Tag-arkiv: Tyskland

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, TysklandDet blev til endnu et glas Riesling hos Gert, nemlig en Riesling Wehlener Sonnenuhr GG fra Weingut Dr. Loosen, som holder til på St. Johannishof i Bernkastel lige ned til Mosel floden. Jeg har kort omtalt Loosen tidligere her på bloggen, nemlig i forbindelse med smagning af et glas Eroica Riesling, en vinprojekt/joint venture med Chateau Ste. Michelle i Washington State.

Weingut Dr. Loosen har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at der var basis for at lave vine i verdensklasse. Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels fornemste ”Grand Cru” marker: Bernkastler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich. Navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Ernst havde inden overtagelse af den fædrene vingård i Mosel arbejdet jorden rundt på nogle af verdens bedste vingårde, så han havde fået en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres. Han begyndte straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brug af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning, og denne bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling.

Og resultaterne udeblev heller ikke. De internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter. Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som ”Winemaker of the year” i 2001. Decanter kårede ham som ”Man of the year” i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt ”The world’s 50 most influential winemakers” og Wine International kårede ham som ”Whitewine maker of the year”.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed. Hans kamp imod dem som laver dårlig vin og dermed spolerer Rieslings renomme har været utrættelig, og selvom der er andre fremragende producenter i og omkring Mosel er der næppe nogen af de andre der kan bryste sig med et så utrætteligt ambassadørarbejde, som det Ernst Loosen har udført i den gode vins tjeneste.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked. Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Vinen i glasset kommer – som navnet fortæller – fra marken Wehlener Sonnenuhr. Det er en stejl og stenet vinmark med lys jord og det reneste blå skifer. Det er selvfølgelig en “Grand Cru” mark, altså GG for Großes Gewächs, også kaldt Grosse Lage eller Erste Lage. Faktisk har denne flaske det nye GG logo, som blev introduceret netop i forbindelse med 2012-årgangen. Dette nye logo skal gøre det lettere af genkende disse topvine.

Vinen er lavet med gæring i store 3.000 liters eg fade. Herefter lagrer vinen 12 måneder i tønde … med fuld bærm, hvilket også er med til at give vinen tid til at udvikle større tekstur og harmoni.

Duftmæssigt er her også masser af petroleum … hmmm skønt, men også klart mere syre end hos Egon Müller (den foregående vin). Der er godt med frugt, pærer, fersken, abrikos, ananas og citron, men også mineralitet og fornemmelse af gammel kagedåse … og det skal forstås på den gode måde. Smagen er sprød, frisk … igen mærkes mere syre og stor mineralitet. Et svagt krydret element giver en god varme i smagen, og en rigtig lækker vin.

Gert købte vinen i Mosel hos Rieslinghaus Bernkastel, men forhandler herhjemme er Theis Vine, hvor vinen koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Weingut Egon Müller, Riesling Scharzhofberger Kabinett, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Egon Müller, Riesling Scharzhofberger Kabinett, Mosel, TysklandKlart den bedste Riesling producent i Tyskland. Selvfølgelig sagt på tysk … det skal jeg nok afholde mig fra. Men påstanden kom fra Rieslinghaus Bernkastel, vinotek, weinstube og vinhotel i Mosel, og de burde – om nogen – vide noget om den sag.

Det var i hvert fald ordrene, da min vinbuddy Gert i sidste uge besøgte det store vinotek i Kues ved Mosel, og fluks indkøbte en flaske eksklusiv Riesling fra den gode Weingut Egon Müller, også kendt som Weingut Scharzhof.

Og Rieslinghaus Bernkastel har selvfølgelig belæg for deres påstand, for vinhuset er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Weingut Müller i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Antinori, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men det var nu Weingut Egon Müller, som vi kom fra … og det skyldes netop, at Gert denne fredag efter arbejde bød på et glas iskold Egon Müller Riesling fra én af de flaske han havde hjembragt fra Rieslinghaus Bernkastel i Mosel. Og hvilken bedre måde kan man starte en 3 ugers ferie end med et godt glas vin sammen med gode venner?

Vinhuset ligger på ejendommen Scharzhof lige udenfor Wiltingen i Saar området i Mosel. Vinhuset er grundlagt i 1797, men havde indtil da tjent som kloster til St. Maria zu den Märtyrern … vistnok en del af Benediktiner-ordenen, men blev bortauktioneret af den franske stat efter nationaliseringen af kirker og klostre i kølvandet på den franske revolution.

Det var oprindelig Jean-Jacques Koch, som i 1797 overtog ejendommen. Dengang havde den allerede fået navnet Scharzhof, bl.a. på grund af tilhørsforholdet til nærliggende Scharzhofberg, en 27,3 hektar stor vinmark på en stejl stråning øst for ejendommen, og i dag perlen i vingårdens vinmarker. Efter Kochs død overgår ejendommen til hans 7 døtre, hvoraf én af dem senere gifter sig med Felix Müller, og det er deres søn Egon Müller, som bliver foregangsmand for vinhuset.

Egon Müller dør i 1932 og overlader gården til sin søn Egon Müller II, som imidlertid dør i en traktorulykke i vinmarkerne i 1941, hvor driften overtages af hustruen indtil Egon Müller III kommer hjem fra krigen … faktisk efter fangenskab i England … og viderefører driften. Det er også Egon Müller III, som står for udvidelsen af driften, bl.a. med købet af vingården Le Gallais i 1954 og efterfølgende markerne Wiltinger Kupp samt Braune Kupp.

Og i over 200 har vingården nu været drevet af Müller familien, og de seneste 5 generationer endda af Egon Müller, idet man i familien viderefører de stolte traditioner, hvor den førstefødte søn altid bliver døbt Egon. Siden omkring 1990’erne har det været Egon Müller IV, som har drevet vingården og bragt den frem til en position, som ét af verdens bedste vinhuse … i hvert fald, når det gælder Riesling. I dag er sønnen Egon Müller V også med i foretagendet.

I dag består vingården af markerne Wiltinger Kupp på 0,4 hektar, Braune Kupp på 4 hektar, Oberemmeler Rosenberg på 1 hektar, Wiltinger Braunsfels på 0,4 hektar, Saarburger Antoniusbrunnen på 1,4 hektar, Wawerner Jesuitenberg på 0,3 hektar og endelig 8,5 hektar af det nævnte Scharzhofberg. Det giver samlet omkring 16 hektar udsøgte vinmarker. 95% af vinstokkene er Riesling.

Kabinett fra “Scharzhofberger” er åbningsniveauet i kultproducenten Egon Müllers portefølge af imponerende Moselvine, og én af de tørre vine hos Müller, som ellers specielt er kendt for de lidt sødere vine. Hos Egon Müller er sukkerindholdet i en kabinett som regel også væsentligt højere end hos kollegaerne, og betegnelse betyder som sådan kun, at der ikke er tilsat sukker i fremstillingsprocessen.

Og … mine damer og herrer … det er sgu helt fantastisk hvidvin. Duftmæssigt sindssygt voldsomt petroleum, mineralitet, våde sten, mineraler, kølighed, svage ferskner, røg, blomster … dufter bare vildt godt. Det er svært at beskrive en vin, og specielt når indtrykket er totalt overvældende … så mangler der ord i min ordbog … men tro mig, det er sgu monstervin. Og jeg er ikke engang kommet til smagen endnu.

Jeg var lidt skeptisk, da Gert fortalte, at Rieslinghaus Bernkastel havde kaldt Müller for bedste Rieslingproducent, men jeg begynder at forstå det nu. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har smagt så stor Riesling. Smagen er nødder, mineralitet, syre/sødme balance, hyld og en enorm lang eftersmag. Stor rigdom, er der også lidt honning, passionsfrugt? Som jeg sagde til Gert; skulle man ha’ ét glas hvidvin med på en øde ø … så skulle det være denne vin.

Fuck, nu kom jeg næsten til at lyde som Rasmus Seebach … lidt corny.

Gert havde købt vinen hos Rieslinghaus Bernkastel til over 40€ … eller lidt over 300 kr., og det er sgu meget fair for en sådan oplevelse. Tak for delingen af denne oplevelse.

Vinanmeldelse 7/7  

2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, Tyskland

2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, TysklandHmmmm, fantastisk … 3 ugers ferie foran mig … sådan da … og hvilken bedre måde at starte driverlivet end med et stop hos Gert på vej hjem fra job sådan en skøn sommerfredag … specielt efter Gert med ophav – sorry Merete – lige har tilbragt flere feriedage i Mosel? Det betyder, at der er linet op med fabelagtig Riesling’er, og første step er denne Piesporter Riesling fra Weingut Julian Haart.

Weingut Julian Haart holder til ved byen Piesport og er én af de nye unge kometer i Mosel. Han har alene små 1,5 hektar vinmarker i området, men det er til gengæld topmarkerne Schubertslay, Wintricher og Ohligsberg, som næsten har GG status.

Julian er af en gammel vinfamilie fra Mosel … og de første fortegnelser om familien og vinproduktion er helt tilbage fra 1337.

Det var nu egentlig ikke planen, at Julian Haart skulle være vinproducent. Han startede nemlig sit arbejdsliv som kok efter endt uddannelse på kokkeskolen, bl.a. på GästeHaus Klaus Erfort, én af de fineste restauranter i Tyskland. Det er dér, at hans interesse for vin begyndte, og så ændrede han med det samme kurs.

Han fik arbejde hos bl.a. nogle af de store tyske producenter, nemlig Egon Müller, Klaus Peter Keller, Werner Schönleber og Rheinhard Löwenstein. Julian blev specielt inspireret af vinene fra Keller, men knyttede også et venskab med Egon Müller, der – iflg. Rieslinghaus Bernkastel i Mosel – efterfølgende hjælper Julian, da han selv investerer i egen vingård.

En anden af Julians venner er også den unge Andreas Adam fra Weingut A.J. Adam ved byen Neumargen-Dhron ikke langt fra Bernkastel i Mosel. Sammen har de også købt en gammel, stejl vinmark i Goldtröpchen. Den mark leverer også nogle af druerne til vinene fra Julian Hart.

J.A. Adam har jeg i øvrigt skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte hans 2012 Weingut A.J. Adam, Riesling. Flot vin til menneskepenge.

Her har vi imidlertid den unge Julian Haart Riesling fra området omkring Piesport. Druerne kommer fra de bedste marker fra den ekstremt stejle Schubertslay parcel med mere end 100 år gamle stokke.

Lad os komme til mine smagsnoter. I næsen er der modne æbler, citrus, fersken, appelsinskal, blomster, salt og en intensitet som en GG. Smagen er fyldt med sødme, saftighed, dybde og en lidt nøddeagtig smag med mineralitet og blød syre. Slank og elegant, sød og balanceret … flot Riesling. Hmmmm, Thumbs Up.

Købt hos Rieslinghaus Bernkastel i Mosel for knap 15€ … eller ca. 110 kr. Forhandles herhjemme af Atomwine, hvor prisen er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder, Baden, TysklandLørdag igen lidt Spätburgunder … også denne gang fra Baden, helt præcis fra byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl, hvor vi finder kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen, som står bag denne Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Trocken.

Winzergenossenschaft Oberbergen er grundlagt tilbage i 1924 af 42 vinproducenter, som ønskede at stå sammen omkring produktion af vine fra Oberbergen. I 1998 overtog kooperativet også det nærliggende kooperativ Schelingen Oberbergen, og har i dag ikke mindre end 460 medlemmer, hvis vinareal udgør omkring 350 hektar.

Druerne til denne Spätburgunder kommer fra vinmarken Baßgeige, hvilket betyder kontrabass. Hvordan det passer ind i billedet er fuldstændigt uklart, men kooperativet bruger det selv i markedsføringen af vinene med sloganet “Oberbergener Baßgeige – musik til dine sanser” og kontrabassen går også igen på vinens etikette.

