2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienBarbera d’Asti Frem laves af Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, som ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn placeret i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar.

Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Denne Barbera d’Asti Frem er også lavet med druer fra omkring 400 meters højde, selvfølgelig 100% Barbera, og lavet helt traditionelt og lagret 12 måneder på franske egetræsfade. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Jeg har smagt Barbera d’Asti Frem tidligere og været begejstret … men ikke denne gang, hvor næsen afslører en lidt for sød vin, som nærmest virker overdone. Frugten er meget sødlig, måske endda lidt gæret i udtrykket med blommer, svesker og figner, hvilket så suppleres med fadnoter af kanel samt masser af vanilje.

Smagen er også meget sød, selvom det hele leveres blødt og cremet, men det bliver alt for fluffy, lidt for meget, så vinen mangler helt klart syre, rygrad og elegance. Hvad sker der? Jeg er ellers meget stor Scagliola fan, men denne rammer ved siden af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigNæste vin var også en Côtes du Rhône Villages, nemlig den velkendte Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages fra Domaine de la Janasse.

Domaine de la Janasse har jeg skrevet om på vinbloggen masser af gange, så derfor nøjes jeg denne gang med alene at kigge nærmere på denne Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, hvor blendet er ændret en smule siden, at jeg smagte den sidst. I dag består det ligelig af Grenache, Syrah, Mourvèdre samt Carignan fra stenede marker et stenkast udenfor Châteuneuf-du-Pape-zonen lige nord for byen Courtezon.

Her dyrkes de gamle vinstokke med størst mulig respekt for naturen helt uden brug af kemi og druerne til vinen er høstet med et udbytte på 46 hektoliter pr. hektar,

Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages er lavet med 75% afstilkning af drueklaserne, og vinifikation med maceration 18-21 dage med manuel presning dagligt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder …. for Syrah og Mourvèdre druerne lagrer 75% på barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade samt 25% i store, gamle foudres. Grenache og Carignan modnes hovedsageligt i cementtank eller foudres. Janasse laver årligt 40.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt igen smæk på drengen … næsten over i Châteauneuf land med mørk frugt, solbær, kirsebær, figner samt masser af fadnoter som mokka, vanilje, kanel, lakrids, men også lidt mere kølige elementer som våd kælder, medicinskab, blæk og nogle krydrede noter. Det er en vin med store biceps,

Smagsmæssigt har vinen også power og kraft … blød, rund og fyldig vin, som hænger virkelig godt sammen. Det er selvfølgelig en anelse til den opulente side, hvilket Janasse vel også er eksponent for, men der er samtidig tilstrækkelig med syre, så vinen kan holde ryggen rank.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 139 kr., hvis du køber 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2016 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigByggemødet bød på et gensyn med flere gamle kendinge, bl.a. denne Côtes du Rhône Villages fra  vinhuset La Bastide Saint-Dominique, som ligger ved byen Courthézon.

La Bastide Saint-Dominique blev grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet. Selve vingården ligger ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres vine. Eric Bonnet har for få år siden overtaget domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Jeg har engang mødt Eric til en af Jysk Vins vinfestivaler, og han er en meget stille, genert og behagelig mand.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af de forskellige druesorter anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker for vinproduktion. Afgørende beslutninger i forhold til dyrkning tager derfor bl.a. udgangspunkt i den specifikke jordbundstype.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique, hvilket jop betyder økologisk. I 2013 har Erik Bonnet lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Côtes du Rhône Villages er lavet på 50% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre samt 15% Carignan. Druerne kommer fra flere marker, bl.a. markerne Champovin og Bois Lauzon, hvor vinstokke er mellem 15-55 år gamle.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med 18 dage gæring ved maksimum 28 grader og efter endt fermentering er vinen lagret på egefade i 12 måneder.

Som sidst er det en fed og kødfuld vin, som skriger Rhône. Næsen emmer af mejeri, mørk og gæret frugt, blåbær, solbærmarmelade, blommer, engelsk lakrids, våde fade, kulstoffer, blæk, pænt med sødme, vanilje og sødlig snustobak.

