Sidste rødvin på CANblau var en Rioja … vinen Jarrarte Maceración Carbónica, som er en Joven vin, altså en ung vin uden tvungen lagring. Den kommer fra vinhuset Bodegas Abel Mendoza Monge, der ligger ved byen San Vicente de la Sonsierra omkring 50 kilometer syd for Bilbao.
Bodegas Abel Mendoza Monge er grundlagt i 1988 af Abel Mendoza og hans hustru Maite Fernández. Det er en lille bodegas, som samlet har 17 hektar vinmarker fordelt på 37 små parceller, hvor parret økologisk dyrker sorterne Viura, Malvasia, Garnacha, Torrontés og Tempranillo. Det giver basis for seks forskellige vine, samlet 80.000 flasker årligt og herunder altså denne Jarrarte Maceración Carbónica.
Jarrarte skulle – så vidt jeg kan se – være en Joven vin på ren Tempranillo, som er vinificeret i betontanke med druer fra nogle af de yngste vinstokke og vinificeret uden lagring på egefade.
Vinen er derimod vinificeret efter maceración carbónica aka macération carbonique, som er en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.
Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol. Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.
I næsen er det blåbær, sød tobak, lidt svømmehal, violer, chokolade, kakao og engelsk lakrids. Det er en tæt vin, som også smager lidt i samme stil og er altså blød, fed og med tunge, mørkerøde bær og ganske fede muskler, charme og spansk varme.
Vinens Verden har vinen i årgang 2009 til 69 kr., mens prisen er 59 kr. ved køb af 12 flasker. Det passer meget godt med, at vinen i Spanien koster 6,40€ … svarende til 48 kr.