2021 Domaine les Païssels, Le Cinsault, Languedoc, Frankrig

2021 Domaine les Païssels, Le Cinsault, Languedoc, FrankrigVi skal til Languedoc for en stund, for jeg smager nu nogle spændende vine fra nogle små øko- og biodynamiske producenter og jeg starter hos Domaine les Païssels med en 2021 Le Cinsault.

Domaine les Païssels drives af de to ønologer Marie Toussaint og Vivien Roussignol og vingården ligger i Babeau omkring 5 kilometer fra Saint-Chinian på nogle skiferskråninger.

De startede vingården i 2011 og alene med 1 hektar, som Vivien havde arvet fra hans bedstefar, men i dag har parret 12 hektar for foden af ​​Montagne Noire i udkanten af ​​skoven og markerne drives helt økologisk med respekt for miljøet.

De har også placeret bistader i nærheden af vinstokke, for at sikre så diversificeret flora, men vinstokkene er med druer som Cinsault, Carignan, Grenache, Mourvèdre og Syrah.

Denne 2021 Le Cinsault er netop på 100% Cinsault fra over 50 år gamle stokke og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Efter manuel høst er druerne afstilket og knust inden gæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 8 måneder inden aftapning med ganske lidt svovl.

Duftmæssigt – hold da op – sikke da en blomsterrig og let affære, virkelig lys, blond og forårsagtig med en animalsk, lidt krudtet og frejdig aroma. Det er feminint, lyst, let og skørt, har en let frugt af ribs, grønne jordbær, brombær med en snert tørre papkasser, lidt mynte og en grøn krydderbusk.

I munden er der også samme lyse, lethed … jordbær, hindbær samt ribs, men dog lige krydret med en stor portion peber, samt en syre, der egentlig også er lys og samtidig lidt sødbitter. Der er nærmest tranebærjuice og æblemost i skøn infight, blomster, blomstervand samt lyse tanniner, som dog ikke skal have noget klinket og holder sig roligt i skindet. Hvor er den dog charmerende … og kan klart anbefales, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Raymond Renck, Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, Frankrig

2018 Raymond Renck, Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, FrankrigLeif har før serveret en vin fra vinhuset Raymond Renck og endda fra samme Grand Cru mark Sonnenglanz. Dengang var den en 2010 Pinot Gris, men denne gang er det en 2018 Gewurztraminer.

Raymond Renck holder til på Rue de Hoen i Beblenheim bag en stor, sort port og det ejes og drives af Colette & Gérard Schillinger Renck og er et lille familieforetagende, som har lavet vin siden etableringen i 1961. I dag sker produktionen og salget dog gennem et selskab, et såkaldt EARL … et firma med begrænset hæftelse, lidt som et danske aktieselskab.

I Frankrig anvendes selskabsformen primært indenfor landbruget for at separere ejendomme fra selve driften. Colette & Gérard Schillinger Renck overtog driften i 1996.

Domaine Raymond Renck laver almindelige AOC Alsace vine, Grand Crus, Crémant d’Alsace, Sélection Grains Nobles samt Vendanges Tardives. Og selvfølgelig på de gængse druer i Alsace.

De har samlert beskedne 5,3 hektar vinmarker og de bedste marker er klat de parcellerne på to Grand Cru marker Schoenenbourg og Sonnenglanz, og det er netop fra sidstnævnte, at denne Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru kommer.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men jeg har fundet ud af, at den har omkring 34 gram restsukker pr. liter, så vi bevæger os dermed i den sødere afdeling … uden der stikker helt af.

Næsen er vildt parfumeret, har noget sandeltræ, akaciehonning og en frugt, der nærmest er overmoden med muskat, abrikos, ananas, der virker helt kandiserede.

I munden er der også tørret abrikos, fersken, syltede citroner, lidt Pære Belle Helene og meget rigdom i frugten generelt med en lille nektarsødme og alligevel uden at miste en vis frisk syre. 90 point.

Købt på vingården og prisen ukendt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Agapé, Expression Muscat, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Agapé, Expression Muscat, Alsace, FrankrigDenne vin havde Leif også taget med hjem fra besøg hos den charmerende Vincent Sipp på Domaine Agapé og det var en 2020 Expression Muscat.

Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en masse om selve vingården nede i Alsace.

Vinen er lavet ved, at de hele klaser først presses, hvorefter gæring er sket i rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret en periode sur lie, altså på bærmen.

I næsen er det en aromatisk, parfumeret vin, hvor der er frisk bergamotte, fersken, abrikos, pære, tørrede og bagte æbler, ananas, blomster og lidt nøddenektar. Man fornemmer klart en vis sødme.

Smagen er også aromatisk, rig og givende … de de hvide asparges med smeltet smør en gudekombination. Der er litchi, bergamotte og lidt eksotisk frugt, men midt i sødmen også en fin og frisk syre, som samlet giver en rigtig dejlig vin, så dermed 92 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af Byens Vinhandel, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, Italien

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, ItalienMed næste vin blev der skruet op for volumenknappen, for det var en 15% højoktan og tung flaske 1943 del Presidente Salento Rosso fra kooperativet Cantine Due Palme i årgang 2016.

Kooperativet er forholdsvis nyt og grundlagt i 1989 i Cellino San Marco i provinsen Brindisi. Det var Angelo Maci – der selv er 3. generation i en familie af stolte vinavlere, som fik ideen.

Angelo Maci startede med 15 samarbejdspartnere – men i dag har kooperativet 1.200 tilknyttede vinavlere, der samlet har et areal på over 2.500 hektar vinmarker.

Fra kooperativet smager vi en af deres topvine … 1943 del Presidente Salento Rosso i årgang 2016 og lavet på 50% Aglianico og 50% Primitivo, som kommer fra nogle af de marker, som Angelo Macis familie ejer med vinstokke plantet tilbage i 1968. Derfor er vinen også meget simpelt opkaldt efter Angelo … præsidenten i Cantine Due Palme.

Primitivo druerne er høstet i starten af ​​september og Aglianico druerne i starten af oktober. Men vinificering sker ikke omgående, for først er en del af druerne tørret i kooperativets frugtkælder, hvorefter gæringen foregår i vandrette roterende kar ved en kontrolleret temperatur mellem 23-25 grader over 14 dage.

Den er derefter lagret 9 måneder på nye barriques og gennemgår yderligere flaskemodning inden den frigives til salg.

I næsen er det – nok ikke overraskende – en fed, tyk og tæt vin af et opulent bombenedslag, der oser af våde fade, en lakridset Nordsø Bitter, tørv, tørret kød og vanilje, lakridskonfekt, tobak, chokolade samt balsamico. Læg dertil blommer, sorte kirsebær og lidt ristede kaffebønner.

Smagen er samtidig sød … og stærk, men det kommer også en syre, der er krydret med masser af power. Det er lakridspiber og frodig frugt af blommemarmelade, dadler og silkebløde tanniner, men vinen har heldig også en køligere side, som giver en vis rygrad mellem det frodige. 90 point.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flasker koster 280 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Bodegas Rectoral de Amandi, Manolo Arnoya Menzía Barrica, Galicien, Spanien

2017 Bodegas Rectoral de Amandi, Manolo Arnoya Menzía Barrica, Galicien, SpanienVinen Matilda Nieves fra Bodegas Rectoral de Amandi har fået masser af lovprisninger og er blevet en storsællert hos Jysk Vin, men vinen har en storesøster og det er denne Manolo Arnoya Menzía Barrica, som jeg smager i årgang 2017.

Her kommer alle Menzía druerne fra op til 60 år gamle vinstokke plantet på nogle stejle og ufremkommelige skifer- og granitholdige skråninger i Ribeira Sacra.  Al høst er derfor foretaget med håndkraft i 20 kg bokse, hvorefter druern er fragtet til vineriet hurtigst muligt.

Druerne sorteres igen ved ankomsten til vineriet, hvorefter de afstilkes og gærer under temperaturkontrollerede forhold på stål. Slutteligt lagres vinen i 6 måneder på egetræsfade af forskellig oprindelse, hvorefter den sammenstikkes til endelige blend.

Duftmæssigt er det en rigtig lille, lodden og pjusket bulderbasse, hvor der er sød flæsk, kaktus, blommer, blåbær, kirsebær, lærkeskud, lidt spidskommen, lakrids, vanilje og tyk, fed balsamico … virkelig bondsk.

