Tag-arkiv: Californien

Californien er det dominerende vinområde i hele USA, for det strækker sig over næsten 1.000 kilometer og har et areal, der er lige så stort som 3/4-dele af hele Frankrig.

Californien står for hele 90% af de samlede vinproduktion i USA, og har en produktion, der er større end den samlede produktion i fx Australien. Samlet er der  ikke mindre end 172.800 hektar vinmarker i Californien.

Californien kan groft set opdeles i 4 mindre områder, nemlig:

  • North Coast med bl.a. de kendte regioner Napa Valley, Sonoma County  samt de mindre Mendocino og Lake County.
  • Central Coast med flere mindre kendte områder som fx Monterey, Santa Barbara og Santa Cruz Mountains.
  • South Coast syd for Los Angeles ned mod den mexikanske grænse. Regionerne er heller ikke så kendt og det er fx områder som Temecula Valley, San Pasqual Valley med flere.
  • Central Valley ligger øst for Central Coast ved foden af Sierra Foothills og det er her, at vi bl.a. finder Lodi området.

2010 Beringer Vineyards, Founders Estate Chardonnay, Californien, USA

2010 Beringer Vineyards, Founders Estate Chardonnay, Californien, USAOgså lige update med 2 vine fra i tirsdags, og endda 2 “søskende” fra Beringer Vineyards i USA. Vi starter med denne Founders Estate Chardonnay fra det store og historiske vinhus i staterne, som er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden. Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer der prægede hele Europas store vinregioner. Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vinery blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet. Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet ”Hudson House”. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland. Resultatet, ”Rhinen House” er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinen her, deres Founders Estate Chardonnay, kommer fra husets mange vinmarker i hele Central California og North Coast. Vinmarkerne er badet i solskin i løbet af dagen og afkøles af tågerne fra Stillehavet i løbet af aftenen, hvilket sikrer en jævn og stabil modning af druerne. Størstedelen af druerne gæres på rustfri ståltanke for at bevare den delikate, frugtprægede karakter. En mindre procentdel af druerne lagres desuden på franske, ungarske og amerikanske 2. og 3. års egefade.

Duftmæssigt byder denne Chardonnay på godt med modne æbler, tropiske frugter, smør, honning, hyld, vanilje og lidt brændt eg eller toast. Smagen er meget cremet, og der er stor fylde, vanilje, rund og behagelig, fin sødme … lige en anelse for meget USA sødme måske. Det er en velproduceret vin, som smager ganske fint. Ikke så meget at komme efter der. De fleste vil helt sikkert finde den vin som værende meget dejlig … og jeg ka’ sgu også godt li’ den, så velproduktion betyder bestemt noget … uanset og der er tale om et stort eller et lille vinhus.

Beringers vine sælges normalt i supermarkederne, men Vinspecialisten har netop fået forhandlingen af Beringers vine … vil gætte på deres udvalg i den øvre ende, selvom man helt sikkert fortsat kan finde vine i samme Founders Estate serie rundt omkring i supermarkederne. Et hurtigt opslag på nettet viser da også, at Metro fx sælger 6 stk. Founders Estate Chardonnay til en samlet pris på 433,74 kr. (godt nok med anderledes etikette), mens denne flaske har kostet 100 kr. i Vinspecialisten. I USA koster vinen lidt under 10$, så på den måde er det også en god hverdagsvin.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Littorai, Pinot Noir Roman Vineyard Anderson Valley, Californien, USA

2009 Littorai, Pinot Noir Roman Vineyard Anderson Valley, Californien, USASå gik den officielle smagning ellers i gang. Vanen tro selvfølgelig som en blindsmagning, og vi lagde ud med én af mine vin, nemlig denne Pinot Noir Roman Vineyard Anderson Valley fra vinhuset Littorai, en vin som jeg havde glædet mig sindssygt meget til at smage, og som jeg havde læst rigtigt meget godt om … og det skulle vise sig, at der var god grund til at glæde sig.

