2020 Domaine Louis Fleurot, Nuits-Saint-Georges Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Louis Fleurot, Nuits-Saint-Georges Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigPå Rue Henri de Bahezre i Nuits-Saint-Georges finder vi vinhuset Domaine Louis Fleurot og derfra smager vi nu en 2020 Nuits-Saint-Georges Vieilles Vignes, der dog ikke har sin helt normale etiket på, da salget er sket via Stéphane Brocards lille negociantfirma Closerie des Alisiers.

Domaine Louis Fleurot ejes i dag af Denis Bazart og hans familie har gennem generationer drevet vingården, der stammer helt tilbage fra 1810. I starten var hovedaktiviteten dog ikke produktion af vin, men var et lille bødkeri, der lavede egefade til lagring af vine … og produktionen af vin egentlig kun for egen fornøjelse.

Det var først senere, at man ændrede fokus til fremstilling af vine og gjorde tøndeforretningen sekundær. I dag har vingården 16 hektar vinmarker fra Nuits-Saint-Georges til Vosne-Romanée og laver samlet vine fra 12 forskellige appellationer, herunder en mousserende

Denis Bazart arvede vingården som en del af sin arv fra sin bedstemor og har genoptaget vinproduktionen, så de nu både produceret vine og laver en smule vintønder.

Denne Nuits-Saint-Georges Vieilles Vignes er lavet med Pinot Noir druer fra en 0,698 hektar mikroskopisk parcel, som har tussegamle vinstokke, der er over 70 år gamle. Marken nyder godt af en optimal
beliggenhed med syd og sydøstvendt placering, der giver druerne masser af solskin.

Druerne er trods de gamle stokke alligevel høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og efter høsten bliver er de knust og lagt i en kølig pre-maceration i en uge, hvor drueskallerne afgiver smag og farve. Så er der sket gæring ved 30 grader over 3-4 uger med både daglige nedstemplinger af drueskallerne og overpumpninger.

Efter endt gæring bliver vinen omstukket til små egetræsfade, hvor den lagrer 18 måneder. Der bliver anvendt 10% nye fade, mens 10% er brugt én gang før og resten brugt over 3 gange.

I glasset er som forventet en mørkere og mere maskulin Borgogne, men duften er meget elegant, afdæmpet og en smule blomsterrig, så der er brombær, solbær, kirsebær og jordbær, røg, palisandermøbler, animalsk og landlig jord med en snert mødding, lakrids, tobak, læder samt sorte trøfler. Det virker virkelig smooth, cremet og lækkert.

Sådan smager det også … smooth, cremet og lækker med en fin, mørk, elegant og så balanceret smag, så vinen næsten smelter i din mund. Der er en smule tanniner, men de virker mørke og næsten lidt modne, men det er så mega-rundt, tilbagelænet, læskende, blødt og så alligevel med en spillevende frugt og kontrolleret syre. På en eller anden måde virker frugten lysere og fremstiller virkelig nogle af Pinot Noir druer store styrker … lækkerier til sjælen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Les Équilibristes, Zestos Pét Nat, Loire, Frankrig

2021 Les Équilibristes, Zestos Pet Nat, Loire, FrankrigVi fortsatte i boblende humør med endnu en mousserende vin i form af en hip og moderne Pét Nat … nemlig denne fine 2021 Zestos Pét Nat fra huset Les Équilibristes.

Les Équilibristes er nærmest et kollektiv af en flok passionerede vinbønder, som udveksler deres knowhow, deres erfaringer og gerne ryster op i deres vaner, for at udforske nye veje.

Det er et lille projekt fra Florent Girou og François de Monval, hvor de arbejder med innovative og uafhængige vinproducenter rundt omkring i Frankrig for at skabe nye blends. François de Monval er selv restauratør og vinhandler i Paris, mens Florent Girou er vinmager og konsulterende ønolog i Dordogne.

Siden 2015 har de drevet Les Équilibristes med det fælles mål at nedbryde den konformisme der ofte tegner sig i vinbranchen og gå helt egne innovative veje. De har således ikke selv vinmarker, men laver altså vin fra en række vinbønder… og denne fx fra marker, der tilhører Daniel Macault fra Domaine des Deux Moulins i Loire. Han driver sine marker økologisk og undervejs til at blive certificeret.

Fælles for vinene fra Les Équilibristes er, at druerne skal dyrkes efter økologisk eller biodynamiske principper, brug af druernes naturlige gærstammer og minimal intervention og brug af svovl i kælderen.

Denne Zestos Pét Nat er lavet på 60% Grolleau Gris og 40% Pineau d’Aunis, der høstes manuelt, presses med det samme og opbevares køligt. Pét Nat er en forkortelse for Pétillant Naturel, der betyder naturligt mousserende.

Boblerne opstår i en Pét Nat ved, at der stadig er levende gær i vinen, når den bliver tappet på flaske – modsat fx den helt klassiske champagnemetode, hvor gær eller sukker tilsættes inden den anden gæring. Metoden hedder méthode ancestrale og er en af de ældste måder at skabe mousserende vin på.

Dejligt brus, som faktisk kan minde en smule om champagne, men det forsvinder forholdsvis hurtigt og så får man i stedet en landlig og lidt funky duft med æbler, hyben, kvæde og stikkelsbær, men sgu også lidt lakridskonfekt. Det stikker dog aldrig helt af og dufter faktisk ret godt.

I munden er det en saftig vin, hvor boblerne ikke dominerer meget, for i stedet har vinen en smag af pærecider og pæresaft tilsat noget citron og småsød lemon. Det er sgu rart og smager bare pissegodt – klart fladere og langt mere saftigt end fx champagne … men vinen kan sgu et eller andet. 93 point.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Bellavista, Teatro alla Scala Brut, Lombardiet, Italien

2016 Bellavista, Teatro alla Scala Brut, Lombardiet, ItalienEn aften med et par gamle og gode venner startede med lidt bobler i form af en 2016 Teatro alla Scala Brut fra Franciacorta vinhuset Bellavista.

Bellavista er én af de førende  huse i Franciacorta i Lombardiet og ligger netop på højen med samme navn med bjergtagende udsyn ud over Iseo søen og hele Po dalen.

Vinhuset blev grundlagt i begyndelsen af 1970’erne, hvor Vittorio Moretti netop købte bakken kaldet Bellavista på grund af den fine udsigt. Hans bedstefar var vinavler i Franciacorta, hvor Moretti blev født, og efter at have tjent en formue indenfor byggeri, vendte han tilbage for at købe denne fremragende jord.

I starten lavede Moretti kun vine til sig selv og hans venner, men i 1981 mødte han en ung vinproducent kaldet Mattia Vezzola, som imponerede med hans passion og viden. Ud af dette møde blev der født et partnerskab, der har forvandlet Bellavista til Italiens førende producent af mousserende kvalitetsvin.

I dag har Bellavista ikke mindre end 203 hektar vinmarker, som er fordelt ud på over 107 parceller i 10 forskellige underzoner i selve Franciacorta.

Alle parceller dyrkes efter bæredygtige principper og de høstes først i hånden, når den enkelte parcel er klar, hvilket også kan betyde mange høstdage. Parcellerne gæres hver for sig og nogle delvist på egetræsfade. Beslutningen om malolaktisk gæring foretages afhængigt af årgangen.

La Scala brut Franciacorta 2016 er en hyldest til den italienske teater-tradition og ikke mindst La Scala-teatret. Denne brut er et meget harmonisk blend mellem 76% Chardonnay og 24% Pinot Nero fra vinstokke, der er gennemsnitligt 25 år gamle.

Vinen er lagret med 50% i egefade og 50% i rustfrit stål i 7 måneder inden andengæringen på flaske.

WAUW – blomstret og parfumeret næse …nærmest med kandiserede cocktailbær svøbt i vaniljecreme. Det er en indbydende start. Der er en smule candyfloss og en frugt, der virker både frisk, sød og samtidig ude på sjov. Der er sammen med vaniljen lidt kanel, smørstegt toast og ristet rugbrød, kandiserede æbler, pærer samt saftige ferskner.

Hvor smager den godt … brusset er der bestemt, men forstyrrer aldrig en virkelig fin, moden og balanceret frugt. Det smager sgu tossegodt. Der er sød lemon, småsyrlig æblesaft … bittersweet og saftig. Det er sgu overbevisende og slår mange champagner. Det er en mousserende vin til sjov og ballade, men samtidig med en fure i panden og samtidig gravalvorlig klasse. 95 point.