Smagen er lidt i samme boldgade … lidt mærk, vamset og lodden, meget saftet og minder om vinøs sort velour. Den har denne mørke, blommede juicy smag, sorte kirsebær, blåbær, tranebær og en lemon bitterhed, mens tanninerne er bløde, medgørlige, mens syren mest bare er saftig, venlig og poleret. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Knab, Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★, Baden, Tyskland

2019 Weingut Knab, Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ***, Baden, TysklandWeingut Knab ligger i Endingen i den nordlige del af Kaiserstuhl og derfra smagte vi som næste vin til et bestyrelsesmøde en 2019 Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★.

Vinhuset er vi stødt på før … sidst med deres 2016 Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** og der skrev jeg også om vinhuset.

Det gør jeg så ikke nu, men ser bare nærmere på denne vin, der er lavet med druer fra marken Engdinger Schlangeneck, som er en ny mark hos Knab og med de 3 stjerner, så er det en af topvinene. Denne årgang 2019 er således også første årgang af vinen.

Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på barriques og derefter yderligere 6 måneder på store egetræsfade.

Duften er bare spot-on … kostald, landlige og animalske noter, kølig mødding, godt med fad, flæsk, mælkechokolade, våde fade og frugt, der er let jammy med jordbær og lyse blommer. Det suppleres med lidt vanilje, kaffe og lakridskonfekt. Så dejlig og klassisk Baden karakter.

I munden er vinen også lys, rund, let og alligevel med bid. Frugten er ren, klar og med dette luftige udtryk … jordbær, hindbær, mens selv tanninerne er rene, polerede og fine, mens syren er væver, elegang samt så forfærdelig dejlig. 94 point.

Flere forhandlere herhjemme, men denne er købt på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Hauksson Weine, Sólskin Pinot Noir, Aargau, Schweiz

2018 Hauksson Wine, Sólskin Pinot Noir, Aargau, SchweizFor et par år siden smagte jeg en spændende 2017 Alpberg Pinot Noir fra det schweziske vinhus Hauksson Weine og nu smager jeg så søstervinen 2018 Sólskin Pinot Noir.

Hauksson Weine drives af den islandske bankmand Hoss Hauksson, der er sprunget ud som vinproducent i Aargau på nordsiden af de Schweiziske alper.

Hoss besluttede pludseligt efter små 20 år bag ved sit skrivebord i banken, at han ville noget nyt, så nu laver han spændende vine fra sin vingård i Remigen og er totalt biodynamisk i sin tilgang.

Han har marker ved Remigen på nordsiden af Alperne i form af parceller på markerne Alpberg, Horn og Rütiberg med Pinot Noir, Kerner, Riesling and Chardonnay samt ved Döttingen i nærheden. Derudover har han parceller på den sydlige side … Gordemo, Gudo og Sementina med Merlot og Cabernet Franc.

Hans naturlige tilgang og intense arbejde giver lækre rene og ranke vine. Han har endda egenproduktion af urter naturlige sprøjtemidler og så høstes de hvide druer tidligere end normen og gæres med skindkontakt og meget batonage.

De røde høstes også forholdsvis tidligt og får en lang marceration og lang tid på brugte fade. Hauksson bruge alene de fineste ege fade fra førende franske bødkere samt fade af kastanjetræ til hans Merlot vin. Og hans vine sælges primært på Island og i Schweiz.

Her smager vi Haukssons Sólskin Pinot Noir, som er Hoss’ basis Pinot Noir vin, som har fået navnet Sólskin efter de islandske rødder. Den er lavet med spontangæring og efter endt fermentering lagret 1 år på franske barriques.

Den trækker en vild 15% højoktan i alkohol, men det skulle efter sigende skyldes, at Hauksson i 2018-høsten ikke havde folk til at plukke, så druerne blev således på vinstokkene i cirka 10-14 dage længere end planlagt.

I næsen er det også på mange måder en vild vin, der ikke har samme elegance som Alpberg, men har en meget røget og krydret duft, ret kraftig ned blæk samt blodpølse, mynte og en mørk sjæl. Blindsmagt gættede vi ikke på Pinot Noir, men nærmere noget Rhône, for der er både peber, skarpe krydderier og en frugt, der virker kogt, blommer, ribs og lidt ristede toastbrød.

Smagsmæssigt er der også saft og kraft, masser af mørk power, godt med peber og virker meget krydret, meget stærk … det er tranebær, brombær og sorte kirsebær, bitter sort te og så alligevel noget rundt og behageligt fra fadene. 89 point.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 249 kr. mod en normalpris på 285 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Fritz Haag i Mosel, der var det også denne Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs. Dengang var det i en årgang 2018, men nu smager jeg 2020’eren.

Som I måske ved, så er marken Brauneberger Juffer en stejl og sydvendt skråning på omkring 32 hektar. Den omslutter lige Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og på de stejleste skråninger.

Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs er lavet med de bedste druer fra marken, høstet manuelt og vinen er fermenteret på både rustfrie ståltanke og fuders … med omkring halvdelen i hver og lagret sur lie i en periode.

I næsen er der let antræk til lidt petroleum, men ellers fascineres med af en utrolig lethed, der næsten er æterisk. Der er lidt landlige elementer, knuste sten, tørt træ, papkasser, fennikel, æblemost og citroner, fersken, akaciehonning, vanilje og blomster.

Smagen er i starten let perlende, men det aftager hurtigt og afløses i stedet af en frisk frugt, der rank, klar og ren med sure citroner, nogle umodne grønne æbler, hyld, lemon og alt leveres alligevel blødt, lidt krydret og med denne lille kokette moselsødme. 93 point.

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Herzer, Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Saale-Unstrut, Tyskland

2020 Weingut Herzer, Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Saale-Unstrut, TysklandI det ganske lille vinområde Saale-Unstrut syd for Berlin finder vi i den idylliske landsby Roßbach nogle få kilometer fra katedralbyen Naumburg, Weingut Herzer, som står bag denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken.

Vingården er grundlagt i 1992, da den blev købt af Stephan og Andrea Herzer. I Roßbach købte de en historisk gård og startede med at lave vin, hvor Stephan – der er civilingeniør – står for marker og produktionen i kælderen, mens Andrea, der selv kommer fra en familie af vinproducenter i Laucha, står for bogholderiet.

Siden 2000 har de parret produceret og markedsført vinene under deres eget navn Herzer og alle fra deres 20 hektar vinmarker, der så ligger med de bedste parceller på Naumburger Steinmeister, Großjenaer Blumengrund, Freyburger Schweigenberg og Dorndorfer Rappental.

Udover vinproduktion, så har familien også udlejning af en lille ferielejlighed, som mange andre vinhuse i det tyske også har.

Omkring 3/4-dele af produktionen hos Weingut Herzer er hvidvine, som nu fx denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, men jeg har ingen oplysninger om hverken produktion eller pris.

I næsen har vinen lidt fylde, mens frugten nærmest er melon, pærer, sandeltræ, blomster og lidt Faxe Kondi. Smagen er – som duften – lidt til den neutrale side, men der kommer dog lidt lemon, grape, sødme og virker samlet meget blid. 87 point.

Ingen forhandler herhjemme, så prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Sampietrana, Settebraccia Negroamaro Susumaniello, Puglia, Italien

2019 Sampietrana, Settebraccia Negroamaro Susumaniello, Puglia, ItalienVi skal atter et smut tilbage til Cantina Sampietrana aka Cantina Sociale Sampietrana, som jeg for 1-2 uger siden smagte vinen Plio Salento Chardonnay fra, men denne gang er det den røde 2019 Settebraccia Negroamaro Susumaniello.

I vinen er det et blend af de klassiske syditalienske druer Negroamaro og Susumaniello, der først delvist er tørret inden gæringen og derefter er vinen så lagret 8 måneder på egetræsfade.

I næsen kommer der først et skud af røg, men hurtigt også nogle fadnoter med vanilje, kaffebønner, mørk chokolade, kakaopulver og det suppleres med en frugt, som er lidt blommeagtig, let solbær, men også sødkrydret, bagepulver, noget peber og mynte.

Smagen er klart til den søde og lidt Primitivoagtige side, kogte blommer og solbærmarmelade, men har også nogle tranebær, som giver lidt bitterhed og tørhed, hvilket ikke gør vinen alt for overdone og i stedet giver en smule friskhed. Det er dog fortsat en varm, fyldig og kraftig vin, men med denne lidt syrligbitre slagside, som lige løfter den over de gængse Puglia vine. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger