Næste kugle i den roterende tromle fra Paul DM’s seksløber var en Brunello di Montalcino fra én af de allerbedste producenter af Brunello … nemlig Fuligni, der ligger 300-400 meter øst for selve Montalcino by.
Det er et ganske historisk vinhus, hvis historie starter helt tilbage til det 14. århundrede. Dengang var familien Fuligni fra Venedig en adelig familie … såkaldte vicomter – en slags stedfortrædere for områdets grever – samt condottierier, som på italiensk betyder hærfører eller general.
Det var også i egenskab af deres evner indenfor det militære, at familien flyttede til England for at stå i spidsen af en skare af lejesoldater i Edward den 3. tjeneste.
Langt senere – omkring 1770 – blev familien, efter tro tjeneste for en række regenter, sendt retur til Italien, nemlig til Toscana. Der fik familien med Luigi Fuligni i spidsen overdraget en række jorder i Maremma fra storhertugen Pietro Leopoldo.
Og der var der – fra marker omkring Scansano i Maremma – at familien begyndte at lave vin for første gang. Etableringen af vinhuset Eredi Fuligni skete dog først langt senere, nemlig omkring 1923, hvor Giovanni Maria Fuligni bosatte sig i Montalcino og begyndte at producere vin, ligesom hans familie tidligere havde gjort i Maremma.
I dag ejes vinhuset fortsat af Fuligni familien, nemlig af Maria Flora Fuligni, som driver stedet sammen med nevøen Roberto Guerrini Fuligni, ønologen Paolo Vagaggini samt agronomen Federico Ricci, som er ansvarlig for markarbejdet.
Det er reelt Roberto Guerrini Fuligni som varetager det meste er driften. Han er dog til daglig professor i kriminalret.Til dagligt – når hans underviser ved universitetet i Sienna – tænker han ikke på vin, men når han er på vingården i Montalcino, så tænker han ikke på andet.
Han ofrer alt på kvalitetens alter. Respekten for denne ydmyge mand og hans kunnen er så enorm, at han automatisk inviteres af alverdens store vinproducenter til alle mulige forskellige seancer. Hans vinvenner tæller såvel små producenter i Languedoc som verdens store kultproducenter.
Fuligni Viticultori i Montalcino er rundt regnet på 100 hektar jord, men kun omkring 10 hektar er vinmarker, bl.a. fordelt på markerne S.Giovanni, Ginestreto, Bandita og Del Piano.
Selve vingården ligger lidt øst for Montalcino, hvor Fuligni også har nogle af deres vinmarker. De fleste af vinmarkerne samt husets vinkælder i gammelt munkekloster fra 1500-tallet er dog beliggende i Cottimelli omkring 3 kilometer syd for Montalcino. Det gamle kloster bruges i øvrigt også til nogle af husets mange smagninger.
Azienda Fuligni Montalcino laver alene 4 forskellige vine … nemlig en Rosso di Montalcino, IGT vinen San Jacopo, denne Brunello di Montalcino og topvinen Brunello di Montalcino Riserva.
Denne Brunello di Montalcino kommer fra fire marker, San Giovanni, Il Piano, Ginestreto og La Bandita beliggende i 380-450 meters højde. Vinstokkene er mellem 12 og 35 år gamle, og høstudbyttet holdes bevidst meget lavt.
Druerne plukkes med håndkraft ad flere omgange – hver parcel for sig. Det er selvfølgelig 100% Sangiovese, høstet med håndkraft og lavet med 18 dages maceration og gæring 2-3 måneder på rustfrie ståltanke.
Derefter lagrer vinen så 30 måneder i en kombination af ældre, store egefade og samt 25% på barriques efterfulgt af 18 måneders lagring på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.
Duftmæssigt fornægter det italienske ophav sig ikke, godt med italiensk og balsamisk syre, kirsebær, lyse blommer, lidt flæsk og nærmest oksekødssuppe, tobak, fennikel, blæk, læder, tørrede blomster, roser, røg, krydderurter og måske lidt tør jord.
Og det smager herregodt med en blød, lidt moden frugt … men heldigvis uden, at det bliver for modent. Meget klart og præcis syre, godt med tanniner, meget vedkommende og virkelig tørt, selvom det aldrig bliver for vildt. Det er italiensk vin på smukkeste vis og har som 2007’erne mange lag, selvom den endnu er en kende til den unge side.
Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved af 6 flasker er 399,95 kr.
Vinanmeldelse 6/7