Sidst jeg smagte denne Riesling Tradition i en årgang 2020 skrev jeg, at savlen løb ned af hagen … og det gør den faktisk også i denne nyere årgang 2022.
Stik mod normalen hos traditionsrige Weingut Robert Weil, så er denne vin lavet på opkøbte druer fra en række vinavlere i Rheingau.
Men Weingut Robert Weil laver dog fortsat kun vine på Riesling … nogle traditioner skal man ikke ændre.
Vinavlere dyrker markerne efter Weils instrukser og begrænser høstudbytter. Efter høsten selekteres og presses druerne nænsomt, hvorefter gæringen foregår under temperaturkontrollerede forhold på stål. Lagringen foregår efterfølgende på gærresterne, hvorefter vinen tappes.
Næsen er dejlig frisk, let, lys, slank, klein og endda mager, hvor man omgående også fornemmer godt med sten, som nogle har spildt en smule citronsaft på. Det suppleres så med fersken, pærer, modne æbler og samlet med en god inderlig, nerve og balance.
Det er dog i smagen, at man blæses bagover … igen er nøgleordet drikkeglæde med en fin frugt af æbler, fersken, lemon, citron, som giver bid, men det er sammen med lille sødme, men som i 2020’eren uden at miste et sprødt og spændsigt bid. Det bliver måske hverken klinisk eller kompleks, men har masser af læskende saftighed, som næsten får bugt med min sommertørstighed … men ikke uden jeg fortsat savler. 91 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.