Den lille tyske vinsmagning sluttede med lidt rødvin, nemlig denne 2017 Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder fra Weingut Spindler Lindenhof.
Deidesheimer Herrgottsacker ligger syd for vingården i Dorf, men nord for Deidesheim i 120-180 meters højde eksponeret mod øst med beskyttelse fra Palatinate skoven mod vest. Jordbunden er varierende med både ler, grus og kalksten og det gør, at marken kan frembringe noget forskellige stilarter af vine.
Høsten sker manuelt, og inden vinifikation sorteres druerne også med håndkraft. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade og 12 måneder på barriques. Vinen har 4,7 gram restsukker pr. liter i denne årgang.
Vinen dufter sådan meget frisk og krydret, en smule animalsk, men slet ikke så meget som 2014’eren, som jeg tidligere har smagt. Der er tranebær, modne kirsebær, jordbær, rib og et klart fadpræg med lidt tobak, mørk chokolade, kanel, vanilje, nelliker, jod og lidt dild.
Smagsmæssigt er det også en pænt krydret vin … hvid peber og stærke krydderier. Det er ikke en lys og feminin Spätburgunder, men mere grov selvom frugten egentlig er både jordbær, hindbær og ribs, hvilket suppleres af jern, mineraler, masser af citronsyre, bitterhed og fine tanniner samt en snert bolsjesødme.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.