2010 Raymond Renck, Pinot Gris Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, Frankrig

Med næste vin bliver vi i en Beblenheim, ja endda på samme vej, nemlig Rue de Hoen. Kooperativet Cave de Beblenheim holder til i nummer 14, men i nummer 11 finder vi det lille vinhus Raymond Renck, som står bag denne Pinot Gris Sonnenglanz Grand Cru, sidste vin fra onsdagens bestyrelsesmøde.

Vinhuset – som man finder bag en stor, sort port på adressen – ejes og drives af Colette & Gérard Schillinger Renck, og er et lille familieforetagende, som har lavet vin her i generationer.

I dag sker produktionen og salget dog gennem et selskab, et såkaldt EARL … et firma med begrænset hæftelse, lidt som et danske aktieselskab.

I Frankrig anvendes selskabsformen primært indenfor landbruget for at separere ejendomme fra selve driften.

Domaine Raymond Renck laver almindelige AOC Alsace vine, Grand Crus, Crémant d’Alsace, Sélection Grains Nobles samt Vendanges Tardives. Og selvfølgelig på de gængse druer i Alsace.

Der findes ikke mange oplysninger om vinhuset, og jeg har heller ikke fundet ud af, hvor mange hektar vinmarker, som huset ejer. Kan dog se, at de har parceller på to Grand Cru marker, nemlig markerne Schoenenbourg og Sonnenglanz, og det er netop fra sidstnævnte, at denne Pinot Gris Sonnenglanz Grand Cru kommer.

Vi kaster os i stedet ud i smagsnoterne på vinen, som i næsen er ganske kødfuld med sødme, kvæde, mandler, nødder samt en smule honning. I munden er vinen meget blød, blid og rund … med sødme, nødder … men også lidt flad i udtrykket. Mangler måske lidt syre, men til osten en fortræffelig ledsager. Den lidt flade, søde nøddesmag er perfekt til ost.

Købt på vingården, og prisen ukendt.

Rating 4,5/7    

2012 Cave de Beblenheim, Heimberger Muscat Médaillé, Alsace, Frankrig

Kogte hvide asparges, skinke og hjemmelavet mayonnaise … kongespise, intet mindre. Kongespise. Hertil passer fx en hvid Muscat vin, og det blev denne Heimberger Muscat Médaillé fra kooperativet Cave de Beblenheim, selvfølgelig beliggende i byen af samme navn, og tæt på byerne Riquewihr og Zellenberg.

Cave de Beblenheim … eller Cave Coopérative Vinicole de Beblenheim, som det rettelig hedder, blev oprettet i 1952 af en række vinbønder, der besluttede at samle deres ekspertise for at arbejde mere effektivt.

To år senere fik kooperativet deres første guldmedalje. Og generelt er dette kooperativ kvalitetsmæssigt i den høje ende, bl.a. modtog kooperativet i 2010 også 9 guld-, 7 sølv- og 2 bronzemedaljer ved Concours des Vins Paris.

I dag er kooperativets vingård omdrejningspunktet for ikke mindre 150 lokale vinbønder med mere end 285 hektar vinmarker på tværs af fem landdistrikter.

Og der laves en del vine på kooperativet. Vinene er opdelt i forskellige serier, nemlig Médaille et Réserve, Vieilles Vignes, Tradition, Hospices de Strasbourg, Spécialités, Grand Crus, Vendanges Tardives, Sélection de Grains Nobles samt lidt Crémant. Og der laves vine på druerne Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewurztraminer samt Pinot Noir.

Her har vi husets Heimberger Muscat Médaillé d’Or Paris Concours, som er lavet med druer høstet omkring Beblenheim, lavet helt traditionelt af den klare saft med temperaturstyret gæring på kar et par måneder, hvorefter vinen hviler på flaske et par måneder. Kooperativet skriver, at vinen passer godt med asparges … helt perfekt.

I næsen er der lidt hyld, sødme, karameller, gammel kælder … mug er ikke det rigtige ord, men lidt i denne boldgade, men på den gode måde. I smagen er der også nødder, kvæde, sødme … men også en tand flad i udtrykket.

Købt på kooperativet, hvor prisen er 6,30€ … eller omkring 47 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Pettenthal ***, Rheinhessen, Tyskland

Med fare for at gentage mig selv, så kunne jeg nu skrive … at hvis Weingut Georg Gustav Huffs Spätburgundere er fantastiske, så er det også ganske rammende for hans hvidvine. I hvert fald er denne Riesling Pettenthal – markeret med 3 stjerner – en ganske imponerende og charmerende vin.

Vinhuset ejer – som tidligere skrevet – bl.a. markerne Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg … alle beliggende på Der Rote Hang, og det er netop fra Niersteiner Pettenthal, at druerne til denne Riesling Pettenthal kommer.

Jeg har tidligere smagt Pettenthal Riesling, bl.a. fra Kühling-Gillot, og marken er da også en Grosses Gewächs, altså den tyske betegnelse for en Grand Cru mark. Det er noget af det bedste Riesling, som jeg har fået fra det område.

Det er selvfølgelig også derfor, at nogle af Tysklands bedste vinhuse har parceller på Pettenthal, bl.a. Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken er allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

Som nævnt er Pettenthal en del af Der Rote Hang, og i den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Weingut Georg Gustav Huff markerer, at det er en Grosses Gewächs mark med 3 stjerner på vinen. Og at Huff kan lave god Riesling kan også dokumenteres via de anerkendelser, som huset har opnået for specielt deres Riesling vine. De har således flere gange fået prisen Pro-Riesling Ehrenpreis af DLG samt igennem mange år en Staatsehrenpreis samt Bundesehrenpreis fra DLG.

DLG er ikke det danske Dansk Landbrugs Grovvareselskab, men derimod DLG-Qualitätsprüfung für Wein und Sekt, en organisation som bl.a. hvert år laver en DLG-Wein-Guide. Vinhuset har også 2 druer i Gault Millau.

Nå, men lad os smage denne Riesling Pettenthal, som duftmæssigt er voldsomt koncentreret med hyld, eksotiske frugter, fersken, pærer, lemon, grapefrugt. let petroleum, våde fade og et slat nødder … intens og pragtfuld. I glasset virker vinen nærmest fed og fedmen går igen i smagen, som næsten bliver let perlende, men har en sindssyg flot elegance. Det smager bare godt.

Købt på vingården, men kender ikke prisen. Vil gætte på omkring 15€ … og hvis det passer, så er det voldsomt billigt. Til sammenligning koster Kühling-Gillots Riesling GG Pettenthal ikke mindre end 349 kr. herhjemme.

Rating 6/7  

2011 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Élevé en Barriques, Alsace, Frankrig

Sidste Pinot Noir onsdag blev denne Pinot Noir Élevé en Barriques fra det velkendte Domaine Sipp Mack, som ligger ved foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé.

Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere – i 1959 – blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn Jacques sammen med sin amerikanske kone Laura overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.

Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Produktionen har siden 2010 været under omlægning til økologisk BIO Ecocert certificering, og målet er at forbedre druerne endnu mere, bl.a. med brug af kompost, bioklip og minimal bearbejdning af jorden, bl.a. lader man nu græsset gro mellem vinstokkene.

Denne Pinot Noir Élevé en Barriques er produceret ved af de afstilkede druer er udblødt i en uge, hvorefter de forsigtigt er presset. 75% af druerne er lagret 12 måneder på nye franske egetræsfade, mens den resterende del er lagret på store foudres. Vinen er flasket med en let filtrering.

Duftmæssigt ikke så meget … næsten lidt neutral … lidt som et stikke hovedet ind i et halvtomt køleskab. Der er lidt røde bær gemt væk et sted, sådan lidt kirsebæragtigt. Til gengæld afslører vinen mere i smagen, som er syrlig, grøn og der er godt med tanniner. Vinen har en typisk Pinot Noir lethed og en klassisk elegance, som bider, vrider sig og viser tænder. Jeg gættede straks fransk … og det var korrekt.

Sipp Mack forhandles af Jysk Vin, men denne er vist ikke i sortimentet. Købt på vingården, men kender ikke prisen. Vil gætte på omkring 15€.

