Quinta do Vesuvio er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Og Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne er husets topvin eller 1. vin, mens 2. vinen hedder Pombal do Vesuvio.
Quinta do Vesuvio regnes blandt kendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – hvor António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.
Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og ændrede det dengang korndyrkende landbrug til et af de absolut bedste portvinshuse.
Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport.
I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group, der i forvejen ejer hus som Warre’s Port, som jeg jo smagte portvin fra forleden, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få.
Derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.
Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão.
På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt mange andre eksotiske frugter og en smule urter.
Sociale Agricola Quinta do Vesuvio laver som nævnt indledningsvis 2 rødvine og denne er altså deres abolutte topvin. Den er lavet præcis af druer fra præcist de samme marker, som druerne til husets portvin.
I denne årgang 2009 betyder det 70% Touriga Nacional, mens resten er Touriga Franca samt Tinta Amarela. Brugen af druerne fra portvinene betyder, at der er tale om perfekt terroir, gamle vinstokke og en for området tæt beplantning.
Når Touriga Nacional – som her – plantes på områdets højest beliggende vinmarker, så giver den et yderst begrænset udbytte af en tæt most, der har et højt indhold af sukker, syre og tanniner.
På grund af de meget begrænsede udbytte er det kun 2% af Dourodalens vinmarker, som er tilplantet med denne sort, hvilket gør den til en yderst sjælden gæst i områdets bordvine.
Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke.
Derefter lægges vinen på nye franske 400 liters egetræsfade i 13 måneder. Fadene er er kombination af mange forskellige bødkere, bl.a. Taransaud, François Frères, radoux, Seguin-Moreau, Boutes og Saury. Vinen laves kun i de allerbedste år … ellers sælges druerne eller indgår i Symingtons vine.
Duftmæssigt blød frugt, kirsebær, svag mynte, godt med power, bløde og tætpakkede solbær, kul, lakrids, vanilje og egefad. I munden er vinen også blød, rund med godt med tung frugt, men vinen virker nu ikke tung … sådan mest midt imellem. Blødt og cremet og måske lidt for solrig, men bestemt vellavet vin.
Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr.
Rating 5/7 
Næste bølge – runde 2 – startede med denne Volpolo … en Bordeaux inspireret Bolgheri vin fra vinhuset Podere Sapaio Societa’ Agricola Di Massimo Piccin, der ligger midt i byen Castagneto Carducci få kilometer fra kysten og vel omkring 40 kilometer syd for Livorno i Bolgheri, Toscana.
WTF … rød Sancerre på Pinot Noir! Det er vist første gang i lang tid, selvom der det seneste år ellers har været mange blogindlæg om de røde Cabernet Franc vine fra Loire. Denne Belle-Dame Sancerre Rouge kommer fra vinhuset Domaine Vacheron, som holder til i en kælder i den centrale del af byen Sancerre.
Næste vin i række var Pauls første bidrag. Det var en US Cab, som Jan og jeg gættede spot on. Vinen Napa Valley Cabernet Sauvignon kommer fra vinhuset Louis M. Martini Winery, som ligger i St. Helena … midt i byen på St. Helena Highway og lige overfor andre kendte vinerier som fx Sutter Home.
Mit første bidrag til vinaftenen – altså udover dårlige vittigheder og højt humør – blev denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Eredi Fuligni … en vin, som jeg helt vildt havde glædet mig til at smage, da Fuligni regnes som én af de allerbedste producenter af Brunello.
Aftenens eneste hvidvin blev passende nok en Riesling, hvilket alle gættede. Det blev nemlig denne Deidesheimer Riesling fra vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, der holder til på adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz.
Vinaftenens første vin var allerede hældt op, tempereret og klar til vingutterne. Det blev denne Paladin Pinot Noir fra vinhuset Staete Landt, som ligger i Rapaura området i Marlborough.
Med næste vino er vi ved en af Italiens helt store ikoner, nemlig Elio Altare, hvis vine altid er enormt eftertragtede. Det var Altare, der startede den modernistiske bølge i Piemonte, og dermed en af de første, der afkortede macerationsperioden og brugte små franske barriques til sine Baroloer.
Jan var forbi det houlbergske hovedkvarter – aka min ydmyge hjemmebolig – forleden og havde medbragt en lille sag, som vi lige skulle smage. Det var denne Chinon Clos de Turpenay fra Château de Coulaine, der ligger i Beaumont en Véron lidt vest for Chinon.