Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2016 Taverna Wines, Barbaresco GP, Piemonte, Italien

2016 Taverna Wines, Barbaresco GP, Piemonte, ItalienI Neive finder vi det lille familiedrevne vinhus Taverna Wines, som står bag den næste vin … et lækkert glas Barbaresco lavet af druer fra en lille parcel på Gaia Principe marken.

Vinhuset ejes i dag af Roberto Taverna, men historien om Taverna Wines starter egentlig helt tilbage hos Robertos bedsteforældre, som allerede tilbage i 1950’erne lavede vin på vingården. Det var specielt Robertos bedstemor Ludovino Versio – kaldet Nonna Vina – som lagde kimen til det nuværende vinhus.

Da hun i 1953 pludselig blev enke som 30-årig med en datter på 10 år, så fortsatte hun såmænd blot med at lave vin og giftede sig aldrig igen. I 30 år lavede hun vin og havde en lille kreds af loyale kunder, som købte hendes vin … i starten på damigianas, en slags store glasbeholdere på 28 eller 54 liter og sidenhed på flaske.

Faktisk var den ihærdige enke blandt de første vinbønder, der begyndte at tappe deres egen vin i de vinflasker, som vi kender i dag, og endda også blandt de første til at lave en enkeltmarksvin. I dag nøjes den nu 96 år gamle dame bare med at drikke vinene.

I 1983 overtog svigersønnen Piero Taverna driften og fortsatte i Nonna Vinas spor, og drev faktisk også vingården i 30 år, men mest som en fritidsinteresse ved siden af sit job for staten, for gårdens beskedne 4,2 hektar vinmarker kunne familien ikke leve af.

Det blev hans søn Roberto Taverna, som derefter overtog ansvaret, selvom det heller ikke lå i kortene, at han skulle være vinbonde, for han havde et job som elektriker, mens hans kone Elisa driver et byggefirma med hendes 2 brødre.

Roberto besluttede dog, at han ville gøre noget mere ved vinproduktionen, som mere eller mindre var gået i stå. Familien havde i stedet solgt deres druer solgt på kontrakt til negocianthuse i Langhe området. Nu opsagde de kontrakterne … en proces som dog tog nogle år, men i 2016 kunne han producere sin første Barbaresco vin … alene 600 liter samlet.

Her i 2019 har Roberto så fået ophævet kontrakterne på flere af sine marker og han har nu også fået hjælp til produktionen af Bisso Atanassov, som tidligere har været vinmager på både Vietti og La Bioca i Barolo. Roberto mødte tilfældigt Bisso, som blev blæst bagover og blev meget interesseret i projektet og kunne se potentialet.

Derfor har de to nu indledt et samarbejde og er ved at opføre nye produktionslokaler i Barbaresco. Samtidig er der opkøbt nye marker og vil fremover lave vine på både Barbera, Nebbiolo, Chardonnay samt den herlige Grignolino.

Her smager vi netop Robertos første vin og det er netop denne vin, hvor Nebbiolo druerne er høstet på Tavernes 1,2 hektar store parcel på Gaia Principe marken … men det fremgår imidlertid ikke af vinens etiket, for det kræver en officiel tilladelse.

Det var Roberto Taverna  ikke klar over, men han har dog indføjet et GP gemt i en lille sky for at vise, at det er en ret speciel vin. Skyen vil en dag forsvinde og GP vil blive til Gaia Principe.  Vinen er spontan-gæret og har tilbragt 12 måneder på et gammelt og et nyt egetræsfad … så lidt er der produceret.

Og duften er også ganske vild … en dragende næse, virkelig meget tillokkende. Det er en lidt mørkere Nebbiolo vin, men den har nogle klassiske karaktertræk med én stram italiensk syre, blomster, roser, violer, læder, kirsebær og lyse blommer.

Det er smagsmæssigt en fin, stram vin og hold nu kaje, hvor den smager godt. Det er nærmest let pågående og præcist med lakrids, fennikel, et tørt bid, faste tanniner, som dog ikke bliver helt Nebbiolo vilde, for en lille frugtsødme gør vinen blid og rund uden at miste den det insisterende stramme syrebid. Det er vildt, at vinen har 15% alkohol, for det mærkes på ingen måde. Det er sgu god vin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, TysklandVi skulle igennem samme nummer med Deutzerhofs Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs … altså smage vinen i både årgang 2016 og derefter 2017, men vi klagede på ingen måder.

Altenahrer Eck er en af Ahrdalens vestligste marker, som ligger på et af de smalleste steder i dalen … men kommer til marken efter at ha’ passeret tunnelen fra Altenahr til Bad Neuenahr. Det er den vestligste Große Lage mark og er næsten nabo til Mönchberg, blot med marken Lacherberg imellem. Altenahrer Eck er en voldsom stejl mark, der ligger i 200 meters højde i udkanten af skoven med skråninger hugget ind i skifer.

Lige der er dalen kun 70 meter bred, men marken har været kendt allerede tilbage i 1249 og fik sit navn efter den gamle slot Ekka fra middelalderen … og de gamle slotsruiner kan fortsat ses der. Marken har en undergrund med masser af skifer og grauwacke, som virkelig kan absorbere  solen, så i løbet af dagen bliver der om sommeren nemt 50 grader i marken.

Deutzerhof har nogle meget gamle Spätburgunder vinstokke på marken … nogle kloner som kaldes Kaastenholz, som har rødderne godt nede i den skiferholdige jord, men giver et meget beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet som søstervinen fra Mönchberg, altså med afstilkning af druerne, hvilket efterfølges af afkøling med kold maceration. Efter nogle dage kommet det hele i store trækar til temperaturstyret gæring ved 20 grader og alene på druernes naturlige gærceller.

Temperaturen øges løbende til 30 grader og starter nedkølingen … en samlet proces på 10-12 dage. Derefter hviler det hele et par dage inden en forsigtig presning og samling i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret sammenlagt 15-18 måneder på nye 228 liters let brændte barriques fra Chassin i Bourgogne.

I næsen er Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs en tak mere moden i frugten og klart mere maskulin end Mönchberg. Det giver sig bl.a. udtryk i mere kraft og måske lidt mørkere frugt, selvom det fortsat er i den lettere afdeling med kirsebær, hindbær, jordbær, lidt mentol, røg og igen lidt fadpræg med let vanilje og kanel.

Smagen er til gengæld lige så blød som Mönchberg, ren zen væske, som smelter i munden med en præcis, nøjagtig syre samt en lidt mer’ udtalt mineralitet. Der er så fint og balanceret, tanninerne så godt integrerede og derudover en monstrøs lang eftersmag.

Prisen på vingården er 52€ … svarende til 387 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder Lange Goldkapsel, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder Lange Goldkapsel, Ahr, TysklandI det allerøverste luftlag hos Weingut Jean Stodden findes der to vine, nemlig Spätburgunder Lange Goldkapsel og Spätburgunder Alte Reben … begge lavet med de allerbedste druer fra Recher Herrenberg marken. Begge smagte vi også … først denne 2017 Spätburgunder Lange Goldkapsel.

Det er den vin – blot i årgang 2011 – som Gault Millau i deres Weinguide 2014 kårede som Deutschlands bester Spätburgunder og er en speciel produktion fra de bedste druer og samtidig laves vinen alene i de usædvanlige og allerbedste år.

Produktionsmæssigt afskiller Spätburgunder Lange Goldkapsel sig ikke meget fra sine mindre søstre … lavet med manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 16 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke inden den malolaktiske gæring og lagring 17 måneder på nye og brugte barriques. Der er kun laves beskedne 2 tønder af vinen.

