Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2011 Marimar Estate Vineyards & Winery, Mas Cavalls Pinot Noir Doña Margarita Vineyard, Californien, USA

I den fortsatte blindsmagning gættede vi hurtigt næste vin … selvfølgelig Pinot Noir, også nemt. Vinen var denne Mas Cavalls Pinot Noir Doña Margarita Vineyard fra vinhuset Marimar Estate Vineyards & Winery, som ligger i byen Sebastopol – en del af Sonoma – et par kilometer vest for Santa Rosa og vel omkring 40 kilometer nordvest for Napa.

Og vi er hos et stort vinhus, for Marimar er nemlig en del af Torres … den spanske gigant, som jeg flere gange har skrevet om her på bloggen. Vinhuset er nemlig grundlagt og drevet af Marimar Torres, som er søster til Miguel Torres, som i dag leder det store foretagende efter faderen Don Torres.

Marimar Torres rejste til Californien i 1975, og efter nogle år søgen fandt hun stedet, hvor hun skulle etablere vingården. I 1986 begyndte tilplantningen af markerne, faktisk to marker på hver lidt over 12 hektar. På den ene plantede hun Chardonnay og på den anden Pinot Noir … selvfølgelig alle europæiske kloner.

De to marker er i øvrigt opkaldt efter hendes forældre, nemlig Don Miguel Vineyard og Doña Margarita Vineyard efter moderen Margarita Riera de Torres. I dag er markerne dog udvidet og flere sorter er plantet. I dag er Don Miguel Vineyard på omkring 33 hektar, mens Doña Margarita Vineyard er på omkring 73 hektar … men her er der kun tilplantet omkring ´24 hektar.

Selve vingården er opført i 1992 … selvfølgelig i ægte spansk, catalansk stil, og den har en produktionskapacitet på 15.000 kasser vin. Og den ligger lige midt i vinmarkerne med det mest moderne produktionsudstyr, bl.a. 3 separate vinkældre til lagring af tønderne … alle med uafhængig temperatur og kontrol af fugtighed.

Og så er Marimar Torres glad for mad … specielt spansk mad, og en habil kok. Hun har endda udgivet to kogebøger i USA, nemlig bøgerne The Spanish Table og The Catalan Country Kitchen. De sælges selvfølgelig både på vingården og på husets hjemmeside.

Og vinhuset er også gået økologisk. Siden 2003 har alt været drevet økologisk, og næste mål er nu også at blive biodynamisk. Så ved sommersolhverv kan man finde Marimar Torres i gang med at grave kohorn fyldt med biodynamiske præparater, silica og kvartskrystaller ned blandt husets vinstokke.

På Marimar Estate Vineyards & Winery laves der 4 forskellige hvidvine samt 6 rødvine. Sjovt nok laver huset en hvidvin på den spanske drue Albariño og endda en hvidvin i et blend på Albariño og Chardonnay.

Her har vi husets Mas Cavalls Pinot Noir Doña Margarita Vineyard, selvfølgelig fra marken Doña Margarita Vineyard og lavet i et blend af 3 forskellige Pinot Noir kloner, 63% Pommard, 32% Dijon 115 og 5% Dijon 667.

Vinen har gæret i små rustfrie ståltanke, hvorefter vinen har lagret 11 måneder på franske barriques, heraf 33% nye franske fade fra henholdsvis Remond, Rousseau, Marchive og Mercurey inden den er flasket og frigivet. Der er produceret 2.141 kasser af denne vin.

I næsen afsløres Pinot Noir’en med det samme med hindbær, jordbær, lyse blommer … lidt sødme, næsten som slik samt en letsyrlig, grøn note. I munden er vinen let, blød … og med en del sødme, og den lidt varme fylde, som amerikanske Pinot Noir vine nemt får. Godt med frugt … hindbær og lidt egetræ. Dejlig vin … og rart med Pinot.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 350 kr.

Rating 4,5/7 

2010 Beringer Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Vi fortsatte hos Beringer Vineyards, og deres Napa Valley Cabernet Sauvignon … et godt kvalitetsniveau op. Men let at gætte … alle i bestyrelsen skød på, at der var amerikansk cab i glasset. Vi fik ret.