I munden har vinen godt med tørhed, og selvom det er en venlig vin, som har en pleaser side, så er der lidt syrlighed i frugten. Men ellers er det lige på og hårdt … mørk og stærk samt et let bitter peberbid i eftersmagen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119 kr. mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Château L’Argenteyre, Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2015 Château L'Argenteyre, Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigNæste vin var også Bordeaux fra den gode årgang 2015, nemlig en Medoc Cru Bourgeois fra Château L’Argenteyre, der holder til udenfor byen Bégadan i den nordligste del af Medoc halvøen vel omkring 15 kilometer nordligere end Saint-Estèphe.

Det er en forholdsvis ny vingård, som er etableret i 1992 af Philipp og Gilles Reich … det er i øvrigt Gilles, som I kan se på billedet ovenover med snydeskaftet nede i glasset.

Samlet har Château L’Argenteyre 33 hektarer vinmarker fordelt i Bégadan, Valeyrac og Querac i det nordlige Médoc. Jorden består af ler, kalk samt grus og er tilplantet med mellem 6.600 og 7.500 vinstokke pr. hektar.

Denne Château L’Argenteyre Medoc Cru Bourgeois er lavet på 55% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot samt 15% Petit Verdot, som alle bliver håndplukket og herefter sorteret på et sorteringsbord inden en let presning.

Over de efterfølgende 4-5 dage gennemgås maceration ved en temperatur på 15 grader med flere daglige omrøringer for at udtrække farve og smag fra drueskallerne.

Den efterfølgende gæring foregår ved en temperatur på 24 til 26 grader. Vinen modner herefter 12 måneder på barriques, hvoraf 35% er nye fade.

Næsen er mere syrlig og en tak lettere end foregående Merlot baserede Bordeaux. Det er en syrlig og gæret frugt, kirsebær, solbær, blæk, tobak, kaffegrums samt lidt peber.

Smagsmæssigt virker vinen også mere let og lys i frugten end foregående. Det er kirsebær, godt med tørhed … virkelig tørstoffer, en syrlig kant, men igen uden den helt store dybde og er måske lidt svag i koderne, selvom jeg har denne en kende foran Château Cailleteau Bergeron.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigNæste vin i glasset var også tydelig … Bordeaux. Det var spot on, nemlig denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition fra Château Cailleteau Bergeron, der ligger i kommunen Mazion omkring 5 kilometer fra byen Blaye på den højre eller nordlige side af Dordogne floden, hvor Merlot-druen er den dominerende.

Vinslottet ejes og drives af søskendeparret Pierre-Charles Dartier og Marie-Pierre Dartier, som overtog driften fra deres forældre i 1992. Château Cailleteau Bergeron er grundlagt af søskendeparret bedsteforældre tilbage i 1933, hvor det bestod af sølle 2 hektar vinmarker.

Ja faktisk var det et ganske lille vinslot helt frem til 1973, hvor det alene udgjorde 4 hektar … nemlig med marken La Magdeleine. I dag er vinslottet dog på 37 hektar,

Udover Château Cailleteau Bergeron har Dartier familien nemlig også i 1991 købt vinslottet Château Clos Mansio fra 1850 og i 2008 tillige Château Perrin, der oprindelig er fra 1870.

Således laver Pierre-Charles og Marie-Pierre Dartier vine under navnene Château Cailleteau Bergeron, Château Clos Mansio samt Château Perrin. Til at hjælpe med vinproduktionen har de dog ønologen Nicolas Piffre.

Jorden til Château Cailleteau Bergeron består af sand, ler og kridt, og vinstokkenes alder er over 20 år. Der foretages grøn høst og druerne høstes manuelt i de enkelte parceller, når de er fuldt modne.

Søskendeparret har også investeret en del i nyt vineri, nye vinkældre og moderne udstyr til produktionen, som ellers er meget traditionel. En del lagres i ståltanke og en del på eg i 12 måneder. Inden vinene flaskes, bliver de klaret og filtreret.

Denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition er ikke husets topvin, men deres almindelige rødvin, som er lavet på 90% Merlot og
10% Cabernet Saugvignon. Der er ingen oplysninger om selve vinifikationen, men vinen er lagret i 12 måneder … Merlot i ståltankene og Cabernet Sauvignon i brugte egefade.

Næsen byder på masser af Bordeaux noter … solbær, dyb og gæret i frugten endda, cigaræsker, jordbund og muldjord, blæk, kul, vanilje, tobak og kanel. Det er Bordeaux en smule til den federe side.

I munden er det også tilfældet, pænt med sødme og pænt med fagnoter, solbær, blæbær, kanel og virker i det hele taget opulent samt sødkrydret. Samlet bliver det lidt fladt og enstrenget, så der mangler lidt kompleksitet, selvom det er en vin, som mange vil kunne lide.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Jacqueson, Rully Les Chaponnières, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jacqueson, Rully Les Chaponnières, Bourgogne, FrankrigFra skuffelse til total optur, for jeres flittige blev straks Pinot Noir glad igen, da han fik lidt af denne 2016 Rully Les Chaponnières fra Domaine Jacqueson i glasset.

Jeg har tidligere smagt både rød og hvid Rully fra Domaine Jacqueson, der også hedder Paul et Marie Jacqueson. Vinhuset holder til midt i Rully by på adressen Rue Saint Laurent. Rully er jo et af de mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste.

De stille hvide er mineralske, friske og sprøde, grundet den livlige syre og godt med kalk i undergrunden. De røde bærer præg af samme friskhed, hvilket ofte bliver lige lovlig friskt.

Vinene er lyse, lette og syrerige, så for alle vintyperne gælder det, at de skal drikkes unge, gerne 2-3 år efter høsten og skal ikke gemmes mere end 5 år.

Domaine Jacqueson er grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige af familiens jordlodder i Rully, som dengang var meget lidt kendt vinmæssigt. Fra 1960’erne begyndte Henry at sælge vinen til private og udvidede vinhuset ved at købe flere jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey.

Sønnen Paul kom med i driften i 1972 efter at have studeret  landbrug, vinavl, ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune.

Udover Paul deltager hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 13 hektar vinmarker godt fordelt på små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne Rully Les Chaponnières er altså ikke en 1. Cru hvid fra Rully, men derimod en rød af slagsen, som er lavet med druer fra marken Les Chaponnières, som blev tilplantet i 1985. Efter høst sorteres druerne, hvorefter vinen laves efter de helt gamle metoder, dvs. druerne knusses ved at træde med bare fødder.

Den alkoholiske gæring sker i store gærkar og varer omkring 15-18 dage med pigeage 2 gange dagligt og med en kontrolleret styring af temperaturen. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade. Vinen klares med lidt æggehvide og filtreres let inden flaskning.

Næsen afslørede med det samme, at der var tale om Bourgogne … let og grøn Pinot Noir, en herlig og smuk lethed, nærmest dekadent modenhed over den lyse frugt, ribs, hindbær, lidt hengemt kælder, kul, gazebind, æteriske olier og et godt præg fra fadene, en smule kanel og grønne grene.

I munden er vinen let, blød og smager sgu godt. Det er hindbær, jordbær og kirsebær med frugtsødme, men virkelig godt balanceret. Tanninerne er bløde og tilbageholdende, meget let drikkelig og samlet en rigtig lækker RR = rød Rully. Far er glad.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, Sancerre Les Demoiselles, Loire, Frankrig

2017 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, Sancerre Les Demoiselles, Loire, FrankrigAftenens første rødvin var ganske uventet en rød Sancerre Les Demoiselles på ren Pinot Noir og fra vinhuset Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, der holder til ved Menetou-Râtel i Sancerre i Loire, Frankrig.

Vingården drives af brødrene Mathieu og Benoit Fleuriet, som overtog driften efter deres far Bernard Fleuriet, som var en anerkendt vinbonde i Loire. Brødrene startede dog med at lave deres egne vine efter opkøb af 15 hektar vinmarker i Sancerre med gamle vinstokke samt 4 hektar i Menetou-Salon, men i dag driver de begge vingården og har samlet omkring 50 hektar fordelt på 35 forskellige sydligt eksponerede parceller, som har en undergrund med flintesten , kalk og småsten.

