Sidste år testede jeg en ordentlig røvfuld af de lækre kultvine fra Bibi Graetz, herunder også denne Casamatta Rosso, som er en slags basis IGT vin fra det hypede vinhus … og nu smager jeg igen vinen, her blot i årgang 2021.
Min artikel om vinhuset, Bibi Graetz og de flotte vine kan du i øvrigt finde i mit lille blogindlæg Houlberg tester de ikoniske, dyre & lækre kultvine fra Bibi Graetz.
Denne Casamatta – som faktisk betyder det tossede hus – er lavet på ren Sangiovese, hvor druerne kommer fra de yngste vinstokke og fra forskellige vinmarker. Druerne fra hver mark er i øvrigt vinificeret helt separat og den endelig vin først sammenstykket efter endt lagring.
Vinificeringen er sket med spontangæring i rustfrie ståltanke, men også den efterfølgende 6 måneder lagring sur lie er sket i ståltankene.
I glasset er det en lysere vin med lidt brunerøde kanter, mens duften unægtelig kan minde om noget Brunello, har rå champignon, svampe og skovbund, masser af tørt træ, en meget behagelig og rund frugt af kirsebær, lidt hindbær og jordbær, nogle lidt grønne og balsamiske noter og egentlig ganske, ganske flot.
Smagsmæssigt er det en frisk, energisk og syrerig vin … det er lyse, umodne kirsebær, ribs, mirabeller og hindbær suppleret med noget lemon samt tørre, lyse og vilde tanniner, godt med blomster samt en streng og balsamisk syre. Den er en frisk, ung, viril og sur teenager, der sparker og gør sig u-til-bens … kalder på mad og er sin egen, så dermed 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.