Tag-arkiv: 5½

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, TysklandRiesling druerne til næste vin fra Weingut Jakob Schneider kommer nu udelukkende fra marken Felsensteyer, for det er en 2022 Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken.

Felsensteyer marken ligger lige mellem de to små idylliske byer Niederhäusen og Norheim. Marken er sammenlagt 6 hektar og er omringet af klipper og med en stor tilstedeværelse af vulkanske Melaphyr sten i jorden, hvilket er med til at give strukturerede Riesling-vine med stor mineralitet.

Terroiret med de omkringliggende klipper er med til at holde på varmen, hvorfor vinen også typisk er en anelse mere tropiske end fx Hermannshöhle.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mon ikke gæringen er sket i rustfrie ståltanke. Schneider lader vinen gære en med en smule skind i en kort periode og gæringen sker spontant og der anvendes selvfølgelig ingen malolaktisk gæring og efter endt gæring er vinen så blot lagret meget traditionelt i store, gamle egefade.

Duftmæssigt er det fortsat en hård, mineralsk vin … ganske intens og mineralsk, hvor der hurtigt kommer petroleum og linolie. Frugten er igen masser af citroner, lemon og grønne æbler men også fersken, mirabeller og små tropiske elementer og hasselnødder. Der er mineralitet af knust sten og granit, pivfrisk og sprælsk.

Sådan smager vinen også …. stopfuld med sure citroner, tonsvis af syre suppleret med umodne æbler og æblemost, en saltet og kalket mineralitet, let sødme … men sikke da et herligt syretrip. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Abbia Nova, Piglio Superiore, Lazio, Italien

2020 Abbia Nova, Piglio Superiore, Lazio, ItalienLangt ude på landet i Lazio vinregionen giver fætrene Pierluca og Daniele Proietti den gamle region hjertemassage på deres fælles gård Abbia Nòva ved Piglio og derfra smagte vi næst en 2020 Piglio Superiore.

Vingården Abbia Nova er blot et meget lille landsted i Piglio beliggende højt i bjergene på en gammel romersk vej omkring 40 kilometer sydøst for Rom. Deres ejendom består kun af to rum med lerkrukker aka amforaer, betontanke, tønder og gamle glasballoner aka demijohns.

Der laver de usminkede men ret raffinerede naturvine — senza vandalismi, uden vandalisme — på lokale sorter, efter gamle, stolte traditioner og med respekt for naturen.

Proietti fætrene har siden barnsben vandret alle vinmarkerne tynde ved den pittoreske bjerglandsby Piglio og begge kommer fra ydmyge landbrugsfamilier, men de besluttede sig tidligt for at vie livet til det lokale landbrug med fokus på vin.

I dag dyrker de en blandet landhandel af oliven, valnødder, vilde urter og vin. Polyfonisk landbrug som i gamle dage og i stærk kontrast til moderne monokultur og industrielt vinbrug.

De har således sammenlagt 7 hektar med blandede afgrøder til deres rådighed. Pierluca er teknisk direktør, Daniel står for selve vinproduktionen og Danieles mor står for økonomien. Både moren og Pierluca har tidligere arbejdet i det lokale kooperativ, så begge kender til vinproduktion og alle hjørner i Piglio.

Daniele har før fætrene etablerede Abbia Nova arbejdet med Andrea Franchetti, som vi jo bl.a. kender fra hans imponerende projekt Passopisciaro på Sicilien og Andrea har lært meget fra alle Andreas eksperimenter med den lokale druesort Cesanese i både Toscana og ved Etna på Sicilien.

Det er nemlig druesorten Cesanese d’Afile, som er blevet et hjertebarn for Proietti-fætrene, og det er lykkedes dem at få fat på flere gamle marker med hele tre forskellige kloner af den bedste sort Cesanese d’Afile.

Disse marker befinder sig på ret stejle skråninger i op til 600 meters højde, de fleste bygget op som terrasser. I fætrenes hænder bliver de både til vild rosé, saftig hverdagsrødvin og mere mægtige røde terroirvine.

Denne Piglio Superior er fætrenes signaturvin, der er sammensat af Cesanese d’Afile druer fra deres tre bedste marker. Der er stokkene 15-80 år gamle og vinen er lavet med spontangæring og maceration over 20-25 dage, inden vinen lagrer på både brugte egefade, cement og de små glasbobler, mens flaskning sker uden tilsætning af svovl.

Duftmæssigt er det en let reduktiv vin … man kan næsten dufte nogle svovlede noter og naturgær, virkelig landlig og svedig. Der er grønne stilke, tulipanstilke, røde bolsjer og drops, ganske funky på en let og lys måde med kirsebær, tranebær, ribs og let fad.

Smagen er saftig og samtidig let … har godt med sure kirsebær og ribs … og selvom den ikke er helt lys i smagen, så er det en let vin med en lidt beaujolaisagtig fornemmelse. Det er vildt tørt, måske grov og kluntet, men på den helt rigtige måde … bondsk er nok det rigtigste ord … vild, bondsk, let og saftig … 94 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 275 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, TysklandBestyrelsesmødet sidste hvidvin var fra Weingut Von Winning og det var en 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs.

Weingut von Winning ligger midt i byen i Deidesheim i Pfalz og var en del af ét stort vinhus, der oprindelig var ejet af Andreas Jordan.

Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, der også var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen, nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, hvor de bedste vinmarker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Langenmorgen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs er lavet med Riesling druer fra Große Lage marken Grainhübel, der ligger på en sydvendt skråning undergrund af rød sandsten og tertiær kalksten.

Efter høsten er druerne presset og så har mosten spontangæret alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret i fadene i 18 måneder sur lie, altså med bærmen.

Dejlig Riesling, som har noget fadfedme … en tynd lille smørfrakke ovenpå, men har et lyst sind indenunder med blomster, masser frisk frugt med æbler, fersken, abrikos og så et hel mark sommerblomster og en stenet mineralitet. Fadene bidrager med vanilje, nødder og er med til at give en lidt opulent fornemmelse.

Sådan er smagen egentlig også … har både de lidt tungere fadnoter med olieret nøddekompot og en lidt voluminøs tyggevenlig frugt, der starter med kandiseret grape, sødlig lemonbitterhed og syrlige drop af citronbolsjer, kogte pærer og en pivfrisk, ren syre, der giver vinen et smukt bid og elegant fylder munden … 94 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne vi er ikke fundet … på vingården koster en nyere årgang 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Tenuta delle Terre Nere, Etna Bianco Calderara Sottana, Sicilien, Italien

2019 Tenuta delle Terre Nere, Etna Bianco Calderara Sottana, Sicilien, ItalienTenuta delle Terre Nere er et af mine ynglingsvinhuse på Sicilien og derfra smagte jeg næst en 2019 Etna Bianco Calderara Sottana.

Vingården Tenuta delle Terre Nere ligger omkring 5 kilometer øst for byen Randazzo, som vel nærmest ligger i den østligste og nordlige del af Sicilien.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor nok en af Italiens bedste vinmagere Marco De Grazia købte den lille ejendom sammen med hans broder Sebastiano … en ejendom med 40-140 år gamle vinstokke med sorter som Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt hvide sorter som Carricante, Catarratto, Inzolia og Grecanico.

Samlet ejer brødrene over 30 hektar jord, fordelt på 10 parceller på 4 marker, nemlig markerne Calderara Sottana, Guardiola, Feudo di Mezzo samt Santo Spirito.

Samlet udgør parcellerne på disse vinmarker 27 hektar, men de planlægger udvidelse til samlet 30-32 hektar vinmarker.

Markerne ligger på vulkanen Etnas nordlige skråninger og det er nogle af Europas højest beliggende vinmarker, som ligger mellem 650 og 1.000 meters højde over havets overflade. De dramatiske døgnvariationer i temperaturen og en undergrund rig på vulkansk aske er med til at give uhørt elegante og komplekse vine.

Tenuta delle Terre Nere sendte allerede i år 2002 deres første årgang på markedet, men måtte de første år også ud at købe druer fra flere nabogårde. Siden 2004 har vinhuset været selvsynende fra egne vinmarker og har samtidig omlagt produktionen til økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2008. Vinstokkene står i øvrigt som små træer efter en dyrknings- eller opbindingsmetode kaldet Alberello eller Gobelet.

Vinhuset laver lidt hvidvine, 1 rosé samt 6 forskellige rødvin, først en entry-level Etna Rosso, dernæst de 4 enkeltmarksvine Etna Rosso Santo Spirito, Etna Rosso Calderara Sottana, Etna Rosso Guardiola, Etna Rosso Feudo di Mezzo og endelig vinen Prephylloxera Etna Rosso DOC La Vigna di Don Peppino, hvor druerne kommer fra de ældste vinstokke på 2 parceller på Calderara Sottana, hvor vinstokkene aldrig har været ramt af phylloxera.

Vi smagte her en af hvidvinene … en 2019 Etna Bianco Calderara Sottana, som er lavet på ren Carricante … en mere sjælden drue på Etnas skråninger … faktisk er der kun 4% Carricante vinmarker på 4% af appellationen og Calderara Sottana fra 42 år gamle stokke. Det er en vin, der både er gæret og  lagret på store egetræsfade … helt præcis på 10 hektoliter egefade.

I næsen kan fadene absolut duftes … lidt brunet smør, nødder, nødder og så noget, der minder om skocreme og bonevoks, en lidt varm woodyagtig umani duft, en utrolig moden frugt med et snert oxidering, tørret abrikos, appelsinskal, melon og saltet mineralitet.

Nærmest sådan smager vinen også … tænker ikke, at den skal ligge mange år endnu, da frugten også smagsmæssigt er moden og på vej til at være let oxideret, men alligevel har den en god frugt, der mest er æbler … både syrlige og meget modne, tørret abrikos … faktisk en smule stærk og derudover pænt saltet … har denne saltede mineralitet, der er ret fin … 93 point

Forhandles flere steder, bl.a. hos Oxholm Vin, hvor en flaske i en nyere årgang 2022 koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Cava Jovani, Gran Enriet Gran Reserva Nature, Penedes, Spanien

2017 Cava Jovani, Gran Enriet Gran Reserva Nature, Penedes, SpanienEt bestyrelsesmøde for nogle uger siden startede med lidt fine bobler og det var en Cava i form af en 2017 Gran Enriet Gran Reserva Nature fra cavahuset Cava Jovani.

Huset er grundlagt i 1990’erne af Robert Jovani Mor, der efter flere år i dele af cava industrien besluttede sig selv for at lave cava og købte den lille vingård Berdié-Romagosa for at følge sine drømme.

Han kaldte cavahuset for Berdié-Hermanos Jovani, men i 2007 kom hans 3 børn med i driften og i dag hedder huset blot Cava Jovani og de har 12 hektar vinmarker med druesorterne Macabeo, Xarel·lo og Parellada … de fleste vinstokke er 30-55 år gamle.

Her smager vi deres 2017 Gran Enriet Gran Reserva Nature, der netop også er lavet på et blend af Macabeo, Xarel·lo og Parellada, der har navn af de 3 søskendes bedstemor, som hed Enriqueta, men da hun ikke selv kunne lide det navn, så opfandt hun sit eget øgenavn og det var Enriet.

Druerne er først presses og vinen vinificeret traditionelt og så er den lavet med den klassiske champagnemetode med andengæring på flaske under en lang lagring i kælderen … og denne har lagret 67 måneder … langt længere end de 30 måneder, som Enriet normalt lagrer, så degorgering er først sket i juli 2024. Der er lavet 6.000 flasker af cava’en.

Duftmæssigt en dejlig luftig, let og æterisk cava, hvor der er ristede noter, toast, nødder, meget landlig med nogle sødbitre noter e og er lettere gæret. Der er surdej, rugbrød, lime og citroner, men ellers er det mest tropisk frugt med abrikos, mango samt en buket blomster.

I munden kommer der hurtigt en sødlig smag af pære, æble og kvæde suppleret med kandiseret grape og lidt lemon Schweppes sodavand. Boblerne er fine og næsten sekundære, da de ikke fylder så meget. Der kommer lidt nødder, mandler og sødmen fortsætter gennem hele smagspaletten, men på en fin og delikat måde, så absolut et fint bekendtskab. 93 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Nativ, Eremo San Quirico Gold, Campanien, Italien

2019 Nativ, Eremo San Quirico Gold, Campanien, ItalienDen sidste Società Agricola Nativ vin i denne omgang var også på Agliancio og det var deres nok mest kendte vin … Eremo San Quirico Gold, som jeg her smagte i årgang 2019.

Eremo San Quirico er en DOC Aglianico Campi Taurasini og husets topvin, hvor Agliancio druerne kommer fra nogle af Marios marker i Taurasi. Der har vinstokkene langt over 100 år på bagen og de fleste er omkring 150 år gamle … få endda op til 200 år.

Alle druerne håndhøstes, og allerede i vinmarken bliver kun de bedste druer udvalgt til denne vin. Herefter transporteres druerne til vinhuset i små kasser, for at skåne druerne så meget som muligt.

Druerne afstilkes og sorteres endnu engang med hård hånd, og den endelige vin fadlagrer 18 måneder i nye små franske egetræsfade og i denne Gold Edition har Mario valgt de 20 bedste fade af Eremo San Quirico … de fade, som byder på det bedste af det bedste i produktionen, altså Eremo San Quirico Gold.

Duftmæssigt kan Eremo San Quirico Gold godt minde lidt om Bicento Irpinia Campi Taurasini, men virker mere koncentreret, tæt og fyldigere. Der er fortsat garvet læder, lakridsrod og nogle tørrede blomster, men frugten virker federe og mørkere med blåbær, dadler, svesker, blommer, hyllebær og solbær, hvilket så suppleres med våde fade, nelliker, kardemomme, vanilje, kanel, kaffebønner samt mørk, varm og velduftende chokoladekage.

I munden er vinen også tættere, federe og mere intens … det er en kombo af søde blommer, blåbær, solbær, svesker, dadler samt sorte kirsebær suppleret med kropsvarme og en tør smag, hvor der også er vilde og tørre tanniner, der sammen med lidt alkohol bider godt i munden og derudover tobak, chokolade samt kakao … 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Spectacle Vins, Espectacle, Montsant, Spanien

2017 Spectacle Vins, Espectacle, Montsant, SpanienDen næste spanske spiller kom fra Montsant i Katalonien, for det er den spændende Grenache baserede vin Espectacle, som kommer fra det lille projekt Spectacle Vins startet af 5 vinmagere.

Projektet Spectacle Vins er startet af René Barbier, der oprindelig grundlagde kulthuset Clos Mogador i 1979. Han kom oprindeligt til Priorat fra Penedès, men havde studeret ønologi Bourgogne og Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede hos Petrus.

Ved siden af driften af Clos Mogador er René Barbier sammen med en af sine sønner – der i øvrigt også hedder René og i dag er ansvarlig for driften på Clos Mogador- startet med at eksperimentere med at lave vine i den helt lille landsby La Figuera, der kun har 70 indbyggere.

I den lille by har René Barbier s mødt nogle vinproducenter og vinificeret omkring 4.000 kilo Garnacha druer, hvilket i første år skete i lokalerne hos kooperativet El Molar. Men allerede fra start indså han områdets ekstraordinære potentiale på Grenache.

Derfor fortsatte han dette eksperiment, men flyttede produktionen til Laurona Cellar, som René grundlagde med Christopher Cannan, der tidligere efter råd fra René selv havde købt lidt vinmarker i Clos Figueres de Gratallops.

René og Christopher vinmagere stødte i 2002 på Joan Anguera, der ejede en over hundrede år gammel vinmark med helt ekstraordinær kvalitet af Grenache druer … og det blev starten på Spectacle Vins i et samarbejde mellem Joan Anguera, René Barbier, Christopher Cannan og Fernando Zamora, som arbejder hos Clos Mogador.

I dag er Joan Anguera dog ikke med i projektgruppen. I stedet er den suppleret med René hustru Isabelle Meyer og så Marta Conde, som også er ønolog, professor og del af teamet på Clos Mogador.

Og opskriften er meget simpel, for deres laves kun én vin hos Spectacle Vins og det er denne Espectacle, som blev produceret første gang i årgang 2004, men allerede fra start fik stor ros fra sommeliers, journalister og fagfolk i vinverdenen. Ja faktisk fik den første årgang 99 point fra Parker

Det har vinen også fået i årgang 2012 … men får generelt næsten altid høje point af Parker. Således har denne årgang 2017 da også fået 96 point, men Parker kan jo også godt lide powerfulde vine og denne har også 15,5% højoktan alkoholprocent.

Det er fortsat ren Grenache, men således næsten stik imod vinene på Grenache fra Sierre de Gredos. Men vinene er lavet ved, at alle druerne først er sorteret meget grundigt, hvor både overmodne og grønne druer er frasorteret.

De er druerne knust nænsomt inden gæring og maceration i franske egefade med løbende overpumpning og punchdown over 4-5 uger og derefter er vinen lagret 14-16 måneder på 40 hektoliter franske egefade.

Duftmæssigt er det en krydret, mørk og kraftfuld vin, hvor frugten mest er brombær, modne blommer, figner og dadler … kompakt, tæt og derudover fanger jeg jod, bitre sorte te-blade, røg, eukalyptus og mynte, læder, nogle tørrede blomster og tørret appelsinskal.

I munden er det også en powerfuld vin … og også en stærk vin, hvor alkoholen nærmest fornemmes, hvilket sammen med peber og nogle tørre, stramme samt finkornede tanniner virkelig lammer munden og brænder på din tunge. Det er en fed, mægtig og stærk vin, der har frugtsmag af blåbær, brombær, blommer og figner … og alligevel så fremstår vinen cremet, fløjlsblød og med et strejf af krydderier og stenet mineralitet, men det blev desværre aldrig helt stort for mig … 93 point.

Forhandles af Q-Vine, hvor en flaske koster 725 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Joseph Janoueix, Château la Croix Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2016 Joseph Janoueix, Château la Croix Pomerol, Bordeaux, FrankrigDernæst serverede Brix noget Bordeaux Pomerol … og det var fra Janoueix familien, som jeg tidligere er stødt på, og med en Pomerol fra et af deres utallige vinslotte og det var deres 2016 Château la Croix Pomerol.

Samlet ejer Janoueix familien en del vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon og er én af områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn.

Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Det var Joseph, Marie-Antoinette og Jean-François Janoueix, der oprindelig tilbage i 1974 købte Château la Croix, der i alt har 10 hektar vinmarker med 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon.

Ejendommen er siden restaureret og omfatter også museet Saint Jacques de Compostelle, som dog kræver en aftale for at besøge og det viser noget om caminoen aka pilgrimsturen Santiago de Compostella til Spanien.

Den foretages endnu af mange troende, der vil besøge apostlen Jakobs grav og på Château la Croix er der stadig et rum, hvor alle pilgrimme kan bede … og den nuværende, gamle slotsejer Jean-François Janoueix har selv foretaget denne pilgrimsfærd flere gange.

Vinen er lavet på 90% Merlot og 10% Cabernet Franc, laver helt traditionelt og lagret på egefade … overvejende på nye fade. Der laves årlig 4.500 kasser af denne vin.

Duftmæssigt er det en mørkere og fyldigere vin … der er solbær, skovbær, brombær, let mentol, nelliker og blyanter, cedertræ og cigarkasser, lidt ristede kastanjer, blæk samt kanel. Det er ganske klassisk Bordeaux.

Smagen er lidt i samme boldgade … meget rank med bløde stiftsblyanter og man kan næsten også smage træet, cedertræ og cigarkasser samt denne mørkere frugt af solbær og brombær, men tilsat et lille skvæt lemon, der ligger både lidt bitterhed, friskhed og bid, hvilket virkelig klæder vinen, der virker stoisk og balanceret, så dermed 94 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 340 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2013 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienTenimenti Angelini gruppen har også heddet Bertani Domains, men hedder i dag Angelini Wines & Estates og har vinhuse flere steder i Italien, men de står bl.a. bag denne 2013 I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva.

I dag omfatter Angelini Wines & Estates vinhuse som Val di Suga, Tenuta Trerose, San Leonino i  Toscana, Cantina Puiatti i Friuli, Fazi Battaglia i Marche og endelig Gav G.B. Bertani i Valpolicella i Veneto.

Derudover står Angelini Industries også bag en række vine under navnet Angelini Wines & Estates, men firmaet har også spredt deres investeringer på en lang række andre områder

Angelini Industries er en multinational industrikoncern grundlagt i Ancona i 1919 af Francesco Angelini. I dag repræsenterer Angelini Industries en solid og diversificeret industriel virkelighed, der beskæftiger cirka 5.800 ansatte og opererer i 21 lande rundt om i verden med en omsætning på over 2 milliarder euro, genereret inden for sundheds-, industriel teknologi- og forbrugsgoder.

Denne I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva fremgår dog ikke af Tenimenti Angelinis hjemmeside og faktisk slet ikke fra nogen af de ejede vinhuse og der er begrænsede oplysninger om vinen, men hvis man kigger på den almindelig I Palazzi Brunello di Montalcino, så er den lavet ren Sangiovese Grosso fra marker i 280-300 meters højde.

Gæring er traditionel og efter endt fermentering er vinen lagret i 36 måneder … efterfulgt af 12 måneders flaske lagring hvilket er langt  mere end påkrævet … men Riservaen er formentlig lagret længere.

Duftmæssigt er der våde fade, cedertræ, lakrids, læder, tobak, vanilje, mynte, ristede svampe og skovbund. Frugten er nok mest kirsebær og blommer suppleret med lidt frisk lemon … men jeg ville nok ikke blindt gætte på, at dette er Brunello, for næsen virker ikke så dyb og kompleks.

Smagen er tør, let syrlig … der er noget jernagtig mineralitet, nogle let bitre sorte te-blade og igen frugt af kirsebær, blomme, hindbær og så har den nogle tørre tanniner, der er stramme, giver godt med bid og alligevel giver et hint om vinens ophav. Det er meget rent, har god balance og struktur. 93 point.

Kan ikke finde mange oplysninger om vinen, som på ShareWine er solgt til 199 kr., hvilket passer med andre oplysninger. Det kan også ses, at den har været solgt i Meny til 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Compagnie Vinicole de Bourgogne, Jules Descombins Chassagne-Montrachet Blanc, Bourgogne, Frankrig

2016 Compagnie Vinicole de Bourgogne, Jules Descombins Chassagne-Montrachet Blanc, Bourgogne, FrankrigEfter Krug Grande Cuvée og Dom Pérignon kan det være svært at finde en hvidvin på samme niveau, men Brix forsøgte dog alligevel med en hvid 2016 Jules Descombins  Chassagne-Montrachet fra Compagnie Vinicole de Bourgogne.

Vinene under Jules Decombins navnet er således reelt lavet af det store vinfirma Compagnie Vinicole de Bourgogne, der er en del af Picard Vins & Spiritueux, der netop holder til i Chassagne-Montrachet.

Picard Vins & Spiritueux er grundlagt i 1951 af Louis-Félix Picard, som et lille vinproduktions- og distributionsselskab i byen Chagny i Bourgogne, men er i dag en større koncern, der holder til den store og kendte ejendom Château de Chassagne-Montrachet, som de købte i 1998.

I dag har firmaet 140 hektar vinmarker mellem den sydlige del af Côte de Beaune og hver af landsbyerne i Côte Chalonnaise. Det har især været Louis-Félix’s søn Michel Picard, som i dag står i spidsen for foretagenet, der har foretaget udvidelserne.

Det er også Michel, som har udvidet driften udover Bourgogne … således har han i 1994 købt Maison Foucher nær Sancerre i Loire, i 2001 også Les Grandes Serres i Châteauneuf-du-Pape og i 2003 også J. Denuzière i Condrieu i det nordlige Rhône.

Picard Vins & Spiritueux ejer også – som navnet også siger – en række destillerier og disse investeringer er også øget under Michel Picards ledelse. I dag ejer man bl.a. Girard-destilleriet i Jonquières i Provence, destilleri Klein-Wanner i Alsace, single malt producenten Tullibardine i Skotland, cognac firmaet Louis Royer og mange flere.

Nå, men Compagnie Vinicole de Bourgogne aka Picard Vins & Spiritueux laver altså burgundiske vine under flere navne, bl.a. under navnet Jules Descombins og ofte billigere vine, men fortsat med en høj kvalitet.

Her smagte vi så én af disse vine en ældre hvid 2016 Jules Descombins  Chassagne-Montrachet, men der er ret begrænsede oplysninger om produktionen af vinen, men ifølge Vin Med Mere, så skulle den været lagret på egefade i to måneder. Det lyder sgu ikke af meget !!!

Niveaumæssigt nåede vi dog heller ikke de 2 foregående boblevine, for i næsen er der godt med fond og tørret frugt. Det kan skam være godt nok, men de fylder pænt. Der er kyllingefond, tørret abrikos, fersken og man mærke et let fad med en smule vanilje. Det kommer også lidt skocreme, nødder, smør, røg, bål og vinen virker dejlig blød, men duften er altså bestemt også godkendt.

I munden er vinen også blød … smelter næsten på tungen, så Thumbs Up for det, men ellers er den ren, clean og klar … og selvfølgelig også lidt moden, men den har jo også 8 år på bagen. Frugten er fersken og pærer … lidt abrikos igen med denne modne og letoxiderede note, men utroligt intens og velsmagende. 94 point.

Forhandles af Vin Med Mere, hvor en flaske kostede 349 kr., men i dag er udsolgt.

Vinanmeldelse 5,5/7