Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2014 Weingut Solveigs, Phyllit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Solveigs, Pinot Noir Phyllit, Rheingau, TysklandVi sluttede med nyeste årgang og vinen Pinot Noir Phyllit, der er lavet med de yngste druer fra Weingut Solveigs marker omkring Assmannshaus.

I glasset er vinen også ganske lys, purung og transparent, hvilket også falder i tråd med duften, der ligeledes er lys med blomstereng, frisk, ungdommelig og parfumeret. Det er dejligt lyst, en smule fadnoter, røg, kanel og møver sig frem med spidse albuer, frisind og helt ubekymret.

Smagen er også let, frisk og mineralsk. Det er lyse, friske bær, hindbær, ribs, blomster og samtidig easygoing. Samlet er det en ung smuk pige med lyst hår, krøller og rap kæft og Houlberg balancerer lige mellem 4½ og 5 fede tommelfingre.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Weingut Solveigs, Micke Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Solveigs, Pinot Noir Micke, Rheingau, TysklandPinot Noir Micke fra Weingut Solveigs i samme årgang som foregående vin – altså 2013 – blev eftermiddagens næstsidste vin på Restaurant Domestic.

Næsen er mere markant end Steil, mere syre og mere krydret og virker klart alt, alt for ung endnu. Frugten er endda lidt mørkere og varmere og der blander sig også nogle egenoter,

I munden har vinen masser af frugt, lys, syrlig og stringent frugt, men en kende mørkere og med mere fedme i frugten end Steil. Det er lidt vilde bær, grønne bio kanter, men smager rigtigt godt. Jeg vil dog klart vurdere, at denne vin bør gemmes nogle år, for virker endnu alt, alt for ung.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandJeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog kæmper sig ufortrødent videre gennem de mange Weingut Solveigs vine … og nu er vi nået til 2012 med Pinot Noir Present.

2012’eren er også lidt særegen og fremstår klart lysere end forgående 2011. Det er også mere parfumeret, sådan nærmest med lidt jordbær drikkeyoghurt, hindbær, blomstersæbe, håndsæbe og med masser af lys syre, røg, lak og fernis, men samlet lys. streng og lidt grøn aroma med de blomstrede elementer.

Smagen er dog blød, afbalanceret med tanniner, men rund og ganske helstøbt, i hvert fald i forhold til foregående. Det er smagsmæssigt også en lysere vin, lidt speciel og fortsat med blomster, grønne grene, ribs, hindbær og krydrede noter.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2005 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandI 2005 nedkom næsehornet Inger i Givskud Zoo med pige på 60 kg … men det har – udover årstallet – intet at gøre med næste vin i vertikalsmagningen fra Weingut Solveigs, nemlig Heinemeyers 2005 Pinot Noir Steil.

I næsen er 2005’erne også en vin, som har et kraftigt touch af krydderier, klare fadnoter og streng, lys – med moden – frugt, jordbær, kirsebær og derudover faktisk også lidt æbler? Der lidt parfumeret, blomstret næse med grønne elementer.

Og det parfumerede, blomstrede og krydrede går også igen i smagen, som imidlertid virker mere poleret, blød og rund, men med masser af tanniner og virkelig lang eftersmag, men står efter min mening lidt svagere end 2004, men bedre end 2003.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

1998 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

1998 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandVin nummer 4 i vertikalrækken var igen Weingut Solveigs’ Pinot Noir Present og fra næste år 1998 … hmmm hårdt job at være vinblogger.

I glasset er vinen som de første, lys, transparent med lysebrune kanter. Duften er derimod en smule anderledes og byder først på lidt gammel ost! Jo, den er god nok, men også biokant, men klart mindre end hos de forrige vine og frugten virker også mere afdæmpet. Der er fortsat hindbær, ribs og kirsebær, men knap så frisk, så i stedet er der lidt solcreme og blomster.

Men igen vinder vinen så på smagen, for der er masser af frisk frugt i smagen og masser af Pinot Noir kvaliteter. Der er lyse bær, hindbær, ribs, kirsebær, masser af syre og masser af grønt bid og virker næsten – lidt tosset af en 21 år gammel dame – alt for ung.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

1995 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

1995 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandVi startede vertikalsmagningen med en Pinot Noir Present fra 1995 … en 24 år gammel sag, som endda er fra det år, hvor Jens Heinemeyer startede vinprojektet Weingut Johanninger.

