Pelaverga druen er ukendt for de fleste, men den findes også kun ved den lille by Verduno omkring 8 kilometer sydvest for Alba i Piemonte. De lokale hævder, at vinen er et elskovsmiddel … måske pga. navnet, idet verga betyder stang og er lokal slang for mandens beplatningsorgan. Det fik jeg vist formuleret pænt.
Der findes også kun 12 producenter, som laver vine på Pelaverga, selvom den endda har sin egen DOC appellation kaldet Verduno Pelaverga. Og det er jo netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … Verduno Pelaverga Speziale fra én af de 12 producenter, nemlig vinhuset Fratelli Alessandria.
Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og vel omkring 8 kilometer sydvest for Alba.
Fratelli Alessandria stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.
Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og for deres topmoderne vineri.
Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.
Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.
Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer, samlet 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolee og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.
Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der – som nævnt – alene findes ved byen Verduno. Herunder dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.
Verduno Pelaverga Speziale er lavet på 100% Pelaverga Piccolo, som kommer fra flere af husets marker, nemlig Riva Rocca, Campasso, Boscatto, Neirane, Sotto Orti og Galleria … alle marker, der ligger i 250-350 meters højde og fra 20 år gamle vinstokke.
Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med maceration 6-8 dage og gæring ved 25-26 grader. Derefter er vinen også lagret 5-6 måneder i henholdsvis stål- og betontanke efterfulgt af 1-2 måneder på flaske inden frigivelse. Altså ingen lagring på eg. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.
I næsen er virkelig let og meget blomsterrig vin … fin lethed med violer, sæbe, lyse bær, hindbær, ribs, en nærmest mælket aroma, ostevalle, røg og en lækker bondsk landlighed. Det er blomsterrigt, let og friskt … tegner sgu meget godt.
I munden en god, stringent syre, lys, let og blomsterrig med et sødt lille peberbid, men utrolig charmerende let og bondskhed. Den har virkelig karakter, koster ikke alverden og smager da bare tæskegodt. Den er jeg sgu vild med.
Købt hos Vinspecialisten lokalt, og prisen ligger vistnok på 115 kr.