2010 EOSS, Anthemis, Samos, Grækenland

Sød dessertvin fra øen Samos i Grækenland …. hmmm og fra et vinhus, der kalder sig EOSS, hvilket er en forkortelse af det græske ord for Union of Vinicultural Cooperatives of Samos … altså en union af de lokale vinkooperatier på Samos. UWACS forkortes det i øvrigt på engelsk.

Det er en sammenslutning, som er grundlagt tilbage i 1934 af 26 lokale kooperativer, som omfattede samtlige vinavlere på Samos, helt præcis 2.847 vinbønder på øen. Og de mange vinavlere har samlet omkring 1.600 hektar vinmarker på den klippefyldte ø.

Vinkooperativet er ISO-certificeret og blev etableret for at sikre Samos’ produktion af vin og varetage vinbøndernes interesser. Kooperativet er ansvarlig for produktion, salg og markedsføring af vinen, og har haft stor betydning for øens økonomiske udvikling.

Det har da også mere end 80 ansatte og ledes af direktøren Ilias Kariotoglou. Fra vinkooperativets to vinfabrikker ved Malagari og Karlovassi fremstilles der mere en 7.000 ton vin om året. Heraf eksporteres omkring 80 procent med Frankrig som hovedaftager.

Kooperativet har opnået international anerkendelse i form af adskillige internationale guldmedaljer og laver en lang række vine, bl.a. rigtigt mange søde vine på Muscat druen. Samos er da også vinmæssigt mest kendt for de søde vine. Muscat druerne dækker da også omkring 97% af vinmarkerne på øen.

Denne Anthemis – der har sit navn efter den gamle betegnelse for Samos – er netop en sød dessertvin, som er lavet på 100% Muscat, og er en af kooperatives mest populære vine. Det er en klassisk vin for Samos, lagret omkring 5 år på egetræsfade, således den opnår en mørk, orange eller bronze farve.

Duftmæssigt er her selvfølgelig godt med sødme, overmodne kirsebær, modne blommer, rosiner, tørrede frugter, figner, honning, karameller, kakao, chokolade, våde fade samt lidt portvin. Smagen er let nøddet, alkoholen mere fremtrædende end forventet, hvorved sødme glider en smule i baggrunden. Der er røg, chokolade og fedme. Fin og sjov lille dessertvin.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske på 50 cl. koster 109 kr.

Rating 4/7 

2014 Terras de Alter, Terra D’Alter Reserva, Alentejo, Portugal

Terras de Alter … eller helt præcis Terras de Alter Companhia de Vinhos ligger i den portugisiske by Fronteira i Alentejo vinregionen. De står bag næste vin, denne Terra D’Alter Reserva.

Terras de Alter Companhia de Vinhos er etableret via en sammenlægning af to landbrugsvirksomheder, Sociedade Agrícola DAS Antas og Sociedade Agrícola do Monte Barrão. De to landbrugsvirksomheder er ejet af to af de mest traditionelle familier i Alentejo, nemlig familien Roquette og familien Castel-Branco Borges, som begge har århundreders erfaring indenfor landbrug og vinproduktion.

Til projektet Terras de Alter fik de knyttet ønologens Peter Brights selskab Pink Living. Målet er at lave et slagkraftigt selskab for produktion og international markedsføring af vine fra Portugal.

Peter Bright havde i forvejen et omfattende CV inden for produktion og international markedsføring af vin. Peter Bright er fra Australien og startede efter endt uddannelse hos Lindmans i Australien og har efterfølgende været hos en lang række vinhuse i Portugal. Han var bl.a. årets vinmager i 1992 i Portugal indenfor rødvine.

Hos Terras de Alter Companhia de Vinhos bruges der druer fra en lang række producenter i både Alter do Chão og Fronteira regionen, men derudover hentes der også druer fra leverandører i hele Alto Alentejo.

Denne Terra D’Alter Reserva er lavet med druer fra gamle stokke, primært Trincadeira, Tinta Caiada og Aragonez, høstet fra marker ved Norte Alentejano. Vinen er lavet i små rustfrie tanke med forlænget maceration og lagret 22 måneder på barriques.

Næsen er mørk … det er mørke, modne bær, solbær, eg, kanel, chokolade og godt med krydderier. I smagen er der også godt med kraft, er godt blød, fyldig og fed, der er peber, som sætter sig i mundhulen gennem hele smagsspektret og så har den – efter min smag – alt for meget eg.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 145 kr.

Rating 3,5/7