Rating 4,5/7   

2009 Cline Cellars, Sonoma Coast Cool Climate Pinot Noir, Californien, USA

Vinene på Pinot Noir fortsatte onsdag aften, så jeg beklagede mig bestemt ikke. Med næste vin forlod vi dog Europa. Vinen er nemlig en Sonoma Coast Cool Climate Pinot Noir fra Californien i USA og kommer fra vinhuset Cline Cellars, som ejes og drives af Fred Cline.

Fred grundlagde Cline Cellars i 1982, da han købte en lille vingård i Oakley i Californien med pengene fra en lille arv efter sin morfar, Valeriano Jacuzzi, som var én af syv Jacuzzi brødre, som opfandt Jacuzzi boblebadet.

Fred var én af de første amerikanske vinmager til at plante de franske Rhône sorteri Californien, og han er også én af ​​de oprindelige Rhone Rangers.

Rhône Rangers er en sammenslutning af amerikanske vinproducenter, som producerer og markedsfører amerikanske vine, som laves efter forbilledet i Rhône, og gruppen omfatter bl.a. den legendariske Randall Grahm fra Bonny Doon Vineyard, Joseph Phelps fra Joseph Phelps Winery, Bob Lindquist fra Qupé Wine Cellars og en række andre andre kendte producenter.

I 1991 flyttede Fred og hustruen Nancy imidlertid vinhuset fra Oakley til en 350 hektar stor ejendom i Carneros regionen i Sonoma Valley. Ejendommen i Sonoma var oprindelig fra 1850’erne og havde haft en omtumlet tilværelse som mejeri, dambrug og seneste med hesteopdræt.

Stedet havde før den tid endda været tidligere indiansk Miwok landsby. Der har man en fantastisk udsigt over Carneros Valley. Smagerummet på ejendommen ligger i en bygning oprindeligt fra 1850, omringet af varme kilder, kæmpe træer og ikke færre end 5.000 rosenbuske. Stedet er et besøg værd!

Cline Cellars har fået adskillige udmærkelser for deres fyldige og komplekse Zinfandel vine og for deres vine i Rhônestil. I dag er Cline Cellars bedst kendt for produktionen af ​​deres vine på gamle vinstokke. På husets marker i Oakley finder man Mourvèdre, Carignan, Grenache, Palomino og Zinfandel.

Vinstokkene spænder i alder fra 80 til 120 år. Omkring 42 hektar Carignan og Zinfandel vinstokke blev plantet mellem 1906 og 1925 og 14 hektar af Mourvedre vinstokke kan dateres tilbage til 1920.

Vinmager på Cline Cellars har siden år 2000 været Charlie Tsegeletos, som også kommer fra en familie af vinproducenter, bl.a. havde hans oldefar, Guippe Guidotti, produceret vin i Guerneville området i Sonoma County i 1930’erne. Før Cline Cellars havde Charlie arbejdet hos Pendleton Winery, Hacienda Wine Cellars, D’Agostini Winery og Glen Ellen Winery.

Hos Cline Cellars er naturlig produktion i højsædet, bl.a. med brug af får for at fjerne ukrudt i vinmarkerne, og brug af kompost-te som gødning. Det er endvidere Californiens næstestørste soldrevne vingård, idet Cline Cellars har ikke mindre end 34.625 kvadratmeter solpaneler.

Druerne til denne Sonoma Coast Cool Climate Pinot Noir kommer fra husets marker i regionen Petaluma Gap i Sonoma Coast appellation. Lige dér får vinstokke en afkøling fra den nærliggende kyst. Det betyder, at druerne modnes langsomt og udvikler komplekse smagsnuancer. Samtidig er markerne ofte dække at tåge fra havet, og det er samtidig også med til at afbøde dagtimerne under den stærke sol og høje varme.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men har lagret 9 måneder på fransk eg, heraf 30% nye medium brændte fade.

Og duftmæssigt en lidt sjov fætter med sød karklud, kælder, jordbær, vanilje, våde fade, alder, chokolade, en lidt sur/sød note, bivoks, blommer og fazermint. Ganske interessant. I smagen finder man dog Pinot Noir lethed sammen med jern, mineraler, jod … og igen den lidt sure og søde smag. Vinen har en fin lethed og virker bestemt ikke tung … blot lidt besynderlig.

