En vin fra jo sidste tirsdag … hmmm er kun en uge bagefter i opdateringer. Det var denne Halliwell Shiraz Grenache fra vinhuset Rolf Binder, eller Veritas Winery, som det oprindelig hed. Vi er Down Under i Australien ved byen Tanunda i Barossa Valley.
Vinhuset er grundlagt i 1955 af Rolf Heinrich Binder og hans hustru Franziska. De havde i 1950 immigreret til Australien fra Europa, henholdsvis Østrig og Ungarn og startede i deres nye hjemland med at arbejde for det lokale DSB … South Australian Railways og derefter som markarbejdere hos forskellige vinbønder.
I 1954 mødte de Chris Vohrer og Wilhelm Abel fra Langmeil Road, og det blev et vendepunkt i deres liv. De endte nemlig med at købe Langmail Road vineriet i 1955 og ændrede navnet til Veritas … efter det latinske udtryk “In Vino Veritas” … sandheden ligger i vinen. Og det var faktisk først i 2005 efter Rolf Heinrich Binder døde, at vingårdens navn blev ændret til Rolf Binder for at ære grundlæggeren.
I dag er det børnene … 2. generation … som driver vingården, nemlig Rolf Binder (ja, fik sgu samme navn som faderen) og Christa (Binder) Deans, som driver vingården, bl.a. sammen med vinmageren Harry Mantzarapis. Trods det græskklingende navn, som er Harry også australier.
Rolf Binder har knap 65 hektar vinmarker i Barossa og Eden Valleys. Her dyrkes de hvide sorter Riesling, Chardonnay, Semillon, Sauvignon Blanc og Viognier, mens de røde udgør Shiraz, Cabernet Sauvignon, Mataro, Malbec og Grenache.
Op gennem 90’erne modtog vineriet for alvor anerkendelse for deres vine. En anerkendelse som nåede sit foreløbige højdepunkt i 2005, hvor Rolf og hans søster (som i dag assisterer ham i vineriet) blev kåret til Winemakers of the Year.
Det var også i 90’erne, at Robert Parker opdagede vineriet, og siden da har han strøet sine point ud over vineriet med løs hånd. Topkarakteren 100 point lader stadig vente på sig, men med de nyligt givne 98 og 99 point i mente, varer det nok heller ikke så længe, inden prestige-vinen Hanisch Shiraz når de 100 point.
Halliwell Shiraz/Grenache er Binders bud på en “hverdagsvin”, hvor man udelukkende har fokuseret på kvaliteten og ikke på omkostningerne. Lavet på 70% Shiraz (Syrah) og 30% Grenache.
Druerne lægges på åbne tanke, hvor den fritløbende most starter en spontangæring, der kører fem dage, hvorefter druerne nænsomt presses. Gæringen fortsætter efterfølgende 20 dage, hvor mosten to gange dagligt pumpes rundt. Vinen lægges på egetræsfade i 9 måneder, for Shiraz druerne på 15% nye fade, 45% amerikanske fade brugt én gang før og 40% brugt to gange før. For Grenache druerne bruges 50% amerikanske fade brugt én gang før, 30% brugt to gange før samt 20% franske fade brugt to gange før. Vinen tappes på flaske uden filtrering.
Halliwell betyder i øvrigt “masterful” … mesterlig … lad os se nærmere på, om dette også er tilfældet.
I næsen ingen tvivl om, at der er power bag denne vin … klar aussi med lakrids, blommer, kakao, fad, lidt grønt, mint og vanilje. I munden er der stor frugtfedme, godt med frugt, sødme, peber og generelt er vinen meget lettilgængelig og easygoing. Der er lidt Blockbuster over vinen … men ikke sådan helt voldsomt.
Købt hos Vinspecialisten, pris 165 kr.