat Campagola familien, som ejer og driver vingården, nemlig den 4. generation i form af brødrene Marco og Enrico Campagnola, som overtog driften, da deres far Danilo døde. De to brødre er uddannede som henholdsvis ønolog og agronom.

De driver i alt 22 hektar vinmarker, og laver omkring 170.000 flasker vin årligt, fordelt på en lang række vine, opdelt i 2 serier … de almindelige San Rustico og prestigeserien Gaso. Eller Linea Giovani San Rustico og Riserva Privata Gaso, som serierne rettelig kaldes. Og der produceres selvfølgelig Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore, Amarone della Valpolicella, Soave, Custoza, Rosato Veronese IGT, Bardolino og Recioto della Valpolicella.

Det er et vinhus som fastholder de traditionelle produktionsmetoder. Vinene produceres efter de stolte traditioner med godt håndværk og udnyttelse af familiens erfaringer fra generation til generation. I de senere år har San Rustico vundet gode ratings og medaljer for flere af deres vine. Robert Parkers Wine Advocate tildelte således Gaso Amarone 2008 årgang 92 point, men her har vi altså vinen en årgang nyere.

Gaso aka. Riserva Privata Gaso er som nævnt husets topserie og består af 3 vine, en Valpolicella Classico Superiore Ripasso, en Recioto della Valpolicella Classico og denne Amarone della Valpolicella Classico.

San Rustico - Gaso vinene

Amaronen er lavet på 68% Corvina og Corvinone, 27% Rondinella samt 5% Molinara og druerne er tørret på husets tørreloft omkring 3 måneder, hvorved de mister omkring 30% af deres vægt. Derefter presses de tørrede druer og vinificeres med en macerationstid på “længere tid”, som huset selv skriver. Derefter er vinen lagret 36 måneder på egefade og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Men desværre er vinen lidt af en skuffelse. I næsen er det nærmest alene rosiner og portvin … og mig som hader Amaroner, som har denne næse af rosinvand. Øv, satan og sgu. I munden er vinen overmoden og smager mest af portvin med en lidt sprittet side. Ikke noget at skrive hjem om.

Jeg har endda nu prøvet at smage vinen over flere dage for at tjekke, om den måske blev bedre med lidt luft … det gør den imidlertid ikke, så ren nedtur. Vinen var absolut bedre,  da vi smagte den på vingården, men i dag bekræfter den blot nogle af mine fordomme om Amarone.

Købt på til omkring 30-32€, men forhandles herhjemme bl.a. af Risskov Vinlager, hvor prisen er 325 kr.

Rating 2/7 

2014 Rosedale Ridge, Shiraz-Merlot, South Australia, Australien

2014 Rosedale Ridge, Shiraz-Merlot, South Australia, AustralienI det houlbergske hjem skreg hustruen min på vin, og jeg fandt selvfølgelig hurtigt en vin fra en af hylderne … men vist fra en af de lavere hylder, for denne australske Rosedale Ridge Shiraz-Merlot er fra de store Taster Wine produktionshaller, hentet i store tanke fra Down Under og tappet på flaske i Danmark.

Det er vi stødt på her på bloggen tidligere. Med andre ord, så er det masseproduceret vin, som er lavet af druer fra forskellige bønder i Australien og specielt til det danske marked. Ingen producent står bag vinen, og i stedet står der med lille skrift bag på etiketten; CVRDK61098828 … hvilket referer til cvr.nr. på Taster Wine.

Der står ganske vist “Imported by Oskar Davidsen & Co” bag på etiketten, men Oskar Davidsen & Co. er en blot selvstændig division i den megastore Taster Wine koncern, og har specialiseret sig i at betjene hotel-, restaurations- og cateringsektoren.

Taster Wine har Nordeuropa’s mest moderne tapperi og tanklager, hvor der tappes vin og spiritus fra hele verden, både i flasker og i bag-in-boxes. Selskabet med det nævnte cvr.nr. har en tankkapacitet på mere end 3 millioner liter vin, og deres topmoderne tapperi består af 6 tappekolonner, som til sammen kan tappe mere end 20.000 liter vin i timen.

Så glem alt om et vinhus med navnet Rosedale Ridge … for det findes dermed ikke, så denne vin er formentlig fra adskillige vinbønder i flere områder af South Eastern Australia. Den er på Shiraz og Merlot, men fordelingen oplyser Taster Wine imidlertid ikke. Der er heller ikke andre oplysninger om, hvordan vinen er lavet. Vi springer derfor hovedkulds i smagsnoterne.

Virker i næsen en smule neutral … men der er vist lidt søde frugter, lidt fyldig frugtsødme og et snert af nogle krydderier. Det er til at leve med.

Imidlertid er smagen værre end duften. Det er sådan meget uharmonisk, kantet, skævt under en lidt fesen, flad og gumpetung frugtsødme. Der er frugt, men den virker ærlig talt lidt kunstig og usammenhængende. Svage pebernoter, men det virker som om, at der er godt med Merlot i vinen. Kan der være tilsat sukker?

Det er sgu ikke ret godt. Om den er pengene værd? Svært spørgsmål, da jeg ikke ved, hvad vinen koster. Men svaret vil med 99,9% chance være et rungende NEJ. Da vinen er beregnet for hotel-, restaurations- og cateringsektoren, så vil man formentlig primært støde på vinen til en restaurantpris på forventelig omkring et par hundrede dask. Det vil være synd for både maden og dig.

Rating 2/7 

2012 Cantina di Verona, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2012 Cantina di Verona, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienI det fedtede spor af italiensk brilliantine var næste pomade en Amarone della Valpolicella … og så var det spændende og afgørende spørgsmål, om det var én af de Amaroner, som vinkendere ofte rynker på næsen af og kalder supermarkeds-Amaroner … altså når de skal være virkelig grove.

Men denne Amarone della Valpolicella jo virkelig er hentet på én af hylderne i SuperBrugsen, så pr. definition er det jo en supermarkeds-Amarone. Men inden den kom på hylden, så er vinen hentet fra et af de store italienske vinhuse, nemlig Cantina di Verona.

Cantina di Verona kendes også som Cantina Valpantena Verona og er oprindeligt grundlagt som et kooperativ af flere vinavlere omkring Verona. Det er i 2003 fusioneret med Oleificio delle Colline Veronesi, et andet kooperativ, som primært producerer olivenolie.

Kooperativet ligger i den lille by Quinto nord for Verona og har over 250 medlemmer, som fra deres samlede vinmarker på 750 hektar leverer druer til fremstilling af de mange Valpoicella, Bardolina, Custoza, Lugana og Soave vine. Samlet laves der årligt 8 millioner flasker vin på kooperativet.

Cantina di Verona a.k.a. Cantina Valpantena Verona er også en del af den store internationale vinkoncern IW&SP, hvilket står for Italian Wine & Style Promotion. Det er et stort konsortium, som består af vinproducenter fra 4 af de vigtige vinregioner i Italien. Formålet med IW&SP fremvise og sælge vinene fra de respektive vinhuse.

I Piedmonte er det vinhusene Il Botolo og Colle Manora, i Veneto vinhusene Cantina di Verona, La Collina dei Ciliegi, Antiche Terre Venete, Fongaro Spumanti og Colli Vicentini, i Toscana er det Colline di Sopra og endelig i Umbrien vinhuset Castello delle Regine.

Nå, men videre til selve denne Amarone. Vi skulle egentlig smage søstervinen Pagus Bisano Amarone della Valpolicella, som også kommer fra samme vinhus, men den havde – efter min vurdering – prop, så derfor får I alene smagsnoterne fra denne Terre di Verona Amarone delle Valpolicella, selvom de smagsmæssigt faktisk også lå imponerende tæt på hinanden.

Vinen er lavet på druerne Corvina, Corvinone samt Rondinella, som alle er tørret i minimum 4 måneder, hvorved de taber 40% af deres vægt. Macerationen varer 20 dage, hvorefter vinen lagrer på eg og efterfølgende på flaske … men hvor lang tid skriver vinhuset intet om.

Første overraskelse kommer, da vinen hældes op i glasset … og afslører en meget lys og tynd, næsten transparent vin. WTF !!! Er dette virkelig Amarone? Og i næsen virker det hele også uden saft og kraft. I stedet er der lette blommer, lakrids, mentol og virker en smule støvet i udtrykket … and that is all! Tegner ærlig talt ikke særlig godt.

I munden er der bitterhed, lette blommer, figner og godt med tanniner samt en syrlig grøn undertone. Hvor er fylden, kraften og den påtrængende mørke frugt, som gode Amaroner normalt er proppet med? Jeg vil ikke kalde dette Amarone … alternativt må jeg ty til det ultimative skældsord, som meget passende kunne være supermarkeds-Amarone.

Forhandles i SuperBrugsen til 229 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 129 kr.

Rating 2/7  thumbthumb

2014 Adega de Borba, Adega de Borba Tinto, Alentejo, Portugal

2014 Adega de Borba, Adega de Borba Tinto, Alentejo, PortugalAdega Cooperativa de Borba CRL ligger i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal og derfra kommer næste vin, som blot kaldes Adega de Borba Tinto … og det er en vin, som burde ha’ et mindreværdskompleks, for jeg har sjældent set mindre prop … både i omkreds og længde.

Rolig nu fyre, ingen grund til at moppe sådanne mindre udstyrede vine … så lad os i stedet kigge nærmere på dette vinkooperativ, som er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder.

Det var nu egentlig lidt af nød, på grund af økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen, godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz. Områdets geografi er nærmest perfekt til vinproduktion med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag. Hovederhvervet var dengang primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år, inden forbrugerne fik øjnene op for vin fra Alentejo. S

tore investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked. Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det anden og nyere på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin. Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo de Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør. Denne vin kommer selvfølgelig fra Adega de Borba og er lavet på druerne Trincadeira, Aragonez samt Alicante Bouschet.

Efter modtagelse i vinhuset bliver druerne straks mast og mosten kommer herefter i rustfri ståltanke for gæring ved kontrollerede temperaturer på omkring 25 grader i 6 til 10 dage. Derefter lagrer vinen videre på rustfrie ståltanke i 6-12 måneder inden vinen flaskes. Der laves årligt 2.000.000 flasker af denne vin.

Men smagsmæssigt kan vinen sgu godt finde mindreværdskomplekserne frem, for det er sgu langtfra stor vin. I næsen er der en sjov, træagtig note, mørke bær, let vanilje, spidskommen samt en skæv note, som efterlader dig med et støvet og skarpkrydret indtryk. Smagen er kantet og ubalanceret. Det er ganske vist lidt syre, men den holder ikke rigtig noget på plads, så i stedet bliver der lidt peber, grov frugt og lidt alkohol. Og så har den en lille prop.

Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 79 kr., hvilket virker alt for dyrt.

Rating 2/7  

2013 Domaines Astruc, dA Classique Merlot, Languedoc, Frankrig

2013 Domaines Astruc, dA Classique Merlot, Languedoc, FrankrigHovedretten stod på lidt svinemørbrad … en kende tør, mens vinen stak helt ud, men desværre i den forkerte retning. Vinen er en dA Classique Merlot fra vinhuset Domaines Astruc … eller Château Teramas Astruc, som det også kaldes.

Vi er i Languedoc, og vinhuset ejes af det store vinhus Les Domaines Paul Mas, som er et af de store foretagender i den sydfranske region. Det ligger i Pézenas i Hérault-dalen i Languedoc og er et rigtigt familieforetagende … omend i stort omfang.

Vinhuset er grundlagt i 1892 af Auguste Mas og består i dag af 7 forskellige ejendomme, nemlig Château Paul Mas, Château de Crès Ricards, Château de Martinolles, Domaine de la Ferrandière, Mas de Tannes, Domaine Silène des Peyrals samt Château Teramas Astruc.

Koncernen drives i dag af Paul Mas og sønnerne Michel og Jean Claude. Og samlet driver de over 600 hektar vinmarker rundt om i hele Languedoc. Derudover har de dyrkningsaftaler med vinbønder for yderligere 1.312 hektar vinmarker, og laver dermed millioner af flasker vin hvert år, både AOC Lanquedoc og Vin du Pays d’Oc.

Foretagendets varemærke/logo er den myteomspundne hejre “Vinus”, som siges at foretrække egnens udmærkede druer frem for flodens fisk.

Ejendommen Château Teramas Astruc ligger 23 kilometer vest for den befæstede middelalderby Carcassonne, men har fortrinsvis deres vinmarker omkring Limoux ved foden af Pyrenæerne, et område som ligger en smule højere og køligere.

Der ejes i alt 50 hektar, men alene 25 hektar er tilplantet med vinstokke som Chardonnay, Marsanne, Mauzac, Chenin Blanc, Sauvignon, Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Pinot Noir.

Inden vi springer til smagsnoterne igen et foto af maden:

Svinemørbrad Svinemørbrad med en kartoffelrøsti, rødbede og lakridsovertrukket “et eller andet”, så NEJ … det er ikke brændt på. Indrømmet … det ser sådan ud og synes også tidens tendens med lakrisering af megen mad nogle gange tager total overhånd. Lakrids hører ikke nødvendigvis hjemme i alle retter.

Nå, men lad os komme til selve vinen, som er en Vin de Pays d’Oc, altså en landvin fra Languedoc. Den er lavet på ren Merlot og 25 % af vinen skulle efter sigende være lagret på nyere fade i 7 måneder.

Men det er sgu – ærlig talt – ingen nydelse, og til ellers god mad bør den vinøse standard sættes en tand højere. Næsen er uhhhhhh helt skæv med noter af lidt eg, krydderier, eucalyptus og har ikke megen frugt, men udsender nærmest en lidt kemisk aroma. Smagen bliver lidt i samme boldgade. Det er ganske vist blødt, sødt med okay tørhed, men det smager bare slet ikke godt … virker lidt skævt krydret og uden balance. Så tager man hellere en øl.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender som – som forrige vin – heller ikke. I udlandet handles vinen til en pris mellem 36-42 kr.

Rating 2/7   thumbthumb

2011 Bernard Magrez, Paciencia, Toro, Spanien

I det spansk raid skulle vi selvfølgelig også omkring legendariske storkøbmand Bernard Magrez, som Vinspecialisten har tonsvis af vine fra. Og han er såmænd også i Spanien, hvor han producerer denne Tempranillo baserede vin Paciencia, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2005.

Dengang var jeg begejstret for vinen, men dette er ingenlunde tilfældet med denne 2011’er. Ja, faktisk var jeg sikker på, at den var dårlig, så de flinke folk hos Vinspecialisten hev hurtigt proppen af en ny. En anelse bedre, men helt godt er det faktisk ikke.

Og så er vinen her i årgang 2011 endda Sélectionné par Joël Robuchon, som der står på etiketten, altså udvalgt af Joël Robuchon. Og han er en verdenskendt fransk kok og restauratør. Joël ejer restauranter i Bangkok, Bordeaux, Hong Kong, Las Vegas, London, Macau, Monaco, Paris, Singapore, Taipei og Tokyo … og har samlet 25 Michelin stjerner. Det er også en verdensrekord.

Paciencia produceres i det spanske vinområde Toro, som er et yderst barsk område, hvor der har været lavet vin siden romertiden. Vinene var yderst anerkendte op gennem middelalderen, og ligesom Rioja oplevede området en opblomstring, da phylloxera ramte de franske vindistrikter i slutningen af det 19. århundrede.

De franske vinbønder søgte lykken på den anden side af Pyrenæerne, og med sig tog de en yderst udviklet vinkultur, der i høj grad bidrog til de spanske vindistrikters udvikling. Samtidig var der mangel på vin i Frankrig, hvilket satte gang i eksporten såvel i Toro som i en række andre spanske og italienske vindistrikter. I 1987 fik Toro efter 12 års kamp sin DO-status, og i dag hører området uomtvisteligt blandt Spaniens bedste.

Druerne til Paciencia hentes fra husets 4,4 hektar store vinmark, hvor udbyttet – hvilket ikke er usædvanligt for distriktet – ligger helt nede på 20-30 hektoliter pr. hektar.  Dette skyldes den næringsfattige jord, hvis sammensætning af sand, sten og meget lidt ler, gør det svært at gemme vandet i det i forvejen meget tørre område. Derfor har man også en meget lav beplantningstæthed (1.000 stokke pr. hektar), hvor stokkene dagligt kæmper for overlevelse i sommerperioden.

Druerne afstilkes i hånden, inden de yderligere håndsorteres. Efter presning ligger mosten under temperaturkontrol med udvidet skindkontakt, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. Denne foregår for 2/3 af vinens vedkommende på egetræsfade og for 1/3 vedkommende på rustfrie ståltanke. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, sammenstikkes vinen og lægges på nye franske egetræsfade, hvor den malolaktisk gæring finder sted, og vinen efterfølgende også lagrer.

Og 2011’eren her er markant anderledes end 2005’eren. Næsen er gammel og skæv, meget mulle … indelukket og indeholder slet ikke de noter, som jeg havde for 2005’eren. Smagen er dog bedre end duften, for den er egentlig okay blød. Der er lidt kastanjer, solbær og let syrlighed. Virker dog slet ikke i balance … så her står jeg sgu af. Så det bliver 2 til Toro.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 2/7