Købt hos Gallovini, hvor en flaske koster 449 kr., men fås på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2021 Cantine di Ora, Casali del Barone Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Cantine di Ora, Casali del Barone Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNæste vin fra det store vinfirma Cantine di Ora fra den internationale vinkoncern Schenk var på ren Nebbiolo, for det var deres 2021 Casali del Barone Langhe Nebbiolo.

Igen er Nebbiolo druerne opkøbt hos en række vinavlere og vinificeres på i nogle store  teperaturkontrollerede  gæringstank af stål og dér har vinen gæret i 15 dage mellem 25-30 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret på store traditionelle egetræsfade i 6 måneder før den flaskes.

I næsen er der nogle klare Nebbiolo aromaer … læder, violer med balsamisk note og en frugt med varme blommer, men også småsure kirsebær og hindbær, tydelig note af tørt træ og egefade, røg, nogle tørrede krydderurter samt en smule skovbund.

Smagen er en kende til den varmere og mere comfortagtige side, har en frugt med tranebær, lyse blommer, ribs og tanniner, der forsøger at være vilde, men aldrig rigtigt bliver det, for de virker runde, søde og venlige som en god nabo. Der er en vis tørhed i vinen. peber og bitterhed – bare ganske lidt – i eftersmagen, men samlet ganske godkendt. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Cantine di Ora, Casali del Barone Barbera 150+1, Piemonte, Italien

2022 Cantine di Ora, Casali del Barone Barbera 150+1, Piemonte, ItalienVi skal lige omkring et par Casali del Barone vine … og Casali del Barone er jo et brand under det store Cantine di Ora, som er en del af den internationale vinkoncern Schenk. Vi starter med deres Barbera 150+1.

Schenk har jo egentlig base i Schweiz, men også en lang række vinerier i det meste af Italien. De producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næste alle områder.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land. Det skete ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag i Schenk Italia kæmpestore produktionsfaciliteter 5 steder i Italien. Derudover ejer de også Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et stort og bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux … og I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.

I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen, herunder også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske huse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Casali del Barone er blot ét af de mange brands, som Schenk producerer i Italien og denne Casali del Barone Barbera 150+1 er lavet på 85% Barbera og 15% Nebbiolo, som kommer fra lige præcis 150 passionerede vinbønder fra Vallebelbo. De leverer druerne til denne vin, som er lavet af vinmageren Daniele Ress.

Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke med kølig gæring og maceration med 10 dages skindkontakt og daglige overpumpninger inden en endelig lagring i beskedne 3 måneder på små franske egetræsfade.

Man kan næsten i næsen mærke, at der en smule Nebbiolo i vinen, for det bliver ikke helt blommevarm, selvom det er en kraftig, rustik og lidt brovten duft. Læg dertil modne kirsebær, solbær, lidt tørrede violer og så noget mentollakrids, krydderuter, let kanel og vanilje … man fornemmer endda en vis saftighed.

I munden er vinen rund, lettere end forventet, men har samtidig noget Barbera sødme og en easygoing lethed, der ganske vist ikke er kompleks eller sofistikeret, men en hverdagsvin med smag, godt med frugtsødme og en rundhed, som rigtig mange vil knuselske. Tanniner er der ikke mange af … dertil er der simpelthen for lidt Nebbiolo, men druen bidrager alligevel til en smule rankhed. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, ItalienHvis Montecucco Sangiovese fra Azienda Agricola Biologica Orciaverde er god, så er denne Montecucco Sangiovese Riserva bare lige en tak bedre og det gælder da også årgang 2018.

Vinen er som forrige lillesøster lavet på 100% Sangiovese fra Simone Governis allerbedste marker i Montecucco. Druerne er vinmarker fra skråningerne ned mod floden Orcia.

Som med lillesøsteren har vinen gæret med temperaturstyring med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 18 måneders modning på franske egetræsfade og derefter er vinen så lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Nu er farven i glasset næsten også helt Brunello farvet … medium i styrke og med en brun/orange kant. Igen minder duften om forrige lillesøster, men det er blot med flere fadnoter og som 2017’eren nu også med noget, der minder om et gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, finsk lakrids, vanilje, kaffe og kakao. Derudover er der nogle klassiske noter med speciel og pikant tobak, rå champignon, skovbund samt frugt, der måske i første omgang virker mørk, men alligevel mest er ovre i ribs, hindbær og tranebær.

Smagsmæssigt er du i drømmeland … lige en tak mere rund end lillesøsteren. Det er så smooth, cremet og vedkommende … er så balanceret og smager sgu rasende godt. Den har både en fin, sart, præcis og luftig nerve, lidt mere fad end lillesøsteren og lys, moden frugt af hindbær, ribs, rabarber, bitre tranebær og så alligevel en smule sødme. Med luft i munden mærkes også lidt virile tanniner, som dog virker end smule mere tøjlet end i 2017’eren. Igen må jeg falde jeg hovedkulds med et brag for vinen … niveauer over fine, intetsigende og tandløse Brunello’er. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker. Igen må jeg sige, at den pris kun opfordrer til at fylde kælderen … vild godt køb.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2019 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, ItalienSiden jeg første gang i 2021 smagte en vin fra Azienda Agricola Biologica Orciaverde har jeg sagt det … det er bare et fremragende hus og vinene er helt fantastiske køb, men nu er andre også ved at få øjnene op for huset, hvorfra jeg igen smager et par vine … først denne Montecucco Sangiovese 2019.

Orciaverde ligger en spytklat syd for Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området. Montecucco er en nyere appellation, som fik sin egen DOCG klassifikation i 1998. Det ligger mellem Brunello og Morellino di Scansano i den sydlige del af Toscana. Området dækker en række kommuner i Grosseto provinsen, herunder Castel del Piano, Cinigiano, Civitella Paganico, Campagnatico, Roccalbenga, Arcidosso og Seggiano.

Appellationen er slet ikke så kendt som den feterede nabo Brunello mod nord, men det er et område ideelt til dyrkning af Sangiovese og på trods af den relative anonymitet, som områder har haft, så er der her en lang historie for dyrkning af druer.

Man fokuserer på traditionelle druesorter og fremstillingsmetoder, men ikke desto mindre er resultatet en række yderst interessante vine og mange eksperter spår da også Montecucco en spændende fremtid. Samtidig er vinene billigere end i Brunello, så der er også basis for at finde gode vine til fornuftige penge.

René Langdahl Jørgensen har for nyligt også fremhævet netop Montecucco DOCG som et af Toscanas mest spændende områder og prisforskellen til Brunello gør Montecucco til en decideret no brainer.

Vinhuset Orciaverde er blandt Montecuccos mindste – men spændende – producenterl Der er beliggende på en skråning af Monte Amiata i 250 meters højde og de har deres marker lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino.

De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Azienda Agricola Biologica Orciaverde drives af Simone Governi, som samlet har 40 hektar jord, men ikke al jorden er vinmarker … faktisk kun 4 hektar, men dette har været løbende stigende, lige siden Montecucco fik sin DOCG status.

Markerne drives økologisk i respekt med naturen … og de gælder både vinmarker, hvedemarker og olivenlunde. Vingården blev i 2007 certificeret økologisk. Udover landbruget, produktion af olivenolie og vin, drives der også et lille agro turismo med udlejning af ferielejligheder.

Denne Montecucco Sangiovese har jeg tidligere smagt i både årgang 2017 og 2018. Den er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten ned mod Orcia floden

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Fra starten er Brunello sammenligningen tydelig rent duftmæssigt, for der er godt med tobak og skovmandsskjorte, rå champignon og skovbund, østershatte, violer, en moden og balsamisk frugt af ribs, tranebær og lidt mørkere solbær. Men fornemmer også klart nogle fade, der giver vinen en lidt oaky aka egeagtig aroma.

Det bedste er dog smagen … mums … den er måske endda lidt mere tæmmet end 2018’eren, for det er virkelig skruet sammen, så alt er både blødt, så præcist, balanceret og elegant. Frugten smager bare så godt … hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær, men lidt sødere end i 2018’eren, dog fortsat frisk, streng, ren og lys.

Vinen virker ret tør og tanninerne er egentlig ikke tydelige i starten, men kommer så alligevel snigende og udtørrer munden. Sikke et bid. Igen må jeg bare sige, at jeg igen igen er imponeret over denne lille mini Brunello … et vildt godt køb. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2021 Domaine Pansiot, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Pansiot, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, FrankrigNår vi nu er hos Emelie Pansiot på Domaine Pansiot i Corgoloin, så kan vi da lige så godt nappe endnu en vin derfra. Det blev denne smukke 2021 Côte de Nuits-Villages.

Emelie Pansiot har arbejdet hos sin far Eric Pansiot, mor Chantal og waliseren Marc Thomson siden 2005, og hun har lavet denne Côte de Nuits-Villages med Pinot Noir druer fra Pansiots egne marker i Côtes de Nuits omkring byen Corgoloin. De ler og kalkstensholdige marker i denne del af det nordlige bourgogne er kendt for at give Pinot Noir vine med stor power og kompleksitet.

Når druerne ankommer til vineriet presses de nænsomt, hvorefter den fine most gæres på temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt gæring bliver vinen så lagret 12 måneder på franske egetræsfade, heraf 20 % nye fade.

I glasset er vinen en del lysere og mere transparent end Pansiots Bourgogne Côte d’Or … dufter som en liflig blomstrende parfume med masser af umami noter … skovbund, læder, våd hund, ristede toastbrød, teaktræsolie samt gule blomster med masser af varm pollen. Det er vildt tiltrækkende og har en frugt, der mest er lyse kirsebær, moreller og jordbær, meget sart, delikat og nærmest luftigt … det dufter rasende godt.

Smagen er smooth, cremet, tilbagelænet … så blid, sart, godmodig,   fredsommelig, stilfærdig, følsom og ubesværet. Den har samme lyse, lette og pænt tynde frugt med jordbær, hindbær, kirsebær, moreller, en blid og kærtegnende syre samt rundslebne sarte tanniner uden større modstand. Dette er vist beviset på, at man kan få rå-lækker burgundisk vin uden at blive flået. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 319,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine Pansiot, Bourgogne Côte d’Or, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Pansiot, Bourgogne Côte d'Or, Bourgogne, FrankrigBurgundisk vin har jo aldrig skadet nogle, så hvorfor ikke lige smage et glas … og det blev en 2021 Bourgogne Côte d’Or fra Domaine Pansiot.

Vinhuset ligger i den sydligste del af Côtes de Nuits og tæt på grænsen til Côtes de Beaune tæt ved Corgoloin og holder til på en gammel vingård med imponerende kældre, der har rødder helt tilbage til 1700-tallet.

Domaine Pansiot har været kraftigt voksende siden Eric Pansiot startede ud på egen hånd i 1981 med små 4 hektar vinmarker. Det lille familie domæne har dog igennem de sidste 40 år opkøbt marker i Bourgogne bid for bid og ejer nu 18 hektar fordelt på hele 18 forskellige appellationer.

Huset er ekstremt alsidigt og formår at lave stor Gevrey Chambertin, 1er Cru Chardonnay fra Savigny-lès-Beaune og elegant Cremant de Bougogne til særdeles fornuftige penge. I dag er det datteren Emelie Pansiot, der har overtaget tøjlerne efter sin far.

Denne Bourgogne Côte d’Or er lavet på 100% Pinot Noir, der kommer fra udvalgte parceller på Bourgognes berømte, gyldne skråning Cote d’Or.

Det er relativt nyt, at vine kan klassificeres som bourgogne Cote d’Or. Før var en vin som denne nødsaget til at blive kaldt Bourgogne Rouge, men nu har man en ny måde at anerkende kvalitetsløftet på, selvom man under betegnelse faktisk godt må have 30 Gamay med i blendet … men her er det altså ren Pinot Noir.

Ved ankomst til vineriet bliver druerne nænsomt presset og mosten deles herefter op således at 1/3 gæres på egetræsfade og resten på ståltanke. Der anvendes ingen ny eg i modningsprocessen, der varer mellem 12-15 måneder.

Dejlig let … har lidt grillet kød og stegte kæmperejer, meget lys frugt, rabarber, jordbær og kirsebær, meget delikat og kødfuld på en ret let måde, har birkebark, fugtig skovbund, blomster og alt virker smooth, blød og cremet. Der kommer også til sidst lidt mineralitet i form af kul, kridt og kalk.

I munden er vinen næsten smeltende … virkelig cremet, smooth og ufattelig blød. Det er bløde og søde kirsebær, lidt rabarber, ribs med en let lemon eller Campari bitterhed … masser af saft og en syre, der er let, lys og alligevel med bid, mens tanninerne har samme lethed og kun er behagelig medspiller. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 289,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 159,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Álvar de Dios, Camino de los Arrieros, Castilla y León, Spanien

2020 Alvar de Dios, Camino de los Arrieros, Castilla y León, SpanienVi har tidligere en enkelt gang smagt den fabelagtig vin Aciano fra den unge og vilde vinmager Álvar de Dios Hernández, som laver spændende vine i det solrige Toro og Castilla y León, men nu smager jeg hans 2020 Camino de los Arrieros.

Álvar de Dios Hernández startede sin karriere som vinmager på Bodegas Marañones i Sierra do Gredos. Der mødte han nogle af områdets andre rebeller, nemlig primært Fernando Garcia på netop Marañones, men også Dani Landi fra Comando G … og siden har de 3 så nærmest dannet et trekløver for innovation af vine fra  Arribes, Sierra do Gredos og Toro.

I 2008 under sin ansættelse hos Marañones arvede Álvar en lille  højtbeliggende og sandholdig vinmark med uhyre gamle, upodede Tempranillo vinstokke ved El Pego i Zamora i Toro fra sin bedstefar Donaciano.

Senere købte Álvar flere marker, bl.a. El Maderal, El Rapadal og Las Mansas, men det var først i 2014, at Álvar egentlig grundlagde sit helt eget vinhus, men herefter tog det også fart, for året efter blev også den lille og forladte Vagüera på ca. 0,5 hektar opkøbt.

Det er en fascinerende mark beliggende i 950 meters højde og beplantet med et virvar af hvide sorter, som menes at være plantet i 1921 på en jordbund af både sten og rødt ler med underliggende kalksten.

Marken er beliggende ved El Maderal lige syd for grænsen til Toro, hvilket efterfølgende fik Alvar til at opsøge og købe marker ved det nærliggende  Arribes del Duero vest for Toro. Der er der stejle granit og sandholdige skråninger med det store indhold af mica kan få de gamle lokale druesorter til at udtrykke en helt særlig elegance og friskhed.

Det er netop her, at Álvar laver nogle af sine andre enkeltmarksvine som Las Vidres og Yavallo samt denne hyper-elegante Camino de los Arrieros. I dag har den fremadstormende vinmager samlet 10 hektar vinmarker, der alle ligger i 700–950 meters højde.

 Denne Camino de los Arrieros kommer netop fra appellationen  Arribes del Duero DO i Castilla y León og den vestlige del af Spanien. Det er helt ude ved Douro floden tæt på grænsen til Portugal, hvor selv druesammensætningen bærer præg af områdets vildskab.

Vinen er nemlig lavet på et virvar af op til 100 år gamle vinstokke af forskellige sorter som fx Bastado, Rufete, Juan Garcia, Mencia samt Trincadeira Preta, der står plantet hulter til bulter på en skiferholdig parcel i op til 900 meters højde.

Markerne dyrkes efter økologiske principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foretages ved håndkraft, hvorefter vinen gennemgår gæringen spontant og med hele klaser på neutrale fade. Man gennemfører kun en blid maceration, før vinen slutteligt lagrer 6 måneder på store neutrale egetræsfade, før vinen tappes med ganske lidt svovl … næsten som naturvin.

I glasset overraskes du af farven, der nærmest er lys og transparent, mens duften er virkelig ret blomstret med en lille bio-bio landlighed. blomstervand, røde roser, tørrede rosenblade, violer og så ellers lys frugt som jordbær, ribs, hyben og noget lemon, lidt peber, saltlakrids og har kant, friskhed, skarphed og alligevel med et lys og feminin side, virkelig utrolig spændende.

Smagen er også let og frisk … jeg er sgu begejstret fra første sip, tranebær, ribs, en smule granatæbler og lemon, en sitrende syre med et drys af peber, grønne krydderurter, masser af sten, mineraler, jern og kalk … har en rød lille bitterhed som en opstoppernæse på den sødeste kvinde. 93 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 3 flasker. Spændende vin til vild god pris.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger