Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Chardonnay, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Chardonnay, Californien, USATorsdagens store oplevelse var den prisvindende sommelier, ateist og vinosof Thomas Lysgaard, som leverede en fabelagtig vinsmagning med et overdådigt program af vine … udover en snak om livet, kunst, kærlighed og meget andet.

En af de første vine var denne Director’s Cut Chardonnay fra den amerikanske filminstruktør Francis Ford Coppola. Ja … eller rettere fra hans vingård Francis Ford Coppola Winery, da vinen jo ikke er lavet af Francis himself, men af hans vinmager Corey Beck.

Efter i mange år at have lavet vin på Francis’ egen fabelagtige ejendom Rubicon Estate, så besluttede filminstruktøren, at hans vine skulle have deres eget vineri. I 2006 fandt Francis Ford Coppola et sted til sin nye vingård i Sonoma County.

Og i USA gør man jo intet småt. Vingården er lavet som et rent oplevelsescenter for familier, bl.a. er der etableret et poolområde på gårdspladsen med 28 tilhørende omklædningskabiner. Naturligvis findes der også en bar ved poolside. Der er også blevet plads til et mindre amphiteater hvor der skal opføres dukketeater, dans og musik.

Indendørs er der restauranter (selvfølgelig ikke kun én), smagebar og selvfølgelig et område med remedier fra filmverdenen, bl.a. rekvisitter fra ”The Godfather”, den vel nok mest kendte Francis Ford Coppola film. Der er ansat omkring 130 personer til rundvisninger, tjenerstab, livreddere m.m. Væk er er illusionen om den lille hyggelige vingård, hvor faderen går og hygger med vinene, træder i druerne og i selv er med i alle processerne til den færdige flaske.

Denne Chardonnay har naturligvis reference til filmindustrien, da den bærer navnet directors cut. Vinens etikette viser da også en dublikant af en original filmrulle, brugt af verdens første filmaskine, kaldet en Zoetrope, som blev opfundet i det 19. århundrede. Zoetrope stammer fra græsk og betyder livets hjul. Francis samler selv på disse effekter.

Druerne til vinen kommer fra området ved Russian River Valley, og har efter den almindelige gæring også gennemgået en malolaktisk gæring efterfulgt af lagring på egetræsfade i 6 måneder, 40% nye fade og 60% brugte fade … typisk 1-2 år gamle.

Og det er faktisk ganske lækker Chardonnay iført kraftige gevandter af blødt velour. I næsen er der opulent fedme, godt med vanilje, fede fade, godt brændte sammen med blomster, modne pærer, sød pærecider, ferskner og andre tropiske frugter, flødekarameller og en svag brise med lidt citron.

Smagen er cremet, blød, venlig … først den store fedme, men den opløses på mirakuløs vis langsomt over i en behagelig syre med en ren frugt, som også virker både frisk, tydelig og elegant. At syren afløser fedmen, er genialt og fungerer ret godt. Nice kunne man næsten fristes til at sige.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 195 kr.

Rating 5/7 

2013 Podere San Cristoforo, Amaranto, Toscana, Italien

2013 Podere San Cristoforo, Amaranto, Toscana, ItalienDet blev italiensk Sangiovese, som røg ud af vinkøleskabet efter en lidt skuffende Spätburgunder, nemlig en smuk italio vino … den biodynamiske Amaranto fra vinhuset Podere San Cristoforo, som ligger lige udenfor byen Bagno di Gavorrano i Maremma provinsen i det sydlige Toscana omkring 10 kilometer øst for havnebyen Follonica.

Vingården er reelt fra 1901, men startede først med vinproduktion i 2000, hvor den unge ildsjæl Lorenzo Zonin overtog vingården og grundlagde Podere San Cristoforo. Vingården har samlet 45 hektar jord, men deraf er alene 15 hektar vinmarker. De øvrige hektarer er tilplantet med oliventræer, korn og solsikker.

På vinmarkerne dyrker Lorenzo primært Sangiovese, som dækker 10 hektar af markerne, lidt Petit Verdot, Syrah, Vermentino og Trebbiano. Markerne er godt stenede, er godt begunstiget af de kolde briser fra Middelhavet og dyrkes samtidig biodynamisk, bl.a. med økologisk kompost, der øger livet i jordbundens gennem udvikling af mikroorganismer, og det mener Lorenzo giver nye elementer til vinen.

Siden starten har han haft fokus på biodynamisk vinbrug. Derudover sigter han efter elegance og renhed i sine vine, et sats der har bragt hans vine ind på de bedste restauranter i verden, men også på vinkritikernes yndlingsliste. Samlet laver Lorenzo 4 forskellige vine, nemlig den hvide Luminoso Blanc samt de røde … en ren Petit Verdot samt de to Sangiovese baserede Carandelle og denne Amaranto.

Amaranto er Lorenzos entry-level vin, som er lavet på 100% Sangiovese fra husets yngste vinstokke på markerne Selceto og Sugarelle med et høstudbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen laves på rustfrie ståltanke med en kort maceration på 7 dage, hvorefter den får 10 måneder på brugte franske barriques. Den årlige produktion af vinen ligger på omkring 18.000 flasker.

Vinen kommer med en skøn etiket, hvor illustrationen nærmest er et spildmærke efter en flaske rødvin. Derudover er der små prikker på etiketten … blindskrift, men hvad der står, ja det aner jeg ikke. Det jeg imidlertid ved er, at vinen smager godt.

Næsen er sådan lidt landlig … animalsk på en lidt urtet, dyb og mørk facon. Der er moden frugt, kirsebær, mørke bær, brombær, tobak, hæfteplaster og en svag lakrids og mentol. Smagen er saftig, enkel og ganske frugtrig med en tydelig italiensk syre, tørre tanniner, som virkelig sætter sig i munden med et snert peber. Sangiovesen virker kraftigere her end længere mod nord, men alligevel er der er en vis læskende lethed over vinen, når man kommer ind under syren, og det er sgu egentlig et godt glas vin. Så Thumbs Up.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 125 kr.

Rating 5/7 

2015 Weingut Alexander Laible, Weißer Burgunder Trocken ★★, Baden, Tyskland

2015 Weingut Alexander Laible, Weißer Burgunder Trocken **, Baden, TysklandZweite Weinstube i søndags blev min hamburgske stamvinbar NEUMANNs | Bistro & Weinbar i Rotherbaum kvarteret. De har ganske vist ikke Spätburgunder på vinkortet – og sådan en unode bør de selvfølgelig omgående få rettet – men så nuppede vi blot denne Weißer Burgunder fra Weingut Alexander Laible.

Ham er vi stødt på et par gange tidligere her på bloggen, men primært med nogle af hans vine på Spätburgunder. Laible holder til ved den lille by Unterweiler nær Durbach lidt nord for Kaiserstuhl i Baden.

Alexander kommer selv fra en stolt familie af vinproducenter. Laible familien har været vinbønder i 13 generationer siden 1672, så det var oplagt, at Alexander og hans bror Andreas også skulle være vinproducenter, men det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård.

Alexander måtte selv ud at købe en vingård og vinmarker. Heldigvis hjalp grandfætteren Eugen Schlindwein med de første marker, idet han i 2007 solgte Alexander nogle af hans marker i det nordlige Ortenau omkring Sinzheim Baden-Baden … og det blev grundstenen til Weingut Alexander Laible.

Der skulle imidlertid også købes en ejendom til produktion af vinene, så Alexanders og hustruen Corinnas købte i 2007 også en gammel ejendom sammen med yderligere jord, og det er netop ejendommen ved Unterweiler … faktisk ikke mere end få hundrede meter fra bror Andreas’ vingård … den fædrene gård.

Og den købte vingård er en charmerende gammel ejendom, nænsomt restaureret og indeholder en 160 år gammel mølle. Efter købet blev alt ombygget og renoveret bl.a. med støtte fra det evangeliske broderskab Kecharismai auf der Schwäbischen Alb. Munkene lever efter benediktiner regler, og de kendte Alexander fra barndommen og ville gerne hjælpe ham med at bygge sin vingård. Måske hjalp det også, at munkene er vinelskere.