Littoria er én af Californiens absolutte kulthuse og er i de seneste år blevet meget hypet.

Vinhuset blev grundlagt i 1992 af ægteparret Heidi og Ted Lemon, og med en beliggenhed i ”The True Coast” af Sonoma Coast er Littorai indbegrebet af koldklima Chardonnay og Pinot Noir fra Californien.

Ted begyndte sin karriere med at tage en uddannelse til ønolog på universitet i Dijon i 1981. Siden arbejdede han bl.a. på Georges Roumier, Bruno Clair og Domaine Dujac. I 1984 var Ted den første amerikaner, der fik ansvaret for et af de prestigiøse vinhuse i Mersault, Domaine Guy Roulot.

8 år senere gik turen hjem, og i 1992 rejste Heidi og Ted langs vestkysten fra Seattle til Santa Barbara for at finde de perfekte forhold for Pinot Noir og Chardonnay, valget faldt på den kølige kyst nord for Californien.

Littorai bliver drevet som et biodynamisk landbrug, hvor de f.eks. selv producerer al den kompost, der bliver brugt i markerne. Der bliver kun brugt det naturligt fremkomne gær på druerne og vinene filtreres kun absolut minimalt, hvis nødvendigt. Heidi og Ted er nærmest overfølsomme overfor høj alkohol i vinene og nuancer af overmoden frugt og laver vin i et terroir, hvor det ofte er lige på grænsen til at være for koldt til modning af druerne.

Ted bryder sig ikke om ordet naturvin, da naturen i sig selv ikke kan producere drikkebar vin. På Littorai siger de “minimal intervention winemaking” og vinene fra Littorai er i sandhed noget af det smukkeste mennesket og naturen producerer sammen.

Med en produktion på kun 4-5000 kasser årligt, hvor næsten alt bliver solgt via mailinglist eller på toprestauranter, så hører Littorais vine til de mest eftertragtede i Californien. Ted Lemon er kåret som ‘Winemaker of the Year’ by the San Francisco Chronicle i december 2010.

Antonio Galloni fra The Wine Advocate har i 2012 skrevet om vinhuset:

“I was totally blown away by the wines I tasted with proprietor Ted Lemon. These are some of the most refined, polished Chardonnays and Pinot Noirs being made in California today. I can’t recommend the wines highly enough. Lemon describes 2009 as a mild season with prolonged bloom that resulted in considerable shatter and a high amount of shot berries. There was no real heat to speak of in September. The 2010s were harvested during the first two weeks of October, much later than the 2009s. I also tasted a handful of 2010 Pinots from tank that appear promising, even if stylistically they aren’t as generous as the 2009s.”

Denne Pinot Noir kommer fra marken Roman Vineyard, som blev tilplantet i 1999 i den køligste del af Anderson Valley ved byen Navarro. Marken er drevet efter de biodynamiske principper. Udbytte på ca. 3,5 tons pr. hektar.

Gæring foregår udelukkende ved hjælp af det naturlige gær og vinene lagrer i ca. 30% nye egetræsfade fra Jacques Damy i Mersault. Der er kun produceret 2.256 flasker af denne 2009 årgang.

Og her er masser af fransk, burgundisk indflydelse … lys teglfarvet i glasset og op af glasset dejlige Pinot nuancer med muldet skovbund, svampe eller champignon, lidt mælkeagtige toner, blommer, hindbær, grønne salvieblade, urter … simpelthen en fabelagtig duft.

Smagen er fyldig, men fortsat frisk … der er modne kirsebær, bløde og forførende tanniner, grønne noter, igen lidt salvie, mineralsk, lidt nøddeagtig og sindssyg lang eftersmag. Fabelagtig blid syre, meget veltilpasset og en vidunderlig vin. Jeg er betaget.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Fås hos Laudrup Vin, pris 698 kr. ved køb af 1 flaske og 524 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2008 Hansen-Garbarino Vineyards, Rock Lobster Old Vine Zinfandel, Californien, USA

2008 Hansen-Garbarino Vineyards, Rock Lobster Old Vine Zinfandel, Californien, USALørdagens næste vin var denne Rock Lobster Old Vine Zinfandel fra vinhuset Hansen-Garbarino Vineyards. Vinhuset ejes af det store vinfirma AH Wines, hvis aktiviteter omfatter vingård med tilførende vinmarker, en negociantvirksomhed, engrosforhandling af vine i Californien, import og direkte salg til forbrugerne.

AH Wines er fokuseret på at opbygge vinbrands med vigtige partnere i hele verden, men forestår altså også en produktion under familiens eget brand Hansen-Garbarino Vineyards. AH Wines’ samlede vinproduktion er større end 1 million flasker med distribution i hele USA, Europa, Canada, Asien og Latinamerika.

AH Wines er grundlagt af Jeff Hansen, og selskabet er beliggende i Lodi, Californien – i hjertet af Californiens vigtigste vinproduktion region. Selvom virksomhedens vigtigste produktion også sker i Lodi regionen, så ejer selskabet også marker i andre regioner, som fx Paso Robles, monterey, Mendocino, Napa og Sonoma.

Jeff Hansen er 5. generations indvandrer en tipoldefaderen Raffaele Garbarino, som i 1908 emigrerede til Californien fra Chiavari, en lille landsby syd for Genova. Hansen familiens egen vingård hedder “Cinque Terre Vineyard”, hvilket betyder “fem landes marker”, og refererer til gårdens 5 marker, som er beplantet med druerne Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec, Petit Verdot og Tannat.

Denne Rock Lobster Old Vine Zinfandel kommer fra druer købt hos andre vinbønder i Lodi området, og kommer fra 45 år gamle vinstokke, deraf selvfølgelig også navnet Ole Vine Zinfandel. Lodi var den første region i Californien til at producere Zinfandel kommercielt, og på grund af dette er der i Lodi et størrere areal med gamle Zinfandel vinstokke end i resten af Californien tilsammen. Zinfandel trives i Lodi, med sin dybe og frugtbare jord, varme dage og kølige nætter.

Lad os kigge på vinen. Rock Lobster bruger både amerikansk og fransk eg til lagringen, det er dog kun 45-55% af vinen som rent faktisk kommer i kontakt med eg. Her efterstræbes også den friske og sprøde frugt, der kommer fra vin fra tanke af rustfrit stål. Navnet Rock Lobster er inspireret af et af de første store hits fra bandet The B52´s, og vinen er tænkt som en ukonventionel, anti-intuitiv og sjov vin … men med masser af smag.

Duftmæssigt desværre en anelse prop efter min mening, ikke voldsomt … en anelse. Vinen kunne dog godt drikkes, men tænker den måske nok mangler lidt, hvorfor anmeldelsen skal tages med lidt forbehold. Ellers lidt blommer og sødme i duften. Smagsmæssigt nødder, blomme og sødme … lidt marmelade. Okay vin.

Fås hos Smag Først, pris 100 kr. pr. flaske ved køb af 3 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Cecchetti Wine Company, Redtree Pinot Noir, Californien, USA

2009 Cecchetti Wine Company, Redtree Pinot Noir, Californien, USAMed næste vin hoppede vi over til noget helt andet. Pinot Noir fra Californien, nemlig denne Redtree Pinot Noir fra Cecchetti Wine Company, som har deres base i Sonoma. Det er et forholdsvis nyt selskab i vinbranchen, og de ejer ikke selv vingårde eller vinmarker, men opkøber druer og står for selve produktionen af vinene.

