Med næste vin – den ikoniske Châteauneuf-du-Pape fra Clos des Pape – vågnede mit vinglas atter op til dåd. Det er vin, som bare smager vildt godt … også i denne årgang 2006.
Clos des Papes er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf- du-Pape.
Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt meget stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.
I dag er det den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance.
Clos des Papes har 32 hektar vinmarker, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene – clos – omkring slottet, heraf navnet Clos des Papes.
Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 25 år og siden 2011 har Clos des Papes været økologisk certificeret med agriculture biologique.
Der fremstilles kun to vine … en hvid og en rød Chateauneuf-du -Pape, hvor 90% af produktionen er rødvinen. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødsaget til at have en vis tålmodighed. Den kræver normalt 8-10 års lagring før den viser sit rette potentiale.
Udbyttet holdes ekstremt lavt omkring 12-15 hektoliter pr. hektar og vinifikationen er meget traditionel. Paul-Vincent Avril er ikke tilhænger af brug af ny eg, så lagringen foregår på store gamle foudres og cementtanke.
Arbejdet i vineriet er helt klassisk med gæring ved op til 32 grader i 3 – 4 uger. Der laves to pump over af mosten, morgen og aften. Siden 1991 er der foretaget 100% afstilkning, da kun Grenache kan levere stilke der har positiv karakter.
Der eksperimenteres i det hele taget ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Paul-Vincent Avril selv stiller og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den, der har været lavet på stedet i årtier.
Normalt laves Clos des Papes’ Châteauneuf-du-Pape på 65% Grenache, 20% Mourvedre og 10% Syrah, mens resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet har i 2006 ligget på 21 hektoliter pr. hektar og vinen har gæret på cement og lagret på foudres og cementtankene i 12-15 måneder.
Selvom vinen i årgangen 2007 fik 100 Parker point, så skal man ingenlunde disse denne 2006, som nærmest er på samme niveau med 98 Parker point. Jeg har smagt vinen i flere årgange og nogle gange været begejstret og andre gange skuffet … men denne 2006 med lidt alder begejstrer imidlertid.
Uhhhhh sikke et step op fra de forrige vine … her er der masser af mælkede og flæskede aromaer, sorte oliven, sorte bær, solbær samt hindbær, meget kølig tyksort frugt, kul, tørv, hårdhed, skolekridt, en lakridsrod, peber, krydderier, blomster, tør jord og så samtidig også lidt fadpræg med svag vanilje. Det hele er doseret så perfekt, hvor alt er i balance … vildt tiltrækkende. Uha.
Smagsmæssigt – åh – det løber lige igennem alle drænrør med den største velbehag … det smager monstergodt. Der er vild dybde og en forbløffende renhed og kraft. Den er så dyb og intens, at det næsten gør ondt. WAUW. Frugten er mørk, kølig og saftig med en cremet og silkeagtig konsistens, lidt blomster og en medicinsk note. Der er samtidig en imponerende længde på eftersmagen. Stor vin.
Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske i de nyeste årgang koster 649 kr.