Aftenens vært kaldte vinene på Pinot Noir aka Spätburgunder for opvarmning til rigtige vine … fint med mig, blot opvarmningen tager lannnng tid. En af de vine, som vi varmede op med var denne Pinot Noir Tradition fra Cantina Terlan aka. Kellerei Terlan.
Vi har vinmæssigt fået iført os et par slidte lederhosen, for det lille kooperativ holder nemlig til i Sydtyrol, helt præcis i vinbyen Terlan eller Terlano, som byen hedder på italiensk, der ligger 7-8 kilometer nordvest for Bolzano.
Cantina Terlan er grundlagt i 1893 og er i dag et topmoderne kooperativ bestående af over 143 vinavlere, som samlet repræsenterer omkring 165 hektar vinmarker med stejle, bjergrige vinmarker med rød, vulkansk og kvartsholdige porfyr jord, der både har et meget højt mineral indhold og er fantastisk veldrænet.
Og det er heller ikke et helt almindeligt kooperativ, for de ligger kvalitetsmæssigt helt i top og producerer specielt hvidvine, som er meget efterspurgte.
Derfor er Cantina Terlan også noget så usædvanligt som et kooperativ, der sælger deres vine per allokation, altså hvor importørerne får tildelt en begrænset mængde hvert år.
Cantina Terlan har tradition for at lave utroligt sejlivede, rene, mineralske og syrerige hvidvine, der kan overleve årtiers lagring.
Levetiden af deres vine skyldes en kombination af det høje indhold af mineraler i jorden, gamle vinstokke, omhyggeligt plejede vinmarker, der dyrkes efter bæredygtige principper, lave høstudbytter, og en streng udvælgelse af kun de sundeste og fuldt modne druer.
I kælderen regerer den unge vinmager Rudi Kofler og han har i højere grad fokus på at stimulere de mere mineralske sekundære og tertiære aromaer, frem for de primære – men ofte hurtigt døde frugtaromaer, som man ellers normalt har fokus på i hvidvine.
Afhængigt af vinen lagrer Rudi sine vine på tanke af rustfrit stål, store træfade eller barriques. Der lægges særlig vægt på “sur lie” metoden, hvor vinene ofte ligger på bærmen i årevis før de aftappes og efterlades til langsomt at modnes til perfektion. Den langsomme modningsproces giver vinene deres særlige karakter og kompleksitet.
At Terlans metode virker kan ses i vingårdens vinarkiv, som indeholder mere end 20.000 sjældne flasker i en samling, som omfatter årgange helt tilbage til 1955. Man finder endda enkelte flasker fra 1893, det år vingården blev grundlagt. Disse hvidvine har gentagne gange overrasket selv erfarne vinanmeldere over hele verden.
Cantina Terlan arbejder med 4 serier af vine: Tradition, Selection, Rarities og Terlaner I og denne Pinot Noir er selvfølgelig fra Tradition serien … huset entry-level vine.
Pinot Noir Tradition er lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 63 hektoliter pr. hektar, hvorefter de afstilkes og gennemgår en langsom fermentering på rustfrie ståltanke og derefter lagrer i egefade 7-10 måneder. Der produceres årligt 35.000 flasker af denne vin.
Duftmæssigt en ganske grøn og urtet Pinot Noir. Der er grønne vinblade og endda lidt eukalyptus i næsen, mens frugten er sådan mere kirsebær, brombær samtidig med, at vinen har et lidt varmt udtryk uden den store mineralitet eller syre.
I munden er der også godt med sol, kraft og måske ikke så megen finesse og lethed. som Pinot Noir ellers kan byde på. Der er god tanniner og smagsmæssigt fornemmes de mineraler, som jeg ikke kunne fange i duften.
Forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.