De primære druer er Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som dyrkes efter økologiske principper, og Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har da også været økologisk certificeret siden 2014.

Brødrene arbejder hårdt i marken med manuel høst og en yderst nænsom selektering af druerne. De er uhyggelig forsigtig med ikke at tilføre druerne unødig ilt, da der dermed er større risiko for oxidering.

Fleuriet brødrene ønsker nemlig at udtrykke den friske, sprøde og mineralske stil, og vinificeringen foregår hovedsageligt traditionelt med koldmaceration, temperaturstyret gæring på cementtanke, mens lagringen for de hvides vedkommende foregår på stål. De røde vine på Pinot Noir vine lagrer på en kombination af gamle og nye egetræsfade.

Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har investeret meget i en helt ny, topmoderne kælder, blandt andet har man fået de nye, æggeformede betontanke som mange store ønologer sværger til. Hele vinifikationen er opbygget efter tyngdelovens principper.

Denne Sancerre Les Demoiselles er også på 100% Pinot Noir, som kommer fra 20-40 år gamle vinstokke på kalkrige vinmarker. Efter sortering af druerne, så gærer vinen 25-35 dage med 10 dages koldmaceration, hvorefter den lagrer en uoplyst periode på en kombination af 80% eg og 20% cement.

I næsen kan man godt fornemme, at det er Pinot Noir, men den har sgu en lidt sjov balsamisk og syre, nogle ristede og meget søde noter, lidt grønne blade, kaktus, kirsebær, jordbær, blæk, blyanter, men samlet virker det ærlig talt for sødt.

Smagen er også meget solmoden, sød og en anelse flad, så de fleste omkring bordet gættede faktisk – og forståeligt – på oversøisk Pinot Noir, nogle fra USA og mit bud var Chile. Vinen er lidt fed i frugten, lidt ufokuseret og fesen. Jeg var faktisk overrasket over, at det er fransk vin og samtidig noget skuffet over vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2017 Weingut Josef Rosch, Dhroner Hofberg Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Josef Rosch, Dhroner Hofberg Riesling Trocken, Mosel, TysklandVi startede byggemødet med denne Dhroner Hofberg Riesling Trocken fra Weingut Josef Rosch … og alle omkring bordet spottede, at det var tysk Riesling. Jeg ville endda sige Mosel, hvilket også passede.

Weingut Josef Rosch holder til i byen Leiwen, som vel ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues ved  Moselfloden. Gården er har været i familiens eje siden 1825, og drives i dag af Werner Rosch, som overtog driften efter hans far Josef Rosch i 1985.

På daværende tidspunkt var ejendommen fortsat på beskedne 1,5 hektar. I mellemtiden er ejendommen nu vokset til 7,5 hektar, og beliggenheden på de stejle skråninger, der har et meget stort indhold af skifer, giver frugtholdige, mineralske vine med lav alkoholprocent og slank elegance.

Inden Werner Rosch overtog familiens vingård, så var han fodboldstjerne i tysk bold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Vinmarkerne har flotte navne som Trittenheimer Altärchen, Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke, Leiwener Klostergarten, Klüsserather Bruderschaft og Dhroner Hofberger.

Hos Weingut Josef Rosch har man specialiseret sig i dyrkning af Riesling, og vinene fermenteres spontant, og fremstilles primært på stål. Der sker kun lagring på klassiske egetræstønder for omkring ti procent af husets vine, hvilket sikrer Rosch en enkel og mineralsk stil. Der produceres ca. 60.000 flasker årligt på vingården.

Druerne til denne vin kommer fra en af de mere ukendte vinmarker fra Moselflodens stejle skiferrige sider, nemlig Dhroner Hofberg, som alene Weingut Grans-Fassian og Weingut Josef Rosch har parceller på. Druerne er høstet med udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og derefter vinificeret på ståltanke med spontangæring og efterfølgende lagring i 7 måneder.

Næsen er stringent med grønne, umodne æbler, lidt abrikos, godt med syre, sten, granit og har derudover et let krydret touch. Det er også smagsmæssigt en ren Riesling, som har klar Mosel sødme og en vis fedme, selvom den er meget stilren, syrerig med et frisk og godt bid. Samlet en dejlig Riesling, som alle om bordet var begejstret for.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165  kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Byggemøde 16. februar 2019 … hvordan en fjer bliver til 14 vine

Normalvis består en fjerbold i badminton af lige præcis 16 fjer, men til sidste uges byggemøde, der som appetizer netop havde en omgang af den lette ketsjersport på menukortet, der var der ikke fokus på 16 forbehandlede gåsefjer, men 14 godtbehandlede vine.

Værtsrollen til årets første byggemøde, som helt uhørt, uvant, ukonventionelt og uhøvisk startede med den sveddryppede samt fjerslående sport, var lagt i hænderne på Coco aka Mikkel aka Danmarks grimmeste sygeplejerske … og dermed var ingen overhovedet sikre på, hvad aftenen ville bringe.

Men Tånums svar på Otto Leisner, vor egen nullermand og Wanna-be Lyngvild var begejstret for den sportslige start på byggemødet, da han lige præcis – og nok udelukkende – er forholdsvis skrap til badminton, men på et eller andet tidspunkt i livet skal man jo også finde ud af, hvad man egentlig er god til.

Ret skal være ret … Brix vandt således alle individuelle kampe, mens han derimod i præcisionsskydning dumpede fælt. Den disciplin vandt jeres trofaste vinblogger skam ganske overraskende … ikke mindst for mig selv.

Men faktisk var det en fin måde at starte byggemødet … selvfølgelig understøttet af et par dåser Karlsen Lidl bajere før, under og efter sportsudøvelsen. Så var vi ligesom i gang.

Efter lidt fællesbadning gik turen til Cocos millionvilla, hvor vi skulle igennem den meget traditionelle del af aftenen, men selvfølgelig også det mest centrale … blindsmagningen af gode udvalgte vine med tilhørende lækker mad.

Maden var dog – stik imod alle forventninger – ikke hjemmelavet, men bestilt udefra, selvfølgelig fordi, at værten sammen med os havde tonset rundt i sportshallen. Det var således februars tilbudsbuffet menu fra Fest Dinner og bestod af:

  • Røget kyllingesalat på ananas,med soltøret tomat, minimajs
  • Nakkefilet med timian
  • Svinemørbrad a la creme
  • Ovnbagte kartofler
  • Krydder tomat ovnbagt
  • Pasta salat
  • Chokolademousse med flødeskum

Jeg har ikke fotos af al maden, men har smidt lidt billeder ind fra aftenen, herunder selvfølgelig også at noget af maden. Også selvom den så ikke var hjemmelavet. Men det smagte sådan set fint.

På den vinøse front havde Mikkel også denne gang allieret sig med Jysk Vin, som havde skruet et fint smageprogram sammen. Det omfattede 12 vine, men Mikkel smed to oveni, således vi samlet lande på beskedne 14 vine, nemlig disse:

Der var mange kendte vine og et par ukendte. En enkelt Kiedrich Turmberg Riesling fra Weil havde jeg smagt før og andre vine havde jeg også smagt tidligere … blot i andre årgange.

Den totale optur var den elegante 2016 Rully Les Chaponnières fra Jacqueson og den flotte 2013 Brunello di Montalcino Poggiarelli fra Cortonesi, mens jeg decideret blev ganske skuffet over en fluffy, kluntet 2016 udgave af Barbera d’Asti Frem fra Scagliola, den røde Pinot Noir fra Loire, Flor de Pingus og en helt punkteret Rosso Toscano.

Blindsmagningen gik egentlig godt for alle … Flemming kunne triumfere over en 1. plads med 13 point, vinbloggeren kom på 2. pladsen med 12 point, mens Falk og Brix måtte dele 3. pladsen med 11 point og Keeper nøjes med sidstepladsen og 10 point. Men et virkelig tæt løb, hvilket jo vidner om god snak, dialog og gætterier undervejs.

Jeg har selvfølgelig linket til mine anmeldelser og beskrivelser af vinene … as usual.

Tak til Mikkel for endnu et godt byggemøde.

2012 Weingut Paul Achs, Spiegel Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2012 Weingut Paul Achs, Spiegel Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigWeingut Paul Achs holder til midt i den østrigske by Gols i den nordøstlige del af den store Neusiedlersee i Burgenland … ja faktisk lige mellem den store sø og den ungarske grænse. Vi smager her Paul Achs’ Spiegel Blaufränkisch.

Vingården er grundlagt i 1952 af Elfriede og Paul Achs, men siden 1991 har det været sønnen, der også hedder Paul Achs, som har stået for driften, dog fortsat med hjælp fra Paul senior. Inden overtagelsen havde Paul uddannet sig som vinmager og bl.a. arbejdet i Californien.

Familien Achs har samlet 22 hektar vinmarker, som er fordelt på 42 forskellige marker med små parceller på mellem 0,11 hektar og 2,30 hektar.

Markerne er dog overordnet beliggende i to områder. Det ene område er på den flade strækning Heideboden mellem Gols og Neusiedlersee, hvorfra de mere lette og friske vine kommer. Og på den sydvendte skråning Parndorfer Platte nær byerne Gols og Mönchoff. Her dyrkes Blaufränkisch til husets tre enkeltmarksvine.

I 2006 gik Paul med i sammenslutningen af biodynamiske vindyrkere, og det betyder, at samtlige hans vine nu er fremstillet efter både økologiske og biodynamiske principper med bl.a. manuel høst, begrænset udbytte og uden brug af industrielt fremstillede gødnings- og ukrudtsbekæmpelsesprodukter.

Oprindeligt var hele produktionen alene hvidvine, men det har Paul også ændret efter overtagelsen, således 90% af produktionen i dag er rødvine på sorterne Zweigelt, Blaufränkisch, St. Laurent, Pinot Noir samt en smule Syrah. Derudover er det de hvide sorter Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Paul Achs er også medlem af Pannobile, som er en sammenslutning af kvalitetsbeviste vinbønder forankret omkring Neusiedlersee nordøstlige vinmarker.

Sammenslutningen tæller i dag 9 medlemmer, som laver deres vine fra områdets bedste vinmarker – en forudsætning for at være en del af Pannobile.

Pannobile tæller i dag følgende medlemmer: Weingut Heinrich, Judith Bech, Andreas Gsellmann, Weingut Leitner, Anita Nittnaus, Weingut Pittnauer, Claus Preisinger, Renner & Rennersistas samt Paul Achs,

I hver årgang udvælger hvert af de 9 medlemmer af Pannobile deres kandidat til årets Pannobile rødvin.

Kriterierne er, at vinen skal være lavet på en eller flere af de 3 lokale druer Blaufränkisch, Zweigelt eller St. Laurent samt dyrket inden for de vinmarker, som gruppen mener at være de bedste i området og vinene skal godkendes af gruppens medlemmer og repræsenterer områdets største vine.

Nå, men her er det altså Achs’ 2012 Spiegel Blaufränkisch, som er lavet med druer fra Spiegel marken, der ligger lige mellem Salzberg og Gabarinza markerne med en undergrund af ler og sand, som passer Blaufränkisch perfekt.

Spiegel Blaufränkisch er lavet første gang i 2002 og lavet helt traditionelt, hvilket betyder, at jeg ikke har kunnet finde oplysninger om produktionen udover, at vinen er lagret knap 2 år på barriques. hvoraf 60% er nye fade.

Næsen er dyb og mørk, virkelig kødfuld med lakrids, blæk, mejeri, surkål og nogle ristede noter. Det er blåbær, brombær og enebær, dyb og urtet aroma med lidt mørk chokolade, en svag sødme, lidt appelsin, parfumeret, lidt håndsæbe, grønne blade og mentol.

Hvor er vinen smagsmæssigt blød, igen med et dybt mørke, fed, fyldig og kødfuld. Der er sgu power på drengen. Der er tørstoffer, blæk, bly og en lille provokerende bitterhed. Vinen er egentlig vild tør, herlig kompleks, rustik, grov og udfordrende, men har alligevel en række forsonende træk, som bare gør den meget interessant.

Forhandles af Theis Vine, men denne er ikke fundet i sortimentet, så kender heller ikke prisen.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger