I var måske begyndt at tvivle på, om der i det hele taget var Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem i fredags? Men der er ingen grund til at ringe efter den mentale vagtlæge, for selvfølgelig var der Spätburgunder på bordet, nemlig denne Spätburgunder Tradition fra Weingut Philipp Kuhn.
Vinhuset ligger i byen Laumersheim omkring 10 km. nordøst for byen med der herlige navn Carlsberg. Hos Kuhn er det imidlertid ikke øl, som er i højsædet … men charmerende vine.
Kuhn familie har boet i Laumersheim siden 1600-tallet, og det er også i Laumersheim samt i de omkringliggende landsbyer Großkarlbach og Dirmstein, at Kuhn har sine vinmarker.
Samlet har huset 21 hektar vinmarker, hvor de dyrker 25% Riesling, 25% Spätburgunder og Cabernet Sauvignon, 25% hvide burgundersorter, 25% Dornfelder og andre røde sorter. De bedste marker er Kirschgarten og Mandelberg. Gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 65 hektoliter pr. hektar.
Siden 1992 har det været Philipp Kuhn Junior, som har stået for driften. Ja, faktisk var Philipp kun 20 år gammel, da han i 1992 overtog tøjlerne på vingården.
Lokalt kaldes han “Der Philipp”, og han er en venlig mand, som har fået adskillige priser. Efter at have været et “ungt talent” i en årrække opnåede han i en alder af 36 år fuld optagelse i den prestigefyldte sammenslutning af Tysklands bedste vinproducenter VDP … Die Prädikatsweigüter og ved at modtage Deutschen Rotweinpreis 2008, så sikrede han sig for 5 år i streg én af det store tyske vinpriser.
Kuhn hører i dag til nogle af de allerbedste i Pfalz og er hastigt på vej til den tyske top. Kuhn har lært vindyrkningens kunst af naboen Knipser, hvilket jo forklarer en del. Knipser ligger alene 200 meters penge fra Kuhn.
Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at Volker Knipser og Philipp Kuhn blev venner. Som 16-årig var den unge Philipp nemlig til en håndboldafslutning, som blev fejret hos Weingut Knipser. Han faldt i snak med Knipser, som rådede Kuhn til, at hans familie burde plante Spätburgunder på en mark, hvor Kuhn familien havde vinstokke den lokale drue Huxelrebe, men som Knipser mente var ideel til den røde drue. Philipp Kuhn lyttede opmærksomt, og overtalte sin far til at også dyrke Spätburgunder.
Fire år senere lavede Kuhn herefter en smule Spätburgunder, men det var først efter 1992 – da Philipp selv overtog roret – at han gik i gang med en større omstrukturering af marker og sorter. Ud røg mange af de gamle planter … dog undtagen de gamle Riesling stokke. Og i stedet plantede han maser af røde sorter som Dornfelder, Spätburgunder, Saint Laurent, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot og endda Sangiovese.
I dag er alle vinene kendetegnet ved meget høj kvalitet og et udsøgt druemateriale, der får det bedste frem i den enkelte druesort. Gault Millau har tildelt Kuhn 4 drueklaser og Eichelmann 4½ stjerner. Hos Philipp Kuhn produceres der omkring 180.000 flasker årligt.
Vinene er opdelt i serierne Gutsweine, hvor flaskerne har blå hætte, Ortsweine, hvor farven er sølv og endelig Große Gewächse, hvor toppen af flaskerne er guldfarvet.
Denne Spätburgunder Tradition har en blå turban på hovedet og er således Kuhns entry-level Spätburgunder … en Gutswein, som dog har lagret hele 16 på barriques efter omkring 1-2 ugers maceration. Druerne til vinen kommer fra husets marker i Laumersheim og Großkarlbach, hvor jorden består af løs ler og fin kalksten.
Første anbefaling er klart, at du giver denne vin godt med luft … da duften ændrer sig en del, når den har fået le Grand Tour i luftgyngen. Før iltningen var der lidt halvt fordærvet kød, eucalyptus, kaktuspiller, urter, krydderier samt hindbær, kirsebær, grønne blade og en omgang røg. Efter nogle timers luft er der mere klassisk sød kostald, stadig lidt fersk kød, men nu er de lette lyse bær … jordbær og hindbær … mere udtalte sammen med røg, svag lakrids, bolsjer og blomster. Efter iltningen er duften markant bedre. Giv den eventuelt gerne natten over i køleskabet.
Smagen er sådan meget varmkrydret, stærk med en stram syre. Virker fyldig, tanninrig og det krydrede smagsindtryk fylder meget. Nogle timers iltningen ændrer ikke smagen så meget, som det ændrer duften. Smagen ligger stadig lidt samme sted … lidt bitterhed, peber, måske lidt mere omgængelig, selvom det krydrede fortsat fylder en del. Det bliver aldrig helt stort for mig.
Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 12,30€ … eller omkring 92 kr.
Rating 4/7