Supervin kalder Primitivo druen for en dansker-darling, og det er måske meget rammende … og det gør så denne Masso Antico Primitivo Appassito IGT fra Cantine di Ora en rigtig danskervin. Vi snakker campingvogn, grillbøffer, remoulade, 3-stjernet salami, midt om natten med Kim Larsen og dansk hygge.
Selvom denne danskervin er på Primitivo druer fra Puglia aka Apulien, altså hælen af den italienske støvle, så ligger Cantine di Ora lidt nord for byen Ora i Alto-Aldige omkring 10-12 kilometer syd for Balzano. Vinhuset hedder også Kellerei Auer … men er måske mest kendt under navnet Schenk Italia … og så ringer der måske en klokke?
For Cantine di Ora er nemlig en del af den store Schenk Gruppe, som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.
Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land. Det skete bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.
Således har koncernen i dag udover Schenk Italia i Bolzano også Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et stort og bredt produktsortiment.
I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.
De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.
I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen, herunder også champagne.
De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.
Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.
Nå, men i Schenk Italia aka Cantine di Ora laver de altså vine fra hele Italien inkl. denne danskervin … Masso Antico Primitivo Appassito IGT, hvor druerne først tørres for at opstå større koncentration og mere smag – heraf Appassito, som jo betyder at visne.
Vinen er lagret 6 måneder på franske barriques, og så har den fået de magiske 99 point fra den berømte anmelder Luca Maroni, som jo bare elsker solrige, kraftige, syditalienske vine.
Supervin skriver også selv, at du ikke skal købe denne vin, hvis du er til tørre og tanninrige vine og de fortsætter med at skrive, at det er en af de mest let drikkelige vine, som de har prøvet. Men til en tilbudspris på 59,95 kr. ved køb af 6 flasker, så får du også både 99 point, sol, sødme og dansk hygge.
Næsen er solrig, varm … tætpakket mørke frugter, overmodne kirsebær, blommer, sødligt krydret og ellers ikke så mange nuancer. Men i munden er der fedme, blødhed, cremethed og total bællepotentiale.
Det er sødt, saftigt og fruen overrasker endda med at sige, at det smager godt, selvom hun mest er til Riesling og Spätburgunder. Det er vaniljeekstrakt og marmelade i flydende form … gumpetung, men meget behagelig og total klar til at campingsæsonen, klapstole, regnvejr, sol samt danskerhygge … og med en campingvenlig pris. Den får 3½ fede Thumbs Up med pil op og er endda tæt på at smide 4 Houlberg tomler efter vinen.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., men i øjeblikket kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er kun 360 kr. for en kasse.
Vinanmeldelse 3,5/7