Byggemødets sidste hvidvin blev denne 2018 Cuvée du Connétable fra Loire slottet Château de Sancerre, der ligger på Rue Porte César midt i Sancerre by.
Slottet med samme navn som appellationen ligger på venstre bred af Loire floden og har en lang og spændende historie.
Fra det tidlige 11. til det 15. århundrede var det sæde for de magtfulde grever af Sancerre og næsten alle familiemedlemmerne var store officerer i kongeriget Frankrigs hær. Dengang lå slottet ret strategisk og Jeanne d’Arc har da også boet på Château de Sancerre.
I dag er der dog ikke meget tilbage af de gamle befæstninger … faktisk kun fundamenter, kældre eller dele af voldene, for greverne borg og byens volde blev revet ned i 1621. Så slottet i dag er opført i 1874, men det var dog først i 1919, at ejeren Louis-Alexandre Marnier-Lapostoll grundlagde vinhuset på slottet.
Louis-Alexandre Marnier-Lapostoll var bl.a. skaberen af Grand Marnier Orange og Cognac Liqueur. Vinslottet forblev derefter i hænderne på Marnier-Lapostolle-familien indtil 2016, hvor det så blev solgt til Campari-gruppen, som dog allerede året efter solgte det til Maison Ackerman for 20,5 millioner euro. De dog beholdt markerne, men her i sat selve slottet til salg og vil sælge alle møblerne på auktion.
Der er i alt 55 hektar vinmarker til slottet og de er fordelt på 4 forskellige terroirs og har vinstokke, der gennemsnitlig er omkring 25 år gamle.
Her smager vi husets 2018 Cuvée du Connétable, der jo selvfølgelig er 100% Sauvignon Blanc, der er høstet fra de bedste af Château de Sancerres vinmarker, som hovedsageligt er sammensat af flint og kalksten. Efter endt fermentering er 2/3-dele lagret 1 år på egefade og resten på ståltanke for at give struktur og kompleksitet.
I næsen mere fylde end de foregående Riesling’er … men har en frisk aroma med stikkelsbær, kalkagtige noter og virker måske lidt vandet med salte noter af havvand og strandsand. Der er lidt hasselnødder, blomster og vanilje … men duften er flygtig og forsvinder hurtigt.
Smagsmæssigt en lidt sjov størrelse, for den bliver aldrig sådan krisp og pivfrisk, som man måske ville forvente af en Sancerre Sauvignon Blanc. Her er den klart fyldigere, cremet og lidt krydret … frugten er mest pærer og så ellers tonsvis af æbler. 91 point.
Importør er Gobi Vin og koster fx 449,95 kr. hos Meny.