Men alt det kan du jo læse om i referatet fra smagningen af de 20 Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs.

Denne Pinot Noir Present er lavet med druer fra marken Presenteberg, der ligger mellem Assmannshaus og Lorch. Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

I glasset er vinen lys transparent, men med en klar brun kant, som afslører en pæn alder på vinen. Nu kunne man måske frygte, at det ville være en total overmoden og færdig vin, men det er ingenlunde tilfældet, for vinen er ældet med ynde og byder på hindbær, kirsebær og svag kanel, selvom den måske ikke er så dyb.

Smagsmæssigt er der også fortsat liv og spark i den gamle dame og er meget mere interessant end duften. Det er en intens næse med kirsebær, fennikel, lidt jern, meget blid og feminin. Letheden er forførende, syren moden og fint balanceret. Det er et sted mellem 4½ og 5 af de houlbergske tommeltotter.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Sanlorenzo, Brunello di Montalcino Bramante, Toscana, Italien

2010 Sanlorenzo, Brunello di Montalcino Bramante, Toscana, ItalienNæste Brunello di Montalcino blev en reprise, idet jeg forleden lige havde smagt Brunello di Montalcino Bramante fra Sanlorenzo i en årgang 2013, men her er det en svagt ældre årgang 2010.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først afstilkes, hvorefter de presses blidt og kommer i rustfrie stålkar, hvor fermentering og macerationen sker. Vinen gærer omkring 20-25 dages startende ved 28 grader i starten til omkring 20 grader de sidste dage. Derefter smages vinen … de bedste bliver til Brunello di Montalcino og det øvrige til Rosso di Montalcino.

Efter en kort periode i ståltanke, så lagrer vinen med bærmen 3 år i store 30-35 hektoliter egefade, hvorefter den overføres til ståltankene igen og så flaskes. Derefter hviler vinen 4 måneder inden frigivelse. Der er lavet 12.482 flasker af vinen.

I næsen er vinen lidt mørkere end foregående Brunello, men frugten er lidt i samme boldgade, solbær, mørke kirsebær, tørrede blomster, cedertræ, læder, masser af levende og italiensk syre, men måske lidt mere afrundet i syren og ellers er der lidt blæk og sten.

Det er smagsmæssigt en meget blød vin, og er klart en noget mørkere Brunello end normalt. Der mangler dermed lidt den lyse og modne elegance, som Sangiovese nogle gange kan byde på. Der er italiensk syre og masser af kraft. Jeg lander lige over 4½ af de houlbergske fingre, så det må blive en femmer.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Castelli Martinozzi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2011 Castelli Martinozzi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienNæst på Houlbergs Vinblog er 4 x Brunello di Montalcino og vi starter med en 2011’er af slagsen fra Castelli Martinozzi, der holder til den historiske gamle ejendom Villa di Santa Restituta omkring 10 kilometer sydvest for Montalcino.

Vinhuset drives af Castelli familien, som har drevet vingården igennem mange generationer og oprindelig hed Martinozzi. Det er Cesare Castelli, som ejer vingården, som han driver sammen med datteren Cristina, sin nevø Federico samt vinmageren Paolo Caciorgna.

Det er et oldgammelt vinhus, hvis bygninger stammer helt tilbage fra 1373 og endda omfatter et lille kapel, hvor de gamle forfædre blev begravet fra. Der er også et gammelt kornkammer, små stalde, en snedkerværksted, en smedje med bælge, en mølle samt et drivhus til citroner og brønde til regnvand.

Der er endda et specielt rum, hvor der i gamle dage blev avlet silkeorme til brug for vævning af stoffer og i 1700-tallet er der også opført et klokketårn i tilknytning til kapellet.

Så der har fra gamle dage været stor aktivitet på gården med forskellige aktiviteter, hvor produktionen af olivenolie har været det primære. Castelli Martinozzi har således også samlet 160 hektar jord, men heraf er kun 12 hektar vinmarker.

Men vinproduktionen har dog stolte traditioner og allerede tilbage i 1892 høstede familien med Cesare Francalanci Martinozzi i spidsen anerkendelse og priser for sine vine på udstilling i Siena.

