Hvis man lige får lyst til en spændende, grøn, ung og frisk Sangiovese vin, så kunne denne 2021 Il Vispo Toscana IGT fra vinhuset La Magia bestemt være et godt valg.
La Magia har jeg skrevet om nogle gang før, som fx da jeg i maj måned smagte deres smukke 2018 Brunello di Montalcino.
Il Vispo Toscana IGT er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra samme mark, som også giver alle druerne til Brunello vinene La Magia og Ciliegio … her blot fra yngre vinstokke, der er 14-19 år gamle. Det er en nyere vin hos La Magio og den er lavet anderledes bl.a. med kold carbonic maceration på ståltanke under 26 grader.
Det er jo en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved den konventionelle alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.
Ved carbonic maceration gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringstankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.
Altså lavet udelukkende på stål … uden det har set egefade og der laves årligt 15.000 flasker af vinen.
I næsen er det en frisk og ganske grøn vin … men fortsat med nogle klare toskanske elementer af tobak, rå champignon, skovbund samt lærkeskud. Der er en frisk frugt af umodne kirsebær, hindbær, banan og småsure tranebær … måske endda en snert af granatæbler, blade fra solbær og tomater. Det dufter ungt og grønt … men også helt inspirerende.
Smagsmæssigt er vinen også ung, grøn, ungdommelig, umoden og frisk med masser af balsamisk syre, grønne urter og en frugt af både ribs og sure kirsebær med salt, peber, lemon samt en frisk, levende, energisk og nærmest glitrende syre. Tanninerne er ikke så vilde og hidser sig ikke op, men alligevel giver det en ret sprælsk vin med ungdommelig friskhed, så dermed 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.