2018 Domaine de la Graveirette, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de la Graveirette, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNår vi nu er i Rhône, skal vi så ikke nappe endnu en Côtes du Rhône? Det gør vi da med netop en af slagsen fra Domaine de la Graveirette, der ligger lige mellem de to byer Bédarrides og Courthézon i Vaucluse.

Domaine de la Graveirette drives af den unge vinmager Julien Mus, som selv er født i Bédarrides, men er uddannet vinmager fra vinskole i Beaune i Bourgogne. Efter uddannelsen returnerede han til sin fødeby og familiens vingård, hvor han i starten blot fortsatte faderens praksis med at levere druerne til lokale kooperativ,

Men i 2015 startede han selv med at lave vine som Domaine de la Graveirette og har sammenlagt 20 hektar vinmarker, der siden 2015 har været Demeter certificeret biodynamisk drevet. Og derfra laver han en række typiske vine, dvs. både Châteaneuf-du-Pape, Côtes du Rhône, Vin de Pays de Vaucluse og Principauté d’Orange.

Denne 2020 Côtes du Rhône er lavet på ren Grenache, hvor gæring samt maceration er sket i store betontanke, hvor vinen så også er lagret i 18 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen er det en rund, comfortagtig, blød og venlig vin, meget ren og klassisk med en sødere frugt af søde kirsebær, jordbær, brombær, sødmefuld og saftig. Der er blide krydderier, tør engelsk lakrids og lidt oksefond.

Smagen er også rund, cremet og blød … her er alle hjørner slettet af, afgratet og pudset. Det er samme blødsøde frugt som i duften, mest søde kirsebær, jordbær og lidt hindbær, en smule lemon bitterhed og det endda alene pænt svagt. Det er på ingen måder en mørk og tung Côtes du Rhône, men er lysere og har denne fine, sarte og lyssaftede kant,  og dermed 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Le Miocène, Rhône, Frankrig

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Le Miocène, Rhône, FrankrigFor et par år siden smagte jeg en 2018 La Tour Coste Côtes du Rhône Les Trencats fra Maison Les Deux Rhônes. Nu har jeg sgu fået søstervinen Le Miocène i samme årgang i glasset.

Det er vinmageren Stéphane Vedeau, der står bag vinen i projektet Maison Les Deux Rhônes. Projektet driver han sideløbende med sit daglige arbejde på både vinhuset Clos Bellane og negociantfirmaet La Ferme du Mont … begge i det sydlige Rhône. Derudover laver han også vin i Nordrhône under hans moders navn Jeannine Boutin.

Ja … og så er han altså også med i dette projekt Maison Les Deux Rhônes aka La Tour Coste. Det er med andre ord en travl herre, som er med i mange projekter.

Stéphane Vedeau er virkelig Rhône mand og Grenache forkæmper. Han vinkarriere startede i den sydlige del af Rhône dalen med bl.a.  vine fra både Châteauneuf-du-Pape og andre Rhône appellationer, og de senere år har han udvidet territoriet i det nordlige Rhône, som han samlet på Clos Bellane og Domaine Jeannine Boutin har samlet 50 hektar vinmarker.

Vedeau beskrives som perfektionist, og en kendsgerning er det i hvert fald, at terroir betyder alt for ham. Han går ekstremt meget op i, hvordan marker og vinstokke behandles. Økologiske principper er fuldt ud indarbejdet. Der bruges ingen kemikalier.

Druerne høstes med håndkraft, og i kælderen anvendes kun store fade specielt udvalgt af Stéphane. Vinene aftappes uden filtrering og klaring og med behersket brug af svovl.

Dette projekt Maison Les Deux Rhônes og La Tour Coste er der ikke mange oplysninger om, men de laver vine fra meget gamle vinstokke med Grenache, Syrah og Mourvedre på markerne Le Miocéne, Les Trencats, Les Pialons, Terrasses de Thénane og Les Gravettes.

Hvor søstervinen var lavet på et mix af Grenache og Mourvedre fra Les Trencats, så er denne lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, der jo så kommer fra marken Le Miocéne,

Efter høst er druerne knust let, hvorefter der sker gæring og maceration over 5-6 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret i minimum 8 måneder i store betontanke.

Duftmæssigt er det en landlig, saftig og rigtig Sydrhône vin … flot balanceret mellem frugt med sorte kirsebær, blommer, svesker, lidt hindbær og tranebær, lidt te bitterhed samt nogle fadnoter af tørt træ, cedertræ, tør lakrids, sød lakrids, kakao og søde bolsjer.

