Jeg smagte da også Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château Pédesclaux i endnu en årgang og det var såmænd 2017’eren.
I denne årgang er mixet 65% Cabernet Sauvignon samt 25% Merlot suppleret med 3% Petit Verdot og 7% Cabernet Franc, der er høstet omkring midten af september med et udbytte på 47 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet med en lang og kølig maceration. Efter gæringen er vinen igen lagret 16 måneder på barriques, heraf 60% nye fade, mens resten er brugt én gang før.
Vinen minder – selvfølgelig – en del om 2015’eren, men bare mere frisk og knap så sammenhængende. Der er en snas mere frugtighed, er mere rank med fortsat med tydeligt fagpræg, det blot fylder lidt mindre. Det er en rank og stram frugt med solbær, brombær, kanel, vanilje samt lidt chokolade.
Den er smagsmæssigt også knap så rund som 2015’eren, men dog fortsat blødt … bare mere frisk og kantet, hvor hunden lige bidder en smule. Der er fortsat tørre tanniner, stramhed og noget bitterhed, så Houlberg havner på 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 328 kr.
Ved bord 2 kunne jeg også smage mer’ Grand Cru Classé vin og det gjorde jeg så. Det blev nemlig til et par glas af Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château Pédesclaux og jeg startede med 2015’eren.
Château Pedesclaux er et virkelig smukt vinslot, der arkitektonisk også er helt fantastisk. Det gamle slot, der stammer fra 1810 er i dag sgu nærmest pakket ind i glas og ved siden af er der også bygget et totalt stort og moderne vineri … firkantet og helt tjekket.
I 1855 kom det allerede med i Cru Classé-klassifikationen … og var allerede dengang regnet som lidt en opkomling, men på grund af de meget rene, klassiske, lagringsværdige Pauillac vine blev slottet på rekordtid meget velrenommeret.
Château Pedesclaux blev i 2009 købt af Lorenzetti-familien med Jacky Lorenzetti som den drivende kraft. Det er ham, som har stået for de vilde modernisering tegnet af arkitekt Jean-Michel Wilmotte og den omfatter bl.a. et meget moderne vineri, hvor vinen alene flyttes ved hjælp af tyngdekraften.
Men også i markerne er der investeret massivt … og siden 2009 er driften omlagt til økologisk drift og for visse parceller endda også biodynamisk drift. Generelt har Lorenzetti familien stor respekt for jorden og for miljøet … det har altid været kernen i deres tilgang til vindyrkning.
Efterfølgende har Jacky Lorenzetti i øvrigt også i 2012 købt halvdelen af ejerskabet af 3. Cru vinslottet Château d’Issan og ejer i dag også Château Lilian Ladouys i Saint-Estèphe. I dag hjælper hustruen Françoise og datteren Manon Lorenzetti også.
På Château Pedesclaux har de samlet 50 hektar vinmarker, der alle er økologisk certificeret og tilplantet med 57% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot, 5% Cabernet Franc og 4% Petit Verdot. Det bliver til både denne førstevin samt andenvinen Fleur de Pédesclaux.
I denne 2015 Pauillac 5. Grand Cru Classé er det et blend af 52% Cabernet Sauvignon, 42% Merlot og 6% Petit Verdot, som er fra 35 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med en forholdsvis lang samt kølig maceration. Efter gæring er vinen lagret 16 måneder på barriques, heraf 60% nye fade, mens resten er brugt én gang tidligere.
Vinen er lavet i samarbejde med Emmanuel Cruse, der til dagligt er ansvarlig vinmager på Château d’Issan.
Det er sgu meget straight med et venligt fadpræg samt en ret stringent frugt med solbær med en vis sødme suppleret med noget lakrids, kanel, vanilje, kardemomme, cedertræ, tobak, lidt mulle kælder og egentlig ganske kompleks.
I munden er det en meget ren vin, der virkelig smager lækkert, sofablød med en kølig frugt med et let og småbittert bid, peber og ellers en mellemkraftig fylde, nogle tørre tanniner … meget fin, rund og klassisk Bordeaux. 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 398 kr.
Ved næste bord hos søde Augustin Lacaille smagte jeg først denne Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé 2018 fra Château Lafon-Rochet.
4. Cru slottet ligger i Saint-Estèphe tæt på Pauillac mellem kultslottene Lafite Rothschild og Cos d’Estournel.
Det stammer tilbage fra 1700-tallet, hed oprindelig Château Rochet og var ejet af Antoinette de Guillemotes, men da hun senere giftede sig med Etienne de Lafon fik vinslottet det nuværende navn Château Lafon-Rochet.
Ved 1855 klassifikationen kom slottet med blandt de 61 slotte i den efterfølgende højt skattede Médoc Grand Crus Classé klassifikation og som et 4. Cru slot.
I 1960 blev vinslottet købt af Guy Tesseron og har lige siden været ejet af Tesseron familien. Guy har siden overtagelsen virkelig fået slottet vine frem i rampelyset og bragt slottet op blandt de bedste ejendomme i hele Saint-Estèphe.
Siden 1999 har det været Guys to børn Michel Tesseron og Caroline Poniatowski, der har stået for driften. Michel Tesseron har først fået malet slottet i en frisk gul farve og samtidig også moderniseret alle produktionsfaciliteterne … og siden 2007 har Michels søn Basile også været med i driften.
Samlet har Château Lafon-Rochet 41 hektar vinmarker og derfra laver de to vine … selvfølgelig denne førstevin, men også andenvinen Les Pèlerins de Lafon-Rochet. Stokkene er over 45 år gamle og der eksperimenteres med både økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder.
I denne årgang 2018 er denne Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé lavet på et blend af 64% Cabernet Sauvigon , 26% Merlot, 6% Petit Verdot og 4% Cabernet Franc.
Duftmæssigt er vinen meget ædel … elegant og nærmest overdådig med en gammel, mulle kælderskakt, gammelt træ med noget, der så minder om husene i Den Gamle By. Der er samtidig godt med blæk, kul og cedertræ, men frugten er meget ren, moden, solbær, jordbær, hindbær … måske endda lidt aromatisk.
Smagsmæssigt er der godt med angribende kraft, men alt virker fuldstændig kontrolleret, således tingene rammer helt rigtigt og så bare lige falder på plads. Tanninerne er tørre og tydelige, syren er nærmest glat og poleret, så alt sidder, hvor det skal sidde. og det smager bare rigtig godt. 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 489 kr.
Med næste årgang af førstevinen Médoc Cru Bourgeois fra Château Potensac tog vi et gigantisk spring i tiden på ikke mindre end 19 år med denne årgang 2019.
I denne årgang er vinen så lavet på 47% Merlot, 36% Cabernet Sauvignon, 16% Cabernet Franc samt 1% Petit Verdot.
Vinen er lavet som 2000’eren altså med traditionel gæring og så derefter har den lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.
Duften er allerede fra første fløjt langt mere frisk … men det havde jo nok også været underligt andet. Der er godt med træ, cedertræ, lidt cigarkasser, frugten mere klassisk med solbær, tranebær, brombær og hindbær, noget mynte, blomster, tør engelsk lakrids, knuste sten suppleret med en snas kanel.
I munden er det nu slet ikke så blødt og cremer, for her er der mere modstand og mere kant. Den har en ung, frisk frugt med masser af syre, noget bitterhed, silkefine og tørre tanniner, meget levende og har også nogle kalkede, salte mineraler. Det er næsten gemmevin, for der er sgu spræl i banditten. 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 248 kr.
Vi skulle også omkring endnu et vinslot ejet af Delon familien aka Domaines Delon og det er Château Potensac. Vinslottet udmærker sig som eneste Cru Borgeois Exceptionel i Médoc og jeg startede med at smage vinen i en ældre årgang 2000.
Det er et vinslot, der ligger lige udenfor Saint-Estèphe ret tæt på Gironde floden i det nordlige Médoc på et højt sted. Slottet har været ejet af samme familie igennem mange, mange år og har altid været drevet af kvinder.
Men i dag er det altså en del af Domaines Delon, da Jean-Hubert Delon arvede godset fra sin mormor Georgette Liquard. Til slottet hører 60 hektar vinmarker, der har lidt samme undergrund som i Saint-Estèphe.
Denne Médoc Cru Bourgeois er førstevinen på Château Potensac, mens andenvinen hedder Chapelle de Potensac. Denne årgang 2000 er lavet på et blend af 45% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 20%
Cabernet Franc. Efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.
Duftmæssigt kan alderen måske mærkes i den modne frugt, som domineres af solbær, kogte blommer og jordbær, men ellers er der intet bedaget over vinen på nogen måder. Den er lidt parfumeret og har tobak, røg, urter samt noget mineralsk.
I munden er vinen blød og cremet … har lidt blommer og modne solbær, mens tanninerne er så fine og samtidig vildt tørre, så der er fortsat spark i den gamle dame. Der kommer også en frugtsødme og noget sort te bitterhed. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 629,95 kr.
Jeg smagte også Pomerol førstevinen Château Nénin i endnu en årgang, nemlig årgang 2018 og som med Saint-Julien 2. Grand Cru Classé fra Château Léoville Las Cases var den nyere årgang lige en tak bedre.
Her i 2018 er vinen lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Franc, men ellers fuldstændig som 2014’eren, altså lavet helt traditionelt, men er efter endt fermentering lagret 18 måneder med 95% i barriques – heraf 30% nye fade – samt 5% i store amforaer af ler.
WAUW for en næse og her er det sgu som om, at alt er doseret så fint, let og balanceret. Det giver en nærmest svævende lethed, som jeg finder vildt elegant, sart og feminint. Der er også både blomster, violer, brombær og lyse blommer, sandeltræ, cedertræ, vanilje, kanel samt mælkechokolade … alt sammen næsten overjordisk, lys og absolut forførende.
Det er smagsmæssigt så rundt, blødt, fint, sart og elegant … igen nærmest svævende i strukturen med silkefine tanniner og atter er doseringen af de forskellige elementer lige i skabet. Jeg blev lidt blown away af denne vin, som leverer fra første sekund, så klart 96 point fra Houlberg og 6 tomler med pil op.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 589,95 kr.
Familien Delon ejer også – udover Château Léoville Las Cases – Château Nenin på den højre side af Gironde floden i Pomerol og derfra smagte jeg også deres vin i to årgange og startede med 2014’eren.
Jean-Hubert Delon købte i 1997 Château Nénin, som før havde tilhørt hans fætre fra Despujol familien. Deres familie havde ejet vinslottet siden 1847, selvom selve vinslottet oprindeligt stammer tilbage fra 1800-tallet.
Efter købet er der investeret massivt i slottet. Alle processer i produktionen er gennemgået og ændret. Man har drænet markerne, en del vinstokke er genplantet eller revet op, vinkælder og udstyr er moderniseret, kældrene udvidet og forsynet med aircondition og smagelokalet har også gennemgået en større renovering.
Og til at hjælpe med vinproduktionen har Delon familien også hyret den velkendte flyvende vinmager og ønolog Michel Rolland.
Château Nénin har samlet 32 hektar vinmarker og er dermed én af de største ejendomme i Pomerol. Vinstokkene er cirka 40 år gamle, og der dyrkes omkring 70% Merlot, mens 20% er Cabernet Franc og de sidste 10% Cabernet Sauvignon. Den årlige produktion er på 12.000 kasser.
Der laves to vine på Château Nénin … selvfølgelig denne primære førstevin og så andenvinen Fugue de Nénin, som vel betyder noget i retning af Nénins fuga … en musikalsk satstype i musikken, som er specielt kendt i musikken fra baroktiden.
I denne årgang 2014 er vinen her lavet på 68% Merlot og 32% Cabernet Franc og sjovt nok helt uden Cabernet Sauvignon, men igen lavet helt traditionelt, men er efter endt fermentering lagret 18 måneder med 95% i barriques – heraf 30% nye fade – og 5% i store amforaer af ler.
Duftmæssigt bestemt anderledes end de forrige, for her er frugten mere sorte kirsebær og brombær, mens der vitterlig er meget træ i form af cigarkasser og cedertræ. Der er også en del frugtsødme og så ellers engelsk lakrids, lakridsrod, kul, jord, lidt jod og tjæreagtig mineralitet.
Smagen er præget af en smule tydeligere bitterhed, godt med sort te, medium krop samt en anelse parfumeret. Der er sammen med en tydelig bitterhed også friskhed og syrlighed i frugten, som dermed så fremstår lidt anderledes end i duften. Tanninerne er tynde, fine samt spinkle, men giver vinen et fint og elegant udtryk. 93 point
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599 kr.
Jeg smagte også den vin, som i mange år var betegnet som andenvinen på Château Léoville Las Cases, før man lavede Le Petit Lion du Marquis de Las Cases. Det er nemlig vinen Clos du Marquis, som jeg smagte i en årgang 2019.
Det er en en separat Grand Vin fra nogle udvalgte parceller i det vestlige Saint-Julien. Markerne støder dog reelt op til Château de Léoville, som var residens for Marquis de Las Cases og vinen blev første gang udgivet i 1902, men er i dag altså blot en Grand Vin, men har endda også en lillesøster, der hedder La Petite Marquis.
Clos du Marquis 2019 er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 23%
Merlot og 7% Cabernet Franc, der er høstet mellem 21. september og den 9. oktober. Vinen er som de øvrige på vinslottet lavet ganske traditionelt og er efter endt fermentering lagret 18 måneder på små barriques, heraf 50% nye fade.
I næsen er fadsødmen klart mindre end hos de to foregående 2. Grand Cru Classé vine, men der er fortsat meget arketypiske noter med gammel kælder, cedertræ og cigarkasser, godt med solbær og brombær, modne blommer samt sort te, lakrids, kanelsnegle samt vanilje og lidt blomster.
Smagen er også mere klart, frisk og knap så blød. Der er frugt med brombær, tranebær samt hindbær, hvilket giver en friskere, lysere og lettere smag, der suppleres med mineralske noter, tætte tanniner, vild tørhed, godt med tør jord … men det smager skisme godt, så dermed 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 498 kr.
Jeg fortsatte med bord 1 med mere Saint-Julien 2. Grand Cru Classé fra Château Léoville Las Cases, men nu blot i en nyere årgang 2017 og den var ikke dårligere … tværtimod.
I denne årgang 2017 er blendet bare lavet på 79% Cabernet Sauvignon, 10% Merlot samt 11% Cabernet Franc. Den er lavet helt klassisk og lagret 18 måneder på barriques og heraf 90% nye fade.
Duftmæssigt har vinen atter lidt af samme noter som dens ældre søster, altså denne lidt – i mangel af bedre ord – dekadente aroma med lidt gammelt, ædelt træ, men her er duften bare en tak mere frisk og sammenhængene og fadet lidt mere afvejet og vel nærmest smukt integreret, selvom det bestemt kommer godt frem. Frugten er mere solbærdrevet suppleret med noter af cigarkasser, lidt lakrids, kanel, vanilje og chokolade. Ganske vanedannende overbevisende.
Smagen er bestemt og mere frisk end hos storesøsteren og her synes alt bare i smuk balance. Der er klart mere syre, frugten er også friskere, men alt er bare så balanceret, roligt, blød og cremet. Der er fortsat lidt cedertræ, frugten meget blå med solbær og blåbær, nogle mineraler, sort te samt strenge og flotte tanniner og i det hele taget bare en røvlækker vin, så 97 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.795 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 1.689 kr.
Jeg startede Supervins store Bordeaux smagning med et brag og samtidig med den første vin i smageskemaet, for det var intet mindre end denne 2012 Saint-Julien 2. Grand Cru Classé fra Château Léoville Las Cases.
Slottet ligger i Saint-Julien og var oprindeligt en del af den store Léoville ejendom, der kan dateres tilbage til 1638 og blev grundlagt af køkkenchefen Jean de Moytié, som var blevet adlet og gjort byrådsmedlem i Bordeaux. Det var Moytié, som plantede de første vinstokke på slottets marker. Senere blev én af de bedste marker faktisk opkaldt efter grundlæggeren … Mont Moytié.
I mange år var vinslottet familien Moytiés ejerskab, men da en datter i 1707 giftede sig med Blaise Antoine Alexandre De Gasq, som var et indflydelsesrigt parlamentsmedlem i Bordeaux, så gik ejerskabet over til De Gasq familien.
De Gasq døde imidlertid barnløs i 1769, og den store Léoville ejendom gik i arv til 4 nevøer, ledet af Marquis de Las Cases. Under den franske revolution må Marquis de Las Cases flygte ud af landet, og det endte med, at slottet efter revolutionen blev opdelt i flere dele.
Men på en eller anden måde lykkedes det dog Marquis de Las Cases at beholde en del … og det er den del, som senere – da sønnen Pierre Jean de Las Cases arvede slottet – blev til Château Léoville Las Cases.
Op til den franske revolution, hvor ejendommen blev delt, var Château Léoville det største vinbrug i Haut Médoc. I dag er der tre Léoville ejendomme, nemlig Léoville Barton, Léoville-Poyferré og Léoville Las Cases. Alle er klassificeret som 2. Cru Classé i den berømte 1855 klassifikation.
Las Cases familien drev Château Léoville Las Cases indtil de rendte ind i økonomiske vanskeligheder omkring 1900, hvor en del aktierne i slottet blev købt af Théophile Skawinski, som også overtog driften.
Han endte med at overtage hele slottet og det blev efterfølgende overtaget af hans arvinger, nemlig Delon familien med Michel Delon i spidsen. Han fik købt øvrige aktionærer ud og snart blev familien Delon således eneejere af slottet.
Michel Delon var både beundret og hadet, og hans fokus på kvalitet sendte chokbølger mod kollegerne eller konkurrenterne, da han i top-årgangene 1986 og 1990 de-klassificerede henholdsvis 50% og 67% af produktionen. Det var uhørt og sendte et tankevækkende signal til forbrugerne, om at se sig for ved køb af disse årgange.
I dag er Michel Delon dog død, så slottet videreføres af sønnen Jean-Hubert Delon, som også ejer Château Potensac i Medoc og Château Nénin i Pomerol.
Château Léoville Las Cases ligger nabo til det legendariske Château Latour og den gode Robert Parker er da også af den opfattelse, at slottet kvalitetsmæssigt bevæger sig blandt 1. Cru Classé slottene. Eksperter mener også, at slottet ville ende som 1. Cru Classé, såfremt der 1855-klassifikationen skulle revurderes.
Selvsamme Parker har i øvrig også givet denne vin 100 point i årgang 2016, men her i det nordjyske skulle jeg smage vinen i to årgange og det var denne 2012 og en nyere 2017.
Château Léoville Las Cases har samlet omkring 98 hektar vinmarker, hvor hovedmarken – den store Clos , som leverer druer til 1. vinen – er på omkring 60 hektar.
Der laves 3 forskellige vine på slottet, nemlig 1. vinen Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases Saint-Julien 2. Grand Cru Classé og derefter Le Clos du Marquis, som første gang er lavet i 1902 og i mange år blev betegnet som 2. vinen og så den rigtige andenvin kalder Le Petit Lion du Marquis de Las Cases – den lille løve,
Den er lavet på druerne fra de yngste vinstokke på samme mark Clos de Léoville som førstevinen, mens Le Clos du Marquis er lavet på druer fra andre vinmarker.
Der laves årligt omkring 200.000 flasker af denne Saint-Julien 2. Grand Cru Classé topvin og i årgang 2012 er den lavet på et mix af 74% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot samt 11% Cabernet Franc. Den er lavet helt klassisk og lagret 18 måneder på barriques og heraf 90% nye fade.
Duftmæssigt blev det en god intro til de mange Bordeaux vine med en god moden duft … der er både lidt gammelt mahognichatol, pænt fadpræg og samtidig lidt af en maggiterning af kraft. Der er lakrids, sød tobak, vanilje og denne modne frugt, som faktisk har en snert blommer, rosiner og selvfølgelig solbær … alt modent.
Smagen er sådan meget tilbagelænet og lidt blæret. Selvom man også finder modenhed i frugten og vinen generelt er fremkommelig og venlig, så er der fortsat skarp og kraft i frugten, som er solbær og hindbær, der suppleres med mineraler, cedertræ og sort te bitterhed. Smukt og 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 3.295 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 2.495 kr.