Igen masser af samme lyse, lette og svævende aroma med røg, lys frugt, jordbær, ribs og kirsebær, pænt med fagpræg, vanilje, kanel, lidt nelliker, chokolade, tobak, peber og violer. Der er en pæn stor animalsk side og sødmen også lidt større end hos de forrige.

Smagen er zen, cremet fløjl og samtidig med masser af direkte, frisk og lys frugt. Det er igen hindbær, ribs og umodne kirsebær, godt med tanniner og så en monstrøs lang eftersmag. Det er klart 6 fede fingre og endda med stor, stor pil op.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandRecher Herrenberg Spätburgunder Großes Gewächs er måske nok den mest ikoniske vine hos Weingut Jean Stodden … den vin, som huset er mest kendt for og det var også næste vin i glasset.

Recher Herrenberg marken er på samlet 17 hektar og er også af VDP er klassificeret som Große Lage. Herrenberg har en syd-sydvestlig eksponering, ligger i en højde på mellem 130-260 meter og nogle af skråningerne har op til 70% hældning. Recher Herrenberg er opkaldt efter herremændene af Saffenburg, som i fordums tid ejede jorden. Marken har en undergrund med lerjord, skifer og sten.

Igen er vinen lavet lidt som de øvrige vine, altså med manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 21 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring 19 måneder på udelukkende nye barriques.

Recher Herrenberg Spätburgunder Großes Gewächs bekræfter meget godt, hvorfor Stodden hører til i toppen af rød Spätburgunder i Tyskland, for det dufter ret fabelagtigt. Igen meget lys, svævende og forførisk, lyse bær, jordbær, ribs og brombær. Fagpræget synes her større, godt med vanilje, kanel, lidt nelliker, chokolade, røg, en smule sød tobak og hvid peber.

Smagen er en tak mere stram og meget tør … fortsat med de lyse bær, hindbær, ribs og umodne kirsebær, virkelig ren med masser af tanniner og så flot balanceret. Det er endnu alt for ungt, men for pokker hvor smager det godt.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 849 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Frühburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Frühburgunder, Ahr, TysklandMed denne 2017 Recher Herrenberg Frühburgunder Großes Gewächs røg vi så op i det øverste lag i VDP klassifikationen og samtidig op på øverste hylde hos Weingut Jean Stodden.

Stoddens Recher Herrenberg Frühburgunder GG er den billigste af hans Großes Gewächs vine, selvom den skrøbelige diva drue Frühburgunder normaltvis er langt mere besværlig at have med at gøre. Således beskytter de fleste af vinbønderne i Ahr fx alle vinstokke med net, når druerne begynder at blive modne og er ellers bare meget mere følsom i håndteringen og giver oven i købet samtidig et meget lavt udbytte.

Hos Jean Stodden er vinen lavet lidt som de øvrige vine, altså med manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 14 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på brugte og nye barriques.

Recher Herrenberg Frühburgunder Großes Gewächs dufter herregodt … let, lys og med en syrlig frugt, hindbær, jordbær, ribs, masser af fadpræg med eg, vanilje, tobak, kaffe, lidt syrlig mødding, gazebind og samtidig med stringente, grønne noter og urter. Det er en utrolig let, lys og feminin aroma, porøs, sagte og forsigtig.

I munden er vinen meget frugtrig med et fint og elegant bid, en stor saftighed. Det er meget cremet, blødt og så alligevel med stor syrlig nerve. Det er lyse bær, ren frugtsyre og man bliver glad i låget over sådan en vin.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, SpanienMen selvfølgelig skulle vi også smage PS topvinen fra Bodegas Aalto og her var det endnu tydeligere, at det fortsat er en meget ung vin, hvor dens storhedstid ligger ude i fremtiden.

Det er selvfølgelig igen 100% Tinto Fino aka Tempranillo, som kommer fra 60-90 år gamle vinstokke på udvalgte marker ved byerne La Horra og La Aguilera. Der høstes alene ved håndkraft, og frugten selekteres omhyggeligt inden vinificering. Den malolaktiske gæring sker i egefade og efter endt fermentering er vinen lagret i 19 måneder på nye franske egefade.

Næsen er monstrøs dyb, fed og tyk, lidt animalsk armsved og en vin på epo. Der er fed engelsk lakrids, egefade, vanilje, blåbær, brombær, svesker og blommer … en magiterning lagret på egefade, vildt kraftig næse, som virkelig gør, at denne PS stikker helt ud i sammenligning med aftenens øvrige vine. Der er også mørk chokolade, mint, søde krydderier, toast … fyldig, kødfuld og tør.

Smagen er syrlig og elegant og igen med en magiternings koncentration, store og tætte biceps. Igen er der brombær, blommer, vanilje, tobak, mælkechokolade, lakrids, peber, tørhed samt en lille afterburner fra alkoholen, så afslører den unge alder, at det næsten er et børnemord. Gem for pokker denne vin i kælderen nogle år. Men selvom den er alt for ung, så kan den lige slæbe sig op på 6 af de houlbergske fingre … men også kun lige.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2003 Celler Mas Doix, Salanques, Priorat, Spanien

2003 Celler Mas Doix, Salanques, Priorat, SpanienVi skulle smage endnu en vin fra Celler Mas Doix og det blev – set igennem min duggede optik – klart aftenens store og positive overraskelse, en 16 år gammel vin opkaldt efter vinmarken Salanques.

Vinen er lavet på 65% Grenache, 15% Carignan, 10% Syrah, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som kommer fra marken Salanques, der ligger i 350-450 meters højde på en skråning med 70-90 år gamle Grenache og Carignan vinstokke. For de øvrige sorter er vinstokkene dog noget yngre, men står alle i en særlig undergrund af en karakteristisk skifer kaldet licorella.

Høsten foregår med håndkraft, og druerne selekteres bær for bær, inden de vinificeres i temperaturregulerede ståltanke med 3 ugers maceration. Vinen lagres efterfølgende i 14 måneder på franske egefade.

Og – WAOW – virkelig lækker duft, meget moden frugt, blåbær, blåbær, hindbær, sød finsk lakrids, mælkechokolade, apotek, en gammel grønthøster, lidt parfumeret og så er det samtidig out of this world, nærmest epo-agtigt med en snert salte mineraler.

Smagen er blød, let – uha – med en lille syrlig kant, masser af liv og på en fin, elegant facon med en sindssyg lang og sød eftersmag. Frugten er meget livlig, vinen utrolig kompleks og tanninerne let søde, bløde og syren fin og delikat. Det er præcist og mineralsk … og så smager det bare tæskegodt. Det er 6 fede og gamle tomler med pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Jakob Riesling Trocken Unfiltriert, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Jakob Riesling Trocken Unfiltriert, Rheingau, TysklandVi fortsætter på samme niveau Sohns Perfection og samme mark med næste vin … en 2017 Geisenheimer Kläuserweg Jakob Riesling Trocken Unfiltriert.

Vinen er opkaldt efter Pascal og Denises søn, som netop er født i 2017. Vinen har fået lidt mere TLC end de foregående … her anvendes kun de allerbedste druer, som spontangærer alene på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen også været lagret i små egetræsfade … kleinen Eichenholzfass.

Næsen er vældig interessant … har lige et lille anspor til en smule petroleum, diesel, vegetabilske og æteriske olier iblandet honning, moden frugt, modne gule æbler, fersken, abrikos, solcreme, en stor håndfuld ristede hasselnødder samt en dyb, dekadent sødme. For pokker hvor det dufter godt. Det er ikke sådan en frisk og syrlig aroma, men mere elegant, herskabsagtigt og modent. WAOW.

Smagen er let, blød og fluffy … let svævende og i moden balance, hvorved det ikke bliver en frisk og syrlig vin, men er mere moden, kalket, blødt, rundt og dyb. Der er klart et aftryk fra egefade, hvilket gør syren mere afdæmpet, smagen rundere og tilfører vinen et helt andet udtryk. Der er fortsat lidt citroner, lemon og grape, men i en varmere og mere tilgængelig version. Flot vin … selvom syren egentlig godt kunne være mere markant.

Vi sniger lige op på et sted mellem 5.5 og 6 fede fingre

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, SydafrikaNebukadnesar er – som Babel – en Bordeaux inspireret vin og for dem, som ikke lige kender Nebukadnesar, så var han en af de mest kendte herskere i hele Babylonien i det ny-babyloniske dynasti.

Han blev også kaldt Nebukadnesar den Store og erobrede både Judæa og Jerusalem og byggede monumentale bygningsværker i hovedstaden Babylon.

For os, der ikke er stammer fra omkring år 600 før vores tidsregning, så er Nebukadnesar også et skib i Matrix filmtrilogien … men mon ikke, at det er opkaldt efter den gamle hersker?

Nå, men vinen Babylonstoren Nebukadnesar er også et Bordeaux blend lavet i denne årgang 2017 på 49% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 15% Cabernet Franc, 11% Petit Verdot og 2% Malbec … alle vinficeret separat. Det er sket med fermentering og lagring i franske egefade … lagringen har varet 23 måneder.

Derefter er  vinen så overført til rustfrie ståltanke, hvor de hviler en måned inden det endelige blend laves … og så lagrer den 5 måneder mere inden frigivelse.

Næsen er totalt bordeauxfil … har masser af mørke bær, solbær, blommer, muldjord, engelsk lakrids, sød tobak, cigarkasser, svagt lidt kaffegrums, kul, grafit, mælkechokolade og kanel. Det dufter både af mørk frugt og ganske tørt … og med en godt gemt stringent syre. WAOW.

Smagen er meget elegant, utrolig frugtrigdom, det er mørke bær, lyse bær, masser af bid, tanninerne en smule mere integrerede end hos Babel. Vinen er blød, mørk og cremet, men med en fantastisk balanceret, stram syre, som giver vinen en utrolig elegance og monsterlang, syrlig eftersmag, som bare sidder i din mund i lang, lang tid.

Det er sgu en stor vin og utrolig kvalitet fra en sydafrikanske Bordeaux wanna-be. Houlberg er sgu pænt imponeret og disker op med 6 af de store fingre, som vender opad. Like it a lot.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg smagte Weingut Wöhrles Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs var tilbage i marts måned, hvor min vinbuddy Gert E serverede vinen i en årgang 2016 og fik mig til at tabe underkæben.

Nu har jeg så smagt vinen igen, blot en årgang nyere, men Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs er fortsat – sammen med dens frække, lyse søster Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs – bedste vin, som jeg har smagt fra vinhuset på Weinbergstraße i Lahr ved Schwarzwald i Baden.

Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.

Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, og derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.

På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 18 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/3-del fornys hvert år. Vinen har beskedne 1,4 gram restsukker pr. liter.

WAUW igen … sikke en fantastisk næse, totalt berusende. Der er friske kirsebær med en herlig, syrlig modenhed. Der er nærmest en æterisk, gæret og flæsket aroma. Der er også nogle mælkede noter, klart fadpræg med vanilje, kanel samt chokolade … og så de samme olie- og benzindampe, som 2016’eren også havde og lige løfter oplevelse et niveau længere op.

Smagen er bestemt en kende til den stramme, stringente og syrlige side, hvilket bestemt klæder vinen. Det er en meget ren, frisk frugt og der er ribs, kirsebær, tranebær, jod, jern, grønne urter, faktisk meget grøn, men derudover også lidt hvid peber.

Vinen virker stadigvæk meget ung, tæt og tør, så giv den endelig tid i vinkælderen. Jeg er fortsat fan … hoster gladelig op med 6 fede fingre og endda med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7