Med næste vin til den store Toscana smagning rykkede vi til Bolgheri, helt præcis byen Castagneto Carducci, hvor vi finder vinhuset Michele Satta. Fra dette hus skulle vi smage hans Cavaliere IGT, og det skulle vise sig at blive én af aftenens helt store vine.
Bolgheri er Toscana’s guldkyst. Sassicaia var pioner i området og gjorde det kendt i hele verden. Senere kom Tenuta dell’Ornellaia til, ligesom navne som Guado al Tasso og Le Macchiole er verdenskendte i dag. I det skjulte og bagved disse har Michele Satta bygget sin vingård op.
Michele Satta flyttede til området fra Varese ved den schweiziske grænse i 1974 og skabte i 1984 sin egen vingård – før området blev fashionabelt. Skridt for skridt er vinene blevet forbedret, og i de senere år har de fundet deres identitet i den kvalitetseksplosion, der er sket på ejendommen som et resultat af bedre forståelse af samspillet mellem jordbund og druesorter samt en mere kompromisløs vinifikation.
Michele Satta er bevidst om sit Bolgheri-terroir og den toscanske kultur. Igennem de seneste 20 år har han søgt at forstå, hvilke druesorter der vokser bedst på de forskellige marker. Dette arbejde høster han nu for alvor frugten af, efter at han i mange år vinificerede de druer, der fandtes, da han købte ejendommen.
Effekten af at have de rigtige druesorter de rette steder er opsigtsvækkende. Vinene er blandt de stærkeste udtryk af Bolgheri, der findes. Samtidig er han en meget lidenskabelig mand, og han dyrker derfor – udover den Cabernet, Merlot og Syrah, som er så begunstiget i Bolgheri’s jordbund – også Sangiovese, for denne drue er Toscanas sjæl, og Michele’s hjerte banker lidenskabeligt for den. Ydermere dyrker Michele Satta Vermentino, Sauvignon Blanc og Viognier, og også Teroldego fra hans hjemegn i nord findes på vinmarkerne.
Cavaliere IGT er lavet på 100% Sangiovese med 12 måneders fadlagring. Duftmæssig har jeg noteret læder, tobak, rødt kød, hestestald, røg, modne kirsebær, vanilje og kakao. Dufter bare sindssygt godt. Smagsmæssigt en voldsom varme med solbær, sure rosiner, frugt, tobak, lakrids og generelt meget rund i smagen. Tanninerne er også tæmmede, bestemt til stede, men meget runde i eftersmagen. Dette er bare klassevin.
Købt hos Toscavini, pris 299 kr.
Aftenens sidste vin … her slutter vi sgu også spændende. Vi bliver i Italien, men rykker lidt mod nordøst, nemlig til Veneto området, hvor vi finder en ganske lille Amarone producent, Azienda Agricola Ernesto Ruffo. Den lille vingård ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.
Næste vin i række … igen til Italien, nemlig Toscana med en Chianti Classico Riserva Il Poggio fra vinhuset Castello di Monsanto.
Med næste vin røg vi en tur til Spanien, nærmere bestemt til vinhuset Raimat, som ligger i den lille by med samme navn i Costers del Segre. Oprindeligt var det nærmest en ørken, da Don Manuel Raventós Domenech i 1914 besluttede at købe området, hvor han ville skabe en vin, som kunne måle sig med de allerbedste vine i verden. Man havde dyrket vin i området gennem århundreder, men man var imidlertid holdt op med det, og efterhånden var området forvandlet til en tør ørken under en brændende sol.
Så blev det tid til ynglingsdruen af de hvide, nemlig Riesling. Og igen skulle vi smage druen fra 2 forskellige producenter i henholdvis Tyskland og Alsace, men vi startede i Tyskland med denne Goldtröpfchen Riesling Grosses Gewächs. Vi er i Mosel, eller helt præcis i byen Piesport hos Weingut Reinhold Haart.
Barolo og Brunello er nok de største og bedste vine i Italien. Det er de fleste nok enige i. Èn af de allerbedste til at fremstille Brunello er Cerbaiona, og vinene herfra er verdenskendte. Denne dejlige og kolde fredag i vinterferien bød på et skønt besøg af min onkel fra det sydlige. Nu kan det jo lyde som om, at jeg har en eksentrisk onkel fra Toscana, men han er såmænd hverken eksentrisk eller fra Toscana, men derimod bare rar og fra Åbenrå, eller Aabenraa som de selv staver byen.
I december drak jeg min 
Næste vin torsdag var også en stor, nærmest … grande … vin. Vi er igen hos det fabelagtige, moderne vinhus Bodegas Arzuaga Navarro, hvorfra jeg tidligere har smagt en lang række af deres vine, bl.a. 
Næste vin blev også en gammel kending, nemlig denne Pinot Noir Highliner fra vinhuset Hartley-Ostini Hitching Post Winery, en vin jeg tidligere har smagt i 
Næste vin i rækken … jamen, jamen … jeg er vild med tysk Spätburgunder, og denne vin har jeg tidligere læst om, men aldrig smagt. Men Paul havde indkøbt denne, og sikke et held, for ihhh altså … det er dejlig vin. Vi er hos Franz Keller i byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden. Jeg har tidligere skrevet lidt om huset, nemlig da jeg smagte husets