Til hjælp med produktionen fik Alexander de første år hjælp af grandfætteren Eugen Schlindwein, som jo også havde hjulpet med købet af de første marker, og derudover vinmageren Iris Mauch og freelance vinmageren Manfred Enderle.

Manfred er vi tidligere stødt på her på bloggen, idet han er venner med de herlige Enderle & Moll … men er dog ikke i familie med Sven Enderle trods det fælles efternavn. I dag er Manfred dog ikke længere tilknyttet Weingut Alexander Laible, hvorfor det i dag alene er Eugen Schlindwein og Iris Mauch, som fortsat hjælper med produktionen.

Men Alexander havde selv havde også en vis erfaring, dels fra faderens vingård og dels fra Alexanders uddannelse til vinavlsteknikker på forskninginstituttet i Weinsberg suppleret med arbejde i Mosel. Og siden opstarten er Weingut Alexander Laible stormet frem.

I 2006/2007 blev han af DLG (Deutsche Landwirtschaft Gesellschaft) tildelt titlen Tysklands bedste unge vinproducent i konkurrence med 650 vinproducenter. Vinguiden Gault Millau tildelte ham allerede i 2009 prisen for dygtige vinmagere, og han blev samtidig udnævnt til den bedste unge vinmager i Europa.

Corinna og Alexander har i dag 11,5 hektar vinmarker og de bedste marker er Durbacher Plauelrain og Sinzheimer Sätzlerund Frühmessler. Halvdelen af vinstokkene er den traditionelle Ortenau Riesling og derudover dyrkes Pinot Blanc, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir og Lemberger.

Alexander bruger meget tid i markerne og formindsker udbyttet med beskæring i vinteren og reduktion igennem hele vækstsæsonen. En del af vinstokkene er 58 år gamle. Der benyttes ikke pesticider eller kunstgødning i produktionen. Resultatet er altid små aromatiske druer, der giver karakteristiske vine med intens aroma og elegant balance.

Konen Corinna er – siger Alexander i hvert fald selv – hjertet og sjælen i vingården og hun står for salget, kundepleje og bistår ellers Alexander, når vinene skal tilsmages. Svigerinden Diana Fischer hjælper med salget og står for forsendelsen af vinene, mens svigerfaren Manfred Huber hjælper med emballage, pakning, mærkning og levering af vin.

Og det med kvalitet forsøger vinhuset selv at definere med stjernerne på vinene. Der køres efter et princip med 1 til 3 stjerner, hvor 1 stjerne betyder, at der er tale om en hverdagsvin, som afspejler det lokale terroir og aldrig skuffer … som de selv så smukt skriver på vinhusets hjemmeside.

Denne Weißer Burgunder Trocken har 2 stjerner, og det betyder, at det er vin af særlig kvalitet, hvor der ikke høstes mere end 65 hektoliter pr. hektar, mens det øverste niveau med 3 stjerner betyder, at det er vine fra de bedste vinmarker, vine med intens mineralitet og udstråling, hvor udbyttet ligger under 50 hektoliter pr. hektar og hvor vinene hører til nationale og internationale topkvaliteter. Det er i hvert fald målet.

Denne Weißer Burgunder Trocken ★★ er der ikke de store oplysninger om, udover at den både har gæret og er lagret på ståltanke, med andre ord ingen lagring eller anden kontakt med egefade.

Og det faktisk en rigtig lille charmetrold af en vin, som i næsen byder på modne pærer, fersken, svag citrus … og der fornemmes en form for fylde, fedme og sødme. I smagen rammes du først af en smule sødme sammen med fedme, saftighed, gode modne pærer og lidt bitter grape i slutfasen. Trods sødme og saftigheden er der en fin og lækker syre … ikke stringent og syrlig, men en blød syre, selvom konen siger, at den renser hendes tunge. Balancen er helt fin og vinen er svær ikke at kunne li’.