I munden er det en lækker rhônevin med fin balance af sort, tæt frugt, sødme, krydderier og tørre tanniner. Det er en ren, bitter og frisk frugt …kirsebær, hindbær, tranebær og smagen er faktisk ret lig med duften … har samme lige sort-te eller lemon bitterhed, godt med rhônekrydderier, peber samt et bondsk spark. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje Mencía, Bierzo, Spanien

2020 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje Mencía, Bierzo, SpanienNæste vin er også en vin, som jeg har smagt en årgang tidligere og det er denne 2020 Pago de Valdoneje Mencía, som kommer fra García Alba familien på Vinos Valtuille i den lille by Valtuille de Abajo i Bierzo området.

Vinos Valtuille er grundlagt i 1999 af Dimas García, men det drives i dag af to af Dimas’ og Isabels fire børn … nemlig Elena og Marcos García. Men familien har lavet vin siden 1910, hvor bl.a. Marcos bedstefar Antonio købte en gård og allerede dengang var dedikeret til at lave vine på Mencía druen, hvilket også betyder, at familien i dag kan prale af vinmarker med tussegamle vinstokke på druen.

Vinos Valtuille har samlet omkring 15 hektar gamle vinmarker, der alle sammen ligger ved Valtuille de Abajo. Det er som nævnt i Bierzo området i vinregionen Castilla y León … ja faktisk ligger Valtuille de Abajo i den nordvestligste del af regionen på grænsen til Galicien.

Markerne ligger i 500-700 meters højde og jordbunden består hovedsageligt af ler, der giver optimale forhold for modningen af druerne. Filosofien hos Vinos Valtuille er klart at lave vine via godt arbejde … både ved pleje af jorden og i deres vineri, som ligger i helt nybyggede lokaler med en underjordisk kælder til lagring af alle vinene.

Denne Pago de Valdoneje Mencía er lavet med druer fra forskellige marker … både nogle højtbeliggende vinmarker samt nogle længere nede, da Marco ønsker en balance mellem druerne fra de lerholdige marker og de mere sandholdige. Vinen laves udelukkende på rustfrie ståltanke uden lagring på eg.

Næsen har denne bondske side … saftige og bondske med mest kirsebær, grøn peber, papkasser, kaktuspiller og mynte, men også lidt jordbær, hindbær samt lidt blåbær. Den lidt en duft, der kan minde en smule om Beaujolais … lidt samme saftige og rustikke charme.

Det smager aldeles fremragende … igen med denne bondske, rustikke og saftige smag, hvor det mest er mørke kirsebær, som styrer med lidt peber samt noget lemonaftig saftbitterhed og så nogle tanniner, der bestemt er der, men også virker både saftige samt vel integreret i vinen. Det er sgu god Mencía bondesaft af retskaffent hårdt arbejde. 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Grifalco, Aglianico del Vulture Gricos, Basilicata, Italien

2019 Grifalco, Aglianico del Vulture Gricos, Basilicata, ItalienDenne Aglianico del Vulture Gricos er et godt bud på interessant og ikke alt for voluminøs, syditaliensk vin med god nerve. Det er en 2019 Aglianico del Vulture Gricos, som kommer fra vinhuset Azienda Agricola Grifalco.

Det er en vin, der kommer fra appellationen Aglianico del Vulture DOC i  Basilicata, der vel nærmest ligger som svangen i foden på den italienske støvle og jeg har da også tidligere smagt vinen i årgang 2017 og dengang skrev jeg masser om selve vinhuset.

Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot lige igen på vinen, der jo – som navnet også siger – er lavet på ren Aglianico, der kommer fra 10-30 år gamle vinstokke på forskellige økologisk dyrkede marker i Venosa, Maschito og Forenza.

Efter høsten afstilkes druerne og gæring sker i rustfrie ståltanke op til 28 grader. Efter endt fermentering er  druerne såpresset og vinen har lagret 6-12 måneder sur lie i egefade, både brugte amerikanske barriques og brugte franske tonneau inden den kommer retur til ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere 4 måneders lagring inden frigivelse.

WAUW for en aroma … animalsk og kropstung næse … masser af fadpræg, røg og træ, men også en opulent frugt med både blåbær, brombær, kirsebær og blommer, sød og salt lakrids, blomsterpollen, tjære, tobak, chokoladesødme, vanilje, mælkede noter, kærnemælk, balsamico, medicinkasse samt søde krydderier.

