Tag-arkiv: Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Königsschild, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Königsschild, Nahe, TysklandVidere med næste Riesling fra Tesch … nu er totalt i blå stue med Martins 2020 Riesling Königsschild med den blå kapsel, og hvor druerne kommer fra husets Langenlonsheimer Königsschild mark.

Marken Langenlonsheimer Königsschild ligger syd for en af Teschs andre vinmarker Rothenberg og marken har formentlig sit navn efter Karl den Store, som havde sit sommerresidens kaldet Kejserpaladset i Ingelheim og ejede marken.

Druerne på Langenlonsheimer Königsschild er omkring 22 år gamle og gror på en undergrund med löss, kalksten … en porøs jordbund med fossile rester og det skulle efter sigende være med til at give en mere blomsterrig vin.

Nu er duften endnu mere blød … igen æbler, men mere modne og suppleret med pærer, melon, måske endda lidt abrikos, astronaut-is samt blomster. Her er petroleum duftene langt mindre og i stedet er der lidt linolie … og sammenlagt virker vinen mere feminin, let og blomstret end de to forrige.

I smagen er der dog fortsat et tydeligt Tesch fingeraftryk, hvor der er godt med syre og endda kraftigere end forventet. Frugten er tykkere og mere gæret, modne æbler, abrikos med mineralsk, mere krydret og rigtig saftig side. Der kommer i slutfasen lidt saft og bitterhed, men sammenlagt igen fin Riesling.

Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 229,95 kr., men pt fås på tilbud til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Tesch, Riesling Löhrer Berg, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Löhrer Berg, Nahe, TysklandDerefter stod den så på 5 enkeltmarks vine fra Weingut Tesch og den første var denne gulgrønne Riesling Löhrer Berg og selvfølgelig også i 2020 årgangen.

Langenlonsheimer Löhrer Berg er en af de ældste Riesling marker i Nahe. Allerede tilbage i 1688 beordrede valgmanden Philip Vilhelm, at der alene måtte plantes Riesling på det tomme bjerg aka Löhrer Bert.

Techs Riesling vinstokke er dog ikke så gamle …  gennemsnitlig 40 år, men det er fortsat Teschs ældste mark. Marken har en undergrund med masser af ler, grus og småsten … og så ligger den i læ af en nærliggende skov.

Igen er der petroleum, men nu er æbleduften mere modne æbler suppleret med pærer og langt mere afdæmpet og samtidig med en større dybde. Derudover er der også – som med 2016’eren – både en smule blomster og nødder, som er med til at runde vinen af.

Smagsmæssigt er balancen også bedre … fortsat frisk med både grønne æbler, citroner, lemon og lidt bittergrape, men derudover er der også grønne urter og en smule peber. Det er en crisp, syrlig, god og irettesættende  vin. Det er klart 4½ Thumbs Up og endda med pil op … bedste indtil nu.

Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 259,95 kr., men pt fås på tilbud til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, TysklandFørst flaske fra Weingut Tesch smagekassen blev denne 2020 Riesling Unplugged lavet med druer fra de yngste vinstokke på de 5 marker  Karthäuser, Königsschild, Krone, Löhrer Berg samt St. Remigiusberg.

Martin Tesch betegner selv Unplugged som en demokratisk vin, der gør sig lige godt, hvad enten den bliver serveret på Reeperbahn eller på Restaurant Tantris i München, der betegnes som én af Tysklands bedste. Vinen er fremstillet med spontangæring og kort modning på ståltank, men den må også – efter at ha’ smagt samtlige 6 vine – betegnes som den svageste patron i seksløberen.

Det er dog Riesling på et rigtigt fint niveau … meget overraskende allerede en snert af petroleum aka TDN, grønne æbler, citroner og lemon … meget krisp og ren i udtrykket suppleret med lidt våde sten og salte mineraler,

I munden er Unplugged mineralsk, frisk og sprød … virkelig grøn med umodne æbler, citroner og bitter grapefrugt. Det er virkelig frisk, har godt med mundspidsende  citronsyre og får dig op på tæerne.

Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 149,95 kr., men pt fås på tilbud til 94,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

Houlberg til online smagning med Martin Tesch fra Weingut Tesch i Nahe

For knap 3 år siden smagte jeg fra de ihærdige nordjyske vinkøbmænd hos Supervin en farverig kasse med 6 missiler ladet med Riesling vine fra Weingut Tesch i Nahe, lavet helt ens … men fra 5 forskellige terriors, mens den sidste blot var slanterne blandet sammen … næsten.

Nu sidder jeg igen med en tilsvarende kasse … blot med to små ændringer. For nu er alle vinene i årgang 2020 og derudover er alle vinene nu i 25 centiliter udgaver, som helt perfekt passer til en lille smagning med et par venner … eller måske til en onlinesmagning og Supervin har netop afholdt en sådan med Martin Tesch, så der var Houlberg selvfølgelig med bag skærmen.

Lidt om Weingut Tesch og historien

Weingut Tesch ligger på adressen Naheweinstraße i den lille by Langenlonsheim omkring 5 kilometer nordøst for Bad Kreuznach i Nahe. Vinhuset drives af Martin Tesch, som er 10. generation på vingården, som er grundlagt helt tilbage i 1723. Martin er uddannet mikrobiolog fra Geisenheim i Rheingau og overtog driften som 29-årig driften fra sin far Hartmut i 1996.

Da Martin Tesch overtog den fædrene vingård, så startede han straks motorsaven, skar stor set alt væk der ikke var Riesling og påbegyndte dermed de mest fundamentale oplægninger på vingården nogensinde.

Alle de vinstokke, som både hans far havde plantet – og hans bedstefar – blev jordet. De var sorter som Müller-Thurgau, Silvaner, Rivaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Weissburgunder og Spätburgunder.

De dannede baggrund for omkring 50 forskellige vine, men det fandt Martin både alt for kompliceret, utidssvarende og uøkonomisk, så disse dårlige vaner gjorde Martin op med. Kvaliteten skulle i stedet forbedres og alene med fokus på Riesling … i det Martin selv ironisk kaldte et Punk Rock Weinhaus.

I starten faldt omsætningen på 6 måneder med 40% og der kom samtidig en øredøvende kritik fra tyske vinskribenter, som mente Martin havde forbrudt sig mod alle traditioner og ødelagt sin fædrene arv.

Martin Tesch sad dog kritikken overhørig og fortsatte ufortrødent, for han havde ubetinget tiltro til sin kurs og druen Riesling. Og det gav også pote, for langsomt, men sikkert, sluttede flere og flere sig til Martins nyfortolkninger af druen.

Samtidig blev markedsføringen og etiketterne også strammet op med nyt design, hvilket denne Riesling Vineyard Box også er et godt eksempel på. Og det blev en succes, som efterfølgende er kopieret af andre yngre producenter … ja faktisk er Martins innovative tiltag med re-designet blevet til et studie eksempel på London School of Economics.

Vinmarkerne

I 2014 tog Martin endnu et modigt skridt i en alternativ retning, idet han forlod det prestigefulde VDP samarbejde. Han var egentlig ret tilfreds med de strenge kvalitetskrav, men er slet ikke glad for forbundets rangordning af vinmarker.

Samlet har Tesch 30 hektar vinmarker i Nahes bakkede områder og de fleste hektar er med Riesling, selvom der dog fortsat er en smule andre vinsorter … men basis i vinproduktionen er netop de 6 vine, som ligger i denne Riesling Vineyard Box.

De fem forskellige marker er da også skolebogseksempler på hvordan beliggenhed, dyrkning og eksponering i forhold til floden Nahe bør tage sig ud.

Vinhusets stil er krystalren, tør, frisk, elegant og terroir-autentisk Riesling. Vinene fremstilles med spontangæring og kort modning på ståltank. Alle flasker er forseglede med Stelvin-Lux skruekapsel.

Online smagningen

Supervins onlinesmagning med Martin Tesch var helt perfekt til den lille Riesling Vineyard Box, som 57 deltagere i onlinesmagningen nok havde købt til aftenen.

Men inden Martin Tesch overtog styringen af smagningen, så bød Svend Erik Jensen velkommen på sit syngende nordjyske og fik lige mindet alle på, at alle købere af den lille Tesch kasse efter aftenens smagning automatisk vil deltage i lodtrækning.

En heldig person kan nemlig vinde 3 overnatninger med morgenmad på det dejlige hotel Hinter Conti i vinregionen Nahe … og selvfølgelig smagning og rundvisning på vingården med Martin Tesch himself.

Derefter overtog Martin Tesch roret og startede med at fortælle om den spæde start og hans overtagelse af familiens vingård, hvor vinen altid havde været småsøde … men det ændrede Martin totalt.

Han fortalte, at folk i starten slet ikke forstod hans stil … og navnet Punk Rock Weinhaus, W:O:A-Weine og vine med navne som Full Metal White, Full Metal Red og Riesling Unplugged. Derfor måtte han nærmest drive vinhuset uden penge i årene 2001-2004.

Men vendepunktet kom fra 2 grupper, nemlig restauranter, som fuld ud forstod de knastørre vine med et anderledes look og så musikere, hvilket Tesch så forstærkede ved at blive back-stage leverandør til den store Wacken metalfest, hvor bl.a. Volbeat også har optrådt.

Siden da har Riesling Unplugged nærmest været en ikonvin for Martin Tesch. Siden har han forstærket sit brand med markvinene, som også findes i Riesling Vineyard Boxen. Men som Martin siger, så kan de fleste ikke huske marknavnene, hvorfor hver vi har fået sin egen farve, der er taget fra farverne fra ruterne i Londons underground.

I dag bruger Martin også – som nævnt tidligere – Stelvin-Lux skruekapsel på sine vine. Det har ifølge ham den fordel, at vinene i højere grad udtrykker vejr, årgang og terroir. I familiens vinhus har de fleste liggende fra hver årgang siden anden verdenskrig og ved nylig smagning kunne de konstatere, at omkring 60% er helt væk.

Med skruekapsel har Martin ikke oplevet det … ingen oxidering eller påvirkning fra hverken egefade eller prop. Alt hos Tesch bliver lavet på ståltanke for at sikre så rene vine som muligt.

Nu er Martin Tesch jo også uddannet mikrobiolog, så derfor har han måske også en særlig forkærlighed for den nøjagtige og rene tilgang til vinproduktionen.

Derefter gennemgik han – en efter en – alle vinene fra Tesch Tasting Boxen med løbende kommentering fra Svend Erik Jensen.

Vinene i Tesch Tasting Box

Tesch Riesling Vineyard Box er en flot, eksklusiv kasse med de 6 Riesling fyldte missiler i farverne sort, rød, blå, gul, grøn og orange efter ruterne i Londons undergrundsbaner.

Den illustrative forside viser med samme farver placeringen af Weingut Teschs 5 marker, mens en flot brochure indeni fortæller mere om vinhuset og 6 individuelle kort mere om vinene.

Hver mark har sit eget terroir aka undergrund, men kan det smages i vinene? Jeg har selvfølgelig linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af de 6 missiler på vinbloggen.

Riesling Vineyard Box forhandles af Supervin til 349,95 kr., hvilket er ganske billigt for sådan en kasse inkl. en lille minismagning med mulighed for deltage live med Martin Tesch.

2013 Weingut Ziereisen, Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2013 Weingut Ziereisen, Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandLad os fortsætte med endnu en Blauer Spätburgunder fra Weingut Ziereisen, for nu har jeg nemlig fået lidt i glasset af deres 2013 Talrain Blauer Spätburgunder.

Selvom vinen koster præcis det samme som foregående 2017 Blauer Spätburgunder, så er der her tale om en enkeltmarksvin og så endda med alder.

Her kommer Spätburgunder druerne nemlig fra den kun 1,5 hektar store og kedelformede mark Talrain, som ligger et godt stykke fra vingården oppe i Schwarzwald omgivet af skov. Der er jorden nærmest burgundisk … rustrød med stort indhold af jernoxid og kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring og maceration over omkring 4 uger, hvorefter den så er lagret 20 måneder på 1-3 år gamle, tyske barriques inden ufiltreret aftapning på flaske.

I glasset er vinen klart lysere end forrige … mere transparent, mørk teglfarvet og allerede dufter indikere en langt mere elegant vin, også mere feminin i aromaerne. Der kommer først lidt røg, brændt træ og som med forrige Blauer Spätburgunder også denne lidt jernagtige, rustne, mineralske og stenagtige note, blomster, rosenblade, en mere moden frugt med jordbær og lyse kirsebær, svagt en smule lakridskonfekt og lys mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen også klart mere elegant … endda med et nærmest burgundisk præg, en fin, sart og smuk syre, selvom den måske endda er på vej til at være næsten for spinkel. Men jeg elsker denne lyse og lette side, hvilket endda også i munden kombineres med en meget tydelige mineralsk, jernet og stenet side. Frugten er lyse kirsebær og tranebær, tanninerne tørre og fine suppleret med røg, sarte krydderier og lidt peber. Houlberg ligger lige mellem 5,5 og 6 store tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vildt at du kan få denne vin til denne pris.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Ziereisen drives af én af de største originaler indenfor tysk vinavl, nemlig Hanspeter Ziereisen. Her smager vi hans  2017 Blauer Spätburgunder.

Weingut Ziereisen ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og blev i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig lige opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Her smager jeg først Hanspeters basis Blauer Spätburgunder, der er lavet  med druer fra vinstokke plantet i perioden fra 1990 til 2010 på nogle af hans vinmarker med en jordbund af kalksten og löss. Vinen er lavet med spontangæring/maceration over omkring 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie på store egefade i 22 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske.

Som også i 2016’eren har vinen en herlig bondsk, kølig, rustik og blækagtig duft fyldt med kirsebær, solbær, solbærblade, grannåle, bananer, peberkorn, røg, mint og sten. Det er meget en maskulin Spätburgunder og man får igen sådan lidt en beaujolaisagtig fornemmelse.

Smagen er langt mere stenet, jernagtig og syrerig end forventet, men igen bliver det med kirsebær, brombær tranebær, bitre kerner, jod, syrlig-kraftig-saftig, fandens rustik og fandens charmerende.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Max Ferd. Richter, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Max Ferd.Richter, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett, Mosel, TysklandI sommers smagte jeg en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese fra Weingut Max Ferd. Richter og nu smager jeg en nyere vin fra samme mark … en 2020 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett.

Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett er lavet i store gamle tyske fuders med spontan gæring alene med druernes egne gærceller og vinen også lagret på de gamle fade.

Duftmæssigt er der let petroleum og diesel, men ikke voldsomt. Der er fersken, ananas og andre tropiske frugter, en glas Jolly Time samt lige en anelse citrus.

Det er smagsmæssigt som at få en spand æbler i kæften … men det suppleres af lidt tropisk frugt, ananas og moden fersken. Vinen er en anelse mere sød end forventet, men der er heldigvis stadigvæk en fin syre tilsat lidt grape. Det er jo bare det, som Mosel gør så godt og det gør Weingut Max Ferd. Richter også. 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2019 Weingut Albert Gessinger, Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Albert Gessinger, Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandI tirsdagsvinklubben på jobbet nød vi forleden denne Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay 2019 fra Weingut Albert Gessinger.

Mosel vingutten holder til i den idylliske Zeltingen-Rachtig ved Mosel.  Familien Gessinger har siden 1680 drevet vingården i 10 generationer og siden 2013 af Sarah Gessinger, men fortsat med hjælp fra farren Albert, der selv har drevet vingården midt i Zeltingen i over 40 år. Og Sarah har lært masser fra sin far og blev bl.a. i 2020 kåret som årets vinmager i kategorien ædelsøde vine af vinmagasinet Selection.

Familien har kun beskedne 3,2 hektar vinmarker, hvorfra der årligt produceres sølle2.000 kasser vin årligt med omkring 90% Riesling, 5% Spätburgunder og den resterende del Dornfelder og Pinot Blanc. De fleste stokke er gamle, upodede pre-phylloxera stokke med en gennemsnitsalder på 100 år.

Vingårdens marker er koncentreret omkring Zeltingen, med parceller på Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Schlossberg og Zeltinger Sonnenuhr … og på sidstnævnte med parcellerne Caldo Infernale, Rothlay og endelig Josefsberg med stokke plantet helt tilbage i 1895.

Her smager vi netop en vin fra marken Zeltinger Sonnenuhr … Sarahs 2019 Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay, hvor druerne netop kommer fra Rothlay parcellen … ældgamle og upodede stokke plantet tilbage i 1895 i det skiferholdige jord.

Hvor er duften ren, frisk med en frugt, der har lidt småtropiske tendenser med både abrikos, kvæde, modne pærer, fersken og kandiserede citroner, sten, grus og en æske tændstikker.

Smagen er virkelig krisp, sprød og herlig syrlig … citroner, citronskal, lemon og alligevel med en vis fylde. Selvom druerne er høstet som en Spätlese og gæret helt ud, så er der ikke spor sødme, for syren er vild og ustyrlig, rivende, mundspidsende, ætsende og uforsonelig, men hvor er det godt … røget, intens og endda lidt luftig. Smukt.

Forhandles herhjemme af Wine at Heart, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Trockene Schmitts, Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2016 Weingut Trockene Schmitts, Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandBestyrelsesmødet sluttede så med denne 2016 Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Trockene Schmitts i Randersacker.

Leif har tidligere serveret denne vin for os, men det var tilbage i 2014 og i en årgang 2011, men dengang så etiketten en smule anderledes ud.

Weingut Trockene Schmitts kalder deres bedste vine for Konsequent og er alle lavet med druer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Denne Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken er lavet af druer fra marken Sonnenstuhl. Det er én af de bedste vinmarker i Randersacker og voldsom stejl, nogle steder med en stigning på 50% … og med undergrund med kalksten, som gør at vinstokkene stikker rødderne ned i 10 meters dybde og er med til at give vinene godt med mineraler.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen … udover druerne er høstet med et beskedent udbytte på 26 hektoliter pr. hektar og vinen efter endt gæring er lagret på barriques i 12 måneder.

Duften er let, lidt spicy suppleret med brændte fade, lidt nelliker, krudt, grønne noter, urter og mere kraftig end forventet. Der er lidt bondsk i duften, her godt med rosmarin og grøn peber, så dermed er det ingen elegantier, men langt mere tæt og bastant.

I munden er vinen meget saftig og har både sødme, syre samt bitterhed. Frugten er tranebær, ribs … tør og småbitter og lever ikke umiddelbart op til mine første minder om vinen, selvom det bestemt er en intens vin med god Franken karakter.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 14,90€ … svarende til eller lige over 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R, Baden, Tyskland

2015 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R, Baden, TysklandDer kom mere lækker Spätburgunder i glasset, for med næste vin skulle vi igen til Weingut Knab med deres topvin 2015 Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R.

R’et i navnet på vinen står for Rappen aka stilke, for vinen er fermenteret uden afstilkning af druerne fra vinmarken Endinger Engelsberg.

Efter endt gæring er vinen så lagret 18 måneder på barriques og derefter 6 måneder på Großen Eichenfass aka store egefade.

I forhold til Then er duften her mere kølig, mere grøn og mere tilknappet, men det er sjovt nok også med en bondsk slagside … lidt som en kølig stald suppleret med røg, kaffe samt en frugt med både kirsebær, tranebær og en touch vanilje.

Smagen er ganske tør, røget og samtidig blød med tranebær, jordbær samt svagt bitre kirsebær. Samtidig er der virkelig godt med syre og en stringent, rank og kølig stil. Intens, elegant, kølig og ganske imponerende.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 42€ … svarende til 313 kr.

Vinanmeldelse 6/7