Peter Kriechel synes også, at vi – for diversitetens skyld – skulle smage vin fra de to store kooperativer. Vi startede hos Dagernova Weinmanufaktur aka Die Winzergenossenschaft Dagernova aus Dernau og med deres fine 2015 Dernauer Schieferlay Spätburgunder.
Dagernova Weinmanufaktur er i dag et af de 3 kooperativer, som findes i Ahr dalen. Faktisk så kommer halvdelen af produktionen i Ahr fra de tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.
Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.
I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.
Dagernova er selv en fusion af mange mindre kooperativer, men grundstenen har været Winzerverein Dernau grundlagt i 1873 og Dernauer Winzer fra 1881. De blev fusioneret i 1970 og er siden blev større ved fusion med de mindre kooperativer i Bachem, Heimersheim, Bad Neuenahr og Rech.
Det blev til Vereinigte Ahrwinzergenossenschaft Bad Neuenahr, men siden 2004 har kooperativet fået det mere velklingende navn Dagernova Weinmanufaktur efter en frankisk bosættelse i Ahr fra det 8. århundrede kaldet degerana vale.
I dag har Dagernova 600 vinavlere som medlemmer og de leverer druer til kooperativet far i alt 156 hektar vinmarker. Det er dermed ret små vinavlere med gennemsnitlig 0,26 hektar vinmarker, som er tilknyttet Dagernova.
Udover et moderne vineri fra 1981, så har kooperativet investeret massivt i forbedring af deres produktion og derudover driver kooperativet også et par butikker i Ahr samt restauranten Culinarium und Weinstube i Dernauer Ahrweg.
Vinen fra kooperativet er opdelt i serierne Basis, Handschrift, Kult og Einzellagen. Her smager vi deres 2015 Dernauer Schieferlay Spätburgunder, som selvfølgelig er en Einzellage vin.
Dagernovas Dernauer Schieferlay Spätburgunder er vinificeret på egefade og har også lagret omkring 12 måneder på barriques. Den er gæret helt ud og har – i hvert fald oplyst – 0 gram restsukker.
I næsen er det en lidt federe Spätburgunder, opulent med masser af krop og fylde, masser af fad, vanilje, eg, røg, kirsebær samt nogle grønne elementer.
Smagen har også både varme og fylde, virkelig fin smag, masser af moden frugt, kirsebær, blommer, sødme og lidt jammy i udtrykket, men en okay syre, som dog ikke er så markant, hvilket kan gøre smagsindtrykket lidt flad … men velsmag er der masser af.
På kooperativet var prisen oprindelig 24,90€ … svarende til 185 kr., men vinen forhandles ikke længere.
Vinanmeldelse 5/7