Castelli Martinozzi laver alene 3 vine … en rosso samt Brunello di Montalcino, denne almindelige samt en Riserva. Så laver de lidt grappa og masser af olivenolie.

Vinen er elavet på 100% Sangiovese Grosso. Druerne håndplukkes og gæres på temperaturkontrollerede, rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagres minimum 36 måneder på delvis franske og slavonske egetræsfade. Efter aftapning på flaske hviler vinen yderligere minimum 4 måneder inden frigivelse til salg.

Næsen byder på solbær, mørke kirsebær, tør jord, masser af frisk træ, cigaræsker måske endda, en lettere balsamisk syre, lidt krydderurter, chokolade samt en lille smule mentol.

Smagen er meget ren, syrlig og vedkommende. Frugten er ikke mørk, men nærmere lidt mellemrøde bær, kirsebær med en blød modenhed og det smager sgu da meget godt.

Forhandles bl.a. af Vinslottet, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheimer Kalkofen Riesling GG, Pflaz, Tyskland

2014 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheimer Kalkofen Riesling GG, Pflaz, TysklandJeg har efterhånden smagt mange vine fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, bl.a. GG topvinene fra Hohenmorgen, Pechstein og Ölberg, men aldrig fra Kalkofen, men det sker nu med denne 2014 Deidesheimer Kalkofen Riesling GG.

Deidesheimer Kalkofen marken er samlet på 4,91 hektar, hvoraf Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan har 1,1 hektar, mens de øvrige er ejet af producenter som Weingut von Winning, Weingut Dr. Bürklin-Wolf og et par stykker mere.

Marken har sit navn efter en gammel kalkovn, som i middelalderen, det 15. århundrede var placeret i nærheden af marken … og som I kan se på billedet ovenover, så er der fortsat nogle rester af den tidligere gamle ovn.

Deidesheimer Kalkofen ligger lidt vest for Deidesheim by og lige nedenfor Hohenmorgen. Marken har en sydøst-vendt eksponering med masser af sol, mens undergrunden består af kalksten, der bidrager med koncentration og mineralitet til vinen.

Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan har alene Riesling på deres parcel og stokkene er plantet tilbage i 1968, men marken har siden 1828 været klassificeret som værende en af bedste vinmarker.

Vinen er lavet med druernes naturlige gær, fermenteret på rustfrie ståltanke og stückfass, men vinen derefter har lagret på store 3.000 liters egefade en periode.

I næsen fanger jeg en smule petroleum … ikke meget, men lige en antydning, hvilket suppleres med fersken, faktisk got med fersken, men ellers lidt subtil og dæmpet i sine aromaer. Der er måske lidt babybræk (på den dejligste måde), en Kung-Fu is og nødder.

Der er pænt med fylde i smagen, langt bedre dybde end foregående Riesling, men også mere syre. Det er Riesling med god smag og det er godt balanceret, men jeg får slet ikke samme WOAW, som da jeg smagte husets 2012 Deidesheimer Hohenmorgen Riesling GG, men generelt har jeg tit været skuffet over 2014 årgangen i Tyskland, så måske er det forklaringen, da markerne jo ellers ligger lige opad hinanden og vinene laves stort set ens.

Det er dog – forstå mig ret – en dejlig Riesling, og jeg rammer lige 5 af de Rieslinghvide Houlberg-fingre med en lille pil op.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 375 kr. i en nyere årgang.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Roagna, Barbaresco Pajé, Piemonte, Italien

2009 Roagna, Barbaresco Pajé, Piemonte, ItalienVores vinaften sluttede med 100% ægte Nebbiolo væske fra øverste skuffe med lidt alder … en 2009’er Barbaresco Pajé fra vinhuset Azienda Agricola Roagna.

Azienda Agricola ligger i Barbaresco by omkring 5 kilometer nordøst fra Alba og er grundlagt helt tilbage i 1890, hvor den nuværende ejer Luca Roagna’s tip-oldefar Vincenzo, sammen med sin hustru Rosa lavede deres første flaske Barbaresco. Det var faktisk på det tidspunkt, at de første vin kom under den appellation, som i dag kendes som Barbaresco.

