Man kan ikke andet end at blive en smule imponeret af vinhuset bag næste vin på terrassen … den mousserende Lacrima Dulce fra det moldoviske vinhus Cricova aka Combinatul de Vinuri Cricova.
Vinhuset kaldes Moldovas perle, har deres vineri i en hel underjordisk by på hele 53 hektar med samlet ikke mindre end 120 kilometer tunneler, hvor der samlet ligger omkring 1,3 millioner flasker gamle, sjældne vine og samlet 30 millioner liter vin fra produktionen af både almindelige og mousserende vine. De er landet største producent af mousserende vine.
Ja og så er det i øvrigt også af parlamentet i den lille republik blevet erklæret som national kulturarv og er gennem tiderne besøgt af berømtheder bl.a. af kosmonauten Yuri Gagarin i 1966 samt Angela Merkel og John Kerry. Den russiske præsident Vladimir Putin fejrede endda sin 50 års fødselsdag i kældrene på Cricova.
Combinatul de Vinuri Cricova ligger i byen med samme navn omkring 15 kilometer nord for Chişinău, som jo er hovedstaden i Republikken Moldova. Det er i vinområdet Codru … det største og mest centrale af landets 4 vinområder.
Historien bag vinhuset begyndte egentlig i 1952, hvor man i landet manglede plads til lagring af vine. Petru Ungureanu og Nicolae Sobolev – som begge arbejdede i vinindustrien – foreslog, at man anvendte de gamle, tomme tunneler, som man i gammel tid havde anvendt til udvikling af kalksten til byggeriet af hovedstaden Chişinău. De havde en konstant temperatur på 12-14 grader samt en høj luftfugtighed på 97-98% … perfekt til lagring af vin.
Det lå måske allerede til højre ben, for kældrene var allerede, da nazisterne invaderede Sovjetunionen under 2. verdenskrig, brugt til at gemme jøder, hvilket faktiske skete i gamle vintønder, så man havde allerede lagret vine i kældrene før 1952.
I starten fungerede det som en national vinkælder, hvor man opbevarede store beslaglagte vinsamlinger, bl.a. blev der lagret en restsamling af sjældne vine, som russerne havde taget som krigsbytte fra nazisterne. Samlingen havde tilhørt Hermann Göring og bestod af over 2.000 flasker vin fra 1940’erne.
Derudover supplerende staten også kælderen med andre overtagne private samlinger. Kælderen er i dag fortsat fyldt med mange af de gamle vine fra både Bourgogne, Mosel, Tokay og Rhône, og den ældste er en flaske Jan Becher, Jerusalem Easter likør fra 1902.
Det var først i 1955, at Cricova egentlig begyndte at fungere som et decideret vinhus, da man der første gang begyndte at producere egne vine. Det blev i 1957 udvidet med en produktion af mousserende vine, da man fandt kældrene specielt velegnede til denne type vin. Criciva blev dermed samtidig det første vinhus i landet til at producere mousserende vine efter champagnemetoden med andengæring på flaske.
I 1968 besluttede staten under det sovjetisk styre, at produktionsmængderne skulle forøges, hvilket betød etablering af en stor fabrik i Sovhoz. Den blev central i produktionen, indtil man i 1980 flyttede produktionen tilbage til området ved de gamle vinkældre. Da landet blev selvstændig i 1991 gik man også fra en centraløkonomi til markedsøkonomi, hvorefter en ny æra i udviklingen af Cricova startede.
Husets primære eksport går til Kazakhstan, Ukraine, Polen og Tjekkiet, men langsomt begynder andre markeder og lande også at få øjnene op for vinene fra Moldova.
Oprindelig var Rusland det primære marked, men dette ændrede sig i 2014, hvor Rusland indførte en embargo med forbud om import af vin fra Moldova, da de mente Moldova var begyndt at læne sig for meget op mod EU. Om embargoen er i dag er ophævet, ved jeg faktisk ikke.
Combinatul de Vinuri Cricova har i dag omkring 600 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i den centrale del af landet, men de har dog også et par større farme Găvănoasa og Luceşti i den sydlige del af landet i regionen Valul lui Traian.
Vinhuset dyrker primært sorter som Muscat, Pinot Noir, Cabernet, Sauvignon og Merlot omkring Cahul i Valul lui Traian samt Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Rkaţiteli og Aligote i landet centrale del. Og det giver basis for masser af forskellige vine, som igennem de seneste år har opnået masser af priser.
Men inden vi kigger nærmere på en af disse vine … denne Lacrima Dulce, så skal vi lige kigge lidt nærmere på Cricovas imponerende kældre, som går hele 80 meter ned i undergrunden og som nævnt mildest talt er ganske imponerende.
Og så er det endda ikke engang den største vinkælder, men alene landets 2. største. Den største tilhører nemlig vinhuset Mileștii Mici, som har ikke mindre end 200 kilometer tunneler, selvom de alene anvender 55 kilometer af tunnelerne til lagring af vin,
Hos Cricova fungerer de underjordiske tunneler som en ægte underjordisk by, fylder 53 hektar, hvilket kan være svært at forestille sig. En del af tunnelerne er omdannet til gader, hvor der kan køre biler, så der er både trafiklys og færdselstavler.
Gaderne har selvfølgelig navne som Cabernet, Dionis, Feteasca, Aligote, Sauvignon. Og selvom 120 kilometer tunneler måske lyder voldsomt, så vokser vinhuset faktisk stadigvæk, da der fortsat i den fjerneste ende stadig udvindes kalksten til byggerier.
Den underjordiske by rummer – udover gaderne, produktionsfaciliterne, masser af vintønder og de mange gange med vinsamlinger og lagring af vine – også en biograf, et museum og talrige smagerum og 5 store, rummelige og imponerende haller, der både kombinerer klassisk arkitektur og er udsmykket overdådigt med farvet glasmosaik, gobeliner og træskulpturer udskåret af berømte moldoviske håndværkere.
De 5 haller kaldes European Hall, Sea bottom, Presidential Hall, Fireplace Hall og Casa Mare. Jeg bliver simpelthen nødsaget til at vise nogle billeder fra de imponerende kældre, så I kan se omfanget. Dem har jeg smidt lidt tilfældigt ind i dette blogindlæg.
Det skaber en forståelse for, hvorfor Cricova selvfølgelig er en kulturarv og årligt besøges af masser af turister, som bl.a. med små busser kan få en guidet tur rundt i de lange gange.
Nå, men lad os komme tilbage på sporet til en af de mange vine fra Cricova … denne mousserende Lacrima Dulce, som betyder søde tårer. Den er lavet efter Méthode Traditionelle … altså på samme måde som i Champagne med 2. gæring i flasken.
Denne er som navnet indikerer en halvtør eller måske nærmere halvsød vine, som er lavet på Muscat druer. Men nok snak, for nu er der hældt op i 2 glas … et til fruen og et til mig.
Duftmæssigt er der pænt med sødme og Muskat druen slår også klart igennem med abrikos, fersken … lidt nektaragtigt og derudover med gær, lemon, akacietræ, blomster og koriander. Det er faktisk en ganske lækker duft.
I munden er det bestemt en mousserende vin til den søde side … her snakker vi altså dessertvin sødme, mens syren i vinen er forholdsvis svag, så der er virkelig totalt bællepotentiale i vinen samtidig med, at der faktisk er fin intensitet.
Mange – undtagen unge, frejdige piger og dessertelskere – vil måske sige, at vinen er for sød, men servér den som start på en havefest eller grib en kage og et glas … så spiller det,
Importeres af MoldoVin, og prisen ligger på 95 kr.
En indbygger fra Moldova kaldes en moldover … og moldovere har en stor forståelse og kærlighed for vin, som er forankret i landets historie og traditioner. Vin spiller en essentiel rolle hos det moldoviske folk, for de er født med vin, de lever med vin og de dør med vin.
Bugalugs Barossa Shiraz hedder næste vin … og det er en lille, spændende producent fra Vine Vale, Via Tanunda i Barossa Valley, som har sat sit røde fingeraftryk på vinen, nemlig Tim Smith Wines.
Næste vin er – som forrige – en testvin til anmeldelse fra 
Azienda Agricola Icardi ligger i bakkerne ved Castiglione Tinella på grænsen mellem Langhe og Monferrato regionerne … og fra det piemontiske vinhus skal vi smage en Cascina d’Or Monferrato Rosso.
Et fundament er basalt, en bærende del, nødvendigt, en forudsætning og grundlaget i mange henseender … og hos Weingut Wageck Pfaffmann er fundamentet med denne Spätburgunder Fundament totalt skridsikkert, knivskarpt, krystalklart, signifikant, udtalt, udtrykkelig og åbenlys.
Så graver vi igen barriques med vin ned i den tørre jord i Languedoc, idet vi atter smager vinen Fitou 20 de Terre fra Domaine La Garrigo.
Vores vinøse rundtur i Schweiz har sikkert været hullet som en schweizerost og måske primært koncentreret i Valais. Men det er nu også der, at vi slutter rundturen, nemlig med vinen Cornalin fra Marie-Bernard Gillioz, som holder til lidt nord for byen Grimisuat.
Den sidste vin fra Domaine de Chèrouche blev denne Persane, som er en ren 100% Syrah baseret vin … eller med andre ord en sjælden Syrah schweizer.
Grand Raye Ultime er noget så særpræget som en øko og biodynamisk Merlot vin fra Schweiz. Det har jeg – uden omsvøb – helt sikkert aldrig smagt før. Vi er selvfølgelig igen tilbage hos de innovative Andrea Grossmann og Marc Balzan på Domaine de Chèrouche i Argnou, Valais, Schweiz.