Det er under en måned siden, at jeg smagte en 2020 La Quinta Toscana IGT fra Podere Giodo, som drives Carlo Ferrini. Men ved siden hans højtratede vine fra Toscana, så laver Carlo også denne vin Alberelli di Giodo fra Sicilien.
Det er et lille projekt og Alberelli di Giodo er lavet på 100% Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.
Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så lagret 12 måneder på 500 700 liter egefade.
Duftmæssigt er det en vin med en vis vildskab … har kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, godt med rosenblade, violer og blomster, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon, nogle grønne, urtede noter samt mørk mineralitet. Det er en meget rank, mørk og alligevel syrlig vin.
I munden kommer den syrlige frugt også godt frem, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 599,95 kr.