Det er kun 2 måneder siden, at jeg smagte denne Tabano Bianco fra Montecappone. Dengang var det i en årgang 2018, men nu smager jeg vinen igen i årgangen nyere.
Societa Agrivinicola Montecappone ligger lidt sydvest for byen Jesi i Marche området i Italien. Det er ikke så langt fra havnebyen Ancona ud mod Adriaterhavet.
Montecappone er egentlig startet i slutningen af 1960´erne, men blev i 1997 købt af Mirizzi-familien, som oprindelig drev et lille vinotek i Rom, men havde en drøm om selv at lave vin. I dag er det Gianluca Mirizzi, som er den drivende kraft i vinhuset, som omfatter to vingårde.
Den første gård er selvfølgelig Montecappone, som de købte i 1997 og består af 40 hektar vinmarker samt 17 hektar olivenlunde. Dertil har de også lejet yderligere 6 hektar vinmarker.
Derudover har Gianluca i 2015 også startet vingården L’azienda Mirizzi, hvor han forsøger at lave vine i en helt anden stil end vinene fra Montecappone, selvom de laves i samme vinkældre. Til projektet har Gianluca pt. 6 hektar vinmarker på toppen af en bakke nær slottet Monte Roberto og en olivenlund på 3 hektar tæt på Cupramontana.
Montecappone Tabano Bianco er lavet på 50% Verdicchio, 30%, Moscato samt 20% Sauvignon Blanc fra marker omkring Contrada Tabano ved Jesi. Alle druerne er håndhøstet ved optimal modenhed, og der er sorteret kraftigt i druerne.
De forskellige druer vinificeres separat og gærer uden skind, men sammen med kødet af druerne, hvorefter vinen lagrer 4 måneder sur lie med en løbende frasortering af kernerne. Herefter samles vinen og flaskes … og er hurtigt klar til dig.
Meget frisk og blomsterrig næse … minder ret meget om 2018’eren med melon, fersken, ananas og lidt multifrugtjuice, masser af tropisk frugt, nogle grønne, fyldige og halvsøde noter, røg og så en fin, rank, slank syre, meget subtil og elegant.
I munden har vinen som 2018’eren mange lag, som langsomt kommer væltende op af glasset. Der er noget fandenivoldsk over smagen, både god intensitet, en let bitter syre, som giver vinen rank ryg. Der er syrlige æbler, lemon, grape, lidt grillede citroner, et godt bundtræk uden at blive opulent, men er frisk, nærmest opkvikkende med en gin/tonic bitterhed i eftersmagen … og hvor er jeg egentlig begejstret for denne kamæleon.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr,, mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.