Forhandles herhjemme af Vinoble, pris 169 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Weingut Georg Gustav Huff, Frühburgunder ***, Rheinhessen, Tyskland

Hvis Huffs almindelige Spätburgunder er virkelig god, så er deres Frühburgunder ikke mindre end fremragende, og netop Weingut Georg Gustav Huffs Frühburgunder – markeret med 3 stjerner – var næste vin i rækken til onsdagens bestyrelsesmøde. Det var efter min mening også aftenens bedste vin.

Og det med de 3 stjerner, som indikerer vingårdens bedste vine, har vi set anvendt før. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om Weingut Alexander Laible og Weingut Holger Koch, som også begge anvender *** som tegn på, at vinen er fra husets bedste marker, oftest Grosse Gewächse marker.

Huff familien har i alt 17 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Riesling, Spätburgunder, Dornfelder, Müller-Thurgau, Portugieser, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder samt en række mindre sorter. Det bliver samlet til en årsproduktion på 170.000 flasker vin.

Blandt de bedste marker ejer familien parceller på Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg … alle beliggende på Der Rote Hang. Der Rote Hang strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Den samlede område er på omkring 180 hektar.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord, så er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion, og nogle af de bedste producenter her er da også vinhuse som Heyl zu Herrnsheim og Gunderloch.

Jeg har – som med forrige vin – ikke de store oplysninger om denne Frühburgunder, udover den er én af husets røde topvine, og har lagret på eg. Måske kommer druerne fra de 3 nævnte marker, men det bliver alene gætværk. Til gengæld smager den afsindigt godt, og det er sikkert.

I næsen den lækre, søde ko-/hestestald, lækker animalsk med supplerende noter af vanilje, mynte, estragon, brændte figner, brombær, hindbær, let lakrids, grønne blade … hvor er det dog bare sindssygt elegant. Smagen har godt med eg, hindbær, syrlige kirsebær og måske er vinen lidt mere “jammy” og fyldig end de foregående vine. Ellers er det måske bare mere koncentreret smag, for den er samtidig let og meget præcis i udtrykket. Hold da op, hvor smager den godt.

Købt på vingården, pris omkring 15€ … eller ca. 112 kr., og det er ren tyveri. En no-brainer … køb, køb, køb.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder im Holzfass gereift, Rheinhessen, Tyskland

På den berømte Der Rote Hang – den røde hældning – ved byen Nierstein-Schwabsburg i Rheinhessen finder vi en lille, spændende producent, nemlig Weingut Georg Gustav Huff, som står bag næste vin i rækken … en Spätburgunder im Holzfass gereift.

Vingården ejes og drives af ægteparret Dieter og Helga Huff sammen med deres to sønner Daniel og Stefan. Dieter overtog driften i 1989, men gården har været i familiens eje i over 300 år. Det var oprindeligt den schweiziske indvandrer Georg Gustav Huff, som grundlagde vingården i 1710.

Dieter er Winzermeister og Weinbautechniker, som det så smukt hedder, men han er begyndt at trække sig tilbage, og har i dag overladt det meste af produktionen til sønnerne, så Dieter står mest for markarbejdet.

Daniel er den ældste søn og er i dag ansvarlig vinmager på vingården med speciale i de hvide vine. Daniel har 3 års uddannelse som ønolog og bl.a. arbejdet i Mosel. Stefan er den yngste af sønnerne, og er først uddannet Weinbautechniker og har efterfølgende arbejdet i både Ahr, Rheinhessen, Østrig og Australien. Hans interesse er primært de røde vine.

Og her har vi netop én af de røde, en herlig lille Spätburgunder fra Huff … ikke de store oplysninger om vinen udover, at den har lagret på eg.

Duftmæssigt sød stald, animalsk, rustik, jordbær og virker samtidig meget let i udtrykket. Lover godt. I munden en lækker balance … sødmen er måske en anelse for meget i front, men der er godt med frisk frugt, kirsebær, eg, lidt søde krydderier og et let syrligt bid i eftersmagen, hvilket egentlig klæder vinen.

Købt på vingården, pris ukendt … men vil gætte på omkring 10€ … eller ca. 75 kr. Et rigtigt godt køb.

Rating 5/7 

2012 Cave Vinicole de Hunawihr, Pinot Noir 8, Alsace, Frankrig

Vi fortsatte i Pinot Noir sporet, selvom denne Pinot Noir 8 fra Cave Vinicole de Hunawihr i Alsace ikke var ligeså nem at gætte som forrige vin. Lidt sjovt, da jeg tidligere har smagt vinen, blot i en årgang 2009. Dengang var det vist også på et bestyrelsesmøde hos formanden.

Vinhuset ligger – som navnet jo selvfølgelig antyder – i byen Hunawihr, en 6-8 kilometer nord for Colmar.

Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, hvor vinbønderne var i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange cave coopératives – kun 3-4 stykker. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden, og det blev til Cave Vinicole de Hunawihr. De første vine blev fremstillet allerede i 1955.

Siden er Cave Vinicole de Hunawihr vokset fra 90 hektar vinmarker til over 200 hektar i dag, og der er nu tilknyttet 130 vinavlere til kooperativet, som i dag sælger over 1,6 mio. flasker vin hvert år.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring. Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang.

Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.

Nå, men denne Pinot Noir har navnet/tallet 8. De skyldes, at druerne til vinen kommer fra 8 forskellige parceller ejet af 8 forskellige vinbønder i Alsace. Druerne til vinen er afstilkede og efterlades derefter i kar i 10 til 12 dage. Vinmageren på kooperativet hedder Nicolas Garde, og han har valgt at give denne vin barriques, og det klæder bestemt vinen.

I næsen er der rød frugt, peberfrugter, tobak, eg og godt med grønne noter, sidstnævnte som sidst jeg smagte vinen. Også let animalsk og samtidig lidt mørkere og mere syrlig i udtrykket end foregående vin. Pinot Noir duften er ikke så tydelig i denne vin.

Smagsmæssigt er vinen også lidt kantet … næsten firkantet med syre, lyse frugter, hindbær, granatæbler, tørhed og tanniner. Der er også en lethed over vinen, som burde spore én ind på Pinot Noir, men syren lægger sig højt i ganen og giver en lidt sprittet og grøn eftersmag. Jeg synes, at 2009’eren var bedre end denne 2012’er.

Købt hos Cave Vinicole de Hunawihr, hvor prisen er 12,15 €

Rating 4/7 

2012 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder, Baden, Tyskland

Onsdag før Kristi Himmelfartsdag kan vel næsten betegnes som en mini-fredag? I så fald en god anledning til at åbne lidt vin, og det havde formanden i Randers Vinlaugh sørget for til aftenens bestyrelsesmøde. Og det startede endda i rigtig fredagsstil med denne Spätburgunder fra Weingut Franz Keller … også kendt som vinhuset Schwarzer Adler, den sorte ørn.

Vinhuset er etableret af Franz Keller, men i dag er det 4. generation i form af Fritz Keller, som driver vingården i den lille by Vogtsburg-Oberbergen. Og det er efterhånden en større historie, idet vingården i dag er på 57 hektar.

Lige så lidt som der sker i den lille søvnige by, lige så meget sker der på Schwarzer Adler. Ud over vinbruget og en flot butik med vinsalg berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har én Michelin stjerne samt en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

På restauranten kan gæster bl.a. vælge vine fra Chateau Margaux fra årgang 1937 og 31 årgange frem, Château Lafite-Rothschild ligeledes fra årgang 1937 og 28 years frem, Château Mouton-Rothschild fra 1918 og 33 år frem, blot for at nævne nogle. Det vidner vist om en lidt omfattende vinkælder. Det var den gamle Franz Keller senior, som døde i 2007, som samlede de værdifulde flasker.

Som nævnt har vinhuset 57 hektar vinmarker, og den seneste erhvervelse er marken Achkarrer Schlossberg, som Weingut Franz Keller købte i foråret 2009. Det er en 4.400 kvadratmeter stor mark … en af de bedste i området med sort vulkansk jord, stejl som bare pokker, hvilket betyder at alt arbejdet på marken sker manuelt. Derudover er en del af marken omgivet af en historisk gammel mur med en højde op til 4 meter.

Denne Spätburgunder kommer imidlertid ikke fra dén mark, men derimod fra forskellige af husets marker. Det er en Gutswein, dvs. en entry-level Spätburgunder fra Franz Keller Schwarzer Adler og en søstervin til vinen Jedentag, som dog er lavet på druerne Cabernet Dorsa, Dornfelder, Lemberger og Spätburgunder.

Duftmæssigt den klassiske søde kostald, hindbær, let røg og lidt eg. I munden smages med det samme, at det er Pinot Noir, men vinen har en lidt skarp kant, er lidt peberkrydret og ellers våde fade, kirsebær og lidt lakrids. Er meget frisk og har en god syrlig frugt, syre og godt med bid. Smagt blindt … men drue og land selvfølgelig gættet uden problemer.

Ikke fundet vinen herhjemme, men vil gætte på, at den koster omkring 10€ i Tyskland.

Rating 4,5/7 

Vinfestival hos Jysk Vin 9. maj 2015

Det var tilbage i oktober, at Jysk Vin sidst afholdte vinfestival … og jeg er vel efterhånden trofast deltager. Dels er der lejlighed til at smage mange spændende vine, dels render man ind i masser af venner/bekendte og så er der også lejlighed til at snakke med vinmagere og repræsentanter fra forskellige vinhuse rundt om i verdenen. Det synes jeg er ganske sjovt og interessant.

Denne gang havde jeg dog begrænset tid … alene to timer, så derfor smagte jeg alene et par vine fra hvert vinhus. Og samlet var der 7 vinhuse repræsenteret, så der kunne smages 66 forskellige vine. Så der var – for de tørstige – rigeligt at gå i krig med. Jeg nøjedes med små prøver fra vel samlet 19-20 vine, men egoistisk nok fra den bedre ende, selvom jeg dybest set går ind for, at man smager alle vinene i en vingård produktion … og ikke kun de dyreste.

Som det plejer, så var det et flot arrangement fra Jysk Vins side. Udover vinene var der smagsprøver på øl, ost og lidt brød til.  Og specielt ostemanden havde godt travlt  … bl.a. med et super slagtilbud og med at præsentere nogle udvalgte oste.

Jeg har ikke taget smagsnoter af de smagte vine. Dertil er der for mange vine, for mange mennesker, for megen uro. Det vil ikke yde vinene retfærdighed. Vinene skal nydes, hvor der er tid til fordybelse, men på sådan en vinfestival får man alligevel et godt indtryk af, hvilke vine man senere skal ha’ kigget nærmere på. Og der var rigtig mange spændende vine.

Vi startede vores rundtur i Tyskland, nemlig hos Weingut Josef Rosch, som driver en lille 8,5 hektar vingård i byen Leiwen i Mosel.

Weingut Josef Rosch

Josef Rosch
Og vinhuset har repræsenteret af ejerne selv, nemlig Werner Rosch samt hustruen Renate. På billedet ser vi netop Werner, som fortæller lidt om hans sprøde hvidvine. Jeg smagte alene to vine fra huset, nemlig deres Riesling J.R. Junior samt deres Leiwener Riesling Feinherb. Specielt sidstnævnte imponerede med god syre, balance og uden så megen sødme, som man ellers kunne frygte af en Feinherb.

Weingut Robert Weil

Robert Weil

Nicolas Pfaff
Et kendt hus, som jeg ofte har smagt vine fra. Og det er altså bare herlige vine. Jeg snakkede med husets eksportchef Nicolas Pfaff, som fortalte lidt om huset og deres vine. Han fortalte, at de tidligere har lavet røde Spätburgundere, men da deres kompetence primært ligger på de hvide vine, så har de rykket alle rødvinsstokke op og plantet Riesling.

Vi smagte husets topvin, Kiedricher Gräfenberg Riesling Erstes Gewächs i både årgang 2011 og 2012, hvor 2011’eren havde den lækreste næse, mens 2012’eren nok er mere frugtrig og ligefrem. Derudover smagte vi en 2007 Riesling Spätlese Halbtrocken, hvor der også var godt med herlig petroleum i næsen. Hmmm, lækre vine.

Domaine de Poulvarel

Domaine de Poulvarel

Pascal Glas
Fra Tyskland til Frankrig, nemlig til Domaine de Poulvarel, hvorfra jeg mødte ægteparret Pascal og Elisabeth Glas. Vinhuset ligger i byen Sernhac i Costières de Nimes appellationen, og Pascal overtog familiedomænet på 10 hektar i 2004. Pascal Glas havde på dette tidspunkt arbejdet i kældre hos forskellige Sydfranske vinproducenter gennem 25 år.

