2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs, Rheinhessen, Tyskland

2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix, Rheinhessen, TysklandDet kræver en tålmodig sjæl at gemme en vin 7-8 år, men heldigvis kender jeg en tålmodig sjæl, som forleden serverede denne 2007’er Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller efter mange år i vinkøleskabet.

Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller aka Weingut Klaus-Peter Keller i Rheinhessen er en vin, som jeg er totalt forelsket i og har skrevet om før, blot i årgang 2005, men denne aften er den så igen i glasset, så lad os se, om den lever op til mine tidligere gode erindringer.

Lad os dog først lige runde Weingut Keller, der ligger i byen Flörsheim-Dalsheim, hvor familien har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1789.

Familien kom oprindeligt fra Schweiz og bosatte sig i Dalsheim, hvor Johan Keller straks begyndte at interessere sig for landbrug og vindyrkning. Da han få år efter sin ankomst fik mulighed for at købe en vinmark, der dengang var kendt som den øvre Dalsheimer Hubacker, så gik produktionen af vin for alvor i gang.

I generationer siden har Kellerfamilien skabt deres vine fra denne mark, og den øvre Dalsheimer Hubacker er stadig Keller’s monopol-eje.

I det 20. århundrede begyndte Weingut Keller for alvor at markere sig som én af de bedste producenter i Tyskland, og i hver eneste generation har familien langsomt forbedret kvaliteten og bygget videre på familiens stolte traditioner.

I 1980’erne og 1990’erne var det Klaus Keller, som stod for driften og et yderligere kvalitetsløft. Han blev således i år 2000 kåret til årets vinbonde af den magtfulde tyske vinguide Gault Millau.

I dag er det sønnen Klaus-Peter Keller som står i spidsen for vingården. Da unge Klaus-Peter Keller i 2001 overtog tøjlerne i kælderen, drejede han roret dramatisk om.

Klaus-Peter havde forinden arbejdet i Bourgogne og er fuldstændig fokuseret på jordbunde og vine med dybde, kompleksitet, mineralitet, struktur, elegance og finesse.

I dag er Keller nærmest blevet et synonym med tør Riesling af verdensformat og nævnes af verdens førende eksperter i samme åndedræt som de største hvide Bourgogner, der er blandt Klaus-Peter Keller’s største kilder til inspiration.

Han bliver på gården støttet solidt af sin hustru Julia, som stammer fra Westhofen, og som i sin vinuddannelse bl.a. stod i lære hos Hans-Günther Schwarz hos Müller-Catoir.

Grundlaget for kvaliteten skal findes i den kæmpeindsats, der gøres i vinmarkerne gennem hele året, hvor fire generationer er involveret i arbejdet.

Hos Keller overlades intet til tilfældighederne, og ingen arbejder hårdere. Ingen brug af kunstig gødning, omhyggelig udtynding af blade og druer samt meget små høstudbytter under den ofte ekstremt sene høst er nogle af hemmelighederne.

Ejendommens Rieslingmarker er opdelt mellem markerne i Westhofen: Morstein, Abtserde og Kirchspiel samt den eksotiske Hubacker i Dalsheim. For nylig er de bedste parceller i Nierstein-markerne Hipping og Pettenthal kommet til.

Rieslaner laves fra en vinmark i Monsheim Silberberg, og to af Tysklands bedste Pinot Noirs kommer fra de ældste stokke i Flörsheimer Frauenberg samt fra Dalsheimer Bürgel, som jo netop har leveret druerne til denne vin.

Druerne til Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs kommer fra et 1 hektar stort areal med Spätburgunder på en sydlig skråning af Dalsheimer Bürgel, og fra vinstokke med en alder på omkring 30 år.

Jorden er mineralsk med kridt, kalksten og kan på mange måder minde en smule om steder i Bourgogne. Udbyttet er omkring 2,5 tons pr. hektar og vinfremstillingen sker meget traditionelt i åbne træfade. Vinen lagrer derefter 18-20 måneder i egetræsfade og aftappes uden pumpning eller filtrering.

Jan har besøgt Keller, men smagning af husets rødvine er umuligt … de er solgt på forkant. Den amerikanske vinanmelder John Gilmann har om denne 2007’er sagt; His 2007 Spätburgunder are potentially the finest Pinot Noir based wines that I have ever tasted from Germany.

Duftmæssigt er det til at blive glad i låget … dyb, lækker Spätburgunder med animalsk stald, maskulin stald, en smule mørkere i duften end forventet, syrlige kirsebær, hindbær, men byder også på lidt blomsterstøv, appelsin, røg, kanel, søde egefade, grafit, kridt og er let parfumeret i udtrykket. Virkelig kompleks næse.

I munden er vinen også en tak mere maskulin end foregående vin fra Bourgogne, men det er bare så blødt, let og cremet, at man omgående bliver glad. Meget glad. Det er som om, at vinen bare breder sig i munden og opløses … så fucking elegant. Tanninerne er blide og afbøjede, frugten let, syren forførende og alt spiller … hvad kan man ønske sig mere af en vin?

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i en nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, Frankrig

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i det højere luftlag med en burgundisk perle … Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes fra vinhuset Domaine Simon Bize & Fils, der netop ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize – som i ser på billedet ovenover – overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der skriver sig tilbage til 1947, da Patrick’s bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Druerne til denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes kommer selvfølgelig fra 1. cru marken Talmettes, hvor stokkene er plantet i henholdsvis 1968 og 1978. Marken er omkring 0,8 hektar og ligger med sydeksponering.

Vinen er vinificeret naturligt i store åbne egekar med både maceration 4-5 dage, presning og gæring. Presningen sker helt gammeldags med at trampe i druerne.

Halvdelen af klaserne afstilkes og efter endt fermentering overføres vinen til rustfrie ståltanke, hvor vinen afkøles og dekanteres inden lagring på brugte fade. Der lagrer vinen omkring et års tid.

I næsen kilder det med hospitalsgang, grønne blade, fjerlette bær, hindbær, granatæbler, ribs – fin syrlighed – kridt, salt, røg, en smule lakrids, lidt blomsterstøv og jord. Uha det dufter bjergtagende.

Smagsmæssigt er det virkelig blød burgundisk Pino … let og blidt med hindbær, ribs, syrlig vedkommenhed og præcision. Ren frugt og har også lidt grønne elementer, lidt svag lakrids og svagt tanninbid. Det er virkelig god vin, så Thumbs Up.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7