Druerne til vinen kommer fra Napa Valley, men det er selvfølgelig en relativ bred betegnelse hos Beringer, som ejer en del større vinmarker i Napa.

De ejer nemlig både Bale Lane Vineyard, Chabot Vineyard og St. Helena Home Vineyard i St. Helena, Bancroft Ranch Vineyard ved Howell Mountain, Big Ranch Road i Oak Knoll, Gamble Ranch Vineyard i Oakville, Lampyridae Vineyard ved Mount Veeder, Marston Ranch ved Spring Mountain, Stanly Ranch Vineyard i Carneros, Steinhauer Ranch og Vogt Vineyard ved Howell Mountain og endelig Yountville Vineyard i Yountville.

Druerne til denne Napa Valley Cabernet Sauvignon kommer fra en lang række af disse marker, men primært de tre marker Bancroft Ranch Vineyard, St. Helena Home Vineyard og Marston Vineyard. Det er således ikke en enkeltmarksvin, men en vin, som afspejler Napa Valley appellationen.

Det er Laurie Hook, som har været vinmager i produktionen af vinen, og den er vinificeret ved, at druerne fra de individuelle parcer efter gæring lagres 15 måneder på franske Never barriques, hvoraf 67% er nye, og blandes med en smule Petit Verdot for at bidrage med yderligere aroma og en længere finish.

Duftmæssigt en meget rustik og animalsk vin … lækker, godt med solbær, Ribena, lakrids, mørk chokolade og våde fade. I munden fortsætter de mørke bær med bid af lidt eg og en ret fin tørhed, som viser en flot, vellavet vin. Der er fylde, blødhed og lang eftersmag. Godt glas Cabernet Sauvignon uden det bliver for meget … som det nogle gange kan blive i de amerikanske udgaver.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 350 kr.

Rating 5/7  

2012 Fess Parker Winery, Santa Barbara County Syrah, Californien, USA

Næste amerikanske vin i rækken blev denne Santa Barbara County Syrah fra Fess Parker Winery … og en vin, som jeg har smagt en del gange, senest i årgangen før, nemlig årgang 2011, så det bliver meget en gentagelse. Men det kan jo også være ganske udmærket.

Fess Parker er vel ét af de mest berømte vinhuse i Californien, og er grundlagt af Fess Elisha Parker Jr., som blev født i Fort Worth, Texas, og voksede op på en lille gård uden for San Angelo. Han gjorde tjeneste ved United States Navy ved slutningen af 2. verdenskrig. Under krigen forsøgte han at blive pilot, men blev afvist på grund af sin højde.

I 1950’erne spillede han rollen som Danny Crockett. Ifølge Fess Parker selv var Walt Disney Company på udkig efter en skuespiller til at spille rollen som Davy Crockett, og oprindeligt mente man, at James Arness skulle spille titelrollen. Fess Parkers første rolle var i Davy Crockett filmen “King of the Wild Frontier”.

I 1960’erne spillede Fess Parker hovedrollen i en stor amerikansk TV-serie om Daniel Boone. Serien kørte gennem 6 år som én af de mest populære serier i USA, og gjorde Fess Parker en holden mand.

Og for den formue, som Fess Parker havde tjent i Hollywood købte han i 1986 et stort ressort/hotel på Santa Barbaras havnefront. Det blev i 1989 også til købet af en vingård på sølle 2,22 hektar i Santa Barbara, og det blev grundstenen til Fess Parker Winery. Nå, men Fess Parker er som nævnt født i Texas, og dér kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 hektar. Det giver da et par vinstokke at beskære.

Siden har man også købt det tidligere The Grand Hotel fra en vingård i Los Olivos, og dette 19-værelses hotel er nu omdøbt til “Fess Parker Wine Country Inn & Spa”, er er blev totalt renoveret. Så der er efterhånden tale om et stort foretagende.

Fra starten i 1989 har målet været at lave vin af højeste kvalitet. Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb.