Cacchetti Wine Company grundlagt af industrieveteranen Roy Cecchetti og hans kone Rachael i 2007. Roy har over 20 års erfaring med udvikling af vinmærker, herunder er Roy sammen med svogeren Don Sebastiani er profilerne bag Pepperwood Grove, et af de bedst vinmærker i USA. I 2012 solgte Roy omkring 152.000 kasser Redtree, så der er tale om en større forretning, og Reetree er kun én af mange mærker hos Cacchetti Wine Company.

Èn af grundene til successen er måske filosofien hos Cacchetti, nemlig at deres vine skal være forbrugervenlige samt have en fornuftig pris, som ellers ikke er det der er mest af i Californien. Druerne til Redtree kommer fra området omkring Lake County, som er den nye region på vej frem. Klimaet her er meget velegnet til Pinot Noir.

Den tidligere vinmager for Pepperwood Grove, Bob Broman er også vinmager for produktionen af Redtree.

Og de har ramt plet omkring det forbrugervenlige, for det er et letdrikkelig, easygoing vin, som dufter af jordbær, kirsebær, lidt gammel karklud, stor Pinot sødme, lidt eg samt urter og en anelse grønne toner. Smagsmæssigt høj grad af sødme, og man smager også, at vinen har fået mere sol end europæiske Pinot Noirs, men det kammer bestemt ikke over og det bliver ikke voldsomt. På den måde en fin lethed, god tørhed og en eftersmag med lidt kirsebær og urter.

Forhandles af A. Vinstouw eller Smag Først, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 DFV Wines, Bold Vine Old Vine Zinfandel, Californien, USA

2010 DFV Wines, Bold Vine Old Vine Zinfandel, Californien, USAVidere med vinene fra sidste uges byggemøde. Denne gang en tur til USA, hvor vi finder det store vinhus, DFV Wines, som står bag en række brands indenfor amerikansk vin. DFV Wines ejes af familien Indelicato, som i mere end 80 år har dyrket vin i Californien.

Oprindeligt stammer familien fra Italien, og i 2007 blev DFV Wines kåret som “American Winery of the Year” i Wine Enthusiast. Vinhuset producerer mange forskellige vine i både Napa Valley, Lodi og Monterey samt mange andre steder, varierende fra de fuldfede og klassiske Zinfandels til elegante Pinot Noir og stringente Cabernet Sauvignon-udgaver.

Herhjemme sælges vinene i både vinforretninger og i supermarkeder. Fra vinbutikkerne kender vi vine som flotte vine som Irony, Fog Head og HandCraft, men vi fra supermarkedernes hylder kender vine som Delicato, Gnarly Head og nu denne Bold Vine. I alt har DFV Wines omkring 23 forskellige brands indenfor deres vine.

Bold Vine stammer fra druer opkøbt hos en lang række vinbønder, såkaldte Partner Vineyards, og i dette tilfælde kommer druerne fra Lodi området ca. 40-50 km. syd for Sacramento. Vinen er selvfølgelig på 100% Zinfandel.

Duftmæssigt lidt modne kirsebær, jordbær, blæk, stald, chokolade, lidt egetræ og lidt krydderier … uden jeg lige kan sige hvilke. Smagsmæssigt er der solbær, lidt marmeladeagtigt og igen den gennemgående sødme og lidt krydderi i smagen. Meget blød vin, men det er vine på Zinfandel jo ofte.

Købt i SuperBrugsen, pris omkring 89-99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Pine Ridge Vineyards, Forefront Pinot Noir, Californien, USA

2010 Pine Ridge Vineyards, Forefront Pinot Noir, Californien, USAVed et besøg på Vinoteket i Grenå kan man vælge at nyde en vin fra butikken til sin mad. Så koster det alene omkring 100 kr. oveni vinens pris, se sådan burde alle restauranter gøre det. Så kan man få god vin til maden i stedet for billige “husets vine”, som man rask betaler 200 kr. for … men koster 20-30 kr. i Metro.

Jeg fik valgt en Pinot Noir … selvfølgelig, nemlig denne Forefront Pinot Noir fra vinhuset Pine Ridge Vineyards, butikspris på 199 kr. og dermed 299 kr. i restauranten. Vi er Silverado … ja, det lyder næsten som en western … i Napa, omkring 60 km. nord for San Francisco i Californien.

Pine Ridge Vineyards er grundlagt i 1978 af Gary Andrus, der havde en fast tro på Napa Valleys potentiale til at producere vine af samme statur og kvalitet som f.eks. de klassiske vine fra Bordeaux.

Gary Andrus til plantede ejendommens første vinmark i Napas Stag’s Leap område på en stejl, terrasseformet bjergskråning flankeret af en dramatisk bjergryg af fyrretræer (Pine Ridge).

Gary plantede de klassiske Bordeaux druesorter Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec og Petit Verdot – der trivedes og producerede vine af tårnhøj kvalitet, der skilte sig ud med deres “terroirpræg”.

I de følgende år fortsatte Gary Andrus med at lokalisere og tilplante vingårde af exceptionel kvalitet, og Pine Ridge besidder i dag ca. 80 hektar fordelt på fem af de bedste Napa Valley appellationer – Stag’s Leap District, Rutherford, Oakville, Carneros og Howell Mountain.

Druerne til til Pine Ridge Forefront Pinot Noir høstes primært i de vindomsuste og dermed kølige vinområder Sa Louis Obispo og Santa Barbera, der begge befinder sig syd for San Francisco Bay. Vinen har lagret på eg, men jeg har ikke kunnet finde info om hvor længe.

Duftmæssigt modne kirsebær, blåbær, rabarber og en anelse kanel. Smagsmæssigt en dejlig cremet og blød vin, som smyger sig rundt i munden. Der er fin tørhed, lidt rabarber, lidt surhed og bløde tanniner. Meget lækker og indbydende.

Ifølge Finansbureauet.dk har vinen vundet en af deres test, og blev ved den lejlighed vurderet til 320 kr. sammen med kommentarerne; “En ekstrem lækker og koncentreret vin, der indhyller smagssanserne i en delikat svagt røgfyldt tåge af blødhed og kompleksitet. Californisk Pinot Noir når det er allerbedst – og så bliver vin ikke meget bedre.”  Jo jo, store ord, men den smager også godt.

Købt i Vinoteket i Grenå, pris 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Scotto Cellars, Heavyweight Old Vine Zinfandel Champ Action Jackson, Californien, USA

2009 Scotto Cellars, Heavyweight Old Vine Zinfandel Champ Action Jackson, Californien, USANæste vin er også en vin jeg tidligere er stødt på … nemlig vinen Heavyweight, men jeg tror dog at det var deres “Red Blend”, som jeg smagte dengang, og ikke denne Old Vine Zinfandel, som i øvrigt kommer med en forskellig etikette og navn for hver årgang. Her i denne årgang 2009 har vinen tilnavnet Champ Action Jackson.

Vinhuset hedder Scotto Cellars, og jeg har tidligere smagt andre vine herfra, bl.a. har Vinspecialisten de vine, som Scotto Cellars laver i eget navn under navnet Scotto Family Cellars. Ellers laves der vin under et utal af brands, jeg nævner i flæng; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers og Villa Armando. Puha.

Scotto Cellars har en historie helt tilbage til Ischia i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af ​​1800-tallet begyndte at lave bordvin, og solgte det, som familien ikke kunne drikke, til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru. Han lærte sit første barn Dominic alt han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.

I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgt fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Som hans vin forretning voksede, besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.

Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og vinen kom til at hedde “Rustico”, det italienske ord for rustik. De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando. Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af ​​de ældste vinmærker i USA.

Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af Anthony III, brødrene Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udviddet forrretningen betydeligt med nye vinmærker – som jeg vist nævnte – og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.