I munden er det en saftig bandit … lidt mere opulent end 2017’eren, men atter med en frisk frugt og en vild syre, der styrer de stramme, tørre og tanniner. Frugten er både til den lyse side, saftig, frisk samt bitter med lemon, grape og Campari bitterhed samt nogle stenede mineraler. Hvor er det en frisk, bitter og syrlig vin … 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Tiezzi, Rosso di Montalcino Poggio Cerrino, Toscana, Italien

2021 Tiezzi, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vitivinicola Tiezzi ligger på Località Soccorso i Montalcino regionen i Toscana og derfra smager vi nu en 2021 Rosso di Montalcino Poggio Cerrino.

Vingården er grundlagt i  1980’erne af Enzo Tiezzi, der kommer fra Montalcino og før etableringen var direktør hos Col d’Orcia, men havde også før arbejdet for Tenuta di Argiano.

Enzo Tiezzi var også fra 1983 til 1988 præsident for Brunello-konsortiet, hvor han bl.a. organiserede reglerne for både Brunello og Rosso med landbrugsministrene. Enzo har således arbejdet i Siena- og Montalcino områderne som både agronom og ønolog … og han betragtes som far til Rosso di Montalcino.

På Azienda Vitivinicola Tiezzi driver Enzo – sammen med fruen samt datteren Monica – i alt 5,5 hektar vinmarker samt 3 hektar med cirka 500 oliventræer. Vinmarkerne tæller parceller på La Velona, Podere Cerrino, Podere Cigaleta og, Vigna Soccorso.

Alt på vingården sker med håndkraft og alle vine gærer i slaviske egetræskar på 35-40 hektoliter og lagrer i ældre 50 hektoliter store bottes. Vingården har en årlig produktion på 25.000 flasker.

Denne Rosso Di Montalcino Poggio Cerrino kommer fra nogle af husets marker, der er økologisk drevet. Gæringen er sket i store 50 hektoliter keglestubformede fade lavet af slavisk eg med en lang, fri gæringsproces alene med druernes naturlige gærceller og helt uden temperaturkontrol.

Efter endt fermentering er vinen lagret i 1 år på de samme store fade, som man bruger til at lave Brunello … og vinen er endda også lavet på Sangiovese Grosso, altså samme type som i en Brunello og Enzo Tiezzi har også fortalt, at den godt kunne være Brunello … den ældes i træ som Brunello, men tappes blot tidligere.

Hvor blændes man af, at denne vin er i så fin balance … har noget modent og voksent over sig. Der er dybde, en rød og saftig frugt med jordbær, kirsebær, svesker, violer, røg, champignon, tobak, lakrids og en smule vanilje. Normalt kan en Rosso godt skære lidt tænder, vise kluntede bevælgelser … men det gør denne ingenlunde, for alt sidder i skabet med stor overbevisning og virker meget brunellosk.

Sådan smager vinen faktisk også, så det er nærmest en mini-Brunello, der har disse fabelagtige tørre tanniner, der øjeblikkelig lammer, masserer, infiltrerer, dominerer og besætter din mundhule suppleret med en frugt med masser af tør og fin frugt med tranebær, jordbær, hindbær og ribs samt masser Campari bitterhed, balsamico samt denne fine balance … frugt, tannin, syre og sødme … og havde der også været noget knasende, så havde de været tilfreds i Masterchef … men her er Houlberg tilfreds. 93 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Bodegas Nabal, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Nabal, Crianza, Ribera del Duero, SpanienOtto Suenson havde sendt den næste Bodegas Nabal vin i magnum flaske, men når man – som mig – elsker Ribera del Duero vine, så er det kun dejligt. Det er deres Crianza i årgang 2018.

Vinener lavet på 100% Tempranillo … et udvalg af de bedste druer fra over 80 år gamle vinstokke på små parceller i 860 meters højde ved landsbyerne Gumiel de Izán og Villanueva de Gumiel. Druerne høstes og sorteres i markerne manuelt, hvorefter de er afstilket og placeret i de rustfri ståltanke med kølig en pre-maceration.

Derefter sker alkoholgæringen ved temperaturer på 26 grader med kort og hyppig overpumpning. Så er der sket malolaktisk gæring, der sker delvist i ståltanke og derefter på nye 20% amerikanske og 80% nye franske egetræsfade, hvor vinen lagret samlet 14 måneder.

