Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

N.V. Moët & Chandon, Rosé Impérial, Champagne, Frankrig

N.V. Moët & Chandon, Rosé Impérial, Champagne, FrankrigByggemødet startede – som altid hos Brix – med bobler, og den første flaske var denne Non Vintage Rosé Impérial fra det store, gamle og legendariske vinhus Moët & Chandon.

Moët et Chandon har deres hovedsæde i Épernay, men har ejendomme flere steder i Champagne. Det blev etableret i 1743 af hollænderen Claude Moët og ejer i dag mere end 1.190 hektar vinmarker og fremstiller hvert år omtrent 28 millioner flasker champagne.

Siden 1987 har Möet & Chandon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også ejer modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en lang række andre virksomheder indenfor luksus varer. En af de store aktionærer i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.

Denne Rosé Impérial Champagne er lavet på 40-50% Pinot Noir, 30-40% Pinot Meunier og endelig 10-20% Chardonnay … lavet med 20-30% reserve vin. Der er efter 1,5 års lagring tilsat en dosage på 9 gram ved degorgering.

Næsen byder på jordbær, hindbær, kirsebær, citrus, meget svagt gærede noter, blomster, røg og lidt mandler. Det er ikke en sådan vild og voldsomt duft, lidt afdæmpet med peber, en smule sødme samt lidt mentol.

Smagsmæssigt rød frugt, masser af jordbær og fersken, jern, meget spinkle bobler, som fader meget hurtigt. Dermed bliver den let lidt saftevandsagtig og flad, men smagen er fin og har syre med citron og dermed meget frisk.

Forhandles bl.a. af Vildmedvin, hvor en flaske koster 370 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Luddite Wines, Saluez le Saboteur White, Western Cape, Sydafrika

2017 Luddite Wines, Saluez le Saboteur White, Western Cape, SydafrikaSå er vi atter hos ægteparret Niels og Penny Verburg, som driver Luddite Wines på de østlige skråninger af Houw Hoek bjergene omkring 30 kilometer fra Atlanterhavet i Walker Bay i Western Cape. Denne gang er det med deres skøre hvide sabotør vin … Saluez le Saboteur White.

Vinen er et skønt blend på 77% Chenin Blanc, 14% Viognier and 9% Blanc Fume aka Sauvignon Blanc, men blendet varierer lidt fra år til år. Hver druesort er dog vinificeret helt separat inden det endelige blend skabes.

Således er både Chenin Blanc og Viognier druerne fermenteret sponant i rustfrie ståltanke med skindet … Chenin Blanc i 6-18 dage afhængig af de enkelte batch, der høstes., mens  Viognier druerne er høstet senere og fermenteret 12 dage.

Blanc Fume druerne er fermenteret i egefade med daglig omrøring, for at fjerne så meget af Sauvignon Blanc normale karaktertræk som muligt. Men efter endt fermentering har alle druesorteret været lagret 6 måneder på gamle, franske egefade og fælles også uden nogle former for tilsætning. Der tilsættes alene en smule svovl/sulfitter ved aftapning på flaske.

What??? Sikke en vild og skør duft … landlig, svedig med syltet frugt, gule blomster, abrikos, hyld, mandler, kanel, kalk, salt og saltlakrids samt en vis fylde, fedme og samtidig måske endda lidt olieret.

I munden er der masser af fyldig smag, lemon, æblesødme og -most, pærer og kraft. Det er lidt buttet, krydret og stærk … virkelig en kraftig hvidvin med sin særegne karakter.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandFor et år siden smagte jeg en Sonnenberg Spätburgunder i årgang 2016 fra Weingut Jülg på der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Nu er det igen september og der er igen Jülg vin i glasset … hans 2017 Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder.

I tidligere år har Johannes Jülg blandet druerne fra de to små parceller Wormberg og Kammerberg på Sonnenberg marken i sin vin Sonnenberg Spätburgunder, men i denne årgang 2017 har han for første gang forsøgt at separere de to … og WB betegnelsen på denne vin afslører selvfølgelig, at her kommer druerne fra Wormberg parcellen.

Wormberg er dialekt for varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt, især i aftentimerne og med en undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques  …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.

I glasset er Schweigener Sonnenberg Spätburgunder ikke sådan helt ovre i den helt lyse og transparente afdeling, for vinen har en smule mere farve. Men næsen er spot-on god, klassisk, flot Spätburgunder med animalsk, småsød hestestald, godt med eg, røgede noter, mens frugten også har lidt tyngde med mørke kirsebær, blommer, pænt frisk i frugten, bagt frugttærte og virkelig harmonisk.

Smagen er silkeblød, men med et krydret touch og inde i munden breder roen sig langsomt. Det smager altså bare godt. Igen er der en virkelig stor intensitet i frugten, en lille syrlig kant, kirsebær, ribs og lidt et mineralsk islæt. Det er vildt godt og elsker den syrlighed, som bare smagsmæssigt spiller smukt op imod den lidt mørkere duft.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDe er fandeme vilde på Weingut Schloss Schönberg, hvilket også bekræftes af næste vin fra Rabea Trautman … hendes 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder.

Druerne har gennemgået en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 24 måneder.

Hold nu kæft … pardon my french, men hvor dufter det sindssygt godt og jeg bekræftes igen i min hårdnakkede påstand om, at tysk Spätburgunder er noget af det bedste vin i verdenen. Næsen er så lækker med den søde, animalske kostald, som har pænt med noter fra egefadene og egentlig er langt mørkere end de helt lyse og helt transparente af slagsen.

Her er der klart mere gods og bundtræk i næsen, sorte kirsebær, morbær, jordbær, nelliker, lidt gran eller måske endda lærkeskud, kanel, vanilje, mentol og et gammelt depotrum. Vinen har samtidig en let boblende, gæret syrlighed i frugten. Nam og uha.

I munden er det en svulstig Spätburgunder, men med en fantastisk urkraft og en magiterning af pakket frugt. Det er smagsmæssigt også klart mørkere frugt end normalen, men det hele leveres med så stor intensitet, at vinen næsten ikke kan være i glasset … eller munden for den sags skyld. Der er balsamiske noter, lidt røgede elementer, sindssyg velsmag og en 3-spring-lang eftersmag.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, Italien

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen aktive, småaggressive og 3.323 meter høje vulkan Etna på østkysten af Sicilien tæt ved byerne Messina og Catania fascinerer de fleste … er endda en del af UNESCOs verdensarv. Vinene fra de vulkanske skråninger af den iltre, magma og lava spruttende dame er også ofte fascinerende, som nu denne Erse Etna Rosso fra Tenuta di Fessina.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af en anden dame Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Erse Etna Rosso er én af Silvias vine, som kommer fra en 1 hektar stor vinmark ved Rovittello, beliggende i 700 meters højde og med vinstokke plantet tilbage i 2007. Det er 90% Nerello Mascalese, 8% Nerello Cappuccio samt 2% Minella og Carricante.

Druerne er høstet og sorteret ved håndkraft, afstilket og knust inden en kold premaceration i 12 timer ved 2-14 grader. Ellers er vinen alene gæret i rustfrie ståltanke og lagret der i 9 måneder og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

Sikke da en lille bondsk, charmerende næse, lidt som en elegant Harlekin klovn … både en klovn, en akrobat, charmør, pligtig tjener og sværmeriske førsteelsker. Næsen er vildt parfumeret, har en smule øko og bio kant med referencer til Jura, en smule bondsk blomsterflor som en Beaujolais og pæn med lys frugt, kirsebær, tranebær, mineraler, fennikel og tørhed.

I munden er det en let, syrlig og frugtrig vin med et herlig syrlig bid, lidt peber og sure bolsjer. Det er fin, sprødt og virkelig en vin med fut i, masser af tørhed og mineraler, et piskeslag fra syrlige tanniner, men hold nu kæft, hvor det bare en charmetrold, så den flittige vinblogger hoster velvilligt op med 5 klovnefingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu en god pris for sådan en lille charmerende, livlig, let og bondsk vin.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Giant Steps Wine, Yarra Valley Chardonnay, Victoria, Australien

2018 Giant Steps Wine, Yarra Valley Chardonnay, Victoria, AustralienOne giant step for mankind, sagde en amerikaner tilbage i 1969, men denne Yarra Valley Chardonnay er nyere, men kommer fra vinhuset Giant Steps Wine.

Vinhusets ligger lidt øst for byen Healesville i Yarra Valley … en appellation/område i Victoria regionen i Australien. Historien om vinhuset startede tilbage i 1997, hvor Phil Sexton slog sig ned ved Healesville med netop det formål at lave vin på primært Chardonnay og Pinot Noir … og netop i Yarra Valley var der højtliggende marker med masser af nedbør, kølige nætter og vinde, altså perfekt for de to druer.

I dag har Phil Sexton omkring 122 hektar vinmarker, fordelt på markerne Sexton Vineyard, Applejack, Gruyere, Tarraford, Wombat Creek, Primavera, Nocton og Tosq … og så har den gode mand faktisk også et lille stykke jord i New Zealand.

Siden 2008 har Sexton haft hjælp til produktionen fra vinmageren Steve Flamsteed, som tidligere har arbejdet for det kendte vinhus Leeuwin Estate. Steve har bl.a. været med til at indføre de enkeltmarksprincipper, som benyttes den dag i dag.

I dag er Giant Steps også en af Australiens mest anmelderroste producenter af Pinot Noir og Chardonnay. Derudover har Giant Steps de seneste fem år i træk været på Wine & Spirits’ liste over verdens 100 bedste vinerier.

Her smager vi husets Yarra Valley Chardonnay, hvor serien Yarra Valley er husets basisserie … men sikke vine. Den er lavet efter helt traditionelle metoder, hvor al høst og den nænsomme selektering foregår ved håndkraft, mens kun en mindre del af druerne afstilkes.

Gæring sker spontant og ved lave temperaturer og har derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 7 måneder på 500 liters egefade, heraf 10% nye fade.

Det dufter rigtigt godt, meget pirrende duft med let fadpræg, lidt vanilje, flødekaramel, pærer, kvæde, syltede citroner, meget intens næse, let sødme … dufter fandeme godt.

Smagen er også lækker, masser af æbler, grønne pærer, abrikos og pænt med citronsyre, en vis fylde og egentlig lidt cremet. Syren gør, at vinen aldrig bliver en overdone Chardonnay, men smagsmæssigt har struktur og rygrad. Det er en lille fin Chardonnay perle.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr,, mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Gemtree Wines, Ernest Allan Shiraz, McLaren Vale, Australien

2017 Gemtree Wines, Ernest Allan Shiraz, McLaren Vale, AustralienVi slutter den lille Gemtree kavalkade med et glas af denne spændende og biodynamiske Ernest Allan Shiraz i mit dejlige Nude Stem Zero glas.

Denne  Ernest Allan Shiraz er opkaldt efter Melissas bedstefar Ernest Allan Rivers. Han var selv landmand og forstod forholdet mellem jorden og sine planter, så derfor har Mike sammen med sin assisterende vinmager Josh Waechter forsøgt at formidle den filosofi i vinen.

Druerne kommer fra nogle af husets bedste sites … selvfølgelig 100% Shiraz, som er vinificeret med så lidt indgriben som muligt og lagret 18 måneder på barriques, hvor halvdelen er nye og de øvrige brugt en eller to gange tidligere.

I glasset er det en mørk og tæt fætter, mørk samt kølig i en flæsket stil med sorte solbær, blåbær, blommer, spejderhagl, engelsk lakrids, kakao, muskat, kanel og vanilje. Der er også masser af eg og fadnoter. Total loaded og pakket med mørk kraft.

Smagen er imidlertid langt lysere, friskere og lettere end duften, masser af frugt og slet ikke en overkogt aussivin. Der er en fin syrlighed i frugten, koriander, appelsin og lidt peber, men både tanniner og alkoholen på 14,6% er fint integreret.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Gemtree Wines, Small Batch Mataro, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Small Batch Mataro, McLaren Vale, AustralienMellem de biodynamiske plovfuger hos Gemtree Wines står der nogle ældre Mataro aka Mourvédre stokke, som har dannet baggrund for denne Small Batch Mataro.

Vi bliver atter ikke forkælet af husets informationer om produktionen af vinen … ja faktisk har jeg slet ikke kunnet finde nogle. Så derfor er der jo intet andet for end at springe hovedkulds ind i smagsnoterne.

Igen kommer de biodynamiske trækninger frem i mundvigene, som dermed vender klart glad opad. Landlig, bondsk, animalsk som bare pokker, tonsvis af mørke, gærede kirsebær, brombær, syrlig nerve, lidt kakao, mælkechokolade, vanilje, men uden marmelade eller syltetøj på nogen måder … bare ren, koncentreret og elegant.

Smagen er blød, frugten klart til den syrlige side med masser af nerve, tanniner, peber. Der er kirsebær, hindbær, brombær, meget ren og direkte frugt, mens det hele leveres blødt, cremet og så alligevel med et frisk og syrligt bid. Def er klare tanniner, der udtørrer munden og sætter sig på fortænderne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, AustralienPhantom Red Blend 9 hedder næste vin fra Gemtree Wines og det er et stort step op … en lille perle lavet på 76% Mataro aka Mourvèdre og 24% Cabernet Sauvignon med masser af biodynamisk karakter.

Gemtrees Phantom Red Blend er der heller ikke de store oplysninger om, men det er også et blend, som varierer fra år til år … og tidligere årgange har bl.a. indeholdt Petit Verdot og Cabernet Franc. Det ser også ud til, at den flotte etiket er forskellig fra år til år. Nå, men igen springer vi fluks til smagsnoterne.

Nååååå, nu begynder Gemtree Wines for alvor at  vise, at det virkelig et et biodynamisk vinhus, for det dufter for sindssygt … masser af bio kant, prut, mødding, nytårskrudt, sure og gærede kirsebær, grafit, lidt lakrids … frisk, landlig, bondsk og for fanden, hvor er det charmerende.

Smagen er også frisk, men har dybde, tyngde og er virkelig blød, cremet og rund. Syren viser samtidig skarpe tænder, vedkommende og præcist. Frugten er frisk og drilsk, fint med bid, tynde tanniner, som udtørrer munden og slutter med lidt bitterhed. Med lidt luft samt varme i glasset kommer også en let sødme.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Gemtree Wines, Cinnabar Grenache Shiraz Mataro, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Cinnabar Grenache Shiraz Mataro, McLaren Vale, AustralienGemtree Wines laver også en vaskeægte GSM vin, altså en vin på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Hos de skøre, biodynamiske australiere på Gemtree hedder vinen Cinnabar Grenache Shiraz Mataro.

Igen bliver man ikke overvældet over informationerne om vinen på husets hjemmeside, men blendet består for årgang 2018 af 62% Grenache, 32% Shiraz og 6% Mourvèdre. I 2017 var det 40% Grenache, 33% Shiraz og 27% Mourvèdre, men tallene året før lød på 45-40-15%, så det varierer altså lidt fra år til år. Vi springer så bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Cinnabar GSM er – som forrige vin – en lysere og syrlig vin fra Gemtree, pænt med grønne noter, men er klart mere tilgængelig end forrige Uncut Shiraz. Der er ribs, tranebær, mirabeller, fennikel, lidt vanilje, pænt med urter samt en lille disket sødme.

Smagen er også mere fyldig, men fortsat til den lettere og lysere side, men samtidig med mere tyngde og bedre balance. Der sniger sig lidt sødme ind, blommer, lakrids, spejderhagl, urter, mere krop og det smager rigtigt fint og nærmest europæisk i stilen.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 218,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7