Hver generation har siden forsøgt at forbedre kvaliteten og bygge ovenpå den forrige generations erfaringer. Bedstefaderen Giovanni Roagna, der desværre døde i 2006, købte vingården I Paglieri med den tilhørende Pajé mark, som siden har været familiens base.

Senere forbedrede Luca Roagnas far, Alfredo, gennem dedikeret arbejde i vinmarkerne familiens druekvalitet dramatisk ovenpå sine studier i vindyrkning. Samtidig investerede han i vingården Cascina Pira i Castiglione Falletto og udvidede familiens sortiment med marker, som nu har op til 70 år gamle stokke.

Selvom der mange producenter i både Barolo og Barbaresco undervejs har erstattet de gamle, traditionelle produktionsmetoder, med nye og moderne, så gælder det ikke hos Roagna familien i Barbaresco.

Her foregår tingene som de altid har gjort. Oprindeligt lavede Vincenzo lavede sin vin i store trækar, og det er også tilfældet i dag hos Luca som 5. generation, som overtog driften i 1999. Familiens motto er nemlig; Roagna ændrer sig ikke.

I Castiglione Falletto er Roagna familien i dag i dog bygget en ny vingård med produktionsanlæg, smagelokaler og stor underjordisk vinkælder. Alt laves energirigtigt med produktion af elektricitet via solceller og varmt vand via solpaneler, som lidt er alligevel ændret siden 1890.

Roagna ejer i dag 20 hektar jord, hvoraf 12 hektar er vinmarker, nemlig markerne Asili, Carso, Montefico og Pajé i Barbaresco samt Pira i Castiglione Falletto. Men derudover har Luca også lejet nogle marker fra andre vinavlere, bl.a. Albesiani og Gallina i Neive, Faset i Barbaresco og Le Coste i Monforte d’Alba.

Alle markerne bearbejdes økologisk og uden brug af nogen form for gødning. I stedet plejes jorden gennem de afgrøder der plantes mellem vinstokkene. Målet er at beskytte jorden samt at sikre den absolut bedste mulige druekvalitet fra de meget gamle stokke, som Roagna mener er afgørende for kvaliteten.

Den efterfølgende vinifikationen er hos Roagna helt traditionel, men efter sine ønologi-studier har Luca Roagna alligevel mulighed for at optimere elementerne i denne vinifikation.

Gæring sker – som altid – i store træfade med maceration i omkring 30 dage for Dolcetto og Barbera og 60-100 dage for Barolo og Barbaresco. Lagringen sker helt op til 10 år i store træfade inden et par års lagring i flaske. Vinene kommer derfor ofte først meget sent på markedet. Sådan har det altid været hos Roagna, og sådan bliver det ved med at være.

Denne 2009 Barbaresco Pajé er lavet efter ovennævnte opskrift, igen med maceration i 60-70 dage inden knap 5 års lagring i store fade. Der laves ikke mange flasker af vinen, hvorfor flaskerne også er nummereret … og denne er nummer 7460.

Sammen med Barolo Pira er denne Barbaresco Pajé husets basis serie af Barolo og Barbaresco. Derover kommer serien Vecchie Viti, dernæst Riserva og sluttelig topvinen Crischët Pajé. Det er den, som først frigives 10 år efter høsten.

Næsen er bestemt piemontisk, men frugten meget moden og også for moden, var der vist enighed om omkring bordet. Det ødelægger lidt den samlede oplevelse, men Jan drak resten dagene efter, hvor det overmodne fortog sig noget. Men udover de ganske overmodne frugter, så er der også lidt mint, gazebind, et brugt viskestykke, roser, fennikel samt lidt eg eller cigaræsker.

Smagen vinder imidlertid over næsen, for der er meget ren og lys frugt, og her klæder modenheden virkelig smagen, som er blød, blid, voksen og tæt. Det er te-blade, lys syrligt bid, er svag italiensk og balsamisk i syren med afrundede tanniner og kalkagtige noter i eftersmagen. Smager klart bedre end duften.

Vinene fra Roagna er sindssygt efterspurgte og dermed også ganske dyre. Denne Barbaresco Pajé koster i en nyere årgang 599 kr. hos Atomwine.

Vinanmeldelse 5/7