Nogle gange støder man ind i en ting, et menneske, en film, et stykke musik, et sted eller andet, som bare bringer minder tilbage fra en svunden tid.
Lidt lige som, når man efter 25 år mødes med gamle skolekammerater … eller hører det gamle Søren Kragh Jacobsen nummer “Hjertesafari” fra filmen “Vil du se min smukke navle … !” Arrrggghhhhhh.
Langmeil var en vin, som jeg bare elskede, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for vin. Cortes de Cima Incognita, Flor de Pingus og Langmeil Shiraz var nok de 3 vine, som jeg bedst husker gjorde et dybt indtryk på mig, da jeg var en ung, ukyndig grønskolling i vinens verden.
I dag er billedet nok meget anderledes, og interessen for vin kan vel nærmest betegnes som en lang dannelsesrejse, hvor erfaring, viden, oplevelser, stemninger, sanseindtryk og meget mere langsomt kommes i rygsækken … og hvor målet for rejsen langsomt bliver mere og mere tydelig.
Nogle siger, at der er mange veje til sandheden, og at én af dem hedder Bourgogne. Det kan jeg endnu ikke sige, selvom jeg bestemt synes at vinene fra netop Bourgogne er noget af det bedste, som vinverdenen kan tilbyde. Men, men … der er jo fabelagtige vinoplevelser at hente mange steder i den store verden.
Langmeil er ikke en vin, som jeg i dag selv vil købe … nok lidt fordi jeg føler, at jeg er kommet så meget længere på min rejse, og måske gerne vil huske vinen fra “dengang” som værende et god oplevelse, vel vidende at jeg højst sandsynligt vil blive skuffet, som jeg ofte bliver over disse voldsomme powerbasse Shiraz’er fra down under.
Minderne fra den første kæreste er bare gode minder, og det vil jo være synd at ødelægge disse ved at “taget proppen op af flasken” og opdage, at mindet var bedre end selve oplevelsen.
Nu er det imidlertid ikke en Shiraz, som er stillet på bordet, men derimod en Blacksmith Cabernet Sauvignon, og det hjælper selvfølgelig lidt på tingene, men vinen kan netop ikke undgå at give mig den der følelse fra en svunden tid, en gammel kæreste eller ens første bil (VW boble – sort selvfølgelig).
Nå, men lidt om vinen, som er opkaldt efter en tysk smed, Christian Auricht, der som 36-årig i 1838 emigrerede fra Øst-og Centraleuropa (Schlesien) til Australien for at undslippe religiøs forfølgelse, og købte den jord, hvorpå Langmeil Winery i dag ligger.
Smeden plantede sin første hektar vinstokke på ejendommen i 1843, sorten var Shiraz, og disse gamle vinstokke producerer den dag i dag stadig frugt og menes at være nogle af verdens ældste vinstokke.
Efter en omtumlet tilværelse og perioder helt uden produktion, så blev vingården købt i 1996 af tre lokale bønder, hvis familier havde boet i Barossa Valley i flere generationer: Richard Lindner, Carl Lindner og Chris Bitter. De restaurerede de gamle bygninger samt vinmarkederne. Som en hyldest til de tidlige pionerer, kaldte de vingården Langmeil, efter den oprindelige landsby.
Den smed er en rigtig sort smed i glasset. Kraftbasse. Duften er også enorm med kirsebær … masser, tobak, blæk, byanter (af den gamle slags). Meget overvældende.
Smagsmæssigt er der også saft og kraft, igen tonsvis af kirsebær, fylde, power, sødme fra faglagringen … måske lidt for sød, kan nemt blive lidt for marmeladeagtigt, selvom det faktisk – til min store overraskelse – smager ganske godt. Det er bestemt knapt så voldsomt som gården almindelige Shiraz’er. Thumbs up … ren pagehår og vaskeægte pubertetsfilmsklassiker.
Købt hos Jysk Vin for 144 kr., mens årgang 2008 i øjeblikket er på bud til 95 kr.
Tirsdag igen, og der er et par smagsprøver af vine på programmet. Første vin er denne rosévin fra byen Sernhac, lidt sydvest for Avignon, og nordøst for Nimes, faktisk i det historiske interessant område nær Pont du Gard, den romerske aquadukt. Vi er i området Costières-de-Nîmes i Languedoc … den sydlige del af Rhône området.
Vin en hverdagsaften … hvad er så bedre end en god hverdagsvin? Domaine de la Croisette fra Rhône er netop sådan en slags. Ganske fornuftig at drikke og til en fornuftig pris.
Hvidvin !!! … udbrød konen fluks, da jeg spurgte, hvad hun kunne tænke sig at drikke. Måske ikke lige hvad jeg tænkte på, men så kom jeg i tanke om, at jeg da bl.a. havde denne flaske Chablis fra Domaine de la Grande Chaume liggende, et restkøb oppe fra Sigurd Müller, og en vin som jeg faktisk havde glædet mig til at smage.
Landskamp mellem Danmark og Portugal, og en af venerne er lige kommet forbi til lidt bold og et glas vin.
Hvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.
Skulle jeg sammenligne aftenvinen fredag med en person, så må det være en landlig, tysk skolelærerinde iført stram spadserdragt, frodige kurver, et skarpt bid og en mindre pisk i højre hånd.
Tirsdag – fridag, men tiden er gået med at rydde op i værkstedet, montere nogle gamle skuffer – som var i overskud på min arbejdsplads – under mit arbejdsbord.
Vinen til forretten var denne silvaner fra Franken, nemlig Weingut Hans Wirsching.