Torsdag i sidste uge stod på en stor Toscana smagning. Vi startede smagningen med en enkelt hvidvin, nemlig denne Vernaccia di San Gimignano fra det lille vinhus Fattoria di Fugnano.
Vi er i en af de flotte og gamle byer i Toscana, nemlig San Gimignano, der ligger på en højderyg og knejser med sine mange tårne omkranset af en gammel middelaldermur. Ikke helt uden grund kaldes byen, der ligger sydvest for Siena, for ”Italiens Manhattan”.
Et kuriosum omkring de mange tårne er, at de rige familier i middelalderen på det nærmeste kappedes om at bygge flest og højest, hvilket betød, at der på et tidspunkt var 62 tårne i byen. Desværre er der ikke helt så mange tilbage mere, men det gør ikke byen mindre betagende.
San Gimignano er også byen, hvorfra der kommer en ganske herlig hvidvin, Vernaccia di San Gimignano. Optegnelser viser, at vinen har været produceret siden 1286, og med sin DOC-klassifikation i 1966 blev den Italiens første DOC.
Efter tildelingen af DOC oversteg produktionsniveauet desværre kvaliteten, men det har heldigvis vendt og flere producenter nu gør et stort arbejde for at højne niveauet til over turistvins-klassen. Især efter DOCG-klassifikationen i 1993, hvor det var Italiens blot anden hvidvin med DOCG-status, begyndte der at ske noget, og en af metoderne har ganske enkelt været at sænke høstudbyttet markant.
Druen hedder, som vinen, Vernaccia di San Gimignano, og nogle gange bruges druen sammen med andre lokale, grønne druer. Den kan give flotte og temmelig kostbare vine, specielt dem der er fadlageret i barriques før tapning.
Fattoria di Fugnano drives i dag af Laura dell’Aira Pensabene. Som lille pige havde den nu 29-årige Laura dell’Aira Pensabene tilbragt mange dejlige somre på bedstefaderens vingård i San Gimignano. Gården var købt som en retræteejendom, hvor bedstefaderen kunne gå og pusle med vin, oliven og lidt turisme, og som et sted hvor familien kunne samles. På barndommens mange ture i markerne med ejendommens hjælpere havde den unge Laura fået en ide om, hvordan det var at arbejde på en vingård, og i flere år havde hun deltaget i vinhøsten på lige fod med de andre på ejendommen. Men ikke mindst havde hun fået en kærlighed til den smukt beliggende vingård Fattoria di Fugnano.
Da bedstefaderen gik bort, stod de to døtre, Christina og Giovanna Pensabene, nu med en af Chanti-områdets største og mest velbeliggende vingårde. Giovannas datter, den dengang 23-årige Laura var i gang med jura-studiet i Palermo, men tøvede ikke: ”Jeg tager til San Gimignano, og fortsætter med at drive gården”, sagde hun bestemt, og som sagt så gjort. I 2009 besøgte Laura i øvrigt bankens vinklub i Silkeborg, så hun er bestemt bekendt med Danmark. Desværre er jeg nu ikke med i vinklubben i Silkeborg.
Vinen her som sagt på druen Vernaccia di San Gimignano. Lad os smage vinen. Duftmæssigt lidt hyldeblomst, pære og melon … virker meget frisk i udtrykket. Smagsmæssigt også en frisk vin, der er lidt mandler og en fin sødme, men ikke for meget, og generelt en vin med god balance. Godt valg.
Købt hos Toscavini, pris 69 kr.
Til desserten … en dejlig ostetallerken … fik vi lidt sød Bordeaux, en såkaldt Moelleux, som er en sød, lidt likøragtig hvidvin fra den sydlige del af Bordeaux.
Sidste mulighed i vinbaren var denne Bodegas Septima, Malbec vin. Vi er i Argentina, nærmere bestemt ved byen Agrelo Luján de Cuyo i det kendte vinområde Mendoza. Men her er der ikke tale om et lille familie vinbrug, for Bodega Septimas ejer er den berømte Codorníu Group, som har investeret massivt i vinproduktion i Argentina.
Næste vin fra vinbaren var denne Côtes du Rhône fra Domaine Saint Gayan. Vi er i et område, hvor der har været dyrket vin siden Cæsars legioner døbte stedet “Jocunditas” og byggede den ejendom, hvorfra Domaine Saint Gayan i dag drives. I dag kaldes området og nærliggende by bare Gigondas, og så er de fleste vininteresserede helt med.
Som første rødvin denne aften valgte vi en italiener, nemlig denne Chianti Colli Senesi fra vinhuset Azienda Agricola Salcheto, som er beliggende i den historiske by Montepulciano.
Sidste hvidvin i “ta’ selv vinbaren” var denne Touraine Sauvignon Blanc fra en lille familieejet vingård i Loire, Domaine des Chezelles.
Næste vin var en gammel kending, nemlig vinhuset Montes. Montes vinene er jo én af Bichels store “sællerter”, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.
Første vin, som vi smagte på Malling & Schmidt var en fin lille hvidvin, nemlig denne Sauvignon Blanc fra vinhuset False Bay Wines. Vi er i Stellenbosch området i Sydafrika, eller helt præcis i ved byen Sommerset West, helt tæt på bugten False Bay.
Vin nr. 2 fra i tirsdags er denne Barbera d’ Asti fra Azienda Agricola Rabaja’ Bruno Rocca. Vi er i Rabaja området udenfor byen Barbaresco i det dejlige Piemonte, hvorfra familien Rocca har drevet vingård siden slutningen af 1950’erne, da Bruno Rocca far Francesco og hans kone Maria Adelaide købte deres ejendom samt en del af en vinmark.