Tag-arkiv: Italien

2021 Tenuta Antonini, Trebbiano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Tenuta Antonini, Trebbiano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDen første ud af 6 vine fra Tenuta Antonini var denne 2021 Trebbiano d’Abruzzo og lavet på druen med samme navn.

Vinen er lavet alene på ståltanke med Trebbiano d’Abruzzo druer fra marker omkring Ancarano, hvor jorden er ler- og kalkagtig.

Inden gæringen er der sket en kort og kølig maceration inden en blid presning og så gæring i ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Derefter er vinen egentlig bare flasket og så lagret en kort tid inden frigivelse.

Det dufter fra start mest af friske grønne æbler eller måske endda præcis af æblekerner, lidt stikkelsbær … meget ren og frisk duft, der suppleres af en smule grønne urter og så lige – helt svagt – en fin lille sødme.

Smagsmæssigt er det en god bette og frisk hvidvin … den er småtør, har lidt peber, æblesaft citrus og lemonbitterhed og den hænger sgu lang tid i munden og langt i eftersmagen. Det er ikke kompleks, men har både friskhed, bitterhed og tørhed. 88 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Houlberg smager nu … alle vinene fra Tenuta Antonini

Tenuta Antonini aka Tenuta Antonini Alessio ligger lidt sydøst for byen Ancarano i det nordlige hjørne af Abruzzo under appellationen Colline Teramane DOCG.

Derfra smager jeres flittige vinblogger nu 6 vine og tester dermed en række Abruzzo vine på forskellige druesorter som både Trebbiano, Pecorino, Passerina og selvfølgelig Montepulciano d’Abruzzo

Men inden vi kommer til vinene og en vurdering af vinene … så lad os da endelig først kigge nærmere på selve vinhuset.

Tenuta Antonini

Det hele begyndte startede lige efter 2. verdenskrig, hvor Simplicio Antonini rejste fra Italien til USA for at søge lykken. Men han fandt hverken lykken eller tjente en formue, så derfor vendte han tilbage til Abruzzo næsten, som da han tog afsted.

Han havde dog alligevel penge nok på lommen til, at han kunne købte et lille stykke jord med drømmen om at leve af jorden, men egentlig uden planer om at skabe et decideret vinhus, men måske blot dyrke lidt oliven, men en drøm om også at producere vin.

Men da Simplicio døde i 1960’erne var Tenuta Antonini fortsat ikke grundlagt og sønnen Luigi fortsatte da også bare i faderens fodspor, så han plantede fortsat oliventræer og andre afgrøder.

Det var i stedet tilfældig, at den 3. generation i form af Marco Antonini startede i vinbranchen. Marco var egentlig selv ansat i et byggefirma, men ejeren af byggefirmaet ejede også vinhuset Villa Pigna og besluttede pludselig, at Marco da kunne passe dette, da han jo havde vist evner som leder.

Marco var direktør for Villa Pigna i 20 år. Men i 2003 grundlagde Marco sit eget firma i vinbranchen, men det var ikke som producent, men beskæftigede sig med den kommercielle side og formidling af vine på et internationalt plan, nemlig via firmaet Antonini & Co Srl.

Det gav ham dog mulighed for at tilegne sig færdigheder og viden, få relationer, studere og forstå markedet for vin. Men da hans egen søn Alessio kom med i firmaet, så skete der noget, for Alessio ville også selv lave vin … og dermed opfylde oldefar Simplicios gamle drøm med afsæt i familiens jord.

Det blev til Tenuta Antonini, der i dag har lidt over 30 hektar vinmarker samt en vinkælder, hvor man anvender moderne teknologi til produktionen af husets vine og lidt olivenolie.

Masseria la Volpe

Ved siden af Tenuta Antonini driver familien – som nævnt tidligere – også Antonini & Co Srl, som er en kommerciel konsulentvirksomhed, der er rettet mod det internationale marked og specifikt Tyskland.

I det firma repræsenterer Antonini og Co. udelukkende en række italienske vingårde og anerkendte fødevarevirksomheder … et lille udvalg af eksklusive italienske madprodukter og vine med en række vinhuse – som deres eget selvfølgelig – men også under navne som Damilano, Broglia, Tenuta Iuzzolino, Fontamara og mange andre.

Man repræsenterer også vine fra Masseria la Volpe, der drives af Marco Antonini, selvom vinene ikke laves af Marco, men kommer fra en række producenter i både Campanien, Veneto, Abruzzo, Emilia-Romagna samt Puglia.

I alle områderne arbejder Masseria la Volpe på med en lang række vinproducenter, vinavlere og kooperativer … som også laver vinene og ofte i samarbejde med Masseria la Volpes vinmagere Wico di Andrea Bernardini og Nicola Tucci.

Vinene på Tenuta Antonini

Vi koncentrerer dog smagningen til de i alt 6 forskellige Abruzzo vine, som Tenuta Antonini i dag laver og det er disse vine:

Det er alle easy-to-drink vine, som alle kvalitetsmæssigt ligger stabilt og giver masser af drikkeglæde. Det er på ingen måder nogle komplekse, meditative vine, men mest af alt hverdagsvine, som jo byder på ubekymret friskhed og nogle arketypiske Abruzzo kvaliteter.

Links til mine beskrivelser og anmeldelser findes ovenover.

2017 Castello di Monsanto, Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio, Toscana, Italien

2017 Castello di Monsanto, Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio, Toscana, ItalienJeg havde glædet mig som et lille barn til igen at smage denne monstrøse, fine Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio fra det legendariske toskanske vinhus Castello di Monsanto. Sidst jeg smagte vinen har det ganske vist i en komplet ældre årgang 1968, men mindre kan vel også gøre det? Her er det i en nyere årgang 2017.

Chianti Classico Riserva Il Poggio er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962 og var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC appellationen.

Selve vinhuset Castello di Monsanto er grundlagt et par år tidligere, nemlig i 1960, hvor Aldo Bianchi fra San Gimignano var til et bryllup på stedet, men blev aldeles forelsket i stedet og i løbet af nogle måneder endte med at købe ejendommen.

Nu skriver jeg ejendommen, men det er vel nærmere et rigtigt vinslot og det ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa. Det er smukt og har samtidig nogle imponerende kældre under ejendommen … lange tunneler med vin.

Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana.

I dag er det datteren Laura Bianchi, der som 3. generation står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og siden 2001 også ønologen/vinmageren Andrea Giovannini fra Tenuta dell’Ornellaia.

Det har nemlig været Lauras ønske, at de skal fokusere lidt mere på frugten på bekostning af de mere klassiske oxidative elementer, men samtidig uden at falde i den internationale grøft. Fabrizio – der ellers er inkarneret traditionalist – accepterede datterens ønske.

Og vinene fra Castello di Monsanto hører til i den absolutte topklasse, hvilket specielt kan tilskrives vinmarkernes beliggenhed og selvfølgelig de dygtige vinmagere.

Samlet har Castello di Monsanto 72 hektar vinmarker, der ligger i 280-320 meters højde og er fordelt på de 4 marker il Poggio, Scanni, il Mulino og il Salcio.

Husets bedste mark er selvfølgelig den 5,5 hektar store Il Poggio mark, der ligger på en bakketop med en perfekt eksponering og en jordbund med skiferholdig mergel, som er helt perfekt for netop Sangiovese druerne.

Og for at sikre bedst mulige druer, så høstes Il Poggio faktisk i tre omgange på grund af de forskellige eksponeringsforhold, hvilket Fabrizio allerede opdagede, da man startede med at lave denne Chianti Classico Riserva Il Poggio.

Blendet i Chianti Classico Riserva Il Poggio har også undergået ændringer i løbet af årene. I de første år var der tilsat lidt hvide druer Trebbiano Toscano og Malvasia i blendet, men i 1968 udlod Fabrizio er komme disse druer i og i dag er blendet mere klassisk Chianti, fx er det i denne årgang 2017 omkring 95% Sangiovese samt 5% Canaiolo og Colorino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20-22 dage og derefter er den så lagret i omkring 20 måneder på 3.800 liter store ege og derefter er den også lagret 2 år på flaske inden en endelig frigivelse.

Sådan … let, luftig og næsten æterisk aroma, skovbund, parfumeret, moden frugt, diskret fad, rå champignon, dekadence, lys tobak, svagt lidt grønne blade, frugten er jordbær, lyse og modne kirsebær, hyben og mælkechokolade, svag sød, finsk lakrids samt lidt karamel

Det smager også ganske imponerende, lys og let frugt med en diskret sødme, en smuk, dæmpet og forførende frugt. Syren er også luftig, let og nærmest dansende på tungen, mens tanninerne er tørre og selvom de virker føjelige, så er man aldrig i tvivl om dybden med en harmonisk balance … alt er zen og placeret de rigtige steder. Jeg imponeres bare igen, så 97 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 525 kr., mens prisen er 400 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, Italien

2013 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, ItalienMødet hos Jan sluttede med en gammel kending her på bloggen, nemlig Azienda Agricola Silvio Grasso, der altid leverer lækre vine til fornuftige penge. Her er det vinen Barolo Annunziata Vigna Plicotti i årgang 2013, som jeg har i glasset.

Her kommer Nebbiolo druerne fra enkeltmarken Plicotti, hvor Grasso har 1 hektar og stokke plantet i 1982.

Vinen er så vinificeret på samme måde som de øvrige Barolo vine hos Grasso, altså i rustfrie ståltanke med gæring og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Det er i næsen klassisk Barolo med tørrede rosenblade, violer, svampe, læder, tobak, bacon, våde fade og cedertræ og generelt en tør og støvet aroma. Der er syrlige og modne kirsebær, tranebær og moreller, en pose nødder, røg, lejrbål, balsamico og tør jord. Det er da fremragende duft.

I munden har vinen først og fremmest disse uforsonlige, dejlige og næsten smertefulde gummemaserende tanniner med masser af bid og en knastør syre, der streng, frisk og skarp. Det suppleres heldigvis af en svag sødlig bærfrugt med kirsebær, tranebær og lyse blommer, nogle nøddeagtige og let træagtige noter, tobak, jod, tjære, peber og en klar mineralitet. WAUW og 96 point.

Forhandles af Italux, men denne er ikke i sortimentet pt. Denne har Jan vistnok købt på vingården, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Tenuta il Palagio, Sister Moon, Toscana, Italien

2016 Tenuta il Palagio, Sister Moon, Toscana, ItalienSister Moon, will be my guide, In your blue, blue shadows, I would hide … sådan starter Sting en af sangene fra LP’en … Nothing Like the Sun fra 1987.

Mens jeg nynner videre på det stille nummer smager jeg meget passende et glas af vinen Sister Moon fra Stings egen vingård Tenuta il Palagio i Toscana.

Vingården er nemlig privatbolig for Sting og hans hustru Trudie Styler. De købte den tilbage i 1997, men der har faktisk været lavet vin på Tenuta il Palagio siden midten af 1500-tallet.

De købte ejendommen fra greven Simone Velluti Zati di San Clemente, hvis familie havde ejet vingården og de omkringliggende plantager og skove siden 1819.

Da rocklegenden Sting købte den smukke gård i Toscana var vinmarkerne nedslidte og forsømte, men havde potentiale for kvalitet. Så siden købet har Sting og Trudie lagt et stort arbejde i at restaurere vingården, olivenlunde og vinmarker til deres tidligere storhed, med respekt for stedets historie og arkitektur.

De genplantede bl.a. 11 hektar med nye vinstokke og det skulle vise sig at være en god ide, for allerede i 2016 rangerede Il Palagio listen over Wine Specators Top 100 bedste Italienske vine.

Parret har da også samlet et team af eksperter, der hver især har bidraget til den stadig voksende kvalitet. Holdet som har hjulpet består af Paolo Rossi, der er født på Il Palagio og hans familie har historiske bånd til ejendommen.

Derudover har de hyret Alan York, som specialist i økologisk og biodynamisk landbrug igennem 40 år og en verdenskendt konsulent for biodynamiske vinbønder i Nord- og Sydamerika, Sydafrika og Europa.

Sidst er det ønologen Paolo Caciorgna, der står for produktionen og han er endda født og opvokset i Toscana og kommer fra en familie af vinbønder. Hans talent indenfor ønologi har gjort ham til en meget eftertragtet konsulent. Han har arbejder i Frankrig og i Californien og er i dag tilknyttet over tredive af de bedste vinproducenter i Italien.

Il Palagio producerer i dag flere anmelderroste vine og nogle har  navne efter Stings store musikalske bagkatalog. Således laver man vinene Message in a Bottle, When We Dance, Sister Moon … men også Dieci Toscana og Casino delle Vie.

Denne 2016 Sister Moon er lavet på 40% Sangiovese, 30% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon lavet med gæring og maceration i store rustfrie ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder i franske barriques. Det er desuden den første vin, som blev produceret på Il Palagio.

Næsen er lidt fransk, aristokratisk bordeauxfil med solbær, pottemuld, skovbund, cedertræ, cigarkasser, våde fade, engelsk lakrids, har en landlighed og pænt fadpræg med kanel, vanilje og chokolade, men også en syrlig italiensk nerve. På den måde passer alle pengene.

Smagen er meget ren og klar … har en direkte og meget lækker frugt med brombær, kirsebær og hindbær. Frugten virker klart mere lys og mere syrlig end duftmæssigt, for der er virkelig syrlighed, lidt knuste tørrede blomster, men tanninerne virker egentlig bløde og meget tæmmede. Flot vin. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Sandro Fay, Cà Moréi Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Sandro Fay, Ca’ Morei Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienI den lille alpedal Valtellina i norditalienske Lombardiet laves en række fabelagtige vine på Chiavennasca aka Nebbiolo og det er denne 2017 Cà Moréi Valtellina Superiore fra vinhuset Sandro Fay et glimragende eksempel på.

Sandro Fay, der i flere år har været et af områdets absolutte flagskibe, ligger på de stejle bjergsider ved byen San Giacomo di Teglio.

Sandro Fay eller mere korrekt Società Agricola Fay, blev grundlagt tilbage i 1971 af Sandro Fay, men i dag har Sandro hjælp fra sine to børn Marco og Elena Fay … og de har efterhånden nu også overtaget produktionen.

Marco har studeret ønologi i Trentino og har stået i lære i Barolo. Efter han vendte tilbage til familiens vingård har hans primære fokus været på husets Superiore vine, som har tydeligt præg af områdets  jordbundsforhold.

Fay familien har samlet 15 hektar vinmarker, der primært ligger i Valgella zonen, samt nogle få hektarer i Zazella. I Valgella zonen i den østlige del af Valtellina er jordbunden præget af siltholdigt sand, og granmen helt blottet for både ler og kalk i undergrunden. Men alle markerne dyrkes økologisk, men uden certificering.

Det er en jordbund, der giver elegante, lyse og intense Nebbiolo vine.  Udover saftig Rosso, og intens Superiore laver Marco og Elena naturligvis også områdets berømte Sforzato vin med tørrede Nebbiolo druer.

Her smager vi dog husets Cà Moréi Valtellina Superiore, hvor Nebbiolo druerne kommer fra marken Ca’Morei, der er på 2,5 hektar og er placeret på terrasser i Valgella i 550 meters højde.

Det var derfra Marco Fays bedsteforældre stammede og huset som hans bedsteforældre ejede, ligger ved netop den mark. Marco Fays  bedsteforældre hed Morelli … lokalt udtalt Morei, så derfor hedder marken i dag Cà Moréi og betyder derfor Moreis hus. Det er naturligvis huset,. som er afbilledet på etiketten.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og gæring samt maceration er sket i ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 12 måneder på både 30 hektoliter og 500 liter egefade,

Uha, det dufter godt, masser af gazebind, medicinkasse, lidt behåret og syrlig frugt med kirsebær, ribs og blåbær, lys tobak, spidskommen samt en urtet note, godt med træ, meget levende og syrlig duft, let, lys og har bare en ganske svagt, fint fadpræg.

I munden er det en meget levende vin … syrlig med moden frugt, tobak og har godt med tanniner samtidig med, at den føles let, lidt ubekymret og uhøjtidelig med en nærmest juicet fornemmelse. Det føles som en legende, nem og tilgængelig Nebbiolo. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Giovanni Almondo, Roero Bric Valdiana, Piemonte, Italien

2017 Giovanni Almondo, Roero Bric Valdiana, Piemonte, ItalienTilbage i februar i år smagte jeg Giovanni Almondo basis Roero i årgang 2019, men nu smager jeg en enkeltmarksvin … Roero Bric Valdiana 2017.

Vinhuse ligger ved byen Montà d’Alba i Roero lidt nordvest for Barolo og Alba og er grundlagt i 1980 af Domenico Almondo, som – efter afslutning af sin eksamen i det jordbrugsvidenskabelige fakultet – besluttede sig for at lave vin.

Domenico forældre Giovanni og Teresina ejede i forvejen en lille gård helliget vinavl og dyrkning af frugt – ferskner, jordbær og æbler – samt husdyr. Far og søn solgte druer og en lille mængde af vin bulk, men Domenico besluttede, at nu skulle der laves en egenproduktion på druerne Arneis, Nebbiolo og Barbera på vingården.

Produktionen det første år var på omkring 1.500 flasker, heraf 700 flasker Arneis samt 800 flasker Nebbiolo. Produktionen blev dog ret begrænset af, at der alene var omkring 2 hektarer vinmarker, men i takt med salget steg, så begyndte Domenico at udvide kælderen og købe yderligere vinmarker.

I dag er produktionen på omkring 90.000 flasker vin og Domenico Almondo har knap 15 hektar, som ligger helt tæt på byen Montà d’Alba. Det er markerne Valbianchéra, Pe’ del Can, Bric Valdiana, Burigot og Bricco delle Ciliegie.

Siden starten har Domenico haft succes med hans vine, som får fremragende omtale i de italienske vinguides og hos Parker. Husets vine på druen Arneis er flere steder rated som nogle af Piemontes bedste Arneis vine.

Vi har dog fat i den røde Nebbiolo vin Roero Bric Valdiana, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Bric Valdiana beliggende i 320 meters højde med eksponering mod syd. Vinen er lavet med en gæring og maceration over 18-22 dage og efter endt fermentering  lagret 18 måneder på store, ikke-ristede slavonske egefade.

Duften er meget aromatisk, fin, sart og meget blomstret … der er violer, tørrede rosenblade, lys tobak, lidt mentol, støvet, stikkelsbær, hindbær, tranebær, ribs og røg.

Hvor smager det godt … har en meget lys, let og feminin Nebbiolo side, gode faste tanniner, ribs og hindbær, nærmest svævende, blødt og fint, har en bestemt, men sødbitter, lys syre, masser af bid, lidt peber, så 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, ItalienVi skal da smage endnu en vin fra Cantine Paradiso i Cerignola i Puglia, men denne gang er det med vinen Nonno Angelo Nero di Troia i årgang 2020.

Det er en vin lavet på 100% Nero di Troia høstet i start af  oktober. Efter afstilkning knuses druerne og efterlades til gæring og maceration i 15 dage i rustfri ståltanke ved en kontrolleret temperatur under 27 grader og presses så efterfølgende.

Vinen lagres i 2 måneder i rustfri ståltanke og overføres derefter på egetræsfade, hvor den lagres i 12 måneder. Efterfølgende yderligere 4 måneder i flaske for at udvikle sig før den bliver frigivet.

Duftmæssigt kan det minde om en syditaliensk Primitivo, for der er fed solbærmarmelade, sorte kirsebær, svesker og dadler, kanel, kaffe og mælkechokolade, karamel, kakao, men der er også bare en snas af bitterhed oveni den modne, mørke frugt.

I munden smager vinen lidt på samme måde … en maggiterning af fed, håndgranateksplosiv intens mørk frugt. Det er en gammeldags, blød, brun  bredriflet fløjlssofa, som du sætter dig dybt i og næsten aldrig vil komme helt opad igen. Det er blødt, sødt, kraftigt, venligt og har udover chokolade også finsk lakrids, høj oktan alkohol, som lige giver varme, bid og kraftigsød eftersmag. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, ItalienCantine Paradiso eller måske mere korrekt Vinolea Paradiso ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Puglia aka Apulien i Italien og derfra smager jeg to vine og starter helt klassisk med en 1954 Primitivo i årgang 2020.

Paradiso-familien har været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Her smager vi husets 1954 Primitivo, hvor Primitivo druerne er høstet i august fuldt modne. Afstilkning efterfølges af blød knusning og maceration med gæring i rustfri ståltanke i 15-20 dage ved en kontrolleret temperatur og derefter presning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 måneder i rustfri ståltanke og derefter 12 måneder i  225 liter barriques, før den returneres til ståltanke i yderligere 3 måneder. Efterfølgende tappes og lagres vinen i yderligere 4 måneder før frigivelse.

Duftmæssigt er det fra første snif en fyldig, sødlig, krydret vin, der har masser af krop, fedme og voluminøs kapoow … har både blåbær, kirsebær, svesker, overmodne blommer, lidt mentol, røg, cedertræ, mørk chokolade, læder samt lidt karamel, sød lakrids, kanel … men samtidig med lidt tørhed.

I munden er det også en kraftig, lidt marmeladefed Primitivo, men samtidig har den noget mere, for balancen er klart bedre end lige forventet. Der er fortsat kaffe, kanel, læder, karamel, nødder, røg og sveskegrød. Der er både sødme, alkoholvarme og nougat … meget, fløjlsblød rund, comfortagtig og bredbaget. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienMed næste vin er hos det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og dette er deres 2019 Croceferro Etna Rosso.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er også ret lækker, let, luftig med en meget landlig, parfumeret og blomstret note, har en frugt med jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler, lidt diskret fad med vanilje, let kanel, tørre krydderier … men for pokker, hvor har den en berusende lethed.

Hvor smager den bare drøngodt. Den har en nærmest æterisk lethed, en lys, sart og luftig frugt med masser af smag, sødme og saftighed. Dem har en levende syre, som nærmest har en smule lemon bitterhed, hindbær, lyse kirsebær og granatæbler, hvilket hjælpes af en let mineralsk nerve. Det er sgu rå-lækkert og en etnawine, som absolut omgående vinder mit hjerte. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7