Duftmæssigt er vinen mere kraft og tæt end 2015’eren og har selvfølgelig et karakteristisk sødbrændt fadpræg sammen med en frugt med mørke bær. Der er sorte kirsebær, brombær, blommer og et bundt blomster samt noter af fad, tørt træ, tør engelsk lakrids, vanilje, ristede kaffebønner, karamel, kakao, læder og søde krydderier. Den sidder sgu lige i skabet.

Den smager også helt fortræffeligt … mørk, rund og alligevel med frisk og smagfuld frugt. Der er blåbær, brombær, hindbær, lidt ribs med en vis tørhed, en let sort-te bitterhed, balsamico, nogle tørre samt endda saftige tanniner og en syre, der virkelig kan holde alle smagene i tøjlerne med rustik charme. 92 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en magnumflaske koster 559 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodegas Nabal, Valle de Nabal, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Nabal, Valle de Nabal, Ribera del Duero, SpanienNabal Bodegas & Viñedos er et af mange gode vinhuse hos Otto Suenson og de har netop fået en sending vine hjem fra vinhuset og derfra er 3 havnet her hos Houlberg til test og jeg starter med denne 2019 Valle de Nabal.

Nabal Bodegas & Viñedos ligger lidt syd for den lille vinlandsby Gumiel de Izán omkring 100 kilometer syd for Burgos. Nabal er et nyt projekt fra Navarro Balbás familien, som tidligere har været involveret i branchen.

Projeket blev startet i 2014 af de 3 brødre Óscar, Andrés og Daniel Navarro Balbás og de navngav projektet efter de første bogstaver i deres efternavne Na-Bal.

De ville prøve noget nyt efter en mere end 20 årig karriere som producenter i Ribera del Duero og oprindelige initiativtagere til oprettelsen af appellationen DO Arlanza.

De byggede et nyt, topmoderne vineri ved Gumiel de Izán og købte 35 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorter som fx Tempranillo, Garnacha, Merlot og Albillo … men derudover så opkøber de også druer fra lokale vinavlere.

Jeg har 3 gange tidligere smagt vine fra Nabal og altid været imponeret og nu står der så 3 flasker på min bord, som jeg nu skal smage … dirty job, but someone has to do it. Det er nemlig disse vine:

Den sidste af vinene har jeg smagt før, nemlig tilbage i november sidste år, hvor vinen faktisk vandt en lille smagning af 15 Ribera del Duero vine. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg; Houlberg deltager i uofficiel minitest af 15 Ribera del Duero vine.

Der fik jeg vinen fra Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation – der varetager markedsføring af Ribera del Duero – som et plaster på såret, da jeg måtte melde fra til en rejse til Ribera del Duero pga. fruens kræftsygdom.

På den rejse skulle jeg i øvrigt ha’ besøgt netop Nabal Bodegas & Viñedos. Nå, men det betyder også, at jeg med den sidste vin Nabal Reserva de la Familia blot linker til min beskrivelse og anmeldelse af vinen tilbage i november.

Denne 2019 Valle de Nabal er lavet på ren Tempranillo, der kommer fra 40-50 år gamle vinstokke i 850 meters højde på marker omkring byerne Gumiel de Izán og Villalbilla de Gumiel,

Vinen er lavet med spontangæring med druernes helt egne gærceller i ståltanke ved 25 grader med daglig overpumpning. Efter endt fermentering er det ske efter-maceration i 3 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring ved 21 garder inden 9 måneder lagring på 40% franske og 60% amerikanske fade.

Duften er sgu ikke helt skidt … for nu at sige det på jysk. Den har en dejlig blomstret side, men der kommer også klare krydderier frem i næsen, nelliker, gran, røg, lakrids og garvet læder. Der er selvfølgelig også frugt med blåbær, svesker, hindbær og ribs … faktisk har vinen masser af Ribera del Duero kvalitet.

I munden er vinen lidt mere rustik end sine storesøster, men også mere vild og klar til fest med lidt alkohol. Det giver en lille spark med blåbær, brombær, hindbær, lidt ribs og nærmest også blomster. Det giver en frisk og aromatisk vin med en lille kinky bitterhed. Det er en ganske fin Ribera del Duero. 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 DeLoach Vineyards, Zinfandel Heritage Reserve, Californien, USA

2020 DeLoach Vineyards, Zinfandel Heritage Reserve, Californien, USADen sidste af vinene fra DeLoach Vineyards blev en søstervin til den foregående Pinot Noir, så det er selvfølgelig husets 2020 Zinfandel Heritage Reserve lavet på udvalgte druer fra både unge og gamle vinstokke.

Igen er der begrænsede oplysninger på vinhusets egen hjemmeside, men skulle så være lavet på Zinfandel fra både nye og gamle vinstokke hos en nogle forskellige vinavlere. Gæring og maceration er sket i ståltanke, hvor også hovedparten har lagret. Men som med foregående Pinot Noir er en del også lagret på fade af amerikansk og ungarsk egetræ.

I glasset overrasker vinen med at være mindre mørk end forventet, men det går igen i duften, der også virker lysere … men her er selve aftrykket af den delvise fadlagring dog større, for allerede fra første fløjt kommer der lidt lakrids og svag vanilje frem. Men der kommer også en lysere og friskere frugt … brombær, tranebær, lyse jordbær, godt med blomsterpollen … og havde jeg fået denne blindt, så havde jeg ud fra duften aldrig gættet Zinfandel.

I munden kommer den amerikanske side dog frem, for vinen er meget sød … og spørger du mig også en anelse for sød. Den er dog slet ikke tungt, for vinen har denne imponerende lethed med frugt af jordbær og søde kirsebær. Der er lidt jordbærmarmelade over vinen, men omvendt vil mange danskere være imponeret. 87 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 DeLoach Vineyards, Pinot Noir Heritage Reserve, Californien, USA

2020 DeLoach Vineyards, Pinot Noir Heritage Reserve, Californien, USADen næste vin fra DeLoach Vineyards var så deres 2020 Pinot Noir Heritage Reserve lavet på druer fra udvalgte marker i det nordlige og centrale Californien.

Der er begrænset oplysninger om vinen fra husets egne hjemmeside, men det er en entry-level Pinot Noir fra DeLoach og druerne er primært fra Delta-regionen i Californien.

Pinot Noir druerne er fermenteret i lukkede gæringsbeholdere og efter endt fermentering er det meste af vinen også lagret i rustfrie ståltanke … en lille del dog på egefade for at give lidt krydderi.

Det er ikke 2013 Marin Pinot Noir, men mindre kan jo også gøre det. I næsen er vinen også klart mere rustik og kantet, men har masser af Pinot Noir kvaliteter med en lys frugt, der samtidig er stringent samt småsyrlig med rabarber, ribs, hindbær, grønne blade og en snert af eukalyptus. Der er ikke meget fadsødme eller -præg, så det giver i stedet en frisk aroma.

I smagen er der dog mere sødme … og fad. Der er søde, modne jordbær, hindbær og lyse kirsebær, sød ribsgele og alle frugter med en pæn saftighed, hvilket kombineres med lidt citron, der giver vinen rygrad sammen med en svag bitterhed, men mest bare frugtsød med en rigtig fin smag. Det er ikke ultra kompliceret, men har i steder en umiddelbarhed. 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 DeLoach Vineyards, Le Roi Chardonnay, Californien, USA

2017 DeLoach Vineyards, Le Roi Chardonnay, Californien, USANu når jeg smagte en fin 2013 Marin Pinot Noir fra vinhuset DeLoach Vineyards ejet af den franske vinfamilie Boisset, så skal vi da lige smage et par vine mere fra huset og jeg starter med denne 2017 Le Roi Chardonnay.

Le Roi serien fra Deloach er en særligt udvalgt serie af vine, som normalt kun udbydes eksklusivt på det amerikanske marked. Men nu er et eksemplar nu havnet hos Houlberg. Det er en vin, hvor alle druerne er gæret på ståltanke for at bevare en sprød syre og friske frugt aromaer. Heri blander vinmageren en lille del fadgæret Chardonnay med mere fedme og tekstur.

Det er en både blomstret og pompøs næse … har en noget svulstig frugt, der dels er moden med nogle voksagtige noter, linolie, noget baconfedt, mango, papaya og derudover også tørret frugt, tørret abrikos og syltede gule blommer, masser af røg, harsk smør og let vanilje, men den sgu bliver aldrig fadtung.

I munden er vinen så blød og cremet … har samme modenhed i smagen, som duften også lovede, for det er nærmest tørret frugt, sød æblesaft blandet med lidt multifrugtjuice, men bare med lidt alkohol samt en moden, blød og voksen syre. Samlet giver det en Chardonnay, der nærmest smelter i munden og slet ikke får en typisk amerikansk sødme … det er sgu godt. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger