2018 De Grendel, Merlot, Western Cape, Sydafrika

2018 De Grendel, Merlot, Western Cape, SydafrikaSå er vi atter på vingården, der ligger på skråningerne af bjerget Tygerberg ved naturreservatet, altså De Grendel og nu er det med to rødvine i streg, hvor den første er denne Merlot.

Og det er netop også fra marker på skråninger af Tygerberg ved Hutton Oak Leaf i 200 meters højde, at druerne til denne 2018 Merlot kommer fra … vinstokke, der er 14-17 år gamle.

Efter høsten er druerne afstilket, knust og så har de gæret i rustfrie ståltanke med overpumpning 4 gange dagligt. Efter endt gæring er druerne presset og vinen er så lagret 13 måneder på egefade med 1/3-del nye fade, 1/3-dele fade brugt én gang og så resten fade, der tidligere er brugt to gange.

Dejlig animalsk og aromatisk næse … både blæk, kul, babybræk (på den fede måde), medicinkasse, solbær, blommer, dyb kælder, våde fade, tør tobak, lidt grønne grene og samlet er det egentlig slet ikke eksplosivt, men sådan næsten lidt afdæmpet i aromaer. Men andre ord skal man lede lidt, men det gør det kun spændende.

Smagsmæssigt er det også solbær, men med en lille syrlig kant, sådan virkelig frugt i frugten med masser eller tonsvis af tanniner, som befuldmægtiger din mund suppleret med let peber, en spinkel syre og ellers stor, stor velbehag.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 De Grendel, Viognier, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Viognier, Western Cape, SydafrikaMit køkkenprojekt er ufrivilligt blev forsinket på grund af flere fejlafleveringer. Suk. Men derfor kan jeg da godt tyvstarte brugen og nyde et glas iskoldt hvidvin i det halvfærdige køkken og det blev en Viognier fra De Grendel … det sydafrikanske vinhus, som jeg har skrevet om et par gange tidligere.

Druerne til vinen kommer fra nogle vestlige skråninger oppe i 200 meters højde på Tygerberg bjerget, hvor jordbunden består af grus, ler og blå skifer. Fra selve marken kan man faktisk se Atlanterhavet 7 kilometer væk.

Druerne høstes ved fuld moden … nærmest lige før, at de begynder at skrumpe. Efter høsten sker der afstilkning, hvorefter druerne så knuses og får lov at hvile kortvarigt inden 70% af druerne så gærer i rustfrie ståltanke, men de sidste 30% fermenterer i rumænske fade, hvor de også lagrer 90 dage inden vinen blandes, stabiliseres og aftappes på flaske.

Sikke da en interessant næse … sådan nærmest grillet grape, en lidt småsødlig bitterhed kombineret med et lille tropisk islæt af mango, papaya, saftig abrikos, smørblomster og sådan kraftig, fyldig og den fornemmes endda småolieret uden på nogen måder at blive vulgær, men bare urtet og aromatisk småbuttet.

I munden er vinen lidt som duften … altså frugtpower med fedme, kraft og saft. Det er modne æbler, grillet grape, grillet citron, abrikos og alligevel med en vis ren, mineralsk og meget smagfuld facon. Den har en vis syre, men den er afdæmpet uden at forsvinde, men det hele er bundet ganske nydeligt sammen. Dejlig vin, som bare gør vinbloggeren i godt humør.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine de Cristia, Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de Cristia, Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, FrankrigVor vinaften sluttede med lidt Châteauneuf-du-Pape, nemlig  Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition fra det vinhus, der hedder Domaine de Cristia eller Grangeon et Fils.

Det er både vinhus og  negocianthus, som oprindelig er grundlagt midt under krigen i 1942 af Etienne Grangeon og ligger i Courthézon. I dag drives vinhuset af 3. generation i form af de to søskende Baptiste og Dominique Grangeon. De overtog driften i 1999 og startede med at lave egne vine, selvom både bedstefar Etienne og far Alain havde solgt det meste af  produktionen i bulk til andre producenter.

Domaine de Cristia har samlet 58 hektar vinmarker og omkring 90% på marken lieu-dit Cristia, som også har givet navnet til vinhuset. Og Cristia marken ligger nabo til den mere kendte lieu-dit Rayas. Siden 2008 har driften været certificeret økologisk.

Udover vinene, som sælges som Domaine de Cristia, så laver Baptiste også en serie under navnet Cristia Collection, hvor druerne kommer fra andre vinavlere. Denne Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition er netop én af disse vine og denne er lavet på ren Grenache.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstiles, hvorefter de sættes til udblødning i et kar inden gæring og maceration i betontanke over 3 uger ved lave temperaturer. Efter endt fermentering lagres vinen så i betontanke og tønder i 18 måneder.

Duftmæssigt fed blækagtig frugt, tør engelsk lakrids, mørk og krydret, lidt sæbe, koks, tjære, grønne grene, men virker lidt tung og sløv i optrækket. I munden er det en sødlig, krydret vin, masser af eg, sæbe, kantet og samtidig lidt letbenet. Der er i munden pænt med sødme, lidt peber og pænt med træ.

Forhandles i Rema 1000, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, Frankrig

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, FrankrigNæste vin var en ægte Pays D’oc, altså en slags landvin fra Languedoc-Roussillon, hvor der dog også i stigende grad er små fremragende producenter. Her er det vinen Languedoc Old Star Carignan Noir fra den unge vinmager Olivier Coste.

Olivier er vokset op i en gammel vinfamilie, for han driver nemlig Domaine Montrose nordøst for  Béziers i Languedoc sammen med sin far Benard Coste. De er efterkommere af Joseph Alazard, der tilbage i 1701 modtog det fine våbenskjold med de 3 firben … et våbenskjold, som Domaine Montrose i dag har som logo og ses på alle flaskerne.

Vinhuset har samlet 80 hektar vinmarker, der alle nærmest alle ligger omkring deres vineri i Côtes de Thongue regionen og laver i øjeblikket 9 forskellige vine.

Men derudover har den unge Olivier Coste også startet med at lave vine i eget navn … fx denne Languedoc Old Star Carignan Noir, hvor druerne – så vidt jeg kan se – købes fra andre vinavlere, men dyrkes efter den traditionelle gobelet/busk beskæring i meget sten- og lerholdig jord.

Efter høst er druerne afstiles, hvorefter gæring og maceration sker i temperaturregulerede ståltanke med hyppige omrøringer over hele 3 uger. Efter endt gæring får vinen lov at hvile på ståltanke til slutningen af vinteren, hvor den aftappes.

Næsen er meget urtet, grøn og sjov animalsk … har en lidt gæret og sødkrydret note med både eukalyptus, peber, nogle mørke bær, lidt gummi, rubberduck gummiand, grannåle, røg og lidt kvalm. Samlet er det en duft, som jeg slet ikke er vild med og har lidt svært at forliges med.

Smagen minder ufattelig meget om duften … krydret med samme lidt sjove og skæve sider, mens frugten er sådan ovre i kirsebær og tranebær. Jeg er sgu ikke vild med den.

Forhandles af Vinoble / Østjysk Vinforsyning, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2013 Weingut Moric, Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, Burgenland, Østrig

2013 Weingut Moric, Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, Burgenland, Østrig Roland Velich fra Weingut Moric er nok én af de bedste østrigske fortolkere af vine på Blaufränkisch … måske endda den allerbedste og hans topvin er Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, som jeg netop nu smager i en årgang 2013.

Vinhuset Moric drives af Roland Velich, som egentlig kommer fra en traditionel vinfamilie i Østrig. I 1990’erne besluttede han sig imidlertid at skabe sit eget hus med fokus på Blaufränkisch vine og slog sig ned i byen Großhöflein på den vestlige side af Nieusiedlersee og kaldte sit lille projekt for Blaufränkisch Unplugged.

Han fandt også et par spændende marker, nemlig Lutzmannsburg og Neckenmarkt med nogle meget gamle vinstokke med Blaufränkisch, og det blev grundlaget for vingården.

I 2001 sendte han de første vine på markedet under navnet Moric … og det første år alene nogle få tusinde flasker. Og i dag bliver Roland Velich uofficielt kaldt kongen af Blaufränkisch og har samlet 25 hektar vinmarker.

Han står således i dag bag den mest berømte østrigske vin på Blaufränkisch, nemlig denne Neckenmarkt Alte Reben, en vin der herhjemme koster omkring 650 kr. Den er ratet ekstremt højt af både den internationale  og østrigske vinpresse … og den havde vinglade Jan taget med til vores vinaften.

Roland laver ikke vine med power, fedme og fadsødme og flere vinskribenter beskriver også hans vine som værende en blanding af Nebbiolo fra Piemonte og Pinot Noir fra Bourgogne, for det er den elegance, som har bragt ham hæderen.

Det er svært at finde oplysninger om produktionen af denne Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, men mon ikke den er lavet på samme måde, som Reserve lillesøsteren med spontangæring i åbne kar med maceration over 3 uger og derefter lagring i 20 måneder på bærmen i store 500 og 1.000 liters egefade inden flaskning uden klarering eller filtrering?

Og hold nu op for en vin … i næsen nærmest en let urkraft PAW … parfumeret med både mentol, frisk og fin frugt, kirsebær, brombær, hindbær, dyb fersk kød, flæsk, svampe, lidt mælkede noter, lidt tør engelsk lakrids, jernbanesveller, tryksværte, kridt, sandeltræ samt små aftryk fra fadene med svag vanilje, kanel, søde krydderier og grønne urter. Utrolig kompleks og fascinerede næse.

Smagsmæssigt er frugten langt mere frisk og ivrig end forventet, men for pokker … hvor er det cremet, blæret, tilbagelænet, blødt og fløjlsagtigt. Syren er vild og blomsteragtig, der er stenet mineralitet, kirsebær, hindbær, småbitre elementer, lys og elegant kraft og nogle fine, men bestemte tanniner, som du ikke fucker med. Og så er det hele samtidigt meget kraftfuldt … på en let måde, hvis det giver mening. Kan kun sige klassevin og nok noget af det bedste Blaufränkisch denne vinblogger har smagt.

Moric blev tidligere forhandlet af Vinova, men i dag kan jeg alene finde denne vin i en årgang 2017 hos Österreich Vin, hvor den så koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Stenbakkegård, Rondo, Jylland, Danmark

2016 Stenbakkegård, Rondo, Jylland, DanmarkFinn Hansen købte i 1983 sammen med sin hustru Tina den ældre landbrugsejendom Stenbakkegård ved Hyllested nær Ebeltoft. Og derfra havde Steffen taget en vin med … ren Rondo med en uhørt fed kraft fra en dansk vin.

Det var først i 2007, at Finn egentlig grundlagde sin vingård ved tilplantning af vinstokke på både Rondo, Reberger samt Pinot Noir. Det var nærmest som et supplement til den fåreavl, som Finn havde startet i 1991, men ud fra en stor passion for vin.

De første år lå produktionen på beskedne 250 flasker, men i dag er der tilplantet flere stokke, således Finn samlet har 1.200 vinstokke fordelt på 9 forskellige sorter … både tyske, franske og italienske.

Vinmarker ligger i Hyllested Bjerge, der er et randmorænelandskab med mange sten i jorden, hvilket er en udfordring at arbejde i. Der  arbejdes derfor med høje opbindingsrækker, så druerne får masser af sol, og der er stor afstand mellem rækkerne, så Finn kan pløje jorden ned og dyrke økologisk.

Finn laver vinene med et nyt vineri bygget i 2016 med inspiration fra Bourgogne bl.a. med lang maceration, som Finn mener passer godt til klimaet på vores breddegrader.

Her er det så Finns Rondo vin … hvor inspirationen fra Bourgogne måske virker en smule fjern, for det er vist den mest kraftige danske vin, som jeg nogensinde har smagt. Druerne er høstet i oktober 2016 og derefter er gæring sket med lang maceration og efter fermentering lagret 18 måneder med egechips.

Og sikke da en SÅRT vin i glasset med en virkelig fed, mælket, flæsket aroma med dyb mørk frugt, solbær, blåbær, svesker, tør bark, rosiner, engelsk lakrids, lakridskonfekt samt lidt sten og mineraler.

Smagen er sådan lidt sjovt aromatisk parfumeret … fed, tyk tjære med solbær, voldsom tung og sur/sød hestestald, klare ege noter, tør og smager lidt sjov. Vi smagte den blindt og jeg gættede, at det nok kunne være lidt syditaliensk Nero d’Avola … men så var det dansk … det havde jeg sgu aldrig gættet.

Vinen er købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, Italien

2015 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, ItalienFrancesco Versio er en ung, dygtig kultproducent, som laver vin i byen Albesani nordvest for Barbaresco og her smager Houlberg netop en fin 2015 Barbaresco fra Versio.

Francesco er søn af en skolelærer i Albesani og er uddannet ønolog og vinmager fra vinskolen i Alba og senere universitetet i Torino. Efter sin uddannelse arbejdede han en kort periode hos kooperativet Terre di Barolo, inden han kom til Bruno Giacosa, hvor han under Dante Scaglione lærte alle hemmeligheder bag en god Barbaresco og endte med i 2011 at blive deres ansvarlige ønolog og arbejdede samlet 8 år hos Giacosa.

I 2012 begyndte Francesco Versio også at lave sin egen vin, da hans familie ejede 2 små parceller i Neive kommune, nemlig på markerne San Cristoforo tilplantet i 1969 og Currà med endnu ældre stokke … begge med en perfekt sydvest vendt eksponering og med en smuk udsigt over Barbaresco by.

Familien havde tidligere solgt deres druer til andre producenter, men dette ændrede Francesco. Den første vin lavede han i 2013 og med et beskedent udbytte på 30 hektoliter pr. hektar lavede han 20 hektoliter, svarende til 2.600 flasker vin. Indtjeningen fra den første årgang blev brugt til en temperaturstyret tank i rustfrit stål til brug i nødsituationer samt en kæmpe Stockinger foudre på 3.400 liter.

For Versio laver sin vine meget traditonelt med lang gæring og maceration samt lagring på store egefade. I 2014 faldt produktionen til  halvdelen, men det skyldes, at han genplantede Currà marken med 60% Lampia kloner, 30% Michet og 10% Picotener kloner.

Det betød også, at denne Barbaresci årgang 2015 alene er lavet med druer fra den kalkholdige San Cristoforo mark. Senere er Francesco også begyndt at opkøbe druer fra en nærliggende Neive vinmark Tetti / Cotta og i 2017 har han opkøbt en vinmark i Borgata Pamparato mellem Dogliani og Belvedere Langhe.

Ved siden at sit eget projekt, så hjælper Francesco Versio også andre producenter, bl.a. er han også nu ansvarlig vinmager hos Figli Luigi Oddero, netop sammen med Dante Scaglione … hans gamle mentor og læremester.

Men her er det altså hans egen 2015 Barbaresco, som dette år alene er lavet med druer fra San Cristoforo marken i Neive. I denne årgang er vinen lavet i Francescos forældres garage for første gang, mens den i de to tidligere år er lavet hos et lokalt kooperativ, hvor han havde lånt produktionsfaciliterne.

Den er som nævnt lavet meget traditionelt med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 18 dage og så lagring i det store østrigske Stockinger fad i 24-26 måneder.

Duftmæssigt absolut en Barbaresco med en både stram og meget frugtrig karakter … virkelig stram balsamisk syre, rosenblade, blæk, læder, ribs, rabarber, violer, grønne noter, appelsinskal, jern, kridt, urter, røg og tobak. Indbydende. Absolut.

I munden er det også meget ungt og stramt … utrolig renhed, syrlig, ung og tannisk. Meget frugtrig smag, blomster og man får nærmest et frisk kick af ribs, rabarber og umodne kirsebær suppleret med en meget lang eftersmag helt ned i ganen. Det er nok en vin, som burde ligge i kælderen mange år endnu, men godt smager det allerede nu, så 5,5 store fede fingre med pil op.

Købt hos Torben fra Terrior Vin for et par år siden … prisen kan jeg sgu vist ikke huske, formentlig omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Fontodi, Case Via Pinot Nero, Toscana, Italien

2012 Fontodi, Case Via Pinot Nero, Toscana, ItalienHvor er det – suk – lang tid siden, at jeg har smagt vin fra Fontodi. Sidst var det vist deres ikoniske topvin Flaccianello, men nu har jeg en en charmerende 2012 Case Via Pinot Nero i glasset.

Azienda Agricola Fontodi ligger højt på en bakketop ved dalen Conca d’Oro lidt lidt syd for den lille landsby Panzano.

Vinhuset er grundlagt i 1968 af Manetti familien, men man har tidligere fundet dokumenter, der viser, at der har været dyrket vin siden 1600-tallet på dette sted.

Vingården drives i dag af Giovanni Manetti, som har stået i spidsen for vinhuset gennem 3 årtier og vundet utallige priser i hele verden, for Fontodi er nok én af Chianti Classicos mest berømte vingårde.

Fontodi har samlet 130 hektar jord, men det et kun knap 70 hektar, som er vinmarker, der ligger i 400 meters højde, dyrkes fuldstændig økologiske og med meget stor respekt for natur og bæredygtighed.

Der bruges ingen kemiske produkter på Azienda Agricola Fontodi, og man forsøger at have en høj grad af genbrug i alle processer, bl.a. er vineriet også bygget, således vinen frit kan løbe uden brug af pumper og der eksperimenteres også med lagring i lerkrukker.

Denne Case Via Pinot Nero er lavet med Pinot Noir druer fra marken Case Via og er lavet på egefade med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på Troncais egefade inden aftapning på flaske. Der er alene lavet 4.000 flasker af vinen.

I næsen er det moden, lys frugt med en lille syrlighed, blommer, kirsebær, lidt mælkede aromaer, læder, blomster, kærnemælk, røg, mælkechokolade samt en dyb intensitet.

Smagen er også – som duften – meget lys og syrlig, vildt tørre tanniner, ung, spændstig og rank med masser af balsamisk syre, lidt bitterhed, ribs, brombær, tør lerjord og umiddelbart smager det ikke som Pinot Noir … måske mere som noget Sangiovese eller Nebbiolo med en lys, blød kant … men for pokker hvor er det lækkert.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske i nyere årgange koster 349-379 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Allegrini, Palazzo Della Torre, Veneto, Italien

2016 Allegrini, Palazzo Della Torre, Veneto, ItalienEfter en indledning med en mousserende og en hvidvin, så lagde Paul ud med sin første vin, hvilket skulle vise sig at være fra Veneto … nemlig vinen Palazzo Della Torre fra Allegrini.

Allegrini ligger i byen Fumane og er grundlagt i 1960’erne af Giovanni Allegrini, men familien har været vinavlere i området i over fem århundreder.

I dag drives huset Allegrini af Giovannis børn Franco og Marilisa, men den næste generation har også allerede fået lov til at deltage, nemlig børnene Francesc, Silvia og Caterina.

Franco Allegrini overtog driften af vinhuset i 1983 efter faderens død, men Franco havde arbejdet tæt sammen med Giovanni i mange år og har erhvervet både hans fars dygtighed og lidenskab for vin.

Franco har lige siden været en pioner for kvalitetsrevolutionen i området gennem adskillige banebrydende tiltag så som en moderne version af Ripasso teknikken, hvor man i stedet for at gengære vinen på rester fra produktionen af Amarone, i stedet lægger nogle af druerne til tørring og bruger disse druer fra samme vinmark til gengæringen.

Denne innovative metode intensiverer frugten i vinen og giver aftryk af det lokale terroir i den endelige vin. Blandt andre tiltag kan nævnes anvendelsen af barriques og oprettelsen af et moderne drue tørringscenter kaldet Terre di Fumane, der i dag står som benchmark for Valpolicella-regionen.

Samlet har Allegrini familien 98,7 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Palazzo delle Torre, La Grola, La Poja, Villa Cavarena, Fieramonte og Monte dei Galli.

Familiens høje ambitioner for deres vine i alle prissegmenter, gør at huset i dag er synonym med exceptionel høj kvalitet og den berømte italienske vinguide Gambero Rosso kårer også Allegrini som førende producent i området år efter år. Allegrini familen ejer desuden det berømte brunellohus San Polo og Poggio al Tesoro i Bolgheri.

Denne Palazzo Della Torre er én af de vine, som har gjort Allegrini berømt i hele verden, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Palazzo Della Torre  ved Villa della Torre. Der har familien vinstokke, der er over 40 år gamle og vinen er et blend af Corvina, Rondinella samt en smule Sangiovese.

Og vinen er netop lavet efter Francos moderne Ripasso teknik, hvor de fleste af druerne gæres lige efter høsten i rustfrie ståltanke, mens en andel bliver lagt til tørring. I januar efter høsten blandes mosten fra de delvist tørrede druer så i vinen og den gennemgår endnu en gæring over 15 dage.

Derefter sker der malolaktisk gæring i barriques, hvor vinen også lagres i 15 måneder. Derefter blandes alle fadene sammen og igen lagrer vinen yderligere 2 måneder inden aftapning på flaske samt yderligere 7 måneders lagring inden frigivelse.

I næsen en pæn fyldig vin, som har en næse med masser af blæk, lidt mentol og eukalyptus, urter, blåbær, blommer og måske endda lidt rosiner suppleret med en rustik, syrlig nerve. Der er lidt kaktuspiller, grønne afbarkede grene, men også svagt nogle fadaftryk med vanilje, kanel og nelliker.

Smagen er meget blommer … masser af blommer samt en fyldig sødme, som kan virke næsten helt syditaliensk, mens der til gengæld ikke er megen syre, så det bliver lidt en fed historie, hvor blommerne får følgeskab af svesker, dadler og sorte kirsebær, bitter mørk chokolade samt stor saftighed.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 147 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

N.V. Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Rosé Brut, Lombardiet, Italien

N.V. Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Rosé Brut, Lombardiet, ItalienI det lange, slanke glas havde jeg slet ikke opdaget, at denne N.V. Tenuta Montenisa Rosé Brut fra Antinori var roséfarvet. Men det er altså også en meget bleg rosé, men lidt dumt i blindsmagning at gætte på Chardonnay 😮

Min første tanke var faktisk, at denne kunne være Franciacorta, men det smager sgu så ægte, at jeg valgte at gætte Champagne, men de fleste gange skal man altså bare følge sin allerførste indskydelse. Det må jeg huske næste gang, men det er altså også bare en lækker mousserende vin … dét kan de i Franciacorta.

Vinen kommer fra Marchese Antinoris vingård Tenuta Montenisa, der ligger syd for Iseo søen ved den lille by Calino i Brescia provinsen under appellationen Franciacorta i Lombardiet.

Tenuta Montenisa ligger i en gammel ejendom Palazzetto Maggi, som tidligere også blev kaldt Borgo di Calino og stammer fra det 16. århundrede. Ejendommen og dens 60 hektar vinmarker blev købt af Antinori familien i 1999 og siden har de omdøbt ejendommen til Tenuta Montenisa.

På ejendommen laver Antinori 6 forskellige mousserende vine, herunder altså denne fisblege Tenuta Montenisa Rosé Brut, der jo selvfølgelig er lavet på Pinot Nero, som først er vinificeret i rustfrie ståltanke og derefter lavet med andengæringen i flaske over 24 måneder inden degorgering i 2019.

Duftmæssigt byder vinen på nødder, valnødder, gæret frugt, dåsepærer, overmodne æbler, en svag animalsk note, støvet og stenet mineralitet, tørrede blomster … meget krystalklar og indbydende krisp.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er dejlig syrlig med små aggressive bobler, masser af livsgivende brus, citroner og bitterhed fra grape. Det er så fint balanceret … smager som the real thing og det bekræfter blot kvaliteten fra Franciacorta og Antinori, der jo altid bare laver god vin.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger