Tag-arkiv: Italien

2020 Varvaglione, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienSom den tredje i rækken af Varvaglione Collio Goriziano DOC vinene var næste på ren Chardonnay og dermed også en druesort, som familien har lidt erfaring med i Puglia.

Varvagliones Collio Goriziano Chardonnay er selvfølgelig også lavet hos Agricola Varvaglione i Cormons i det norditalienske og udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men man kunne måske tro, at man havde givet denne Chardonnay lidt fad, men det har man ikke. For efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter aftapning på flaske 3 måneder mere.

I næsen er det en meget blød vin … har både pærer, modne æbler, lidt ananas, lindetræ, mandler samt en smule honning, virker smørfed og nøddet, men uden fad og dermed godt proppet med frugt.

Vinen har også lidt af denne smørlækre smag samtidig med en rund syre, der kommer sammen med fersken, pærer samt meget let citrus. Der er lidt fylde i smagen, lidt peber og en svag bitterhed, men det er mest en frisk Chardonnay.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMed næste Varvaglione jubilæumsvin fra DOC Collio Goriziano røg vi over i Pinot Bianco aka Pinot Blanc.

Den er også lavet faktisk fuldstændig som den forrige vin, altså med indledende presning og så gæring udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er atter ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter en aftapning på flaske yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt har vinen et mere lummert udtryk … hvis man kan sige det sådan? Det er nærmest blomsterpollen, kogte pærer, gule æbler, dåseabrikoser samt lidt frugtvingummi.

I munden har vinen også denne bløde fornemmelse, meget smooth med bløde pærer, grillet lemon og syltede citroner. Der kommer en meget svag bitterhed, en lille frugtsødme samt en vis tørhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Varvaglione, Sauvignon, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Sauvignon, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen første Varvaglione Collio Goriziano DOC vin var denne 2020 Sauvignon, der selvklart er lavet på ren Sauvignon Blanc, som er en drue, som familien trods alt har lidt erfaring med i Puglia.

Som med alle vinene er den lavet hos Agricola Varvaglione i Cormons i det norditalienske og den er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter en aftapning på flaske yderligere 3 måneder.

Duften er helt klassisk Sauvignon Blanc … grøn med masser af græs, noget grøn peber, hyld, stikkelsbær, vandmelon, solbærblade, stilke fra en tomat samt en nærmest aromatisk syre, hvor der også sniger sig en behagelig sødme ind.

Sødmen giver smagsmæssigt en god dybde og det er uden at miste en virkelig frisk side. Der er citroner, lemon, stikkelsbær, sød drik af hyldebærsaft, en rigtig fin balance mellem bitterhed, syre og sødme, hvilket giver en saftig, clean, lækker og meget balanceret vin. Det er sgu meget mums.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Det syditalienske Puglia vinhus Varvaglione … på udebane i Friuli-Venezia Giulia

Ja, jeg har flere gange smagt flere vine fra det store syditalienske vinhus Varvaglione, der ligger i byen Leporano i Salento regionen, hvilket jo er i Apulien aka Puglia området nærmest øverst i hælen og dermed ind mod svangen af den italienske støvle.

Varvaglione er grundlagt i 1921 og er dermed er et af de ældste vinhuse i hele Puglia området. Det er et pænt stort vinhus, som laver masser af store og voluminøse vine på primært sorter som Primitivo og Negroamano samt den hvide Malvasia.

Siden etableringen i 1921 er huset vokset stødt og er nu en  større historie med eksport til over 60 lande og en årlig produktion på 3,7 millioner flasker vin, hvilket også har gjort Varvaglione vingården en af ​​de største og hurtigst voksende virksomheder i Apulien.

Varvaglione familien har igennem alle årene drevet vinhuset og det er i dag styret af 3. generation, nemlig ejeren og vinmageren Cosimo Varvaglione sammen med konen Maria Teresa samt sine børn Marzia og Angelo som 4. generation.

Samlet ejer familien 150 hektar egne vinmarker, men derudover har de også dyrkningsaftaler med en række vinavlere, som i over 30 år har leveret druer til Varvaglione Vigne & Vini.