Her har vi så en Old Vine Zinfandel, dog ikke på ren Zinfandel, men derimod på 82% Zinfandel, 14% Syrah og 4% Mourvedre.

Lad os smage. Duftmæssigt fanger jeg solbær, svedsker, blæk og brun sukker sødme. I smagen også til den fyldige og søde side. Er måske en smule flad i smagen, sådan lidt Ribena-Light-agtigt, men blød, igen med lidt svedsker og meget sødlig. Eftersmag ikke så lang. Det vil sikkert være en vin, som rigtigt mange vil kunne li’, for den er jo meget nem-drikkelig, men i min smag lidt for svulstig, sød og flad.

Fås hos Skovgaard Vine til 139 kr. for 1 flaske og 75 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Highliner Pinot Noir Santa Barbara County, Californien, USA

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Highliner Pinot Noir Santa Barbara County, Californien, USANæste vin blev også en gammel kending, nemlig denne Pinot Noir Highliner fra vinhuset Hartley-Ostini Hitching Post Winery, en vin jeg tidligere har smagt i årgang 2007 og skrevet om her på bloggen. Første gang jeg smagte vinen, var jeg meget begejstret, og det er jeg fortsat, for det er nemlig bare en super dejlig vin.

Tjek det tidligere indlæg, hvis du vil læse lidt om vinhuset. Ellers er huset jo – som de fleste måske ved – kendt fra vinfilmen Sideways. Før filmen “Sideways” kom frem og gjorde The Hitching Post Winery verdenskendt, havde vinhuset svært ved at sælge sine vine udenfor Californien, og der var ikke markedsføringsbudget til at promovere vinen. Og godt for os, at vinhuset nu i dag sælger sine vinen over hele verden, for denne Pinot Noir er i hvert fald værd at kigge nærmere på.

En sjov ting ved vinen er etiketten, og jeg har nu hørt flere sige noget om, hvorfor der er nazi-symbol eller hagekors på vinen? Og det er vist rigtigt nok, at HP’et midt på etiketten måske godt kan minde lidt om et hagekors, hvis man lige kaster et flygtigt blik på vinen. Imidlertid er der ikke så meget Tyskland over vinen, for man kan sagtens smage, at Pinot Noir druen har fået mere sol end dens Spätburgunder slægtninge i Tyskland.

Duftmæssigt igen – som sidste – solbær, modne kirsebær, tørret frugt eller marmelade, peber, våd karklud, en anelse mint, mørk chokolade samt lidt grønne noter. Smagen er blød, cremet … ren fløjl. Lidt smag af overmodne bær og meget varme. Flot balance mellem sødme og syre, og den smager altså bare rigtigt godt. Flot, flot.

Fås bl.a. hos Vinkollektivet, pris 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USA

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USAAftenens første rødvin blev denne Pinot Noir fra Fess Parker … I ved, vinhuset ejet af ham gutten, som spillede Davy Crockett tilbage i 1950’erne. Tror jeg har skrevet om vinhuset i et tidligere blogindlæg, nemlig også en Pinot Noir i form af deres 2009 Parker Station Pinot Noir.

Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb. At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Druerne til denne Santa Barbara County Pinot Noir kommer fra flere forskellige af familiens vinmarker. Vægten ligger dog på Ashley’s Vineyard og Bien Nacido, som tilsammen står for omkring 60% af druerne. Vinen har fået 10 måneder ny fransk eg, her 33% nye. Der laves ca. 11.500 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt er det klart Pinot, der lidt sødme, der er stald … men i denne også mere kraft, og det mærkes tydeligt, at vinen har fået mere sol end sine europæiske søstre. Der er lidt kaffe, vanilje i duften også. Smagsmæssigt en meget fyldig vin … af en Pinot Noir at være. Der synes næsten at være mere mørke bør end kirsebær, der er egetræ, chokolade, vanilje og igen masser af sødme og sol. Mangler lidt europæisk rygrad … det vil klæde vinen enormt. Meget drikkevenlig vin dog.

Fås hos Vinspecialisten til 235 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2005 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USA

2005 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USAJans anden vin … her røg vi virkelig på vildspor. Vinen duftede og smagte som Rhône, men kom fra Californien. Vi er hos vinhuset Qupe (udtales kyoo-pay), og det er også ét af de første Rhône vinhuse i Californien.

Vinhuset er etableret i 1982 af Robert Niel Lindquist (til dagligt blot kaldet Bob). Etableringen af Qupe skete som et fritidsprojekt mens han arbejdede som vinmager på Zaca Mesa Winery, hvor han mødte Her mødte Lindquist Ken Brown og Jim Clendenen som der fik ham overtalt til selv at starte virksomhed.

Snart begyndte Bob at købe druer og tønder, og gav afkald på sin månedsløn i bytte for lån af produktionsfaciliteterne. Efter høsten i 1983 opsagde han så endeligt sit job på Zaca Mesa og satsede 100% på Qupé

Bob Lindquist udvalgte de rigtige vinmarker og fik de lokale vinbønder overtalt til at plante Syrah – og i dag er Qupé Wine Cellars vine blandt de mest seriøse Rhônerangers i Californien.

Bob Lindquist er med andre ord en mand, der ved hvad han vil og i dag (som i 1982) er målet at lave balancerede vine som kan nydes i deres ungdom, men samtidig rummer struktur og dybde til yderligere lagring og kompleksitet.

Qupé Wine Cellars er beliggende i byen Los Olivos, ikke så langt fra danskerbyen Solvang. Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker, Bien Nacido Vineyard, The Sawyer Lindquist Vineyard og The Ibarra-Young Vineyard.

Qupé deler produktions- og salgsfaciliteter med vingården Au Bon Climat, som i øvrigt ejes af hans gamle arbejdekollega Jim Clendenen. De to gamle vinmagere deler ej blot vinifikationsudstyr og salgsstyrke, nej der udveksles i høj grad også tanker og ideer med henblik på en løbende optimering af (vin-)porteføljerne.

Og det med vin ligger til familien. Bobs to ældste sønner, Ethan og Luke Lindquist, er i dag også blevet vinproducenter, mens hans datter Paige passer Qupé salgs- og smagerum. Derudover har Bob indgået et partnerskab i en anden vingård, Verdad, der har specialiseret sig i spanske sorter. På Verdad er Bobs hustru Louisa Sawyer Lindquist så i øvrigt vinmager.

Druerne til denne vin kommer fra en del “Z Block” fra vinmarken Bien Nacido Vineyard; en koldklima-vinmark på Central Coast, beliggende i Santa Maria. Vinmarken er især kendt for at levere de burgundiske druer Pinot Noir og Chardonay samt de popukære Rhônevarianter, i særdeleshed Syrah og Grenache.

Vinstokkene i “Z Block” er plantet tilbage i 1992. Bien Nacido Vineyard er oprindeligt ørkenområde, men under maritim indflydelse. Området dækkes af såvel morgentåge som kølige aftenbriser fra Stillehavet.

Denne kølige eksponering kombineret med de sand og kalkholdige jordbundsforhold bevirker en forholdsvis lang periode fra blomstring til fuld modenhed af druerne. Den lange modningsperiode medfører høj kompleksitet og harmonisk modning af såvel tanniner, syrer som frugt.

Lad os smage denne Rhône inspirerede vin. Duftmæssigt er der solbær, champignon eller måske bare svampe generelt. Der er lidt syre, oliven, peber og mineralitet. Smagsmæssigt igen mørke solbær, utrolig blødhed, lidt tør fransk jord, og mint? Tanninerne er forholdsvis blide, og generelt ikke så stram i musklerne som dens franske søskende. Flot, flot vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Sigurd Müller, pris 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7