I dag ledes kooperativet af Erwin Vogel. Han har dog netop overtaget ledelse efter Rolf Hofschneider, som var ansat i kooperativet i 45 år, heraf de sidste 20 år som leder af foretagenet. Inden Erwin Vogel kom til  Winzergenossenschaft Oberbergen var han i en årrække hos et andet vinhus i Oberbergen, nemlig hos Weingut Franz Keller (Schwarzer Adler), som jeg jo også tidligere har skrevet om her på bloggen.

Det er primært hvide vine, som der laves på Winzergenossenschaft Oberbergen, nemlig Chardonnay, Gewürztraminer, Grauer Burgunder, Thurgau, Muskateller, Riesling, Ruländer, Silvaner og Weißburgunder. Derudover laves der en Spätburgunder Weißherbst samt denne Spätburgunder samt et par specialiteter og lidt sekt.

Lad os endelig kaste os over vinen, som i næsen er noget neutral. Mine noter siger hindbær, mandler, regnvådt fortorv samt lidt søde krydderier. Smagsmæssigt er der kirsebær, godt med sødme, men også en god frugt og renhed, som giver vinen en lethed og gør den meget drikkevenlig … let. Ikke en vin, som vil gå over i historien, men til prisen et fint glas vin. Et levende bevis for, at der kan fås anstændige og spændende vine til billige penge.

Købt i Dansk Vinlager ved grænsen, prisen mener jeg var 6,55€ eller knap en 50’er.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandFredag bød (selvfølgelig) også på en Spätburgunder. Denne fredags Spätburgunder kommer fra Weingut Stadt Lahr, et lille vinhus drevet af Wöhrle familien og beliggende i byen Lahr/Schwarzwald i Baden, ca. 15 kilometer syd for Offenburg

Vinhuset Stadt Lahr er grundlagt tilbage i 1943, som et stats-/kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen.

I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen, at driften skulle ophøre. Derfor forespurgte Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Herrentisch, Kirchgasse samt Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene hjælper stadig til med vinproduktionen.

Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir. Og efter overtagelsen af både Weingut Stadt Lahr og Weingut Wöhrle har han nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 sælges alle vinene som Weingut Wöhrle.

Denne flaske 2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken er således med den “gamle” etikette, selvom der jo står, at indehaverne er familien Wöhrle. Det er husets røde Gutsweine … der findes også en udgave et kvalitetstrin over, deres Spätburgunder Bestes Fass i serien af Ortsweine. Der er i 2011 lavet 850 kasser af vinen, men ellers lidt begrænsede oplysninger om vinen.

Duftmæssigt virker vinen lidt kølig i udtrykket med grønne blade, umodne kirsebær, sure jordbær, champignon, flintesten og let stald. Ganske skøn næse … ikke voldsom i starten, næsten neutral, men den udvikler sig hurtigt med lidt varme i glasset. Smagen er søde kirsebær, god balance med svag syre og en smule skarphed. Tanninerne mærkes og generelt efterlader den et rigtigt godt indtryk. Thumbs Up.

Købt hos Gourmondo til 10,90€ eller ca. 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Weingut Schloss Schönborn, Hochheimer Kirchenstück Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2011 Schloss Schönborn, Hochheimer Kirchenstück Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEndnu en Riesling …  en Kirchenstück Riesling Trocken, som kommer fra Schloss Schönborn i Rheingau. Og vi elsker jo Riesling, og denne er bestemt en ganske interessant en af slagsen.

Schloss Schönborn ejes af familien Graf von Schönborn og som navnet indikerer, så er det en gammel, historisk og adelig slægt, som oprindeligt kom fra Rheingau og Taunus. Familien kan spores helt tilbage til 1100-tallet og tæller bl.a. riddere, biskopper, kardinaler, kurfyrster, grever, ministre, diplomater mit weiter. Familien var samtidig også blandt de vigtigste bygherrer af barokslotte i Sydtyskland.

Schönborn familien har således også hovedsæde på det enormt store barokslot Schloss Weißenstein ved Pommersfelden i Franken, bygget mellem 1711 and 1718 for Lothar Franz von Schönborn, fyrstebiskop af Bamberg og ærkebiskoppen af Mainz.

På erhvervssiden ligger familien heller ikke på den lade side, idet aktiviteterne i dag omfatter landbrug af små 900 hektar jorder, et lille skovbrug med omkring 1.600 hektar skove, et savværk, 88 hektar med fiskefarme og sluttelig drift af 3 restauranter samt vinproduktion.

Og vinproduktionen sker fra hele 3 vinslotte, selvfølgelig først og fremmest på Schloss Schönborn, som ligger ved byen Eltville am Rhein … selvfølgelig med en storslået udsigt udover Rhinen. Herudover laver familien i dag også vine på Schloss Hallburg, ca. 2 kilometer fra Volkach i Franken med tilhørende 30 hektar vinmarker samt på vingården Casa Cadaval i Ribatejo regionen i Portugal med omkring 53 hektar vinmarker.

Grundstenen i vinproduktionen er imidlertid Schloss Schönborn i Rheingau. Der var hér, at familien startede vinproduktionen, og gamle fortegnelser viser, at mange af vinmarkerne har været ejet af familien siden 1349.

I dag er der over 50 hektar vinmarker, som er tilkøbt gennem tiderne. Disse marker omfatter fx Baiken i Rauenthal, Berg Schlossberg i Rüdesheim, Domdechaney og Höllenberg i Assmannshausen, Kläuserweg og Rothenberg i Geisenheim, Marcobrunn i Erbach, Nussbrunnen, Pfaffenberg, Wisselbrunnen i Hattenheim og mange flere.

Der dyrkes primært Riesling (90%) samt lidt Pinot Noir og Pinot Blanc. Vinene fra Schloss Schönborn laves i tre serier, nemlig Gutsweine, dernæst Lagenweine og selvfølgelig de bedste Erste Lage/Erste Gewächse Weine.

Siden 1998 har familieforetagendet være drevet af Paul Graf von Schönborn. Han havde inden overtagelsen studeret i USA, og administrerer nu alle grene i forretningen inkl. driften af fonden for det store slot Schloss Weißenstein i Pommersfelden. Herudover er han også protektor for Collegium Musicum i Pommersfelden, endnu en rolle han har overtaget fra hans far Dr. Karl Graf von Schönborn.

Denne Kirchenstück Riesling Trocken er en Lagenwein, og er lavet med druer fra marken Hochheimer Kirchenstück. Hochheimer Kirchenstück er placeret i østlige Rheingau ved byen Hochheim am Main.

Selve marken er samlet 14,9 hektar og flere vinbønder ejer dele af marken. VDP klassificerer marken som Erste Lage og Bundesland Hessen har givet lov til at betegne vinene fra marken som Erstes Gewächs. Her hos Schloss Schönborn er det imidlertid kun en Lagenwein … men det tegner vel kun godt? Mere kvalitet til billigere penge … det kan vi lide.

Udbyttet ligger på 60 hl pr. hektar, hvilket giver en koncentreret og rig ekstrakt. Der anvendes minimal brug af teknologi for at sikre bedst muligt udtryk af terrior. Selvfølgelig lavet på ren stål og selvfølgelig fyldes vinen i de traditionelle Schlegel flasker, som jo er den regionale vinflaske fra Rhinområdet.

Og man fornemmer med det samme, at der er mere at komme efter i denne vin end i den forrige. Her er næse med let petroleum, fersken, sæbe, blomster og mineraliteten fornemmes også. Våd flintesten? Smagen er også frisk fersken, æbler og god balance. Faktisk var min første tanke … sikke en god balance. God sammenhæng mellem syre og sødme, meget glat og indbydende. Næsten helt GG i udtrykket.

Købt hos Gourmondo, pris 8,90€ eller ca. 66 kr., og det er sgu ret billigt.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Reichsgraf von Kesselstatt, Kaseler Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2012 Reichsgraf von Kesselstatt, Kaseler Riesling Trocken, Mosel, TysklandDen danske sommer viser sig fra sin bedste side … blærer sig … 27-28 grader, og aftenerne er næsten det bedste … her er temperaturerne mere til at holde ud.

Udelivet på terrassen bliver en tak bedre med lidt kold hvidvin, og fredagens første vin blev denne Kaseler Riesling Trocken fra Weingut Reichsgraf von Kesselstatt. Vinhuset ligger ved byen Morscheid i Mosel … på slottet Schloss Marienlay.

Og det er et historisk vinhus, som har sine rødder i Kier i Mosel. Familien Kesselstatt flyttede tilbage i 1300-tallet til bispesædet Kier i Tyskland, og de første fortegnelser om vinhuset er fra 1349.

Senere i 1362 blev Johann von Kesselstatt ansat af Kuno von Falkenstein, kurfyrsten af Trier, som ansvarlig for vinkældrene, vinproduktion og husføring hos kurfyrsten.

I 1394 blev Johanns søn Friedrich I. von Kesselstatt udnævnt til officiel sommelier af kurfyrsten Werner von Falkenstein og lige siden har familien drevet vingården. I 1776 bliver familien Kesselstatt endda udnævnt til Reichsgrafen … altså rigsgreve … af den daværende Kejser Josef II.

En af de tidligere forfædre Johann Hugo Casimir Graf von Kesselstatt var også ledende administrator for kurfyrsten Clemens Wenzeslaus af Sachsen-Wettin, og var dermed den højeste placeret embedsmand i Trier i midten af 1700-tallet.

I de efterfølgende år udvides vingården med køb af flere af de bedste marker i Mosel, bl.a. købes mellen 1854 og 1889 samlet 4 tidligere klostre fra St. Maximin’s klosterordenen i Kier.

De tilhørende, meget stejle vinmarker … nogle endda med en hældning op til 60° fra disse klostre er i dag fortsat én af grundstenene i vinproduktionen hos Reichsgraf von Kesselstatt, nemlig Josephshof i Graach på 8 hektar i Mosel, Domklausenhof i Piesport på 8 hektar, Abteihof i Oberemmel på 21 hektar i Saar og St. Irminenhof i Kasel på 8,5 hektar.

Fra 1746 indtil 1999 lå Reichsgraf von Kesselstatt vingård og hovedsæde i Palais Kesselstatt i Trier by, ét af de smukkeste barokke paladser nord for Alperne. Det blev bygget mellem 1740 og 1746 af Johann Valentin Thomann, en elev af Balthasar Neumann. Paladset har historiske hvælvede kældre og idyllisk gårdhave, og er i dag hjemsted for husets restaurant/vinstue “Weinstube Kesselstatt”.

Siden 1999 har familiens hovedsæde imidlertid ligget på Schloss Marienlay ved byen Morscheid, i Ruwer-dalen små 5 kilometer øst for Trier. På Schloss Marienlay – som indenfor de seneste år er gennem renoveret – har man indrettet sig med topmoderne produktionsudstyr.

I dag er det imidlertid ikke familien Kesselstatt, som ejer og driver vinhuset. I 1978 blev det nemlig købt af Günther Reh, og i dag drives det af Günthers datter Annegret Reh-Gartner. Og hun er en dame, som er vokset op med vin … og forstår at producere vin. Hun er bl,a. i 1989 kåret som “Winzerin des Jahres” i Tyskland. En væsentlig beslutning var et større frasalg af vinmarker i 1989, således man endte med 36 hektar af de bedste marker, som man var sikre på kunne give de ønskede vine.

I over 25 år har Annegret Reh-Gartner sikret, at vinene fra Reichsgraf von Kesselstatt lever op til den gamle filosofi, nemlig at bevare Riesling-druens fine frugt og syrlighed og samtidig gengive hver enkelt marks helt specielle mineralske karaktertræk. Derfor findes der heller ikke et eneste træfad i Kesselstatts kælder; træ er nærmest et forbudt ord.

Alle vinene gæres op ved hjælp af druernes egne naturlige gærceller, således at markens egen mikrobiologi så at sige får lov at skabe vinen. På markerne anvendes derfor kun organisk gødning, da dette er med til at stimulere skabelsen af gærceller i vinmarken.

Annegret Reh-Gartner er gift med Gerhard Gartner, som tidligere drev den to Michelin-stjernet restaurant Gala i Aachen. Efter at han trådte tilbage som en af de bedste gourmetkokke i Tyskland, så bruger han i dag tiden på sin anden passion … nemlig vin, idet han nu hjælper sin kone med det praktiske arbejde og rådgivning.

Nå, men det blev vist en lang historie, så skal vi så ikke i stedet kaste os over denne vin, Kaseler Riesling Trocken. Duftmæssigt lidt indelukket med fersken, ananas, grapefrugt, papkasser og et ældre stuetæppe. Smagen er varm, sød … lidt muskat eller kandiseret frugt, let syre og en smule perlende i munden. God frugt, men også lidt flad i udtrykket.

Købt hos Gourmondo, pris 10,40€ eller ca. 77 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland Næste vin … er fra et vinhus, som jeg har skrevet om nogle gange på bloggen, nemlig Weingut Knipser, og her med en ganske klassisk Spätburgunder, en Kalkmergel Spätburgunder.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Denne Kalkmergel Spätburgunder er blandet af druer fra forskellige marker, hvor jordbunden – som navnet også indikerer – består af mergel og kalksten. Hovedparten af druerne kommer fra marken Großkarlbacher Burgweg. Vinen har lagret 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt rigtig tysk hestestald, sødme, mirabeller, hindbær, jordbær, vanilje og mineralitet. Smagen er ganske tør … var min første tanke. Dejligt. Vinen er let krydret, stram og i flot balance. Den har god frugt, mineralitet … hmmmm.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor pris er 210 kr. Min er købt i Tyskland til ca. 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, TysklandSom efterhånden kendt her på bloggen, så er fredag Spätburgunder dag … ja, jeg ved godt, at jeg ikke får drukket Spätburgunder hver fredag, men netop i fredags var der flere af slagsen på bordet, og én af dem var denne Spätburgunder M fra Weingut Markus Schneider.

Jeg har tidligere skrevet en smule om ham. Hans far Klaus Schneider fik i 1990 en mulighed for at købe en vingård, og da sønnen Markus kun havde en ting i hovedet … og det var ikke damer … men vin, så købte han ejendommen i Ellerstadt til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke. Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante.

Druerne til denne Spätburgunder M kommer fra 2 forskellige vinmarker, én hvor jorden er præget af kalksten og én hvor jorden består af grus og sand. Alle druer plukkes i hånden, og fremstilling sker med traditionel gæring i trækar i en periode på 6 uger, og vinen lagrer på fade frem til marts … dvs. nogle 6-7 måneder.

Duftmæssigt fornægter dens tyske ophav sig ikke, men der er også lidt mere “varme” i duften. Jeg har noteret mig hestestald, en kødfuld Irish Stew, svampe, kaffe, modne solbær, jordbær, hindbær, kardemomme og nødder. Smagsmæssigt fanger jeg kirsebær, fin mineralitet og stramhed, krydderier og let sødme. Lidt mere fyldig end vi normalt finder tyske Spätburgunder, men på en fantastisk charmerende måde.

Købt hos Gourmondo, pris 15,90€ … eller ca. 118 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Og husk:

Vise ord

2012 Weingut Maximin Grünhaus, Grünhäuser Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Maximin Grünhaus, Grünhäuser Riesling Trocken, Mosel, TysklandVed foden af en lang stejl sydvendt skråning på den venstre bred af floden Ruwer, omkring to kilometer før denne biflod Ruwer munder ud i Mosel, ligger vingården Maximin Grûnhaus … aka Schlosskellerei C. von Schubert, idet godset nemlig tilhører familien Von Schubert.

