Tag-arkiv: Bourgogne

2020 Domaine du Long Nuage Blanc, Chiroubles Rochefort, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine du Long Nuage Blanc, Chiroubles Rochefort, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter med endnu en spændende beaujolaisvin fra en ultralille mikroproducent kaldet Domaine du Long Nuage Blanc og denne Chiroubles Rochefort 2020 er faktisk deres første frigivne vin.

Vingården drives af de to unge vinmagere Alexia Koener samt Michaël Gilboux, der siden 2020 har boet i Chiroubles i Beaujolas og startet med at lave vin på en overtaget mindre vingård.

Og det er en mindre vingård, for parret – der stammer fra Belgien – har beskedne 1,2 hektar fordelt på appellationerne Chiroubles og Régnie. Markerne i Régnie er først kommet til i 2021, så i årgangen 2020 lavede de altså kun denne Chiroubles, som nu er hældt i glasset og lokker med sine indbydende dufte.

Vinen er lavet total oldschool med Gamay druer, der er høstet tidligt den 2. september. Gæring og maceration er sket i en lille ståltank og alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt gæring sker presning i en gammel presse med håndkraft, inden vinen – samlet 7 hektoliter – overføres til tanken og gennemgår malolaktisk gæring … og det er afsluttet 17. september. Derefter er vinen lagret i det – som Alexia og Michaël selv kalder – deres lille heksegryde, hvor vinen har lagret frem til 29. maj 2021, hvor aftapning på flaske så er sket.

I næsen er det en lidt mørkere Beaujolais vin … men har denne  smålette, lækre, saftige og lidt mælkede aroma. Den er sådan set ikke så bondsk, men mere elegant, har lidt blæk og grafit, men jeg får også lidt Pommard associationer suppleret med kalk, svag vanilje samt en snert timian. Så freaking lækker.

Den smager også lækker … lettere og lysere end duften lige indikerede med en lys, floral og blomsterglad side, en fin saftighed, friskhed samt en let og sødbitter syre, runde tanniner … livlig samt meget vedkommende. I betragtning af, at det er parrets første vin, så har de sgu ramt bulls-eye. Begynderheld eller dygtighed? I don’t care, men knuselsker den bare.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er 235 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er vist ikke endnu kommet på Blancs.dks hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, FrankrigMin kærlighed til Beaujolais vinene har lige fået et løft med denne 2020 Apache Broully fra Domaine Aux Ardents … den smager overjordisk godt.

Domaine Aux Ardents er en mikroproducent, der ligger tæt ved Odenas under AOC Brouilly appellationen i Beaujolais. Det lille vinhus drives af Thomas og Mylène Juban, som startede i 2018 med at lave vin, da de en lille mark på 1,38 hektar ved siden af deres hus. De havde dog aldrig lavet vin før og de vidste heller intet om styringen af en vingård og havde slet ingen i hele deres familie, som havde været vinbønder.

Med ungdommens uskyldige iver kastede de sig alligevel over vinproduktionen, konverterede marken til økologisk drift, købte to bistader samt en håndfuld høns til gå og hakke rundt i markerne, så i 2019 kunne de starte med at lave deres første vin … samt er par kilo honning.

Ved siden af sit job som mekaniker er Thomas Juban blevet en af Beaujolas’ bølge af nye, talentfulde vinbønder, som laver sine vine næsten som naturvin uden for megen indgriben i produktionen og ingen eller meget lidt tilsætning af svovl ved aftapning.

Det gælder også i markerne, hvor jorden bearbejdes meget lidt og får grøngødning, få svovl- og kobberbaserede behandlinger … men mest gødning baseret på afkog af planter.

Denne 2020 Apache Broully er således kun anden årgang, som Thomas Juban har lavet af vinen. Det er – need I say? – selvfølgelig ren Gamay fra hans lille mark. Vinen er lavet på betonkar med en forholdsvis lang gæring og maceration, hvilket er efterfulgt af 7 måneder lagring med halvdelen i betonkar og den anden halvdel i burgundiske 228 liter barriques.

Her er Boeing AH-64 Apache kamp helikopteren lettet, for vinen er nærmest luftig, let og æterisk. Helikopteren bliver i det høje luftlag og nærmest sat ned på bløde og fluffy skyer.  Frugten er sådan lyse kirsebær og friske jordbær, alt virker så feminint, at jeg nu nærmest leder efter blondetrusser på vej til det forjættede land, hvilket her er med en smule blæk, grafit samt en lille sødme med lakridskonfekt, vanilje og lidt mandler.

Hvor er det dog sindssyg, crazy, locco og forrykt lækker Beaujolais. Jeg plejer at sige, at Beaujolais smager lidt bondsk og kantet. Det gør dette ikke, for det er så smooth, let og læskende, at man ligger kigger på flasken igen. Den er god nok, det er Beaujolais, men med attitude lig de klassiske, burgundiske vine længere mod nord. Men Apache har sit helt egen og smukke smag, hvor er der bløde tanniner, let peber og lys friskhed balanceret til perfektion … benovet og imponeret.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er – hold fast – beskedne 195 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket gør dette til et fabelagtigt køb, men den har vist ikke ramt deres hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Jean Gagnerot, Rully, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Gagnerot, Rully, Bourgogne, FrankrigJeg har smagt en del Jean Gagnerot vine … et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group. Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu smager jeg deres røde 2016 Rully.

Vinen er lavet med en kølig premaceration ved 8 grader, hvorefter gæringen er sket på ståltanke over 3 uger med både løbende pigeage og remontage. Efter gæringen får vinen sekundær maceration ved 30 grader og så er vinen derefter lagret 16 måneder på franske egefade, hvoraf 20% er nye fade.

Hold da op en duft … meget aggressiv og frisk, selvom den i glasset virker dejlig transparent med svagt knækket brunlig nuance. Det er nærmest tranebær, jordbær, umodne lyse blommer, hyben, ribs samt grønne grene, nyt træ, grønne urter, hø, røg og lidt vanilje og kanel … men uhhh hvor er duften bare så aggressiv og ligefrem.

I munden er det en stram og grøn bourgognevin … vi snakker ribs, tyttebør, rønnebær, rabarber og hindbær, godt med bitterhed, fine og skarpe tanniner og ingen pleasing her. Det er en vin, som vitterlig bør serveret sammen med lidt mad … måske kylling, kanin eller en portion pasta. Jeg lander lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens vinen er 185 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, Frankrig

2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, FrankrigFørste rødvin på Substans vinmenu denne aften var en bourgognevin … en Bourgogne Rouge Nuages 2020 fra det lille vinprojekt, som hedder AMI.

AMI er et lille og spændende projekt fra de to gode venner og vinmagere Paul Perarnau samt Willy Roulendes.

De er efter sigende ved at blive et par hotte navne i Bourgogne, men begge stammer imidlertid fra Roussillon. Willy har tidligere arbejdet hos Domaine de Montille i Puligny-Montrachet og var chefvinmager hos Clos de Moulin aux Moines i Auxey-Durresses.

Paul tidligere har arbejdet hos Oronce de Beler i Vosne-Romanée og også hos Domaine Hauvette i Saint Rémy de Provence.

Deres fælles projekt AMI er et negociantprojekt, hvor de udelukkende arbejder med økologiske vinavlere i Bourgogne og laver deres vine totalt økologisk og uden tilsætningsstoffer brugt i hverken mark eller i  vinfremstillingsprocessen, så intet kunstigt og vennerne ofte heller ikke svovl ved flaskning.

De laver deres røde bourgognevine på Pinot Noir og nogle gange også på Gamay, mens de hvide er lavet med Chardonnay og Aligoté.

Denne vin … Bourgogne Rouge Nuages er lavet på ren Pinot Noir druer fra marker ved byen Chassey-le-Camp, lavet helt traditionelt, dog med spontangæring med naturlige gærceller og efterfølgende 12 måneders lagring sur lie på neutrale egefade.

Duftmæssigt er vinen lettere reduktiv og kalket, men har ellers en mørkere frugt end forventet og virker også lidt maskulin. Der er lidt brombær, jordbær og mørke kirsebær, tranebær, ribs, blæk, engelsk lakrids, virker gæret og har violer, gazebind og lidt våde fade.

I munden er vinen ganske saftig, men bestemt ingen elegantier, men smager i stedet som meget mørk og tør Pinot Noir med let bitre bær, kirsebær, en smule nelliker og peber, selvom syren faktisk er ganske elegant og spiller andenviolin på en disket måde, så Houlberg disker op med 5 fingre med svag pil ned.

Forhandles af Rødder & Vin, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig Den sidste vin, som jeg har smagt fra Stéphane Brocards Closerie des Alisiers var den imponerende2017 Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, som jeg var helt himmelhenrykt over. Nu smager jeg endnu en Closerie des Alisiers vin, nemlig en hvid 2020 Meursault Vieilles Vignes.

Chardonnay druerne kommer her fra to kalkholdige vinmarker, nemlig Vireuil og Pré de Mache, der ligger i 260-270 meters højde og har vinstokke, der er omkring 30 år gamle. Alle druerne er høstet ved håndkraft og vinen er lavet helt traditionelt.

Det omfatter bl.a. lagring af vinen i vinen i 15 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf 20% er helt nye med en løbende batonnage for ekstra fedme og kompleksitet.

I næsen virker vinen blød og blid med brunet smør, nødder, vanilje, mariekiks, sødme, en frugt med pærer, fersken, ananas, citroner, lidt blomstersæbe og blomsterpollen.

Vinens store styrke er dog smagsmæssigt, hvor vinen er cremet og luftig, men så alligevel med en slank krop … ingen fadfedme her. Der er tværtimod en syrlig, grøn og frisk smag med saltede mineraler, en del umodne grønne æbler og sure citroner samt en syleskarp syre, der gennemhuller og punkterer fedme, sul eller spæk. Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., men kan pt fås på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, FrankrigBedste ret hos Restaurant HOS blev for mig ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn, mens vinen her var intet mindre end imponerende. Det var en Saint-Aubin 1er Cru en Remilly fra Domaine Bader-Mimeur.

Domaine Bader-Mimeur holder til på Château de Chassagne-Montrachet i udkanten af selve Chassagne-Montrachet by. Det fine bourgogneslot ejes i dag af Bader Mimeur familien, der har været beskæftiget indenfor vinavl siden 1700-tallet … både Bader og Mimeur familierne.

Det var oprindelig Charles Mimeur, der i 1919 købte vinmarkerne omkring Château de Chassagne-Montrachet, en del af den nordlige fløj, slottets gamle kældre og vineriet på Château de Chassagne-Montrachet fra Masson Dubois familien.

Château de Chassagne-Montrachet stammer helt tilbage til 1270, hvor det blev ejet af Jean de Cru og senere i det 1300-århundrede af Hugues de Chassagne, der var rådgiver for kongen. Slottet har siden haft mange skiftende ejere … altså indtil 1919, hvor Mimeur købte en stor del af slottet, som blev renoveret og delvis fornyet i det 19. århundrede.

Efter Charles Mimeur overgik ejerskabet senere til hans datter og svigersøn. Hans datter Eliste Mimeur blev allerede i 1920 gift med Charles Bader, hvilket også er årsagen til, at vinhuset siden har heddet Domaine Bader-Mimeur.

I dag administreres vingården af Alain Fossier og Marie-Pierre Bader-Fossier samt deres børn Nathalie og Sebastien. De ejer også fortsat hovedparten af Château de Chassagne-Montrachet og har endda også opkøbt yderligere marker i Chassagne Montrachet, Saint Aubin og køber derudover druer hos avlere i Meursault, Pommard og Chambolle.

Samlet ejer huset selv 8 hektar i appellationen Chassagne-Montrachet, herunder 5 hektar på den mest prestigefulde mark Clos du Château. Men her smager jeg husets 2018 Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, hvor Chardonney druerne kommer fra 2 marker på 1,7 hektar i Saint Aubin … markerne La Montagne og La Clairière de la Montagne. Vinen er lavet helt klassisk og er efter endt gæring så lagret 12 måneder på barriques, heraf 20% nye.

Saint Aubin vinene er meget kraftfulde og strukturerede vine. De har måske en tendens til at mangle samme ynde og finesse, som man finder Chassagne Montrachet og Puligny Montrachet, men denne er bare virkelig lækker.

Duftmæssigt siger jeg bare WAUW … ristede noter, brunet smør, nødder og en vibrerende´syre, som stikker hovedet frem sammen med bagt æbletærte med ristede nødder ovenpå, let estragon, ren, klar og med lidt let røgede noter. Det er en lys, feminin og valsende vin med blomster og forsigtigt anstrøg af mineraler.

Smagen følger med duften … cremet og indbydende, men fortsat med slank krop, masser af frugtrigdom, syren er virkelig dansende rundt på tungen, ren og slank med let saltede elementer. Der er en spændstig, fin og elegant vin … vibrerende, sitrende og levende, så klart 6 store fingre med pil op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Domaine Potinet-Ampeau, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Potinet-Ampeau, Meursault, Bourgogne, FrankrigDomaine Potinet-Ampeau ligger i Monthélie i den sydlige del af Côte de Beaune nær Meursault, Volnay og Auxey-Duresses. Og det er netop en hvid Meursault i årgang 2018, som jeg smager fra vinhuset.

Domaine Potinet-Ampeau drives i dag af 5. generation i form af Vincent Durrieu, men hans mor Chantal Durrieu er fortsat med i driften.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker spredt ud over landsbyerne Puligny-Montrachet, Meursault, Auxey-Duresses, Volnay, Pommard og Monthélie. Vinstokkene er i gennemsnit 35 år gamle og alle dyrket efter økologiske principper.

Domænet producerer 18 Côte-de-Beaune appellationer mellem Pommard og Puligny-Montrachet, halvt hvidt og halvt rødt. Det er et hus, som med laver store Meursault vine … og Ampeau navnet har da også stolte traditioner, fx via sin afdøde slægtning Robert Ampeau, der havde et særligt ry som specialist i kældermodnet bourgogne.

Denne Meursault er lavet på Chardonnay druer, som Vincent Durrieu høster fra over 40 år gamle vinstokke på de højt anerkendte enkeltmarker, Pré de Manche og Clos des Luchets. De friskhøstede durer presses direkte i en mekanisk vinpresse, inden nedkøling og 24 timers bundfældning af urenheder.

Mosten omstikkes herefter til en langsom og kølig gæring, der bevarer alle frugtens fine nuancer. Meursault’en fuldendes ved en malolaktisk gæring samt 18 måneders lagring på 228 liter Allier barriques, heraf 20% nye fade.

Lækker smørfed Chardonnay brise … og når jeg skriver brise, så er det fordi, at vinen har en meget let aroma, hvor fadfedmen slet ikke er tung eller dominerende. Der er smør, let ristede nødder, toast og en smule røg. Frugtmæssig er det mest pærer, men de suppleres fra en eksotisk orkester, hvor der spilles lidt abrikos og mango. Dosering er her nøgleordet, for alt er velafbalanceret så fint, let og elegant.

Sådan er smagen også … på inden måder fed eller svulstig, men er rank, fin, sart, feminin og elegant. Det er en franske femme fatale med graciøs, slank og yndefuld krop. Syren er afdæmpet, men har som madame selv styr på alle led i kroppen. Der kommer både lidt citrus, ultrasvagt lidt lemon og dæmpet kalket mineralitet. Man bliver omgående i godt humør og Houlberg giver 5,5 med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Jean Monnier & Fils, Beaune-Montrevenots 1er Cru Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Monnier & Fils, Beaune-Montrevenots 1er Cru Blanc, Bourgogne, FrankrigDomaine Jean Monnier & Fils ligger midt i byen Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er et historisk vinhus. Det er derfra, at Houlberg nu smager en 2019 Beaune-Montrevenots 1er Cru Blanc.

Vinhuset er grundlagt tilbage i år 1720 af familien Monnier og drives i dag af Jean-Claude Monnier og hans søn Nicolas.

Familien har samlet 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller. Det er nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Charmes samt Meursault Genevrières … de fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots er fra deres mark Montrevenots, der ligger ved den sydlige del af Beaune kommune nærmest ved grænsen til Pommard. Marken er samlet på 8 hektar, hvoraf Monnier alene har en lille del og deler således marken med nogle få andre producenter, bl.a. den dygtige Vincent Dancer.

Montrevenots er den højeste beliggende mark i Beaune med en stenet og rødlig jordbund på grund af den jernholdige ler, som er med til at frembringe mineralske og elegante vine. Druerne er også høstet med håndkraft og derefter sorteret inden vinificering og lagring på egefade.

Boom … totalt fed og fadtung Chardonnay … ristede valnødder og brunet smør, tropisk frugt med fersken, dåsepærer, grillede citroner, mandler, en frisk sødsyrlig note, lidt estragon samt en nærmest kalket mineralitet.

I munden er det en virkelig koncentreret vin, masser af mørk syre, sure æbler, citronsyre og så samtidig fyldig og stærk frugt, abrikos, fersken, pærer samt saltede mineraler, et stort bid og koncentreret som bare pokker … sidder insisterende og kraftigt i munden i mega lang tid.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 315 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigJeg har tidligere smagt denne Chablis 1er Cru Fourchaume fra Domaine Joëlle Vrignaud og det var sidst i årgang 2017. Men nu smager jeg så vinen i årgang 2019.

Chablis 1er Cru Fourchaume er en enkeltmarkvin, hvor druerne er fra marken Fourchaume, der ligger på den højre side af Serein floden lidt nord for selve Chablis.

Vinstokkene på Fourchaume er omkring 30 år gamle og står på sydøst vendte marker på bakker med en mergel, leret og kalkholdig undergrund.

Joëlle Vrignaud har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, hvilket betyder spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

I næsen er der lejrbålstemning, røg, kalk, flint, en subtropisk aroma med melon, fersken, gule æbler, grillede citroner samt en fin lethed, der kommer med en blød og kraftig fornemmelse, let fagpræg med en smule vanilje og en buket tørrede blomster.

Smagsmæssigt kan du også fornemme røgen … og samtidig en meget ren, rank og klar  Chardonnay med en vis sprødhed, mineraler og lidt sure citroner. Der er sammen med citronerne også grønne æbler, en fin tørhed og fyldig friskhed, men det bliver aldrig overdone, cremet og fuldfed Chardonnay, men arketypisk Chablis med denne ranke, stenede og kalkholdige elegance.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Passetemps, Bourgogne, Frankrig

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Passetemps, Bourgogne, FrankrigDen næste Pinot Noir vin var ligeledes totalt smuk, lys og helt transparent teglfarvet i glasset, men nu er vi også i Bourgogne med en 2016 Santenay 1er Cru Passetemps fra vinhuset Prosper Maufoux.

Vinhuset er vi stødt på tidligere, sidst da jeg smagte søstervinen, en 2016 Santenay 1er Cru Les Gravières.

Her er druerne dog fra 1. Cru marken Passetemps, der ligger lige i udkanten af Santenay by. Det pudsige navn Passetemps – der betyder tidsfordriv – skyldes, at det var der, at høstarbejderne førhen så tiden an, når vejret tegnede usikkert.

Vinen er  lavet ved, at druerne først er afstilket inden en kølig maceration ved 10 grader i 4-5 dage. Derefter er gæring sket over 18-20 med løbende pigeage inden malolaktisk gæring og så lagring i 12 måneder på franske 228 liters barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Sikke dog en rigtig dejlig fransk næse … søde jordbær i massevis, hindbær, godt med træ og cigarkasser, røg, rosenblade, læder, lidt grønne blade og en delikat fadstrejf med vaniljesødme, brun sukker, svampe eller mulle skovbund samt lette og kalkede mineraler.

I munden en fin, lys-saftig og vindende vin … masser af rabarber, hindbær og halvgrønne jordbær, småtørre tanniner, men frem for alt en lys, let og læskende saftighed. Den lille grønne burgundiske syre holder vinen rank, hvilket sammen med den friske, lyse frugt og den læskende lethed gør vinen nem, luftig og utrolig tiltalende, så Houlberg havner sådan lige mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7