Vi sluttede smagning af vinene fra henholdsvis Languedoc og Roussillon med en rigtig klassiker indenfor områdets søde dessertvine, nemlig denne Classique Muscat Rivesaltes Béa fra Mas Bécha.
Det er den type hedvin, som franskmændene kalder Vin Doux Naturel og laves normalt på Muscat druen. Denne Classique Muscat Rivesaltes Béa er lavet på 50% Muscat Petits Grains og 50% Muscat d’Alexandrie, men ellers oplyser Charles Perez faktisk slet ikke noget om, hvordan vinen er fremstillet.
Men følger han den gængse måde for en Muscat Rivesaltes, så vinificeres vinen med kort skindkontakt før presning af druerne, hvilket efterfølges af gæring ved lav temperatur. Gæringen stoppes derefter ved tilsætning af druesprit, således vinen endnu har en god del af sine naturlige restsødme og tappes tidligt på flaske for at bevare mest mulig frisked.
Muscat Rivesaltes sælges både med og uden årgang på etiketten, men dette er altså en årgang 2014 og har dermed ligget på flaske nogle år. Den trækker en alkoholprocent på 15%.
Og sikke da en dejlig næse … masser af sødme, honning, lettere parfumeret med eksotisk frugt, ædel råd, muskat, ananas, mango, svage og svævende benzindampe, men samtidig også en vis friskhed over vinen. Smagen er også sukkersød med nødder, honning, pakket tropisk frugt, men alligevel frisk. Det smager rasende godt.
Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 199 kr..