Her var én af vinene, som var – om ikke umulig – så i hvert fald meget svær at gætte, nemlig noget så eksotisk som en Nebbiolo Private Reservè fra et vinhus i Mexico, nemlig huset L. A. Cetto. Det stiftede jeg bekendtskab med for nogle måneder siden, da jeg servede deres 2010 Chardonnay Private Reservè for et par gæster på terrassen.
Som jeg også skrev tidligere, så er Mexico er nok et nyt vinland for de fleste danskere, men de er ikke nybegyndere eller helt så ubetydeligt et vinland, som man umiddelbart kunne tro.
Spanierne ankom i 1500 tallet og ville naturligvis ikke undvære vin, så de medbragte selv vinplanter og begyndte at dyrke vin i Mexico. Missionærerne spredte således traditionen om vindyrkning fra by til by – helt til det nordlige Californien, Napa og Sonoma, der i dag er rygraden i den nordamerikanske vinproduktion.
Og omkring 90% af Mexicos vine stammer fra Baja California, en 1.300 km lang mexikansk halvø, der udgår fra syd for San Diego. Den 1.300 km lange stillehavskyst i Baja California giver vinmarkerne kølighed og en luftfugtighed, der ofte skaber en udbredt betagende morgentåge.
Hovedparten af landets vinproduktion er domineret af få vinhuse, hvor nogle har eksisteret i årtier, mens en del nye vinproducenter dukkede op i 80’erne og 90’erne.
Vinhuset L. A. Cetto er også beliggende i Baja Californien, nemlig i Valle de Guadalupe. Huset er grundlagt i 1926 af den italienske immigrant Don Angelo Cetto, men det var først efter sønnen Don Luis Augustin Cetto – som vinhuset også er opkaldt efter – overtog driften, at der virkelig kom gang i salget, og i 1975 etablerede han L.A Cetto Winery … eller Vinos L. A. Cetto, som det rettelig hedder.
Nu er det 3. generation, Luis Alberto Cetto, der driver det prestigefyldte vinhus, som i dag har status som Mexicos i særklasse bedste producent.
Denne Nebbiolo Private Reservè har ligget på franske fade i 14 måneder, og lagret 2 år på flaske før vinen bliver frigivet til salg.
Og næsen kan godt mærke, at det er en vin, som har fået sol, for der er varme, solbær, blommer, lakrids … og Nebbiolo havde jeg aldrig gættet på. I glasset mangler Nebbiolo’en sarte, fine og lyse farve, og duften er præget af langt mere varme end i Piemonte. Men lad os smage vinen. I munden er vinen først blød og rund med lakrids … men står sætter der en stor, stor tørhed ind med masser af tanniner … ihhh hvor er den tør, men har faktisk fortsat en god helhed … hatten af for så godt et resultat af Nebbiolo i Mexico. Meget bedre end deres Chardonnay.
Hvem medbragte vinen: Steffen
Forhandles hos Vin & Vin, pris 139 kr. ved 1 flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.