At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Fess Parker har specielt haft stor succes med deres Pinot-baserede vine … ikke mindst efter filmen Sideways. Scenen fra filmen, hvor hovedpersonen Miles tømmer en spyttespand, er optaget hos Fess Parker. Salget af Pinot steg med 75% i de første 6 måneder, efter filmen havde premiere. Siden er det gået lidt tilbage, men er stadig 30% højere end før Sideways.

Fess blev gift med Marcella Belle Rinehart den 18. januar 1960, og fik to børn, 11 børnebørn og to oldebørn, men i 2010 døde Fess Parker … faktisk på hans hustrus 84-års fødselsdag, så i dag er det sønnen Eli Parker, datteren Ashley Parker-Snider samt svigersønnen Tim Snider, som driver vinhuset i Santa Barbara. Der er også ansat en vinmager Blair Fox.

Her har vi husets Santa Barbara County Syrah, ren Syrah … ja eller i hvert fald næsten, 93% Syrah, 4% Grenache Noir og 3% Petite Sirah. Druerne kommer fra markerne Camp Four Vineyard og Rodney’s Vineyard, begge beliggende i Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Vinen er lagret 18 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, heraf 16% nye. Der produceres årligt omkring 3.500 kasser af denne vin.

Og som sidste er det en fyldig, saftig og voluminøs sag  … all the way. I næsen er der solbær, mørk frugt, blommer, fedme, toast, vanilje, engelsk lakrids, jernbanesveller, urter, mynte og eukalyptus. I munden er vinen fyldig, næsten med tjære og marmelade, cremet og fed, solbær, engelsk lakrids, og godt med sødme og kraft. Som sidst meget amerikansk i udtrykket … og en rigtig vintervin.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 185 kr.

Rating 5/7  

2013 Beringer Vineyards, Founders Estate Zinfandel, Californien, USA

Sidste uge bød også på et bestyrelsesmøde. Det er = godt med vine, og vi startede i den amerikanske afdeling, da værten lige var kommet hjem fra staterne. Én af vinene var denne Founders Estate Zinfandel fra det store og historiske vinhus Beringer Vineyards.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producere altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden.

Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den, som han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer, der prægede hele Europas store vinregioner.

Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vineyards blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet.

Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet ”Hudson House”. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland.

Resultatet, ”Rhinen House” er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook. Hun begyndte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Beringer Founders Estate Zinfandel er fremstillet af druer fra udvalgte vinmarker fra North Coast i Californien. Vinmarkerne påvirkes positivt af de kølige og fugtige vinde fra Stillehavet om natten og samtidig ganske varme dagtemperaturer.

Winemaker teamet beslutter, hvornår druerne på de enkelte marker har opnået fuld modenhed. Efter gæringen på rustfrit stål, lagres vinen på franske egefade i seks måneder. Lagringen tilfører et strejf af lidt ”ristet” vanilje og flere lag i smagen af blandt andet brune krydderier. En lille mængde af druen Petite Sirah tilføres normalt og runder vinens struktur af.

I næsen lidt grønne noter, brombær, kælder, lakrids, sødme, bolsjer, mens smagen er direkte frugt, med tørhed og meget sødkrydret. Virker en anelse “flad” i smagen, der er let peberbid … men mest af alt godt med sødme … også en tak for meget, selvom det på ingen måder er en dårlig vin, for den smager meget godt.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 100 kr. og nogle gange på tilbud til 80 kr.

Rating 4/7  

2007 Gérard Bertrand, Cigalus Blanc, Languedoc, Frankrig

Update fra den forgangne uge … først tirsdagsvinen på jobbet, en Cigalus Blanc fra den store – tidligere rugbystjerne – Gérard Bertrand, som efterhånden har fået opbygget et større vin imperium i det sydfranske, og herunder altså også dette gods Domaine de Cigalus.

Gérard Bertrand har – som nævnt – en fortid som en af Frankrigs bedste rugbyspillere. Efter en lang, succesfuld karriere lagde han imidlertid støvlerne på hylden og besluttede at tage en ny udfordring op … nemlig vinproduktion.

I 1992 overtog han ledelsen af sin fars vingård, Domaine de Villemajou, med den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området. Han vil være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Et navn folk kan læne sig op ad, hvis de ikke orker at sætte sig ind i vin generelt.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker.

Udover Domaine de Villemajou ejer Bertrand også Château Laville Bertrou, Château de l’Hospitalet, H de l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de l’Aigle, Tautavel, Domaine des Cathares og så dette Domaine de Cigalus. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Gérard Bertrand købte Domaine de Cigalus i 1995 og har siden omdannet produktionen til at være biodynamisk. Der er 75 hektar vinmarker til godset og jorden består af en blanding af ler og kalksten, hvilket gør den særdeles velegnet til at holde på vandet i det ellers tørre klima – en absolut nødvendighed, hvis man vil lave afbalancerede vine.

Lidt utraditionelt for området har Gérard primært valgt at plante internationale druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay, dvs. druesorter, som alle trives fremragende i klimaet, men som der ikke er tradition for at dyrke i distriktet, hvorfor de aldrig kan nå en bedre klassifikation end Vin de Pays, selv om vinen reelt er klasser bedre end mange AOP’ere.

Der laves 5 forskellige vine på Domaine de Cigalus. nemlig Cigalus i rød, rosé og denne hvide. Derudover laves der en rød og en hvid udgave af vinen L’Indomptable de Cigalus.

Denne Cigalus Blanc er i årgang 2007 lavet på 80% Chardonnay, 15% Viognier og 5% Sauvignon Blanc. Vinifikationen sker ved, at 70% af vinen gæres ud på nye franske egetræsfade og 30% på rustfrie ståltanke. Vinen lagres vinen 8 måneder, hvor der på egetræsfadene foretages betonage (omrøring af bundfaldet). Efterfølgende blandes vinen, hvorefter den tappes på flaske og frigives til salg.

I næsen er der lidt fedme, overmodne pærer … der fornemmes lidt alder, og der er oxyderede noter, let sherry, blommer, men også fortsat lidt friske frugter med lidt tropiske elementer, abrikos, bolsjer, tyggegummi, sødme samt et strejf af lidt citrus. I munden er det en fyldig, lidt cremet vin med abrikoser, lidt jernholdig, lidt sødme … men ellers fin balance. Skal nok også drikkes nu.

Købt i Vinspecialisten, pris 295 kr., men vi fik det lidt billigere pga. alderen.

Rating 4,5/7 

2012 Kim Crawford Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Lørdag bød faktisk også på Pinot Noir, nemlig denne flaske fra Kim Crawford Wines, som holder til i Marlborough i New Zealand. Vinhuset er dog ejet af det kæmpestore, internationale vinfirma Constellation Brands, som ejer mere end 100 forskellige brands indenfor vin, øl og spiritus.

Kim Crawford Wines er grundlagt tilbage i 1996 af Kim Crawford og hans hustru Erica, som havde en drøm om at starte en vingård. Kim Crawford havde inden starten i 1996 taget en uddannelse uddannelse (Bachelor of Science) i mikrobiologi og botanik på Massey University i New Zealand.

Og han havde nye idéer for, hvordan vinproduktionen i New Zealand skulle foregå, bl.a. ved at bruge nye sorter som Sauvignon Blanc, Riesling og Chardonnay.

Parret startede projektet fra deres hjem i Auckland uden at eje en eneste vinmark, men købte druer forskellige steder og fik første år lavet 4.000 kasser vin. Det skete ved, at de låne 70.000$ mod sikkerhed i deres hjem, og så lavede de kontrakter med lokale vinavlere om køb af deres druer … og så lejede de sig derudover ind hos forskellige vinerier, når vinene skulle fremstilles.

De efterfølgende år voksede foretagenet og parrets aromatiske vine begyndte også at vinde priser. Det åbnede både for eksportmarkederne, og allerede efter fire år kunne Kim og Erica flytte til Marlborough i en ny state-of-the-art vingård, hvorefter parret også begyndte at investere i egne vinmarker, hvor man bl.a. plantede nogle af de nye sorter. Markerne lå meget spredte, nogle i Marlborough, andre i Gisborne og Hawke’s Bay … eller hvor Kim mente det bedst for de valgte druer.

I 2003 producerede parret årligt 100.000 kasser vin og samme år fik de også deres Marlborough Sauvignon Blanc på Wine Spectator’s Top 100 liste. Imidlertid var det også samme år, at ægteparret måtte sælge vingården. Man stod overfor betydelige investeringer, men kunne ikke rejse finansieringen … og så endte det med, at Kim Crawford solgt sit livsværk til det canadiske vin- og spiritusfirma Vincor.

Vincor blev selv i 2006 solgt til verdens største vinfirma Constellation Brands, som fortsat den dag i dag fortsat ejer Kim Crawford Wines. Constellation Brands ejer over 100 forskellige brands indenfor vin, øl og spiritus. Blandt de mere kendte vinfirmaer er bl.a. Ravenswood, MoutonCadet, Robert Mondavi, Selaks, Paul Masson, Ruffino … blot for at nævne nogle få.

Nå, men tilbage til denne Kim Crawford Wines Pinot Noir, som er lavet med druerne, som kommer fra Sydøen på New Zealand … og dermed ikke blot Marlborough området. Der er således brugt en bred vifte af forskellige Pinot Noir kloner og forskellig terrior. En del af vinen er lagret på franske egetræsfade i 5 måneder, men en del er blot lagret i ståltanke. Fordeling af dette kan ikke ses.

I næsen er første indtryk en hel del sødme … way to much. Dernæst følger røg, eucalyptus og først derefter følger lidt frugt i form af kirsebær, stikkelsbær samt lidt hvid peber. Smagen er meget saftpræget, høj sødmeniveau, kandiserede kirsebær og virker en anelse vandet i smagen. Der er lidt syrlige og grønne toner nedenunder … men det er som om, at de to retninger stikker hver sin vej, og aldrig rigtig mødes.

Forhandles i Føtex, hvor 2 flasker kan købes for samlet 179 kr.

Rating 3/7   

2009 Weingut Jürgen Ellwanger, Spätburgunder HADES Trocken, Württemberg, Tyskland

Har egentlig en række updates fra ugen, men tænkte at I da lige skulle have fredagens Spätburgunder først… for husk nu, at fredag er Spätburgunder dag! Og i aftes drak jeg en herlig én af slagsen, nemlig denne Spätburgunder HADES Trocken fra Weingut Jürgen Ellwanger.

Vinhuset ligger i den lille by Winterbach i området Württemberg. Det er et område, som vi ikke så tit ser vine fra her i Danmark, og jeg har også kun anmeldt få vine fra Württemberg her på bloggen.

Det ligger jo lige ved siden af det mere kendte Baden – og begge vinområder er jo også en del af nuværende delstat Baden-Württemberg. I Württemberg laves der mest rødvin på lokale sorter, der ofte er tynde og kedelige, mens topproducenterne laver kraftige fadlagrede vine.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog sønnen Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene og blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able. Sidstnævnte er netop ét af de huse, som jeg tidligere har skrevet om.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terrior. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker man også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.

Disse vine kommer også i en speciel flaske, men både teksten HADES og et figur præget i flasken. Det kan du også se på fotoet af flasken. Om det har noget at gøre med den græske gud Hades, ja ved jeg ikke. Hades blev kaldt Hades den usynlige og var jo enten dødsriget eller dødsrigets gud, og det passer jo ikke helt ind med vinen.

På etiketten kan man også finde en konge … som troner med et scepter samt et rigsæble. Ovenover står teksten “Digrarex Heinricvs 1046”. Rex er vist noget med konge, og jeg vil gætte på, at det referer til den tyske konge Heinrichs III, som i 1046 fyrede et par paver, indsatte Clemens den 2. som ny pave og selv blev udnævnt som kejser af det tysk-romerske rige. Hvad det har med vinen at gøre … har jeg heller ingen anelse om?

Nå, men her har vi netop en HADES vin på Spätburgunder, som netop er lagret på nye barriques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Men herligt smager det.

I glasset den dejlige lyse, transparente teglfarve, og i næsen er vinen voldsom animalsk med hestestald, mødding, kølig, indelukket kælder, vanilje, let mynte, spidskommen og en anelse gran. I munden er der godt med fylde. Vinen er cremet og lækker med hindbær, kandiserede kirsebær, appelsin, jern og lidt sødme. Virker både kraftfuld og elegant … på en let måde. Eftersmagen er enorm lannnnnnggggg med syrligt bid. Flot Spätburgunder.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 21,00€ … eller omkring 156 kr.

Rating 5,5/7  

2011 Weingut Egon Müller, Scharzhof Riesling, Mosel, Tyskland

Et ekstranummer fra i søndags … efter de fleste var draget hjem. Men et flot punktum for en dejlig eftermiddag, idet vinen var fra én af de store i Mosel … hvis ikke den største, nemlig Egon Müller, og vinen en Scharzhof Riesling i en årgang 2011.

Egon Müller holder til på ejendommen Scharzhof lige udenfor Wiltingen i Saar området i Mosel. Vinhuset er grundlagt i 1797, men havde indtil da tjent som kloster til St. Maria zu den Märtyrern … vistnok en del af Benediktiner-ordenen, men blev bortauktioneret af den franske stat efter nationaliseringen af kirker og klostre i kølvandet på den franske revolution.

Det var oprindelig Jean-Jacques Koch, som i 1797 overtog ejendommen. Dengang havde den allerede fået navnet Scharzhof, bl.a. på grund af tilhørsforholdet til nærliggende Scharzhofberg, en 27,3 hektar stor vinmark på en stejl stråning øst for ejendommen, og i dag perlen i vingårdens vinmarker. Efter Kochs død overgik ejendommen til hans 7 døtre, hvoraf én af dem senere giftede sig med Felix Müller, og det er deres søn Egon Müller, som bliver foregangsmand for vinhuset.

Egon Müller døde i 1932 og overlod gården til sin søn Egon Müller II, som imidlertid døde i en traktorulykke i vinmarkerne i 1941, hvor driften blev overtaget af hustruen indtil Egon Müller III kom hjem fra krigen … faktisk efter fangenskab i England … og videreførte driften. Det er også Egon Müller III, som stod for udvidelsen af driften, bl.a. med købet af vingården Le Gallais i 1954 og efterfølgende markerne Wiltinger Kupp samt Braune Kupp.

Og i over 200 har vingården nu været drevet af Müller familien, og de seneste 5 generationer endda af Egon Müller, idet man i familien viderefører de stolte traditioner, hvor den førstefødte søn altid bliver døbt Egon. Siden omkring 1990’erne har det været Egon Müller IV, som har drevet vingården og bragt den frem til en position, som ét af verdens bedste vinhuse … i hvert fald, når det gælder Riesling. I dag er sønnen Egon Müller V også med i foretagendet.

I dag består vingården af markerne Wiltinger Kupp på 0,4 hektar, Braune Kupp på 4 hektar, Oberemmeler Rosenberg på 1 hektar, Wiltinger Braunsfels på 0,4 hektar, Saarburger Antoniusbrunnen på 1,4 hektar, Wawerner Jesuitenberg på 0,3 hektar og endelig 8,5 hektar af det nævnte Scharzhofberg. Det giver samlet omkring 16 hektar udsøgte vinmarker. 95% af vinstokkene er Riesling.

At den gode Müller hører til blandt verdens bedste producenter kan også aflæses i, at han er medlem af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Weingut Müller i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Antinori, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men tilbage til vinen. Denne Scharzhof Riesling er husets entry-level vin, ren Riesling fra husets marker i Saarburg, Oberemmel, Wawern, Wiltinger Braunfels og Wiltinger Kupp. Lavet på ren stål, og ikke lagret på eg overhovedet.

Og hvilken liflig duft af petroleum i stor stil, kold kælder, let indelukket (men på den fede måde), hyld, kvæde, modne æbler, citrus, vingummi, muskat, appelsin, honning, våde sten, flint og også lidt krydrede noter … hmmmm fabelagtigt. I munden er vinen cremet, næsten fed med sødme, salvie, appelsin … voldsom flot dybde, balance og hvor smager det bare godt.

Købt i SuperBest i Hjørring til 225 kr.

Rating 6/7  

2013 Cisterzienser Weingut Michel, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Sidste vin fra WineFLY Jakob & Bendt blev denne Spätburgunder Trocken fra Cisterzienser Weingut Michel, altså Ulrich og Karen Michel fra den lille by Dittelsheim-Heßloch i Rheinhessen.

Ja, sidste vin var nu Mayschoss-Mönchberg fra Josten & Klein, men da denne vin var udenfor smageskemaet, så fik vinen nummeret 13, selvom vi nød den tidligere i rækkefølgen. Sådan er der så meget.

Familien Michel har 20 hektar vinmarker, bl.a. markerne Liebfrauenberg og Mondschein i Heßloch samt Filetstück Löwenberg i Bechtheim. Her dyrker de sorterne Riesling, Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc samt de røde Spätburgunder, Frühburgunder, St. Laurent, Dornfelder, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Jeg har tidligere smagt huset Cabernet Sauvignon Merlot Trocken samt storesøsteren til denne, Spätburgunder S Kalkstein.

Husets rødvine er opdelt i 3 serier, nemlig Trockene Rotweine, Feinherbe Rotweine og Barrique Rotweine. Denne Spätburgunder kommer fra førstnævnte … dvs. en vin, som slet ikke har set egetræsfade.

I næsen er her godt med grønne noter, grannåle, granatæbler … sådan lidt en kølig stil, men har også en smule af den søde kostald, som vi jo elsker. Derudover er der lidt vådkrydrede elementer samt spidskommen.

Smagsmæssigt er her jordbær, hindbær samt lidt blæk, kridt, jern og mineraler. Der er fin balance og dejlig lille Spätburgunder.

Forhandles af WineFLY, pris 75 kr.

Rating 4/7   

2012 Josten & Klein, Mayschoss-Mönchberg Pinot Noir, Ahr, Tyskland

Eftermiddagens topvin … absolutte topvin blev denne Mayschoss-Mönchberg Pinot Noir, igen fra Josten & Klein og fra deres VDP Grosses Gewächs klassificerede mark Mayschosser Mönchberg i Ahr.

Det er også dén vin, som jeg første gang – nogensinde – smagte fra Josten & Klein og var ganske bjergtaget af. Dengang var det deres årgang 2011 og her har vi vinen i årgang 2012 … endnu bedre end nogensinde.

Mönchberg betyder munkebjerget, og refererer til den tidligere augustinske kloster Klosterrath i Aachen. Det kloster ejede en del af området i Mayschoß, herunder de øverste marker med stejle, sydvendte terrasser. De bedste af disse blev kaldt Mönchberg.

Vinen er lavet med gæring på skind i 4 uger efterfulgt af lagring på nye franske egetræsfade i 1½ år, hvorefter aftapningen er sket ufiltreret.

I næsen er der fugtig, næsten mulle kælderskakt, dejlig animalske og rustik med hestestald, mødding, champignon, våd muld, læder, tørrede appelsiner, lidt gran og en lidt sødkrydret note. Voldsomt indbydende i næsen … hold da op.

Smagen er voldsomt intens … selvom der fortsat er stor lethed over vinen. Der er lidt syltet blomme, hindbær, kirsebær, og der er fin, blød syre og mineralske noter. Vinen er let, men cremet … og faktisk er 2012’eren her bedre end 2011’eren.

Men på samme måde som 2011’eren, så har den samme efterspil i smagen, hvor indtrykkene bare kommer rullende og rullende. Vild godt. Thumbs Up BIG TIME.

Forhandles af WineFLY, pris 250 kr., og det er absolut billigt for denne flaske. Jeg har allerede bestilt et par ekstra flasker.

Rating 6,5/7