Det fremgår af Etikettehaandbogen fra 1947, at – og jeg citerer – Man bør søge at undgaa at sætte Flasker paa Bordet, med mindre det drejer sig om en særlig god, gammel Vin. Flaskens Støvlag maa i saa Fald absolut ikke fjernes, idet dette er Vinens synlige Adelsmærke, der faar Gæsterne til at glemme selve Flasken.
Men nu er det imidlertid ikke 1947 og selvom jeg ejer hele 7 flotte vinkarafler (jo, jeg har talt efter), så må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke får dem brugt ret meget. Så der er ikke megen etikette i det houlbergske hjem i den retning. På den måde passer det vel med mine venners syn på mig. Så de fleste vinflasker ryger uden betænkeligheder på bordet direkte fra vinkøleskabet.
Jeg serverer således næsten aldrig vine i karafler og er klart alt for dårlig til at få vinene dekanteret … måske er det noget med planlægning, at det er lidt omstændigt og let bliver lidt for nørdet. Vin skal nydes … bare åbnes og nydes … hipsterstyle, living on the edge, som Mick Øgendahl vil ha’ sagt det. 1-2-3 drik.
De allerbedste vine og specielt Châteauneuf-du-Pape og Baroloer dekanterer jeg dog normalt, men efter iltningen hælder jeg dem faktisk tilbage på flaskerne …til stor skuffelse for karaflerne, som på hylderne må se sig en kende overset.
Jeg holder bestemt ellers af mine karafler, som troligt samler mere på støv end på druesaft. Okay måske en smule overdrevet, men hvor tit bruger I selv karafler? Jeg har endda også en specielt tørrepind a.k.a. forvokset piberrenser, som kan stikkes ned i karaflerne efter rengøring og fjerne det sidste snavs eller rester af vand. Den skal ikke selvfølgelig ikke snydes for et foto af … ha ha. Som Piet van Deurs ville ha’ sagt; hvad er dette?
Vinkarafler … eller decanters, som det mere sejt hedder på udenbys, har selvfølgelig været brugt siden ruder konge var barn. Det danske ord karaffel kommer fra det arabiske ord yarrāfa eller gharāf, som direkte kan oversættes til drikkekande eller drikkebæger, men er fordansket via det spanske garrafa og franske carafa. Det blev på dansk til karaf og karaffe, men har med tiden ændret sig til det nuværende karaffel.
I vinens lange historien har drikkekander altid spillet en væsentlig rolle ved servering, bl.a. da vinen fra vinproducenterne som udgangspunkt ofte blev solgt i enten fade, demijohns eller andre store beholdere, så det var simpelthen nødvendigt med en kande, når vinen skulle serveres ved bordet.
Det var imidlertid de gamle romere, som startede med brugen af glas til deres drikkekander, som ellers ofte var lavet i enten i metal eller fajance … men det var dog imidlertid først i løbet af 1600-tallet, at vinkaraflen fremstillet af glas blev almindeligt udbredt, ofte dekoreret med slebne mønstre eller monogrammer. Englænderne forfinede senere karaflen med facetslibning og senere i 1800-tallet lavede de også diamantslebne karafler af blykrystal.
I dag findes der utallige typer af vinkarafler, som varierer i form og design. Specielt Riedel har udformet vinkarafler i de mest fantasifulde og virkelig flotte former. Enkelte endda så udspekulerede, at de – når man hælder – præcist skænker et glas vin. Men de fleste er dog udformet med det primære formål for øje … at dekantere vinen for at optimere smagen af vinen bedst muligt, og det er jo et hæderligt formål.
Udover at en karaffel kan præsentere vinen flot på bordet, så siger Riedel, at der grundlæggende er to årsager til, at vi skal dekantere vine. Punkt 1 skal du dekantere ældre vine for at fjerne vinsten/bundfald og punkt 2 skal du dekantere unge vine for at øge iltningen, øge kompleksitetet og åbne op for mere aroma og smag.
Riedel siger videre, at unge vine, hvilket de karakteriserer som vine under 10 år, bør åbnes og dekanteres i 8-12 timer inden de skal drikkes. Den primære årsag er, at det reducerer den kuldioxid, som er integreret i vinen under fermenteringen, og modner vinen. Det giver vinen mere frugt og en bedre integration af tanninerne i vinen.
De unge vine skal ved dekanteringen plaskes ned i karaflen, mens de ældre vine skal hældes forsigtigt på karaflen for at undgå bundfaldet … men også undgå en voldsomt øget iltningen, som højst sandsynligt ikke er nødvendig.
Den store anerkendte vinblog Winefolly foreslår, at man kan lave en speed dekantering, hvor man hælder vinen fra flaske til karaffel – og tilbage – flere gange … alternativt mellem 2 karafler. Derefter skal vinen slynges rundt i karaflen for at ilte mest muligt. .. og imens mens man venter, så foreslår de, at man drikker et glas vin. Sådan.
Hvis man er i tvivl om effekten af en dekantering, så opfordrer Riedel til at forsøge med næste flaske vin. Dekanter den ene halvdel og sammenlign derefter resultatet. Den handske griber jeg fluks og forsøger på næste vin … så skal jeg selvfølgelig nok komme med mine kommentarer her på bloggen.
Dekanteringen er ellers et område, som de såkaldte eksperter er noget uenige om. Nogen sværger til dekantering, mens andre mener vinene skal udvikle sig i glasset. I Piemonte er det meget almindeligt at ringe dagen før man kommer på besøg i en restaurant og få vinene dekanteret, så de står åbne i en helt døgn inden de nydes.
Karen MacNeil, forfatteren til vinbogen The Wine Bible (den mest sælgende vinbog i USA), er fortaler for dekantering af især meget tanninrige vine som Barolo, Bordeaux, vine fra Rhône og vine på Cabernet Sauvignon, men siger samtidig, at dekantering kan være skadeligt for mere delikate vine som Chianti og vine på Pinot Noir.
Den afdøde franske ekspert og ønolog Émile Peynaud hævdede, at iltningen af vin faktisk reducerer aromaerne, mens den britiske vinkritikker Jancis Robinson ikke mener, at dekantering af selv de mest skrøbelige vine på karaffel har nogen skadelig effekt.
Nogle eksperter mener også, at en dekantering på et par timer ikke har nogen effekt overhovedet og slet ikke kan blødgøre tanninerne, men vil tage dage eller uger. Andre er dog enige om, at dekanteringen og dermed iltningen kan ændre opfattelsen af sulfitter og andre kemiske forbindelser i vinen, hvorved vinen opfattes blødere og mere tilgængelig.
Matt Kramer fra Wine Spectator har testet dekantering af vine gennem flere årtier og han er rimelig skarp i hans vurdering, nemlig at alle vine er bedre, når de har været dekanteret … måske lige med undtagelse af mousserende vine og champagner, som selvfølgelig skal serveres direkte fra flasken. Matt siger direkte; Just pour the wine into the decanter, exposing it to some air in the process, and serve it when you like. I’ve yet to see a wine suffer for this, and I’ve seen an awful lot of wines be the better for it. Really, you can’t lose.
Omkring udformningen af karaflerne, så har Winefolly opdelt karafler i 3 typer… small, medium og large, og det er primært bunden a.k.a. rumpen, som de refererer til. En large karaffel har således bred bund, som giver en stor overflade for vinen og dermed sikrer mest muligt iltning, mens en small selvfølgelig ligger modsat.
De anbefaler small til Pinot Noir og Beaujolais, medium til Merlot, Sangiovese, Barbera, Dolcetto, Grenache og lignende samt large til Cabernet Sauvignon, Petite Sirah, Tannat, Monatrell og Tempranillo. Mærkelig nok nævner de slet ikke tanninrige vine på fx Nebbiolo.
Mine 7 vinkarafler dækker alle Winefollys kategorier … en af dem er endda en Menu Wine Breather, som flere folk har været meget begejstret for. Den falder lidt ind under kategorien vin-iltere … en slags dekanteringspropper, som skulle give samme effekt som en dekantering … blot på meget kortere tid.
Dem er jeg imidlertid ikke meget til … og synes ikke, at jeg kan konstatere en effekt ved brug af dekanteringspropper. Ved ikke, hvad jeres erfaringer er … men der melder jeg nok pas. Skal der ske en dekantering, så skal det sgu ske på gammeldags facon.
Nå, det blev en længere snak … og kun envejs – men skal jeg drage en form for konklusion, så taler alt for, at vinene skal dekanteres. No way around that. Erfarne vinfolk siger, at det giver en effekt og når restauranter i Piemonte åbner vine et døgn før gæsten kommer, så må jeg vel også overgive mig.
Så er hundrede kroner spørgsmålet jo bare, om jeg også vil få det gjort? Alternativt kan karaflerne jo ende som den på billedet nedenfor.
Kender I det? Man finder nogle gange sjove eller overraskende ting i ens vinkøleskab … men man må jo selv ha’ stoppet dem derind på et tidspunkt? Det gælder lige præcis med denne 1884 Malbec Reservado fra det argentinske vinhus Escorihuela Gascon, som min lange arm i går – fuldstændigt tilfældigt, vilkårligt og på grænsen til det lemfældige – havde trukket ud af køleskabet.
Tirsdagsklubben stod uden vin og kældermester … men en kunde havde skænket en flaske vin – selvfølgelig for god service – og den kunne jo bruges. Vinen er et blend på Cab og Merlot fra det sydafrikanske vinhus Aaldering Vineyards & Wines.
Når nu årgang 2012 af Tenuta Frescobaldi di Castiglioni virkede en smule overmoden, tæt på at være over-the-top og man samtidig også har nogle af 2011’eren liggende, så skal én af disse da lige testes.
Den gamle, smukke ejendom Tenuta di Castiglioni ligger i bakkerne ved Val di Pesa i kommunen Montespertoli omkring 15-20 kilometer sydvest for Firenze. Ejendommen stammer helt tilbage fra 1100-tallet og har i over 700 år været ejet af Frescobaldi familien, som lige siden overtagelsen har lavet vin på stedet. Og det er netop fra denne ejendom, som næste vin – IGT vinen Tenuta Frescobaldi di Castiglioni – kommer fra.
Den ivrige vinblogger har – imod alle odds, traditioner, gode vaner og etikette – udskiftet fredagens Spätburgunder med en anden tysker, nemlig en Blauer Portugieser med 3 stjerner fra Weingut Georg Gustav Huff.
I varmen sveder en kold Riesling herlige dråber af dug, som langsomt løber nedad flasken. Det gælder også denne Riesling Roter Hang Trocken fra Huff’erne … et af mine favorit vinhuse i Rheinhessen.
Gert E havde også købt lidt Spätburgunder hos den gode Dr. Heger, nemlig hans Spätburgunder Merdinger Bühl, som jeg tidligere har smagt, dog i årgang 2010. Den skulle vi selvfølgelig også smage … og jeg siger jo aldrig nej til et glas Spätburgunder.
Vinbuddy Gert E er netop hjemvendt efter ferietur i Tyskland og har slæbt bunker af god vin med hjem fra besøg hos en række spændende producenter. Han besøgte bl.a. Weingut Dr. Heger i Ihringen i Kaiserstuhl i Baden området, så da jeg skulle hente lidt bestilte forsyninger fra Huff, så skulle vi da lige smage et par vine, bl.a. et glas af Dr. Hegers Oktav Grauburgunder.
Det siges, at man om sommeren skal drikke rosé … men det er fucking svært, når vejret er så elendigt. Men jeg gør sgu alligevel forsøges med en flaske rosé … det som de fleste danskere kalder terrassevin. Men denne La Couture Rosé fra The Fool of Angels, englens nar a.k.a. Let Sot de L’Ange er imidlertid mere en blot en terrassevin.