Et par rigtig søde mennesker, og fra huset smagte jeg Les Perrottes og Les Agapans, fine Rhône vine. De havde godt humør, og jokede med, at Pascal lavede vinene og Elisabeth drak dem. De virkede nu til at være meget arbejdssomme begge to.

Poggio Bonelli

Poggio Bonelli

Francesca Elia
Fra det italienske … og mere præcist det toscanske vinhus Poggio Bonelli mødte vi den søde Francesca Elia. Hun arbejder med salget hos Bonelli og er derudover sommelier. Vinhuset ligger i byen Castelnuovo – lige i hjertet af Chianti. Vi smagte da også husets Chianti Classico Riserva samt deres IGT vin Poggiassai Toscana, begge fremragende vine, som jeg vist skal udforske mere. Nogle af de vinøse højdepunkter denne eftermiddag.

Bosco Agostino

Bosco Agostino
Bosco Agostino ligger i La Morra, og på billedet ser vi ejeren og vinmageren Andrea Bosco, en charmerende og vidende vinmager, som fortalte om vinene og deres vingård. Bosco har sine marker to steder, nemlig marken Neirane i det nordligste del af Piemonte og marken La Serra lidt længere mod syd. Og med forskellig terrior, hvor Barolo’erne fra Neiranne er mere bløde og runde pga. jordbunden med løs sand … og Barolo’erne fra La Serra mere rå og kantede pga. jordbunden med ler og kalk.

Vi fik en lang snak om vinene, terrior og forskellene … og jeg endte med at smage alle de fem vine, som Andrea skænkede.

Stefano Accordini

Stefano Accordini
Fra Veneto vinhuset Stefano Accordini mødte vi Paolo Accordini. Azienda Agricola Accordini Stefano er et lille familieforetagende, som laver nogle fremragende vine. Jeg er sådan set lidt Amarone modstander, idet Amaroner ofte smager som rosinvand. Men nogle gange render man ind i fantastiske Amaroner … og vinene fra Accordini hører til i denne klasse.

På billedet får vinbuddy Jesper en fortælling om vinene fra Accordini. Paolo er en særdeles rar fyr, og vi fik en lang snak om Amaroner. Vi drillede ham lidt med husets topvin Amarone Classico Vigneto il Fornetto, hvor etiketten har “lånt” inspiration fra Amaronerne fra Dal Forno og Quintarelli … og måske Ernesto Ruffo. En lidt håndlavet etikette, men indholdet fejler heller ikke noget …. hold da op, Amarone i top, topklasse.

Jeg smagte Accordinis Paxxo Rosso del Veneto, hans Amarone Classico Acinatico samt topvinen Amarone Classico Vigneto il Fornetto.

Familia Zuccardi

Familia Zuccardi

Luis Suriani
Sidst vinhus var Familia Zuccardi, som ligger i Menzoda i Agentina, ja helt præcis i Valle de Uco. Fra firmaet mødte vi husets eksportmanager Luis J. Suriani, som fortalte om vinhuset og det at lave vine i Mendoza. Vi fik bl.a. en lang snak om terrior, hvor Mendoza området er meget forskelligt og blot indenfor 5 kilometers afstand kan have helt forskellig undergrund.

Vi snakkede om tilførsel af vand fra Andesbjergene via omfattende vandingskanaler og Luis fortalte også om de specielle – nærmest koniske – betontønder, som vinhuset anvender i produktionen af vinene. Luis fortalte også, at vinhuset har over 800 hektar vinmarker og er Argentinas 3. største vinproducent efter Peñaflor, som vi kender fra Trapiche vinene, samt Catena. Ja, vi fik i det hele taget en god snak om vin.

Vi smagte også et par vine fra huset, bl.a. deres Q på henholdsvis Malbec samt Cabernet Sauvignon, deres Tito Zuccardi og Zeta Zuccardi.

Sammenlagt blev det et par særdeles hyggelige timer for mig. En tilbagevendende begivenhed … og jeg kommer helt sikkert tilbage igen.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger