Tag-arkiv: Bourgogne

2015 Méo-Camuzet, Fixin, Bourgogne, Frankrig

2015 Méo-Camuzet, Fixin, Bourgogne, FrankrigBourgogne er et kluddetæppe af regioner, marker og producenter. Jeg har fortsat meget at lære, men har ikk’ lige haft tid (læs penge) til at blive helt klog på det fascinerende område. Men når man smager god bourgogne, som denne Fixin fra Méo-Camuzet – en af de berømte producenter – bliver man lidt misundelig på dem, der har meget tid.

Domaine Méo-Camuzet – fedt navn i øvrigt – ligger selvfølgelig på Rue des Grands Crus midt i Vosne-Romanée og er grundlagt tilbage i starten af 1900-tallet af Etienne Camuzet. Han var udover vinbonde også både borgmester i landsbyen, præsident for Côte d’Or fra 1902 til 1932 og derudover også særdeles politisk aktiv.

Han var egentlig mere interesseret mere for politik end for vin, men opkøbte i 1920 bl.a, slottet Château Clos de Vougeot med tilhørende marker og samlede i det hele taget flere af de berømte parceller, som i dag er en del af Domaine Méo-Camuzet.

Allerede i 1944 ville Etienne Camuzet dog sælge slottet, da han ikke selv beboede slottet, men blot lod nogle af de små vinbønder, som lejede parceller af slottets vinmarker, bo på det gamle slot.

Det endte med, at han i 1945 gav slottet – som også havde lidt skade i krigens løb – til vinbroderskabet Confrérie des Chevaliers du Tastevin, som efterfølgende istandsatte det og gjorde det til sæde for ordenen.

Han beholdte dog alle vinmarkerne, men ville faktisk også sælge dem, men da han i 1946 blev myrdet, så arvede datteren Maria Noirot sin fars ejendom og marker, som hun forvaltede  frem til sin død i 1959.

Maria Noirot havde ingen børn, så hun testamenterede godset til sin nevø Jean Méo, som dengang var medlem af præsident de Gaulles stab. Maria Noirots ønske var, at alt skulle fortsætte som før på ejendommen … at Jean Méo altså skulle fortsætte med forvalte godset, de unikke vinmarker, de mange små lejere og sælge vinen til négocianter.

Og Jean Méo havde ville ikke bryde arven, selvom han havde travlt med en karrierer i Paris, hvor han både sad i det europæiske råd og havde mange topstillinger hos store virksomheder som fx ELF, France Soir, L’agence Havas og l’Institut Français du Pétrole.

Han samarbejdede derfor med sin fader Gaston Méo samt skiftende forvaltere og lejere af vinmarkerne. Han havde også selv ansvaret for vinsalget til de lokale négocianter, mens han stadig passede sit arbejde i Paris.

I 1985 begyndte man at sælge vinene under navnet Domaine Méo-Camuzet på flasker direkte fra ejendommen og fra 1988 overtog Jean Méo også styringen af vinmarkerne, godt hjulpet til af den store vinproducent Henri Jayer, som var sidste forvalter på domainet.

I dag er det Jean Méos søn Jean-Nicolas Méo, som står for driften af Méo-Camuzet. Han får dog god hjælp fra vinmageren Christian Faurois, som tidligere har været en af de små vinavlere, som havde lejet nogle parceller af husets marker.

Méo-Camuzet har i dag 14,8 hektar vinmarker, som er fordelt på nogle af de bedste marker i Bourgogne, bl.a. Grand Cru markerne Clos de Vougeot, Échezeaux  samt Richebourg. Derudover en lang række 1. Cru marker i bl.a. Vosne-Romanée.

Denne Fixin er lavet med druer fra den nederste del af markerne Le Clos og Les Herbues nord for Fixey, som egentlig – i hvert fald ifølge Méo-Camuzet – fortjener 1. Cru status.

Druerne afstilkes og udblødes ved 15 grader i 3-5 dage inden gæringen helt naturligt sætter ind. Fermenteringen sker med styring af temperaturen med dagen pumpning over, pigeages og efter endt fermentering lagrer vinen på egefade … typisk omkring 2 år.

Næsen er gærede bær … vi tramper nærmest rundt med bare tæer. Der er stor tæthed, modne bær, blåbær og stor koncentration i vinen, som i aromaen virker kraftigere end de fleste bourgogner.

I munden smelter vinen nærmest med kraftig … næsten tyk konsistens, cremet fløjl, fuldfed og alligevel med burgundisk lethed, overlegenhed og elegance. Det er nærmest en tyk pige på en gynge en småkold sommerdag. Flot.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, FrankrigBAM … så tog vi hul på 6 x røde Pinot Noir og denne Bourgogne En Lutenière fra Domaine Aurélien Verdet modbeviser påstanden om, at man ikke kan få god bourgogne til under 300 kr. og at bourgogne også først smager godt med masser af år på kilometertælleren.

Domaine Aurélien Verdet ligger i den lille burdundiske by Arcenant, der vel ligger omkring 6-8 kilometer stik vest for Nuits-Saint-Georges. Vinhuset drives af Aurélien Verdet, der overtog driften efter sin fader Alain Verdet, der allerede tilbage i 1970’erne var en af pionererne indenfor økologisk drift i Bourgogne.

Aurélien Verdet har drevet vingårdens selv, siden faderen gik på pension i 2005 og han driver nu vingården i samme ånd. Han har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. med marker i Hautes Côtes de Nuits samt ved Vosne Romanée … 1. Cru marker som Beaux Monts, Nuits Damodes og Boudots.

Her er det imidlertid en af Aurélien Verdets entry-level vine … en spæd 2016 Bourgogne En Lutenière, hvor druerne er høstet manuelt, og lavet med maceration i 10 dage og en samlet gæring på op til 30 dage. Derefter er vinen lagret på barriques.

Og sikke en lækker næse … smuk burgundisk lethed med kirsebær, ribs, gazebind, en grøn nerve og lidt animalsk stald. Derudover er der mentol, estragon, svag lakrids, babybræk, jord, skov og buske … uhhhhmmmmmm.

I munden er der blødt og elegant, blidt, let og smager vildt godt. Det er utroligt, at vinen er så ung, for den er bare drikkeklar nu. Det er måske ikke specielt komplekst, men fortsat et højt niveau for sådan en vin, som har en så fin og let syre, er så direkte samt let drikbar.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Domaine de Thulon, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine de Thulon, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigVinene fra Régnié – seneste anerkendte Cru under appellationen Cru Beaujolais – hører normalt sammen med Brouilly og Chiroubles til blandt de lidt lettere Beaujolais vine, og men det er nu ikke udpræget tilfældet med denne Régnié Vieilles Vignes fra Domaine de Thulon.

Vingården ligger i den lille landsby Lantignie ved det gamle Château de Thulon fra 1400-tallet, og vinhusets marker var da også engang en del af det gamle slot. Domaine de Thulon drives af René og Annie Jambon, der købte vingården i 1987 med 8 hektar marker samt driftsbygninger efter at have været forpagtere af stedet gennem 20 år.

Sammen med børnene Carine og Laurent har de udviklet vingården, og børnene er også så småt ved at overtage driften efter forældrene. Carine står for markedsføringen, mens Laurent er en ambitiøs vinmager, som står for produktionen og langsomt har fået arbejdet vingården op blandt nogle af de bedste producenter i Beaujolais.

I dag er vingården omdannet til et selskab … det franske EARL og der er opkøbt yderligere marker, således Domaine de Thulon samlet har 16,5 hektar vinmarker, der giver vine under både Beaujolais-Villages, Régnié, Chiroubles og Morgon.

Alt arbejdet foregår manuelt, med organisk gødning og traitements raisonnées aka Lutte Raisonnée … også kaldet l’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Den samlede produktion er på 930 hektoliter vin, hvilket vel svarer til omkring 124.000 flasker vin hver år. Og de er fordelt på 12 forskellige vine, herunder altså denne Régnié Vieilles Vignes, der selvfølgelig er på 100% Gamay.

Vinstokkene er Vieilles Vignes … altså gamle stokke, som her er omkring 70 år. Vinen vinificeres i store, åbne kar uden afstilkning overhovedet, en kort maceration og efter endt fermentering lagret på egetræsfade et par måneder.

I glasset virker vinen langt mørkere, end jeg havde forventet, men næsen er også kraftigere med afbrændt baconfedt, boysenbær og ribs, gærede bær, røg, aske, mælkesyrer, blodpølse, flintesten, earl-grey teblade og peber … ja faktisk godt med peber.

I munden er der syre, peber og ribs … det er virkelig syrligt med bid i frugten, stramt og kan opsummeres som en tynd, læskende og syrlig væske med peber, jern og mineraler.

Købt hos Viniversa, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2001 Rossignol-Trapet, Latricieres-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Rossignol-Trapet, Latricieres-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigNæste kanonslag var fortsat burgundisk … ikke mindre end en 2001’er Latricieres-Chambertin Grand Cru fra vinhuset Rossignol-Trapet i Gevrey-Chambertin.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Jacques Rossignol og hans to sønner Nicolas og David på de marker, som Jacques Rossignol sammen med hustruen Mado Trapet egentligt har drevet siden deres ægteskab tilbage i 1961 og foreningen af de to vinfamilier fra henholdsvis Baune og Gevrey-Chambertin.

Jacques Rossignol stammer nemlig fra Volnay i Beaune, hvor hans familie har dyrket vin siden 1500-tallet, mens hans kone Mado Trapets familie kom fra Gevrey-Chambertin og har dyrket vin siden 1700-tallet.

Det er de to brødre david og Nicolas Rossignol, som I kan se på billedet ovenover, drifter Domaine Rossignol-Trapet og det gør de med respekt for traditioner, men begge er åbne over for teknisk og biologisk nytænkning for at forbedre kvaliteten af deres vine.

Domaine Rossignol-Trapet ligger i Gevrey-Chambertin og har samlet 14 hektar vinmarker, primært i Gevrey-Chambertin, men også i både Beaune og Savigny-les-Beaune.

Ved Gevrey-Chambertin har brødrene parceller på både 1er Cru og Grand Cru marker, bl.a. på 1er Cru markerne Aux Combottes, Petite Chapelle, Clos-Prieur Haut, Cherbaudes og Les Corbeaux samt Grand Cru markerne Chapelle-Chambertin, Latricieres-Chambertin og selve Chambertin.

De startede forsøg med biodynamik i 1997 og havde konverteret ejendommen totalt i 2004 og de er i dag certificeret af både Ecocert og Demeter.

Latricieres-Chambertin marken – der har givet druerne til denne vin – ligger lige opad Chambertin marken til den ene side, kun adskilt af en lille sti og 1er Cru marken Aux Combottes på den anden side.

Latricieres-Chambertin er – som Chambertin – en smal og aflang mark, hvor den nederste del minder lidt om La Chapelle-Chambertin, mens den øverste del har mest til fælles med Chambertin … men ligger samlet lidt lavere end Chambertin.

Brødrenes Latricieres-Chambertin Grand Cru er lavet helt klassisk, vinificeret med naturlig gæring og næsten 100 % afstilkning, lagret på barriques og for alle husets Grand Cru vine anvendes der 50% nye fade, hvorimod det fx kun er en andel på 20% ved 1er Cru’erne. Alle barriques er selvfølgelig franske … Tronçais, Bertranges og tilsvarende.

I glasset herlig transparent gudevæske med let brun kant … og i næsen fornemmes alderen på lidt over 16 år. Det klæder jo kun bourgognevine og denne har sammen med de aldrende noter en let animalsk side, lidt kohud også en fin parfumeret og kølig side. Der er søde hindbær, jordbær, afbrændt hø, svampe, lidt kommen og komposteret jord og fugtig skov. Nam nam.

Men det bedste er imidlertid smagen, som nærmest er eksplosiv på en fin, delikat måde og samtidig næsten smelter i munden. Syren er slebet helt ned med sandkorn 240 og er derfor blid, forfinet og elegant. Smager da rasende godt. Den kunne man godt drikke mere af end sådan et lille skvis.

Forhandles hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 1.350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets, Bourgogne, Frankrig

2013 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets, Bourgogne, FrankrigDen første rødvin til Bichels nytårskur var denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets fra Domaine Simon Bize & Fils, der netop ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne … og et vinhus, som jeg stiftede bekendtskab med tilbage i november.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der skriver sig tilbage til 1947, da Patrick’s bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Druerne til denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets kommer fra 1er Cru marken Marconnets på 0,8 hektar. Vinstokkene er plantet tilbage i 1973. Vinen er vinificeret naturligt i store åbne egekar med både maceration 4-5 dage, presning og gæring.

Presningen sker helt gammeldags med at trampe i druerne. Halvdelen af klaserne afstilkes og efter endt fermentering overføres vinen til rustfrie ståltanke, hvor vinen afkøles og dekanteres inden lagring på brugte fade. Der lagrer vinen omkring et års tid.

Næsen er meget tilbagelænet … lidt karamel, syrlige kirsebær, hindbær, ribs, en snas vanilje, hospitalsgang, grønne blade,  blomsterstøv og jord.

Men det smagsmæssige er faktisk det bedste ved vinen … lidt som den anden 2008’er Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes jeg har smagt fra Simon Bize & Fils. Det er ultrablødt i munden, blidt, cremet af Pommern til og nærmest let drillende i munden. Det er virkelig en lille lækkerbisken.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Domaine Gachot-Monot, Crémant de Bourgogne Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Domaine Gachot-Monot, Crémant de Bourgogne, Bourgogne, FrankrigSå kom vi ind i det nye år … og hos jeres flittige vinblogger selvfølgelig med en røvfuld vine på bordet, herunder denne Crémant de Bourgogne Brut fra Domaine Gachot-Monot.

Som med alle Non Vintage vine, så er det jo svært at vurdere, hvor gamle vinene egentlig er. Så det kan ses af etiketten, så har denne Crémant de Bourgogne da i hvert fald nogle år på bagen og jeg vil forsigtigt gætte på, at den formentligt er fra 2008, 2009 eller noget deromkring. Men det er ingenlunde sikkert, for jeg kan heller ikke huske, hvorfra jeg har vinen, så den kan godt være ældre.

Jeg har nemlig tidligere tilbage i 2006 mødt Damien og Liselotte Gachot, som driver Domaine Gachot-Monot. Liselotte er pæredansk og har familie her i Randers, så jeg har tidligere smagt vinene fra Domaine Gachot-Monot og har også kunnet købe disse til fordelagtige priser.

Dengang smagte jeg faktisk også denne Crémant de Bourgogne Brut. Kan det være en flaske fra dengang?

Domaine Gachot-Monot ligger ved byen Corgoloin omkring 2 kilometer syd for Nuits-Saint-Georges. Domaine Gachot-Monot er grundlagt til i 1890 og Damien Gachot er 5. generation på vingården og overtog driften i 1993 efter sin mor.

Damien har omkring 13,5 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter appellationer som Nuits-St-Georges, Chambolle-Musigny og Saint-Aubin i det sydlige af Côte de Nuits området i Bourgogne. Pinot Noir druen udgør omkring 90% af produktionen, hvor de resterende 10% er fordelt på druesorterne Chardonnay, Aligoté og Gamay.

Arbejdet i vinmarken udføres efter de traditionelle metoder tilsat lidt ny teknologi, deriblandt begrænsning af høstudbyttet samt begrænsning af unødvendig sprøjtning af markerne.

Damien Gachot blev både i 2003 og i 2006 kåret til årets unge vintalent for Côte de Nuits området.

Denne Crémant de Bourgogne Brut har jeg ikke de store oplysninger om, men den skulle efter sigende være lavet på 100% Pinot Noir – altså en Blanc de Noirs – og efter champagnemetoden med andengæringen på flaske. Det er vist også det, som jeg ved om produktionen.

Næsen er dejlig dyb pære og overmodne æbler, lidt toast og vanilje. Det er en ganske fyldig duft, som har en vis varme over sig. Smagsmæssigt er boblerne meget behagelige, lidt store bobler, som dog ikke er aggressive. Smagen har en syrlig kant, lidt simpel og enkel vin, men holdt i god balance. Godkendt.

Ingen importør herhjemme og prisen på vinen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, Frankrig

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i det højere luftlag med en burgundisk perle … Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes fra vinhuset Domaine Simon Bize & Fils, der netop ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize – som i ser på billedet ovenover – overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der skriver sig tilbage til 1947, da Patrick’s bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Druerne til denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes kommer selvfølgelig fra 1. cru marken Talmettes, hvor stokkene er plantet i henholdsvis 1968 og 1978. Marken er omkring 0,8 hektar og ligger med sydeksponering.

Vinen er vinificeret naturligt i store åbne egekar med både maceration 4-5 dage, presning og gæring. Presningen sker helt gammeldags med at trampe i druerne.

Halvdelen af klaserne afstilkes og efter endt fermentering overføres vinen til rustfrie ståltanke, hvor vinen afkøles og dekanteres inden lagring på brugte fade. Der lagrer vinen omkring et års tid.

I næsen kilder det med hospitalsgang, grønne blade, fjerlette bær, hindbær, granatæbler, ribs – fin syrlighed – kridt, salt, røg, en smule lakrids, lidt blomsterstøv og jord. Uha det dufter bjergtagende.

Smagsmæssigt er det virkelig blød burgundisk Pino … let og blidt med hindbær, ribs, syrlig vedkommenhed og præcision. Ren frugt og har også lidt grønne elementer, lidt svag lakrids og svagt tanninbid. Det er virkelig god vin, så Thumbs Up.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Julien Sunier, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2015 Julien Sunier, Fleurie, Bourgogne, FrankrigFlemming tog røven på os med denne Fleurie fra den unge Julien Sunier – ren Gamay fra Beaujolais, en læskende lille perle.

Julien Sunier stammer selv fra Bourgogne, men slog sig i 2005 ned i byen Avenas i Beaujolais, da han købte den gamle gård Le Ferme des Noisetiers. Før det havde han arbejdet i både New Zealand og Californien inden han vendte hjem for at arbejde med Nicolas Potel i Nuits-Saint-George og Jean Claude Rateau i Beaune. Det var hos disse vinbønder, han blev bidt af den biodynamiske tilgang.

Derefter blev han ansat af Mommessin i Beaujolais, som ledte efter en vinmager, der kunne højne kvaliteten af husets vine. Og den opgave løste Julien gennem hans 5 år hos Mommession. Han sorterede bl.a. ud i leverandørerne og i skabte i stedet kontakt med nogle af Beaujolais bedste drueavlere.

Men Julien Sunier ville selv være vinproducent, så i 2008 grundlagde han sit vinhus, i starten alene med få hektar lejede marker i både Fleurie, Morgon og Régnié. Valget i Beaujolais skyldes dels kærlighed til området, men også at markerne der er langt billigere end fx i den nordligere del af Bourgogne.

Og selvfølgelig dyrker Julien markerne både traditionelt og efter biodynamiske principper. Det betød bl.a. at han bibeholdt de 60 år gamle stokke, som var tilplantet med en tæthed på 10.000 stokke pr. hektar, hvilket var meget normalt før traktorens tid.

Med tiden har Julien nu fået bearbejdet gårdens samlede 5,6 hektar jord, således han i dag samlet har 4,5 hektar egne vinmarker, nemlig Niagara og La Tonne i Fleurie,  Les Charmes, Py og Corcelette i Morgon samt endelig Enoeilat, Les Forchets og Baseronze i Régnié.

På gården får Julien hjælp fra broderen Antonie, hvor de sammen laver 4 forskellige vine, hvilket sker helt gammeldags. Således presses druerne i på en gammel basket press, hvilket giver det mest nænsomme og bedste pres.

Mosten gæres ud ved lave temperaturer på 22-23 grader, hvilket giver mindre farve, mere delikate tanniner og langt mere komplekse vine, som fx denne Fleurie.

Druerne kommer fra to parceller i Fleurie, nemlig den 1,2 hektar store Niagara mark og den mindre 0,68 hektar La Tonne. Vinen er lavet med macération carbonique metoden, som jo er en proces, hvor man udbløder, macérerer og presser druerne let uden at punktere dem og uden at tilsætte gær.

Efter denne udblødning i flere dage, så presses saften og resultatet er lette, lyse vine med frisk frugt, vine som skal drikkes unge. Det er en metode, som er meget anvendt i Beaujolais og altså også hos Julien Sunier.

Hos Julien varer udblødningen i 10-20 dage og efterfølgende presses druerne over 24 timer på en gammel basket press, hvorefter vinen lagret 8-11 måneder sur lie på 3-9 år gamle egefade fra Bourgogne inden vinen aftappes uden filtrering og klaring.

Duften er lyse kirsebær, hindbær, rabarber, granatæbler og flasken er nærmest proppet med frisk frugt kombineret med en herlig og let syret landlighed, granitskærver, salvie og rosenblade. Animalsk, rustik kostald og gærede røde bær og en skøn forening.  Nam.

Smagsmæssigt er vinen ganske læskende med hvid peber, hindbær, rabarber … frugten er måske mere rund end næsen lover, og giver dig samtidig en lidt bio bio oversød frugt, som også virker mørkere end duften. Der er tobak og mineraler, jord og læder. Det er virkelig charmerende Beaujolais.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint-Jacques, Bourgogne, Frankrig

2014 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint-Jacques, Bourgogne, FrankrigRuben på Østergade 1 anbefalede forleden denne Rully Blanc Les Saint-Jacques fra Albert Sounit til lidt frokost … fremragende valg og faktisk en lille perle.

Albert Sounit har vi tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen, dels med et par af deres cremant’er og seneste for omkring et par måneder siden deres Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche fra Domaine Bernollin, som også ejes af Albert Sounit. Sidst skrev jeg også en del om begge vinhuse, så der skal jeg selvfølgelig nok undlade denne gang.

Druerne til denne vin kommer fra marken Les Saint-Jacques, som ligger i kommunens nordlige del tæt ved Chagny og landsbyen Bouzeron. Stedet har fået sit navn efter, at det var her, pilgrimmene på vej til Compostella samledes fra forskellige områder, før de fortsatte deres vej sammen.

Vinmarkerne dyrkes på en skråning med 10% hældning mod øst, og hvor jordbunden hovedsageligt består af brun lerjord blandet med småsten og sand, en sammensætning som giver en perfekt dræning.

Vinstokkene på Albert Sounits parcel på Les Saint-Jacques er plantet i 1985. Vinen er udelukkende gæret på fad og er selvfølgelig også efterfølgende lagret på eg, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Men for satan, hvor er det altså godt. Næsen er svævende, blid og delikat. Der er vanilje, blomstereng, smørblomst, nyvasket tøj, kalk, mandler samt en svag citrus. Duften er sgu næsten berusende.

I munden cremet, let, elegant og samtidig med en vis mineralitet, nerve og syre. Der er ingen fedme i denne Chardonnay, men er både frisk og cremet i fin kombo. Fik desværre ikke skrevet flere noter, men bedste hvidvin i et pænt stykke tid. Klasse.

Forhandles af bl.a. Vild Med Vin, hvor en flaske koster 255 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2013 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée 1er Cru Le Beaux-Monts, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée Le Beaux-Monts Premier Cru, Bourgogne, FrankrigDer var kommet lidt sitrende, burgundiske træk ved Gert E’s mundvige … og enten skyldes det, at han var begyndt at blive lidt småfuld eller fordi, at der var mere Bourgogne i vente. Det var så det sidst, endda en 1er Cru … Vosne-Romanée 1er Cru Le Beaux-Monts fra Domaine Daniel Rion & Fils.

Domaine Daniel Rion & Fils ligger en anelse syd for Nuits-Saint-Georges ved den lille by Prémeaux-Prissy og drives af brødrene Cristophe og Olivier Rion, som I ser på billedet ovenfor. Det var dog deres far Daniel Rion, som grundlagde vinhuset i 1955, hvor der alene var små 2 hektar vinmarker.

Siden 1995 – hvor Cristophe og Olivier overtog driften – har de udvidet vingården til i dag at omfatte 18 hektar vinmarker, som omfatter appellationerne Prémeaux, Nuits Saint Georges, Vosne-Romanée, Chambolle-Musigny, Vougeot og Marey-les-Fussey.

Markerne passes efter økologiske principper og byder på meget gamle vinstokke. Årsproduktionen ligger på omkring 100.000 flasker vin.

Denne Vosne-Romanée 1er Cru Le Beaux-Monts er selvfølgelig enkeltmarksvin med druer fra 1er Cru marken Le Beaux-Monts. Den er lavet ved, at drueklaserne først afstilkes, hvorefter der sker en kølig premaceration et par dage inden presning og fermentering på temperaturstyrede rustfrie ståltanke.

Vinen lagrer et sted mellem 15-18 måneder på barriques, heraf en del nye fade, typisk mellem 30-80% nye fade, men Domaine Daniel Rion & Fils oplyser det ikke specifikt pr. vin.

Nu begynder det at dufte som rigtig Bourgogne efter min smag … en lidt sød, animalsk duft. Det er nærmest kostald og næsten lidt tysk i udtrykket. Derudover let elegant og lys, dyb frugt, både kirsebær, hindbær, havtorn, eukalyptus, grønne elementer, hvid peber og lidt blomsterstøv. Vi er flyvende, men alligevel med en vis tyngde.

Smagsmæssigt er her også både dybde, kraft og alligevel en vis luftighed, som fejlagtigt kan tolkes som lidt vandet. Det synes jeg nu ikke, at den er … for der er lækker frugt, sød frugt måske endda, nærmest lidt kandiserede kirsebær med lidt syrlig ribs blandet i, hvilket egentlig gør frugtsmagen meget ren og så alligevel dyb. Det er altså godt det her … og klart bedste Bourgogne denne aften.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 499,95 kr., så det er selvfølgelig også dyre dråber.

Vinanmeldelse 6/7