Første rødvin blev et tysk bordeauxfilsk krydsermissil … Cuvée X – markeret med et stort, fedt og rødt X på etiketten – fra Weingut Knipser.
Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 hektar ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.
De røde druer er Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger, mens de hvide er Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.
Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano.
Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet.
Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag på de fleste af vinetiketterne, dog ikke på denne Cuvée X.
Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser.
I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.
Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.
I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familieforetagendet, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques. Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder.
Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til Tysklands bedste.
Her har vi lidt en specialvin fra Knipser, nemlig hans Cuvèe X, som jeg kaldte et Bordeauxfilsk krydsermissil. Den er nemlig lavet med Bordeaux som forbillede … specielt Medoc vinene. Blendet er således 40% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc og 55% Merlot. Vinen har lagret 24 måneder på nye franske barriques.
Næsen er dog ikke umiddelbart Bordeaux, men har aromaer af kul, blæk, blyanter, mørke bær, sorte kirsebær, grønne blade, lakridsrod, estragon, mynte, eucalyptus, grøn peber og tørre grene på en busk.
I munden … WAUW, sikke en tørhed. Igen er der grafit, godt med tanniner, mørke kirsebær, solbær, peber, let sødme, kanel, kakao, jern og rust. Selvom den kommer i en høj, slank flaske, så er det en ordentlig mundfuld, fyldig, fed og kraftfuld.
Forhandles ved Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. Vil gætte på omkring 350-400 kr., da vinen i Tyskland koster omkring 39€. Hos Dansk Vinlager kan vinen købes til mere humane 240 kr.