Houlbergs spinkle hjerte skal med regelmæssige mellemrum smøres med Spätburgunder for rigtigt at fungere optimalt og forleden skete det med denne 2017 Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs fra Weingut Jürgen Ellwanger.
Ham er vi – selvfølgelig – stødt på tidligere. Han ligger i den lille by Winterbach i Württemberg området.
Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog hans søn Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene, blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.
HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye fasde af egetræ i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able.
I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terroir. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.
Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker familien også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.
Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.
Her er det en af Ellwangers topvine udenfor HADES serien, nemlig husets Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs, hvor druerne kommer fra Große Lage marken Linnenbrunnen og høstet med 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er efter gæringen lagret omkring 16-18 måneder på nye og brugte barriques. Vinen har 1,9 gram restsukker pr. liter.
Det er ikke en let, lys og feminin Spätburgunder, for frugten er mørkere med kirsebær, brombær, tranebær ovenpå en landlig og animalsk hestestald suppleret med grafit, blæk, røg og lejrbål, røget bacon, støvet, stenet og med den vis modenhed i frugten samt lidt blomstervand. Derudover kommer der fadnoter med i blandingen, bl.a. vanilje, kanel og mælkechokolade. Køligt dufter vinen mest elegant og tiltrækkende.
Smagen er rank med mørke brombær, kirsebær … endda lidt søde kirsebær, ret meget bitterhed, masser af stærk peber og så er vinen også lidt sprittet i smagen, hvilket kun forværres med mere varme i dit vinglas. Der er egentlig god intensitet i frugten, meget kraft og så røgede elementer samt de samme tørre og lidt stenede noter, der også kom frem i duften. Det dufter klart bedre end det smager, så Houlbergs hjerte banker ikke helt perfekt.
Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.
Vinanmeldelse 4/7