På vinbaren kostede vinen 31€ … men i tyske forretninger omkring 9,80€ … og det er sgu meget fornuftigt.

Rating 5/7 

2012 Weingut Markus Molitor, Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Markus Molitor, Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, Mosel, TysklandTil desserten serverede Gert mere Molitor, nemlig denne Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2011. Og en meget anderledes vin end hans Riesling Alte Reben Saar Trocken.

Marken Wehlener Klosterberg er kernen i vinhusets vinmarker, og den strækker sig op de stejle skrænter omkring selve vingården. Den ligger i en dal lige overfor Zeltingen og vender næsten stik mod syd.

Marken har en tung stenet jordbund af opløste skifer med en høj andel af jern, hvilket er med til at give mineralske vine med sart, elegant frugt. Udover Riesling dyrker Molitor også Pinot Blanc … Weißburgunder på Wehlener Klosterberg.

Denne Riesling Wehlener Klosterberg Kabinet er en tør vin, hvilket man nemt kan se på flasken, idet alle tørre vine fra Markus Molitor har hvid kapsel … eller top, for der er selvfølgelig almindelig prop i vinen. Denne udgave fra Wehlener Klosterberg er høstet med Kabinett sødme i druerne, men gæret ud til en tør vin. Vinen er lavet på ren stål … har ikke ligget på fad overhovedet.

I glasset er vinen langt mindre gul end den på de gamle stokke ved Saar … her mere almindelig lys, klar gul. I næsen er der en ganske lille smule petroleum, men ellers lidt tropiske frugter, gammel kælder, modne æbler, grapefrugt, nødder, mineraler, sødme … sådan fugtig i udtrykket og duften er ganske fantastisk.

I munden er vinen mere syrlig end forventet … meget ren, stålagtig syre med mineraler, grønlige noter. Virkelig frisk, sprød og syrerig med elegance, citrus, lidt pærer og fin lang sød-krydret eftersmag. Har ikke helt samme fornemmelse af fyldighed i smagen, som med 2011’eren, men måske er det bare mig. Balancerer lige mellem 4½ og 5 tommelfingre. Fortsat en voldsom lækker vin.

Gert havde købt vinen på vingården til 12,50€ … hvilket svarer til 93 kr.

Rating 5/7 

2011 Domaine des Espiers, Gigondas Les Blâches, Rhône, Frankrig

2011 Domaine des Espiers, Gigondas Les Blâches, Rhône, FrankrigEfter de oversøiske tog Gert os retur til Europa … helt præcis til adressen Route de Vaison i Vacqueyras i Rhône. Der finder vi nemlig vinhuset Domaine des Espiers, som står bag denne Gigondas Les Blâches.

Domaine des Espiers er grundlagt i 1989 af Philippe Cartoux, som overtog en række vinmarker omkring Gigondas by fra hans familie, som havde ejer markerne siden 1879. Der var i alt 9,5 hektar, fordelt med 3 hektar i appellationen Gigondas, 2,5 hektar i Sablet samt 4 hektar almindelig Côtes du Rhône.

Phillippe ejer dog ikke selv en vingård, men er heldigvis gift med Cécile Dusserre, som selv kommer fra en vinfamilie og driver Domaine de Montvac … som lige præcis ligger på den nævnte adresse i Vaqueyras.

Phillippe laver derfor sine vine i et separat kælderrum på Montvac og hjælper ellers konen med markerne tilhørende Domaine de Montvac.

Phillippes egne marker har siden 2011 været under konvertering til økologisk drift, og han dyrker selvfølgelig nogle af de klassiske Rhône sorter som Grenache, Syrah, Mourvedre og laver faktisk alene 4 forskellige rødvine samt en enkelt rosé, nemlig vinene Gigondas, Gigondas des Blanches, Côtes du Rhône Village Sablet, en almindelig Côtes du Rhône og en Côtes du Rhône Rosé

I kælderen arbejdes der efter opdaterede traditionelle metoder. Philippe Cartoux afstilker kun i de årgange, hvor han skønner det nødvendigt. Der bliver udelukkende brugt naturgær og SO2 i begrænsede mængder. Lagringen af vinene foregår til dels på brugte og nye barriques og demi-muids (600 liters fade).

Denne Gigondas Les Blâches er en enkeltmarksvin fra marklen Les Blâches, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle. Vinen er lavet på 70% Grencahe og 30% Syrah og høstudbyttet ligger ganske lavt med 20 hektoliter pr. hektar. Den har ligget 12 måneder på en blanding af nye og brugte demi-muids. Der laves årligt 3.000 flasker af denne vin.

Og det er sgu egentlig ganske klassisk Rhône … klare Rhône noter i næsen, bl.a. lidt krydderier, lavendel, tørret kød, fin tørhed, brombær, lidt blæk, tobak, svag lakris og ellers lidt tør jord. Ganske appetitlig. I munden en meget ren og direkte frugt, igen stor tørhed, lerjord, blåbær, brombær … sådan ganske dyb, mørk i frugten og lidt krydret i eftersmagen. Dejlig vin og fin til prisen.

Købt hos dkWineImport, hvor prisen er 149 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, Tyskland

2012 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, TysklandPå min geburtstag i november sidste år drak jeg selvfølgelig lidt Spätburgunder, nemlig denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S fra den fremragende Weingut Horst Sauer i Franken … og nu dukker vinen såmænd op igen, blot i en nyere årgang 2012.

Weingut Horst Sauer bor på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive … Bocksbeutelstraße. Men denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S kommer imidlertid ikke i en bocksbeutel, men derimod en almindelig Bourgogne flaske.

Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra. Vingården ligger nedenfor Lump marken – én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved “Winechallenge London” 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S er én af Horsts Erste Lage vine. Druerne kommer selvfølgelig fra marken Escherndorfer Fürstenberg, og er høstet manuelt. Vinen er lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Akkurat som sidst er farven en smule mørkere end Spätburgunder traditionelt er … fortsat fin, teglfarvet transparent … bare ikke sådan voldsom lys. I næsen er vinen heller ikke med den velkendte søde og animalske stald samt våde hunde, men mere en dyb, grøn og krydret næse med kirsebær, stikkelsbær, mynte, godt med røg, egetræ og masser af syre. Typisk frankisk Spätburgunder, som sjældent bliver særligt søde, men lidt mere kantede og anmassende.

Smagen er i samme boldgade som duften. Der er modne kirsebær, men ellers en fin lethed med syrlig frugt, mineralitet og en stram syre,  som klæder de modne frugter og den friske frugt generelt. Syren er meget vedholdende og vinen ender i en lang og syrlig eftersmag med den typiske frankiske stramhed. Lidt maskulin Spätburgunder.

Jeg har tidligere købt vinen i Tyskland på weine.de, hvor prisen var 15,40€ … svarende til 115 kr.

Rating 5/7 

2013 Weingut Juris, Chardonnay Altenberg, Burgenland, Østrig

2013 Weingut Juris, Chardonnay Altenberg, Burgenland, ØstrigFrokost på Bistroteket i dag med fruen min … lidt moules pour moi inkl. fløde, hvidvin, hvidløg og masser af urter samt en croque med koldrøget laks, svampe a la creme & pocheret æg til fruen … og dertil valgte jeg denne Chardonnay Altenberg fra det østrigske vinhuset Weingut Juris.

Og ja … det er et vinhus, som jeg tidligere er stødt på, nemlig da jeg smagte vinen Syrah Juris Villa fra deres vingård i Ungarn. Og det var ganske rigtigt en vin, som jeg var helt oppe at ringe over, da jeg smagte den på vinbaren Falernum i København.

Weingut Juris holder til ved byen Gols ved toppen af Neusiedler søen i Burgenland i Østrig, ikke langt fra grænsen til Ungarn. Vingården er grundlagt tilbage i 1571 og har gennem alle årene været ejet og drevet af familien Stiegelmar.

I dag er det Axel og Herta Stiegelmar, som driver vingården. Axel overtog i 1995 driften efter forældre Georg og Theresia Stiegelmar, som havde drevet vingården siden 1967.

Georg var én af pionererne i Burgenland for produktion af kvalitetsvin og begyndte i 1983 – som én af de første østrigske vinproducenter – at lagre rødvinene på tønder. Farmand Georg var også Winemaker Of The Year tilbage i 1995, og det var ham der fik ”genopfundet” Strohwein i Østrig.

Axel Stiegelmar har efter uddannelse til ønolog på Klosterneuburg arbejdet i Bordeaux hos Château Canon La Gaffeliere og Château la Mondotte, hvorefter han arbejdede i Napa Valley i Californien hos Robert Mondavi Winery og Opus One inden han vendte hjem til den fædrene gård, Weingut Juris.

Navnet Juris har vingården haft efter nogle af forfældrene, som også – som farmand – hed Georg. Da der imidlertid på den tid var flere Georg’er blandt vinbønder i Gols, så ændrede man navnet til den mere østeuropæiske udtale/udgave af navnet, nemlig Juris … og det har vingården så heddet siden dengang.

Vingården er medlem af RWB, hvilket står for Renommierten Weingüter Burgenland og har derudover tre gange vundet Falstaff prisen for bedste rødvin. Familien Stiegelmar er kendt for deres store rødvine og især vinene på St. Laurent er indbegrebet af huset.

Ved vingården i Østrig har familien 25 hektar vinmarker, primært tilplantet med røde druesorter, primært St. Laurent og Pinot Noir. De bedste marker er Altenberg, Eisgrübel og Edelgrund.

De var nogle af de første til at bygge deres vinhus med passiv energi, og har generelt investeret meget i moderne teknologi. Ved vingården i Gols har de fx indrettet vineriet i flere etager, således druesaften kan behandles uden brug af pumper, alene ved hjælp af tyngdekraften fra toppen og nedad.

Moules
Moules – dampede blåmuslinger, fløde, hvidvin, hvidløg og masser af urter – måske endda min bedste portion blåmuslinger nogensinde. Bistroteket kan klart anbefales.

Og så ejer familien altså også lige en vingård i Ungarn, som de købte i 1995. Den er beliggende ved Balaton søen i vinregionen Badascony og har to små parceller – en med Syrah og en med Pinot Gris – på skråningen af en gammel vulkan, der rager ud i Balaton søens nordbred. Det er et område med vulkansk og meget mineralsk jord … og så på en sydvendt skråning lige ned til søen … et perfekt mikroklima for god vin.

Nå, men her har vi imidlertid en Chardonnay, hvor druerne kommer fra marken Altenberg i Østrig. Vinen gærer i store gamle fade og føres derefter på stålfade, hvor vinen ligger med gærresterne i yderligere 6 måneder for øget struktur førend vinen flaskes.

I næsen er der en smule fedme … men ikke massivt, nærmest med lidt mineralitet, flintesten, svag animalsk note, lidt citrus, urter, rosmarin og kærnet smør. Smagen er langt fra fed Chardonnay … her er det syre, jern og mineralitet, som har hovedrollen i teateret. Hvor det dog klæder fru Chardonnay med en stram, præcis og syrlig kjole. Den lidt fede og mineralske næse og den klare, stringente og syrlige smag hånd i hånd. Sådan.

Forhandles af Husted Vin, hvor prisen er 135 kr., men 117 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7

2013 Bodegas Borsao, Tres Picos, Campo de Borja, Spanien

2013 Bodegas Borsao, Tres Picos, Campo de Borja, SpanienByggesjakkets sidst stik under tvekampen blev denne Tres Picos fra Bodegas Borsao … et vinkooperativ, som ligger i udkanten af byen Borja omkring 40 kilometer nordvest for Zaragoza i appellationen D.O. Campo de Borja.

Kooperativet er oprindelig grundlagt tilbage i 1958 som Cooperativa de Borja, og dengang anvendte man allerede navnet Borsao på vinene fra kooperativet. I 2001 blev kooperativet dog slået sammen med de to andre vinkooperativer i henholdsvis Pozuelo og Tabuenca, og så ændrede man samtidig navnet til Bodegas Borsao.

Kooperativet tæller i dag 620 vinavlere, som alle er aktionærer i det nye foretagende og har samlet omkring 1.500 hektar vinmarker fordelt i området, dvs. både omkring Borja, Pozuelo, Tabuenca og Moncayo.

Ja og så ejer de i øvrigt også Bodegas Alto Moncayo, som vi tidligere er stødt på her på bloggen. Dette vinhus er anerkendt og respekteret som én af Spaniens absolut bedste producenter og er helt uden tvivl det bedste hus i D.O. Campo de Borja. Jose Miguel San Martin er én af medstifterne af Alta Moncayo og har også tilknytning til Bodegas Borsao.

Moncayo bjergene giver med deres bløde og kuperede terræn de bedste betingelser for dyrkning af druer, specielt Garnacha – der traditionen tro – udgør 70% af områdets drueproduktion. Nye druetyper som Syrah, Tempranilla, Merlot og Cabernet Sauvignon har med tiden også fået slået rødder i den hårde, tørre og stenholdige jord. Bakkerne er med til at beskytte vinmarkerne, der ligger mellem 400 til 700 meter over havets overflade.

Bodegas Borsao tror på at en god vin “fødes” i vinmarken og de er derfor meget omhyggelige med at høste på det helt rigtige tidspunkt. Ikke for tidligt, da det vil give stramme og snerpende vine, og ikke for sent, da vinene så vil blive slappe og i bedste fald marmeladeagtige.

Når druerne er høstet, gennemgår de en ekstra kvalitetskontrol inden de bliver sendt ind i vineriet. Vinhuset følger løbende med i den teknologiske udvikling for at efterstræbe den bedst mulige kvalitet og i vineriet styres den rette temperatur i gæringstankene derfor elektronisk.

Denne Tres Picos er 100% Grenache fra 35-60 år gamle vinstokke, maceration på 20-25 dage og lagret på nye franske fade i 5 måneder.

I glasset er vinen ganske mørk, næsten sort og har duftnoter af voldsomt modne kirsebær, blommer, mejeri, velhængt kød og derudover masser … ja, masser af chokolade, lakridss, kanel og vanilje. Vi snakker ingredienser nok til at bage en kage. I munden er vinen tilsvarende opulent med chokolade, kaffe og kakaso … samt modne bær, fylde og kraft. Vinen er ganske blød og rund og virkelig meget behagelig. Virkelig vellavet solmoden vin, men en tand for opulent til mig.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 209,95 kr. ved 1 flaske, men mere beskedne 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7  

2009 Borgo Scopeto, Borgonero IGT, Toscana, Italien

2009 Borgo Scopeto, Borgonero IGT, Toscana, ItalienStarten på vinbattlen startede med denne italienske supertoscaner Borgonero IGT fra vinhuset Azienda Agricola Borgo Scopeto, som ligger lige ved Castelnuovo Berardenga omkring 15 kilometer nordøst for Sienna.

Borgo Scopeto har sine rødder helt tilbage fra 1079, hvor det ifølge gamle dokumenter var en befæstet bebyggelse tilhørende katedralen og bispen i Siena. Det flotte tårn på ejendommen er bygget i 13. århundrede og var en del at et større forsvarsværk.

I begyndelsen af det 14. århundrede forærede kirken ejendommen til en af de mest betydningsfulde familier i Sienna, nemlig familien Sozzini, som ejede slottet i flere hundrede år. De gjorde Borgo Scopeto til et mødested for humanister, kunstnere og digtere – ofte anklaget for kætteri og på flugt fra kirken.

Og selvom der er produceret vine på stedet i flere hundrede år, så var det først i 1990 at vinene blev lavet og solgt under slottets eget navn. Siden 1998 har Borgo Scopeto været ejet af Elisabetta Gnudi som også ejer andre vingårde i Toscana, bl.a. Altesino, Caparzo og la Doga. Det er også Elisabetta som sammen med vinmageren Simone Giunti står bag produktionen af alle vinene fra Borgo Scopeto.

Borgo Scopeto har samlet 503 hektar jord, men heraf er 70 hektar alene vinmarker, hvor der dyrkes sorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot, Trebbiano og Malvasia. Derudover har slottet også over 5.000 oliventræer og så omfatter driften også et lille hotel … Relais Borgo Scopeto.

Denne Borgonero IGT er lavet på 40% Sangiovese, 20% Syrah, 20% Cabernet Sauvignon og 20% Merlot. Alle druer kommer fra slottets egne vinmarker i Vagliagli og Castelnuovo Berardenga. Produceret med macerationsrtid på 16 dage, hvorefter vinen er modnet 16 måneder på franske 500 liters egetræsfade. Efterfølgende er vinen lagret i yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen fornemmes en mørkere vin, lidt muldjord, rå champignon, blommer, kirsebær, let tobak, en smule alder, tørrede urter og lidt læder. I munden er vinen dejlig blød med solbær, lakrids, blæk, chokolade og beskedne tanniner. Der er ikke megen syre eller tanniner, og har dermed ikke de helt klassiske italienske gener.

Forhandles af Vildmedvin, hvor prisen er 169 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Julia Bertram, Arhweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandEt must til en hyggelig weekend BØR, MÅ & SKAL ubetinget være, at der kommer lidt Spätburgunder på bordet. Det havde jeg selvfølgelig også sørget for med denne Ahrweiler Spätburgunder fra den yndige Julia Bertram … den tidligere vindronning, vinzerprinsesse, Weinkönigin mit weiter.

Nu er det jo ikke længe siden, at jeg skrev et blogindlæg om den smukke og dygtige vinmagerin … nemlig da jeg smagte hendes Handwerk Spätburgunder. Så læs det, hvis du vil vide lidt mere om Julia. Pist drenge … i blogindlægget er der også et foto af den søde kvinde.

Handwerk er Julias entre-level vin, mens denne Ahrweiler Spätburgunder er den nærmeste storesøster, lige over Handwerk. Det er alene en kommunevin fra Ahr og alene Julias anden årgang. Den er – som alle Julias vine – lavet i kæresten Benedikt Baltes kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken, selvom det er en raceren Ahrvin.

Fedt ord i øvrigt …. Ahrvin. Og når vi nu er i afdelingen for underfundigheder, så deler Julia også sit navn med én af hovedpersonerne i Jane Austens novelle Mansfield Park, nemlig unge Julia Bertram, yngste datter af Sir Thomas og Lady Bertram. Hun nærer stærke følelser for Mr. Crawford, som imidlertid er forelsket i Julias smukke storesøster Maria Bertram.

Her er det dog Ahrweiler Spätburgunderen, som er storesøsteren. Og den nærer jeg – på samme måde som lillesøsteren – store følelser for. På den måde er jeg meget rummelig med en indlevelse, som var jeg med i en novelle med romancer, intriger, forviklinger og skønne scener.

Og som i alle gode noveller, så ender historien smukt … her med en næse med lyse bær, ribs, hindbær … virker kølig i udtrykket med grafit, mentol, let peber, mineraler og syrlige noter. Det animalske islæt … stalden … er lidt hengemt i aromaen, men bestemt til stede, hvilket jeg selvfølgelig er et must i god tysk Spätburgunder.

I munden er det nærmest stringent, grumset og syrlig saftevand med hindbær, kirsebær og nogle elementer af jern samt noter af grønne blade, kridt, mineraler og virker måske pt. lidt mere kantet og kølig end lillesøsteren. Det er fortsat feminint og elegant med stor tørhed, tørre tanniner, krydderier og peber.

Vi har dog taget blondedugen af bordet og lagt en pæn, hvid og sart damaskdug på i stedet for. Men alle i det fjandske sommerhus var dog vilde med vinen. Og det er ganske forståeligt. Klasse … og jeg havner på samme rating som Handwerk, nemlig 5 fede, solide og fortjente tommelfingre op.

Købt hos Martin hos Extra Brut Vinimport, pris 145 kr.

Rating 5/7