Det er i hvert fald herfra, at dagens vin kommer, nemlig denne Grünhäuser Riesling Trocken.

Vinhuset betegnes af mange som ét af de bedste i Mosel sammen med Karthäuserhofberg, Prüm, Fritz Haag og et par stykker mere. De har også nogle af de bedste marker i Mosel, nemlig markerne Abtsberg på 14 hektar, Herrenberg på 19 hektar og Bruderberg på knap 1 hektar.

Hver af disse vinmarker har sin egen særskilte mikroklima, hældning og sammensætning af jordbund og terroir, hvilket også forklarer forskelligheden i de mange unikke vine, som der laves på Grünhaus.

Selve godset har en lang historie, idet gården hviler på et gammelt romersk fundament. Der er fundet keramik rester, som viser tegn på, at der allerede i romertiden blev produceret vin på stedet, hvor den nuværende vingård ligger.

I de tidligste fortegnelser om vingården fra år 966, hvor gården hed Villa ad Valles, bekræftede Kaiser Otto I, søn af Karl den Store, at den frankiske konge Dagobert havde doneret gården, vinmarkerne og de omkringliggende arealer til Benediktinerklosteret Sankt Maximin i Trier. Og de forvaltede faktisk vingården indtil slutningen af 1700-tallet.

Herefter kommer vingården – efter Napolons sejre – under fransk administration indtil 1810, hvor godset bliver solgt til Friedrich Freiherr von Händel. Og fyrre år senere overtages det af hans barnebarn Friedrich Freiherr von Solemacher. Igen i 1882 skifter vingården ejer, idet det bliver købt af Carl Ferdinand Freiherr von Stumm-Halberg. Han investerer massivt i vingården, så den bliver én af de mest moderne på denne tid.

Da Von Stumm eneste søn dør tidligt, så er det hans datter Ida, som arver godset, og godset er dermed hendes medgift, da hun bliver gift med Conrad von Schubert. Og i dag er det 5. generation af von Schubert familien, nemlig Dr. Carl von Schubert som driver Grünhaus. Han har bl.a. lavet en ph.d.-afhandling om økonomien ved vinavl på stejle skråninger.

Siden 2004 har det imidlertid været vinmageren Stefan Kraml, som har stået for hele produktionen på Grünhaus.

Og det er en ganske klassisk vin, og en ganske klassisk etikette på vinen, helt Art Deco, Jugendstil eller Barok i udtrykket. Hvad ved jeg om det? Dermed én af de de smukkeste eller grimmeste etiketter … alt efter smag, men respekt for, at den næsten har været uændret i over 100 år. Den ka’ jeg sgu godt lide.

Motivet på etiketten omfatter bl.a. von Schuberts våbenskjold, en oval guldramme med flere motiver, bl.a. to englebørn, en arbejdshest med et sværd mellem dens forreste klove, en minearbejder lampe og et tandhjul. Hesten refererer til forfaderen Conrad von Schubert, som grundlagde det første jernbane ingeniør regiment, og blev adlet af den tyske kejser. Minearbejderlampen og tandhjulet refererer til Stumm familien, som ejede miner og stålværker i Saarland.

Her har vi ikke en enkeltmarksvin fra nogle af de store vinmarker, men derimod huset entry-level Riesling, selvfølgelig 100% Riesling. Faktisk, så er 94% af markerne tilplantet med Riesling. Derudover er det lidt Weißburgunder og Auxerrois på de sidste 6%. Kan ikke finde så meget info om fremstillingen af vinen, så vi springer fluks til smagsindtrykkene.

Duftmæssigt fanger jeg lidt fersken, muskat og citrus. Virker dejlig fugtig og en smule krydret i næsen. Smagen er sådan næsten klassisk Mosel, ikke så mineralsk, men let, omgængelig, svag sødme, æbler, let krydret og okay frisk. Igen til den lave siden med alkoholen, hvilket vist også er typisk Mosel.

Købt hos Gourmondo, pris 10,9€ … eller ca. 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7