Collio Goriziano DOC i Friuli-Venezia Giulia

Men nu har Cosimo Varvaglione imidlertid også kastet noget af sin kærlighed på appellationen Collio Goriziano DOC, der jo ligger i den nordlige del af Italien … nærmere bestemt i Friuli-Venezia Giulia lige øst for Veneto og dermed et område, der bestemt ikke er kendt for fede vine på Primitivo, men dermed kendt for gode hvidvine.

Det er – så vidt jeg har erfaret – vist første gang, at en syditaliensk vinproducent er begyndt at lave vine i Friuli-Venezia Giulia og indtil videre har Cosimo hele 6 vine i sit sortiment og disse tester Houlberg nu kvaliteten af.

Det er vine både på ukendte og kendte druer i Puglia, for de 6 vine laves nemlig på druerne Sauvignon Blanc, Chardonnay, Malvasia og Pinot Blanc samt de mere lokaltypiske druer som Ribolla Gialla og Friulano. Samlet har jeg smagt disse 6 vine:

Vinene er alle lavet i 2021 i forbindelse med Varvagliones 100 års jubilæum og i den forbindelse ønskede familien at udtrykke deres store kærlighed for hvidvine … og det blev til dette projekt, der er lavet med 2020 årgangen af vine fra Collio Goriziano DOC.

De 6 Collio vine er da heller ikke lavet på husets egen vingård i det sydlige, men de er derimod både produceret og flasket på Agricola Varvaglione på Località Plessiva ved Cormons i det norditalienske, så måske er dette blot starten på projektet.

Vinene kommer også i den særlige flaske, som er typisk for Collio Goriziano DOC vinene og vi allerede er stødt på hos det fantastiske vinhus Azianda Agricola Edi Keber.

Som vanligt har jeg da linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene, men kan allerede nu afsløre, at Varvaglione med disse 6 Collio Goriziano DOC vine har fået benene indenfor langt indenfor et område med  virkelig sprøde og spændende vine … men det kan der jo læses mere om i anmeldelserne.

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, Italien

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, ItalienVi blev ved fremragende vin, da næste var en Barolo Margheria i årgang 2006 fra huset Azienda Agricola Azelia di Luigi Scavino, der ligger på adressen Via Alba Barolo i Castiglione Falletto.

Azelia er grundlagt for lige over 100 år siden, nemlig 1920 hvor Cavalier Lorenzo Scavino selv begyndte at vinificere en del af druerne produceret i familiens vinmarker.

Det var dog hans søn Alfonsos, som entusiastisk begyndte at aftappe den producerede vin og i dag drives vingården af den 4. generation i form af Luigi Scavino, hans kone Lorella og deres søn Lorenzo, som repræsenterer den femte generation.

Samlet har de 16 hektar vinmarker og det er selvfølgelig mest med Nebbiolo, men derudover også Dolcetto samt Barbera. Det betyder en årlig produktion på omkring 85.000 flasker vin.

Denne 2006 Barolo Margheria er lavet på Nebbiolo druer fra den lerholdige 1,9 hektar store mark Margheria i Serralunga d’Alba og fra vinstokke, der er omkring 60 år gamle. Vinen er lavet gæring og maceration via de naturlige gærceller i 55-60 dage og efter endt fermentering er vinen laget 30 måneder på store egefade. Der er alene lavet 6.100 flasker af vinen.

Det er i næsen en pæn moden vin, hvor kilometertallet godt kan begyndes at mærkes, men byder på nogle af de helt klassiske dyder med rosenblade, violer, sød tobak, læder, engelsk lakrids, tjære, røg, asfalt, kokos, chokolade, vanilje, rosmarin og salt. Frugten er jordbær og hindbær tilsat lidt streng og mørk balsamico. Mums.

Selvom det er en 2006’erne, som er frugten, syren og tanninerne i høj grad i live i vinen. Smagen er vild tør, mens tanninerne er skarpe og udtørrer munden som kartoffelmel på en tør plet. Tanninerne er næsten er helt ætsende, levende og vilde, så det giver virkelig en oldschool og elegant Barolo, som bare viser sig frem.

Forhandles flere steder, bl.a. Gerbola Vin, hvor en flaske kostede 575 kr., men nu er udsolgt. Vildmedvin  har den også.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienDet er under en måned siden, at jeg smagte en 2020 La Quinta Toscana IGT fra Podere Giodo, som drives Carlo Ferrini. Men ved siden hans højtratede vine fra Toscana, så laver Carlo også denne vin Alberelli di Giodo fra  Sicilien.

Det er et lille projekt og Alberelli di Giodo er lavet på 100% Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.

Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så lagret 12 måneder på 500  700 liter egefade.

Duftmæssigt er det en vin med en vis vildskab … har kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, godt med rosenblade, violer og blomster, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon, nogle grønne,  urtede noter samt mørk mineralitet. Det er en meget rank, mørk og alligevel syrlig vin.

I munden kommer den syrlige frugt også godt frem, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, Italien

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, ItalienVinhuset Pieropan ligger midt i Soave by og regnes som et af de bedste i Soave. Derfra kommer næste vin, som blev deres La Rocca 2018.

Jeg har smagt vinen før, bl.a. netop hos Pieropan under et besøg i Soave. Det kan du så meget passende læse om i mit blogindlæg Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance. Der fortæller jeg også lidt om vinhuset og historien.

Denne vin er lavet på Garganega fra 10-50 år gamle vinstokke på marken La Rocca beliggende på Monte Rocchetta bakken lige neden for middelalderborgen bygget af Scaligeri-familien i Soave. Marken ligger i Soave Classico zonen i 200-300 meter højde. Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så knuses, hvorefter de ligger i en kort maceration med skindet i 2.500 liter tønder. Så er der sket presning og vinen har gæret, hvilket er efterfulgt af lagring på 500-2.000 liter egefade i 15 måneder sur lie. Så flaskes vinen og lagrer en periode yderligere inden frigivelsen.

Vinen La Rocca blev første gang lavet i 1978. hvor denne 2018 således fejrer vinens 50 års fødselsdag.

Faglagringen kan virkelig duftet … godt med fad, fedme, vanilje, kanelkiks og lakridskonfekt, men også en frugt med citroner, melon, fersken og måske endda lidt tropiske frugter suppleret med nødder. Det bliver ikke en fed eller over-oaked vine, men man fornemmer samtidig en vis friskhed.

Smagen er også meget aromatisk og dyb, virkelig fyldig, krydret og eksplosiv, men på en lidt frisk måde. Der er lidt stærk peber, salte mineraler og samlet en meget intens vin, så 5 tomler med pil op.

Forhandles i dag flere steder, bl.a. Oxholm Vin, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Vinosìa, Sintonia Irpinia Bianco, Campanien, Italien

2021 Vinosìa, Sintonia Irpinia Bianco, Campanien, ItalienKnap har jeg sat glasset til den røde Marziacanale Taurasi fra Luciano Ercolino på vinhuset Vinosìa, førend jeg atter smager en vin fra ham … denne gang en hvid Sintonia Irpinia Bianco.

Det er en vin, der er lavet på 50% Greco og 50% Fiano fra vinmarker ved byerne Santa Paolina og San Potito Ultra.

Fiano druen er vi tidligere stødt på her på vinbloggen, mens det vist er første gang, at vi smager en vin på Greco, som er en hvid sort, der hovedsageligt findes i Campanien i det sydlige Italien.

Greco kendes mest fra vinene under appellationen Greco di Tufo DOCG og de bedste vine på sorten kan variere fra friske og urtede til fyldige med strejf af stenfrugt.

Sorten kaldes derfor også ofte – og helt forkert – for Greco di Tufo, men hedder altså bare Greco og er endda anderledes end sorten Greco Bianco, der hovedsageligt findes i Calabrien.

Ved seneste tælling var der 941 hektar vinmarker med Greco, men det har sidenhen vist sig, at der også findes 414 hektar med sorten Asprinio, som menes at være identisk med Greco.

Asprinio findes hovedsageligt i det sydlige Campanien, især i Aversa Asprinio DOC. Det skal dog bemærkes, at få kendte vinskribenter stiller spørgsmålstegn ved de DNA-undersøgelser, som siger at Asprinio er samme sort som Greco.

Dette skyldes, at Asprinio-vinene har en tendens til at vise en meget tydligere syre end Greco-vinene, men da Asprinio ofte dyrkes på mere skyggefulde steder, så kan det være forklaringen.

Greco er en senmodnende sort. Den er modtagelig for dunet og meldug. Dens græskklingende navn skyldes, at den formodes at have en græsk oprindelse.

Nå, men denne Sintonia Irpinia Bianco er lavet ved, at druerne efter høsten straks bliver bragt til vinhuset. Her bliver de så sorteret og omhyggeligt knust. Gæring foregår ved kontrollerede temperatur i rustfri ståltanke, hvor vinen også lagres i omkring 3 måneder før aftapning på flaske.

Duftmæssigt der melon, sød galiamelon, kvæde, mango og ananas, nogle søde krydderier … alt sammen afdæmpet med en vis fyldighed, krop, svagt grønne elementer, kaktus samt et lidt støvet udtryk.

Smagen er noget anderledes … fortsat med en vis olieret fyldighed, men faktisk ganske frisk og livlig. Der er gule æbler, fersken, lemon og umodne pærer. Det er samtidig blødt og meget behagelig, hvor den lille lemon bitterhed hænger længe i eftersmagen, så dermed ligger Houlberg et sted mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, Italien

2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, ItalienNæste vin er rigtig spændende, for Santa Cristina In Pilli fra det lille vinhus Fattoria Ambra er fra nok Italiens ældste og mindste vinområde Carmignano.

Områdes historie kan føres tilbage til vel 800-500 år før vor tidsregning, hvor etruskerne der allerede producerede vin. Det var dog først i 1300-tallet, at dokumenter viser områdets fine kvaliteter, bl.a. med optegnelser om, at Carmignanos vine var dyre og kostede 3-4 gange så meget som al anden vin.

I 1500-tallet startede adelen også selv med dyrkning af vin og de plantede – stik mod traditionerne – franske vinstokke med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. I 1716 udpegede storhertug Cosimo 3 de’ Medici også Carmignano som et område med vin af speciel høj kvalitet.

Området fik dog først sin DOC i 1975, men den blev ophævet til DOCG i 1991 … og det gør appellationen til den mindste DOCG i Toscana og den næstmindste i hele Italien.

Fattoria Ambra Società Agricola ligger netop i det område på adressen Via Lombarda mellem Firenze og Prato, beskyttet af Montalbialo-bjerget og velsignet med en masse sollys i løbet af dagen.  Huset drives af Giuseppe Rigoli, der er agronom og ønolog, mens hans hustru Susan er uddannet agronom. Huset har været i familien Romei Rigolis eje siden 1870

Giuseppe har også selv mere end 30 års erfaring og får hjælp af landbrugstekniker og sommelier Fabio Marzotti og sin nevø Guido Cantini, der som Giuseppes har en stor passion for vin og samlet har de på Fattoria Ambra 24 hektar vinmarker fordelt på 4 marker eller Cru’er, nemlig Elzana, Montalbiolo, Montefortini-Podere Lombarda  og endelig Santa Cristina in Pilli.

Sidstnævnte mark er på 8 hektar og beliggende i 80-100 meters højde på en bakke ved kirken med samme navn, hvor Giuseppe mest dyrker Sangiovese suppleret med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Canaiolo Nero, Foglia Tonda, Pugnitello, Trebbiano og Vermentino.

Denne 2018 Santa Cristina In Pilli er lavet på 75% Sangiovese, 10% Canaiolo Nero, 10% Uva Francesca, som man lokalt kalder Cabernet Sauvignon, samt 5% øvrige godkendte druesorter. Vinen er lavet via gæring og maceration i 15-20 dage i ståltanke med kontrol af både temperatur og med løbende overpumpning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 50% i franske tonneaux egefade på 350 og 500 liter samt 50% i store 2.500 liter slavonske fade.

Dejlig let, lys og luftig næse med en næsten legende syre … virker støvet, har en mediumfed frugt med brombær, blommer, hindbær, røg, violer, svag lakrids, læderfedt, let vanilje … alt så rundt, let og elegant med næsten et småburgundisk træk.

Det smager også nærmest på samme måde … har en let og støvet syre samt nogle bitre og tørre tanniner, som lige markerer sig. Det er sammen med en frugt af tranebær, blåbær, hyben og lyse blommer, hvilket giver et frisk og tørt bid, hvor en lille sødme alligevel sniger sig med i billedet. Rigtig lækker og spændende vin, der samtidig overgår mange, mange Chianti vine, så dermed ligger Houlberg omgående 5-5,5 tomler.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, ItalienDen utrolig rare, behagelige og særdeles dygtige vinmager Luca Formentini mødte jeg vist et par gange på min vintur til Lugana. Han driver jo Selva Capuzza og vinene er i den abolutte top.

Udover hans lækre Lugana hvidvine, så laver Luca også 3 forskellige rødvine, herunder altså denne Madér Grada Classico Rosso Superiore, som jeg smager i årgang 2017.

Luca Formentini er selv 4. generation på Selva Capuzza, der er grundlagt helt tilbage i 1917. Derfor står der også tallet 100 på etiketten af denne vin, hvilket naturligvis markerer 100 års dagen for vinhusets første høst.

Samlet har vingården 50 hektar jord fordelt på olivenlunde, skov samt vinmarker, der dækker 3 DOC appellationer, nemlig Lugana, San Martino della Battaglia og Garda Classico og det er selvfølgelig Turbiana druen, som er hoveddruen på Selva Capuzza. Derudover er der også lidt røde druer som Groppello, Sangiovese, Barbera og Marzemino.

Udover vineriet, som driver Formentini familien også et lille Agriturismo samt en charmerende restaurant. Det er Vincenzo og Adriana Formentini, der står for restauranten.

Vinene laves af Luca Formentini og det sker i et moderne vineri, som blev bygget i 2001 for at imødekomme en moderne produktionen … lige fra presningen af ​​druerne til vinificering, lagring og aftapning.

Samlet laves der 12 forskellige vine … de fleste med husets logo, som er en dekorativ krusedulle, som stammer fra en gammel stenportal fundet på ejendommen. Det er vel nærmest et relief  af to blomster eller kurvede krøller på hovedet af hinanden.

Ved en smagning af blandt andet vinene fra Selva Capuzza sad jeg lige overfor Luca Formentini og fik en rigtig god snak med ham. Han er utrolig rart, meget relax og virkelig cool. Han er samtidig meget musisk og spiller guitar … nærmest noget new age eller meditativ musik. Det fik vi en god snak om og jeg anbefalede ham at lytte til det danske jazzorkester Girls On Airplanes, men han omvendt anbefalede mig at høre musik fra Aldous Harding,

Denne 2017 Madér Grada Classico Rosso Superiore er lavet på et blend fra 30% Groppello, 30% Barbera, 30% Marzemino samt 10% Sangiovese, hvor Groppello druen også kendes som Rossignola … og den er vi jo stødt på tidligere på vinbloggen, hvilket i øvrigt også er tilfældet med Marzemino.

Druerne er gæret med maceration i rustfrie ståltanke over 10 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret i 18 måneder på barriques.

Duftmæssigt snakker vi en forholdsvis let vin, der har en frisk, lys og meget let frugt. Det er lyse kirsebær, brombær, læder samt en smule peber, mens fadpræget er meget forsigtigt og let … giver bare lige et lille anstrøg af lidt chokolade. Fin start.

Smagen er lidt i samme boldgade, så utrolig let, lys og luftig, at det nærmest bliver helt burgundisk. Det er lys og modem frugt, jordbær, lyse kirsebær med en saftig, læskende sødme. Tanninerne er lette og bløde, syren feminin, sart og fin. Det smager vitterlig ret fantastisk, så jeg er sgu ret begejstret.

Herhjemme importeres vinene af Stavtrup Vine, hvor en flaske af denne koster 160 kr., mens prisen kun er 125 kr. ved køb af 6 flasker og det er sgu pænt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7